Kritikken af Israel må gå nye veje

Det er let at være sent ude i den moderne medievirkelighed. For ikke meget mere end en uge siden kunne man i flere aviser læse, og i radio og tv høre og se, at Israel – belært af erfaringerne fra angrebet på Libanon i 2006 – havde forberedt sig grundigt på medie-krigen der, hvis man skal tro de medie-lærde, er lige så vigtig at vinde som den krig, der på den ene side involverer F16-fly, helikoptere, artilleri, ubemandede højteknologiske droner, der ser og hører alt, og på den anden side lavteknologiske missiler med kunstgødning og sukker.

Nu, da det er lykkedes Israel at slå op imod tusinde mennesker ihjel, og lemlæste andre tusinder, begynder vi at høre det modsatte. At Israel nok har vundet, eller vil vinde, det militære slag, men tabt medie-krigen. Flere og flere, både blandt de der begyndte med at være ligeglade, og blandt de der i krigens begyndelse støttede Israel, er blevet kritisk stemt. Og det manglede da også bare, al den stund at man alene behøver at spærre gluggerne op og tænke sig om for at se, at den er gal. Raketter eller ej.

Når der alligevel er grund til at stille spørgsmålstegn ved det med den tabte medie-krig, skyldes det ikke, at Israel i virkeligheden har vundet den, og overbevist alverden om nødvendigheden af at bombe menneskene i Gaza tilbage til kridttiden, men at medie-krigen om Gaza ikke er krigen, men et slag i den. Der har været andre medie-slag, som Israel har tabt, men relativt set har Israel over tid vundet medie-krigen. Det handler ikke så meget om, hvor mange der synes, at Israel er skurken i den aktuelle konflikt, men om hvorfor de synes det. Jeg kan ikke dokumentere det med tal, men jeg tror, at udbredelsen af Israel-kritikken stiger og falder med israelske forbrydelsers nyhedsværdi.

Under krigen i Libanon i 1982 blev det for meget, da Israels allierede kristne falangister med israelsk accept massakrerede palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila. I den første Intifada blev det for meget, da soldaterne i de besatte områder på den senere Nobelfredspris-modtager Rabins ordre brækkede arme og ben på stenkastende palæstinensiske børn, og nu er det altså (måske) ved at blive for meget, at Israel sønderbomber Gaza.

Det er så at sige nyere top-præstationer blandt de israelske forbrydelser, der kan tromme opinionen sammen mod Israel. Gamle top-præstationer, f.eks. fordrivelsen af mellem en halv og en hel million arabere i månederne op til og efter Israels oprettelse i maj 1948, har ikke spillet nogen prægnant rolle i Vestens opfattelse af Israel, der altid har været »det eneste demokrati i Mellemøstens hav af arabiske despotier«. Og sådan vil opfattelsen (forhåbentlig ikke, men formentlig) blive igen, når de døde i Gaza er begravet, og røgen fra bomberne har lagt sig.

Israel kan stort set gøre hvad som helst og stadigvæk bevare Vestens politiske, økonomiske og militære støtte. Kortserien viser, hvordan områdets palæstinensiske befolkning siden 1946 har fået stadig mindre land at leve på.

Men hvad er der at gøre ved det? For det første skal vi gøre, hvad vi hele tiden har gjort. Skaffe opmærksomhed om aktuelle forbrydelser, naturligvis, og sætte dem i den politiske og historiske kontekst, der er nødvendig for at mennesker i Danmark og andre steder kan se krigen mod palæstinenserne i Gaza og andre israelske forbrydelser som det, den og de er. En manifestation af en kontinuitet, snarere end som enkeltstående begivenheder, hvor Israel »går over stregen«. Og så skal vi, mener jeg, i langt højere grad interessere os for mekanikken i konstruktionen af Israel som »eneste demokratiske stat i Mellemøsten«. Det burde være nemt nok, al den stund at israelsk militarisme, bosætteri, bantustanisering og systematiske krænkelser af menneskerettighederne, i sig selv burde diskvalificere enhver tale om demokrati. For demokratiets relativt gode navn står jo i gæld til forventningen om, at demokratier ikke gør som Israel.

Men det er ikke nemt. Det er lykkedes Israel at skaffe sig moralsk og politisk licens til overgreb på sages- og værgeløse mennesker, som ingen anden stat, og opgaven er – ved siden af det, vi gør, og bør fortsætte med at gøre – at underminere grundlaget for denne licens. Det lyder kedeligt og akademisk, måske, men har også praktiske implikationer, som jeg vil vende tilbage til.

Det følgende falder i tre dele. Første del er en gennemgang af de gængse byggesten i konstruktionen af Israels særstilling, i anden del sætter jeg nyere tendenser i israelsk og pro-israelsk propaganda i kontekst af krigen mod terror, og i tredje del argumenterer jeg for, at den (næsten) glemte opinion, der udgøres af de halvanden million israelske palæstinensere er værd forholde sig til for den, der vil trænge sig ind i det greb, som billedet af det demokratiske Israel har i vestlige offentligheder.

1.

Anledningen til denne artikel er refleksioner over de taler, som Asmaa Abdol Hamid og Jan Hoby holdt ved en demonstration på Rådhuspladsen 3. januar, og det bifaldende nikkeri, som jeg greb mig selv i, da jeg læste dem på Kontradoxa. Talerne formelig struttede af den samme forargelse, der fylder mit hoved, når jeg læser eller hører om uhyrlighederne i Gaza, og om borgerlige nikkedukkers og bugtaleres erklærede støtte til forbrydelsen og forbryderne. En anden anledning var nyheden om weekendens pro-israelske demonstration, der også gav mig grund til at bevæge hovedet, omend horisontalt og misbilligende: Hvad er det for mennesker, der vil demonstrere for en af verdens største militærmagters ret til at kaste bomber på verdens måske svageste? Og tilmed vifte med israelske flag, som var der noget at feste for.

Den pro-israelske demonstration repræsenterer muligvis en ekstrem blandt Israels støtter, men inden man kommer helt ud, hvor de er, er der god plads til at være langt ude. Og langt ude med hensyn til Israel er der mange, der er, uden at de behøver være det på andre områder. Israel er et blødt punkt for mange, og kritik af Israel bliver let opfattet som overdreven, hvis ikke som ekstremistisk. Spørgsmålet er, hvad der kan forklare den udbredte sympati for Israel, og den mistænksomhed som Israel-kritikere møder, når de på grundlag af helt ukontroversielle iagttagelser, og helt ukontroversielle moralske standarder, fordømmer, eller blot kritiserer, Israel.

Hvad handler kontroversen om
Lytter man til israelske talskvinder og -mænd, og deres eftersnakkere i f.eks. dansk politik, er det som at træde ind i en surrealistisk verden, hvor ordene ikke betyder det samme, som de gør andre steder, og hvor almindelige standarder for rationel argumentation ikke er gangbar mønt.
Således kunne jeg f.eks. forleden høre den »moderate« (sic!) Shimon Peres forklare det lave antal dræbte israelske børn med, at israelere – i modsætning til palæstinenserne – passer på deres børn. Til morgen hørte jeg i radioavisen Søren Espersen fra Dansk Folkeparti tale imod, at Danmark skulle sende regningen for ødelagte mobile hospitaler til Israel, fordi det jo er Hamas, der bærer ansvaret.

Og henover jul og nytår har vi hørt udenrigsministeren i Israel, Tzipi Livni, afvise krav om israelsk tilbageholdenhed, som om det var krav om at Israel skulle lade sig overrende af frådende arabiske horder med både intention om og praktisk mulighed for at drive jøderne i havet. Det har ingenting med virkeligheden at gøre, og selv hvor virkeligheden byder sig allermest til for sådan en tolkning, behøver man alene en smule historisk sammenhæng for at demontere den.

Eller rettere, det har selvfølgelig med virkeligheden at gøre. Problemet er asymmetrien mellem de kriterier, der bliver taget i anvendelse, når der drages moralske og politiske konklusioner om konflikten i det hele taget. Listen er velkendt. Når Hamas fyrer raketter mod Israel, der i hovedsagen ikke rammer, men skræmmer, legitimerer det en hvilken som helst israelsk respons, uanset hvor mange der bliver slået ihjel i den anledning. Israel – der sammen med den Europæiske Union, USA og Ægypten har foranstaltet en blokade af Gaza, der har elendiggjort palæstinenserne – som i hidtil uset omfang kan forstås, når de bomber Gaza sønder og sammen, mens de raketter der affyres fra den elendiggjorte Gaza-stribe betragtes som ondskab uden årsag . Der er ikke noget at forstå om Hamas, kun at det er en islamistisk eller en ekstremistisk organisation. Israels handlinger forstås med psykologi, palæstinenseres med moral.

Spørgsmålet er, hvad der har skabt denne asymmetri mellem kriterierne for vurderingerne af konfliktens parter. Den første grund handler selvfølgelig om Israels særlige historier, om at den »jødiske stats frygtelige vugge stod i Auschwitz«, som Isaac Deutcher skrev det. Det forklarer, sammen med den europæiske dårlige samvittighed, hvordan det kunne gå til, at verden kunne finde sig i, at den stat der blev oprettet til jøderne, gjorde palæstinenserne til flygtninge. Og det forklarer, hvorfor det netop er nazismen og Holocaust, der er blevet en uudtømmelig ressource for både effektiv propaganda mod fjender, som Israel har skaffet sig henover årene, og for bagvaskelse af kritikere, der evaluerer Israel med samme humanistiske standarder, som andre stater evalueres med.

2.

Om at slukke for kritik og kritikere
Indtil for ikke så mange år siden var der tre dominerende »værktøjer«, der blev brugt for at særlig-gøre Israel og i brede kredse slukke for den almindelige kritiske sans.

Den første var historie-forfalskningen. Der blev løjet om palæstinensernes eksistens. De fandtes simpelthen ikke, og dem der hævdede at være det, var strømmet til for at høste af den fremgang, som de zionististiske pionerer havde skabt i det golde land. Og da de palæstinensiske flygtninges eksistens og tilhørsforhold til jorden i Palæstina ikke længere kunne nægtes, blev der løjet om årsagen til deres flugt. Egentlig var de ikke flygtet; de havde »flyttet sig på arabisk ordre« for at give plads til, at de arabiske hære kunne løbe den jødiske stat over ende. Det narrativ var allerede blevet demonteret i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, men det blev ikke taget så nøje, og selv i dag kan man se vrøvlet gentaget. Tilbage står en kontrovers, interessant nok mellem især israelske historikere, om hvorvidt fordrivelsen var planlagt eller ej.

Det andet værktøj, vil jeg kalde mystifikation: »Konflikten mellem israelske jøder og muslimske palæstinensere går langt tilbage«, næsten til bibelsk tid, og er umåde svær og kompliceret at forstå. Parterne er drevet af uforsonligt had, og den virkeligt svære opgave består i at lære dem at forsone sig med deres forskelligheder. Men det kræver ikke raketvidenskab at forstå, hvorfor palæstinenserne er mugne over Israelsk politik, ligeså lidt som det krævede raketvidenskab at forstå, hvorfor de sorte sydafrikanere var sure på de hvide, eller hvorfor de nordamerikanske amerikanere kom på krigsstien under indtryk af europæisk kolonisering.

Det sidste værktøj er det, som har skudt alle kinesiske mure i grus og kuet mangen en Israel-kritiker. Nemlig bagvaskelsen af Israels kritikere som antisemitter, og udlægningen af al kritik som antisemitisme. Der findes selvfølgelig antisemitter, der har brugt Palæstinakonflikten til at svine jøder til, men i hovedsagen har den kritik, der er blevet kaldt antisemitisk været legitim. Når den har ligget lige til højrebenet for Israel og Israels apologeter, skyldes det selvfølgelig dels Israels førnævnte særlige historie på den ene side, og på den anden side statens identitet som jødisk stat.
Al kritik af Israel er derfor på en måde en kritik af »jødernes stat«, og Israel er, hedder det hos nogle, blevet »jøden blandt nationer«. Dette ud fra den betragtning, at kritikken, Israel udsættes for, baserer sig på særlige kriterier, som ikke er gangbare i forhold til andre lande. Og det er, naturligvis, virkeligheden vendt på hovedet.

Krigen mod terror
Som jeg har antydet det undervejs i min gennemgang af »de tre værktøjer«, er de stadig gangbare, om end kursen er faldet. I De Forenede Stater, hvor man altid kan regne med, at forholdene for Israel-kritikken er nogle numre værre og mere udknaldede end de er her til lands, er fortryllelsen af emnet ved at blive brudt. Mest prægnant af forhenværende præsident Jimmy Carter, der med sin bog »Peace Not Apartheid« går relativt hårdt i rette med amerikansk Mellemøst-politik, og med Israel-lobbyens indflydelse. Flere og flere jødiske amerikanere skulle angiveligt være i færd med at desertere fra Lobbyen, og i det amerikanske åndsliv bliver det stadigt mere almindeligt at kritisere Israel og den favorisering, staten nyder i amerikansk udenrigspolitik.

Det går naturligvis ikke stille af. Israel-fanatikerne har fundet nyt skyts i kampen for at skærme Israel mod kritik, nemlig krigen mod terror. Logikken er nogenlunde denne: Israel er forpost i kampen for frihed og demokrati, og kritik af Israel er derfor en slags femtekolonnevirksomhed, næsten uanset om den har grundlag eller ej. På den måde bliver loyalitet med Israel gjort til udtryk for loyalitet med USA. I processen bliver demokrati og frihed rene abstraktioner, og det er ikke et problem, at Israel (eller USA selv) i forsvaret for abstraktionerne bruger tortur, kaster bomber på sagesløse mennesker eller tilsidesætter borgerlige frihedsrettigheder.

Omfanget af truslen mod demokratiet er så stor, at principperne (for demokratiet) kan tilsidesættes. Det har mange amerikanere kunnet leve med i Irak og Afghanistan, og hjemme, og det kan de også leve med i Palæstina.
Ganske som mange her til lands kan leve med at blive overvåget, at det hemmelige politi tildeles domstolenes beføjelser, at gængse retsprincipper sættes ud af kraft osv. Den udbredte ligegyldighed overfor, eller støtte til de israelske forbrydelser skal, tror jeg, forstås på baggrund af »krigen mod terror«, og den modsætningsfulde mentalitet, som denne krig har installeret hos mange mennesker. Man kan leve med krænkelserne af demokratiske principper, når det er demokratiet, der er på spil. At demokratiet holder op med at være demokratisk, er en detalje.

Det samme gælder Israel. Staten er demokratiets forpost, ikke så meget fordi den er demokratisk dydig, men fordi de mennesker, der kastes bomber på, er muslimer og »fjender af det vi står for«. Det er den logik, vi før noget andet er oppe imod. De tanker, der tænkes med den, strækker sig fra betinget forståelse for Israel til ubetinget sympati.

Sympatisørerne er fortabte, og ikke umagen værd at bruge tid eller kræfter på. Det tror jeg ikke, at de betinget forstående er. Centralt i deres betingede forståelse står opfattelsen af Israel som en normal demokratisk stat, der er truet af ydre fjender, og en nølende accept af, at kampen mod ydre fjender ikke kan være helt ren i kanten. Krig involverer grusomhed og collateral damage, og den kollaterale skade er i dette tilfælde de udbombede mennesker i Gaza.

3.

Apartheid i Israel
Det er, som jeg vistnok har fået antydet ovenfor, nødvendigt at få demonteret billedet af Israel som demokratisk stat, der blot bruger problematiske midler for at forsvare sig. For at forklare, hvad jeg mener, vil jeg henvise til et historisk eksempel, der involverer en anden demokratisk forpost, nemlig det sydafrikanske apartheid-regime.

Der fandtes, også i den danske offentlighed dem, der forsvarede Apartheid med henvisning til, at landet var antikommunistisk, og at den interne modstand mod regimet var venstreorienteret. Alligevel lykkedes det at bryde igennem kommunist-forskrækkelsen i en grad, der gjorde modstand mod apartheid-regimet comme Il faut, og dets tilhængere til grin eller det der var værre. Hvis apartheid-regimet ikke havde fremstået så vederstyggeligt, som det gjorde, eller hvis mekanismerne i adskillelsen havde været mere subtile, så tror jeg ikke, at apartheid-modstanden her og internationalt havde opnået samme succes.

Og når det israelske apartheid, eller rettere etnokrati privilegeres som »eneste demokratiske stat i Mellemøsten«, er det fordi mekanikken i det er subtil. Der er ikke adskilte bænke og lokummer, og de israelske palæstinensere er ikke drevet sammen i reservater på samme måde som sorte var det i Sydafrika. Palæstinenserne i Israel kan stemme, har medlemmer af Knesset, og har endog haft en kandidat til posten som israelsk præsident.

Det, der adskiller palæstinensere fra jøder i Israel, er, med den engelske journalist Jonathan Cooks ord, en »Glass Wall«. Glasmuren skaber illusionen om lighed mellem borgerne i Israel, og illusionen skjuler den racisme, der er den israelske stats fundament: Det, der rejser glasmuren, er den omstændighed, at Israel er en jødisk stat. Staten er til for jødernes skyld, ikke bare dem der bor i Israel, men jøder i hele verden. De sidste har i henhold til den såkaldte »Law of Return« ret til at vende »tilbage« til Israel og blive borgere der. Israelske palæstinensere har ikke den ret, og det er kun meget undtagelsesvis, at israelske palæstinensere kan blive genforenet med slægtninge, som er blevet fordrevet fra det land, som den israelske stat er oprettet på.

Allerede dér er den gal. Israel gør forskel på sine borgere og tilkender dem rettigheder på basis af deres etnicitet eller kultur snarere end på basis af deres statsborgerskab. En anden fundamental mekanisme i det israelske etnokrati er sammenhængen mellem militærtjeneste og sociale ydelser. I mange tilfælde forudsætter adgangen til sociale ydelser, at man har været værnepligtig, og det kan palæstinensere ikke blive (og det er de sikkert glade for at være fri for). Og det er langt fra alt. I det delte undervisningssystem censureres palæstinensiske undervisningsmaterialer, og lærere skal sikkerhedsgodkendes. Palæstinenseres adgang til ansættelse i det offentlige er begrænset af sikkerhedshensyn, og da sikkerhedshensyn i Israel forstås meget bredt, betyder det, at meget få betydningsfulde poster i det israelske samfund er besat af palæstinensere.

Og endelig er der jorden. Det meste jord er statsjord, og ejet af Jewish National Fund, der ikke sælger til palæstinensere. Det betyder, at palæstinensiske byer har svært ved at blive større i takt med befolkningsudviklingen, og at de derfor er håbløst overbefolkede.
I politik kriminaliseres partier og grupper, der advokerer for en stat for alle dens borgere, og arabiske politikere forfølges, hvis de udtrykker sympati for palæstinenserne i de besatte områder.

Sådan er det i det »eneste demokrati i Mellemøsten«, og på den baggrund er det ikke svært at se, hvorfor nogle kan have svært ved at anerkende Israel som både demokrati og jødisk stat: Demokratier tildeler borgerne rettigheder på grundlag af deres statsborgerskab, ikke på grundlag af deres etniske eller kulturelle tilhørsforhold.

I det ovenstående er jeg måske kommet til at fremstille sympatien og forståelsen for Israel som større, end den faktisk er. Der er givetvis mange flere, end jeg lige lægger mærke til, der deprimeres af Israels massemord i Gaza, og som ikke behøver at kende til forholdene for de israelske palæstinensere, for at synes, at det er staten Israel, der handler forbryderisk. Og der er da heller ikke tale om, at jeg anbefaler en total kursændring i forhold til modstanden mod israelsk militarisme eller solidaritetsarbejdet med dens ofre. Det vigtigste er stadig at bringe besættelsen til ophør, at afvikle bosættelser, og fastholde de fordrevnes principielle ret til at vende tilbage (og blive kompenseret for deres tab).

Men det er også vigtigt og uomgængeligt at forsøge at styrke kræfter i Israel, der har objektiv interesse i, at staten slår ind på en anden vej end den, der lader militære løsninger stå forrest i rækken af muligheder. Og der er de israelske palæstinensere bedste bud.

Lars Ploug er ph.d-studerende og sidder i redaktionen af bladet »Palæstina-orientering«, hvor han også er skribent.