Politiets brug af peberspray mod en pressefotograf i forbindelse med en voldsom anholdelsesaktion har rystet SF-folketingsmedlemmet Kamal Qureshis tillid til dansk politi. Det beretter han til Modkraft.dk.
Den pågældende episode fandt sted tirsdag den 13. januar i Stormgade i det indre København. Kamal Qureshi var på vej til en middag på Christiansborg, da han pludselig får øje på nogle betjente i færd med at anholde en dansk-palæstinensisk mand, der havde deltaget i en netop afsluttet demonstration til fordel for den krigsramte befolkning i Gaza.
Begivenhederne får nogle pressefolk, bl.a. en kameramand fra mediebureauet Local Eyes, til at løbe til stedet for at filme anholdelsen.
– Den pågældende pressefotograf samt nogle andre fotografer kommer løbende hen til det sted, hvor politiet er i færd med at foretage anholdelsen. Da pressefotografen begynder at filme optrinnet, sprayer en betjent ham direkte i øjnene med peberspray, fortæller Kamal Qureshi, der er overbevist om, at politifolkene godt var klar over, at de brugte peberspray mod pressefolk på arbejde.
– Kameramanden bar et synligt pressekort og var udstyret med et stort, professionelt kamera. Politiet kunne ikke være i tvivl om, at der var tale om presse, udtaler han.
Ifølge Kamal Qureshi er det svært ikke at fortolke episoden som et forsøg fra politifolkenes side på at forhindre pressen i at filme og dokumentere anholdelsen.

– I et demokrati er det vigtigt, at pressen kan overvære og dokumentere politiets magtanvendelse. Jeg oplevede brugen af peberspray i den pågældende situation som et forsøg på – bogstaveligt talt – at blænde pressen. Det er stærkt problematisk. Som de fleste andre Folketingspolitikere har jeg hidtil haft en grundlæggende tro på, at dansk politi forvaltede deres magt med omhu og indenfor lovens rammer. Det, jeg så, har imidlertid fået mig til at tvivle på min tillid til dansk politi, siger Kamal Qureshi.
Kamal Qureshi oplyser, at han agter at forsøge at arbejde videre med sagen ad forskellige kanaler.
Søndag den 18. januar deltog han således i et møde på Nørrebro arrangeret af foreningen Forældre mod Politibrutalitet. Formålet med mødet var bl.a. at indsamle vidneudsagn fra nogle af de fortrinsvis dansk-palæstinensiske unge, der havde været anholdt i forbindelse med de seneste ugers Gaza-demonstrationer.
Som noget relativt nyt i dansk sammenhæng har politiet i forbindelse med demonstrationer gjort flittigt brug af den mulighed for at foretage såkaldte præventive anholdelser, der blev indført i 2004.
Langt over hundrede mennesker har i forbindelse med demonstrationer den 4. , 10. og 13. januar været udsat for det særlige indgreb, hvor politiet kan tilbageholde folk i op til seks timer udelukkende begrundet i en formodning om, at de på et senere tidspunkt kan finde på at begå noget strafbart.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96