Antisemitisk rovdrift?

Lørdag den 24. januar bringer dagbladet Information et indlæg af Thue Kjærhus, højskolemand og med i et foretagende, der kalder sig Trykkefrihedsselskabet. Indlægget handler om den antisemitisme, der angiveligt skulle have grebet om sig i Danmarks Radio, på TV2 og i avisen Politiken.

Kjærhus’ bevis er en tegning af Politikens illustrator Per Marquard Otzen. Tegningen citerer et af de mest berømte fotos af nazisternes jødeforfølgelser.

På det oprindelige billede ser man en flok mennesker, der holder deres hænder i vejret, og nogle tyske soldater, der peger på dem med skydevåben. I sig selv grufuldt, men gruen understreges af en lille dreng med kasket og et blik som en afgrund.

I Otzens tegnede parafrase er den lille dreng og menneskene omkring ham, udskiftet med mennesker, der ligner arabere, og de tyske soldater med israelske (med Israels nationalsymbol, Davidsstjernen på skulderen).

Og det er, må man forstå, citatet, der er problemet. Det at der citeres. Ved overhovedet at forbinde Israel, den israelske stats politik eller krige med noget som helst, der har at gøre med nazisme eller holocaust, gør man sig skyldig i antisemitisme. Og det skal man ikke bare tage Kjærhus ord for: Både det amerikanske Udenrigsministerium og den Europæiske Union inkluderer den slags sammenligninger i deres definitioner af antisemitisme. Og lige det har han ret i (jf. »Manifestations of Antisemitism in the EU 2002-2003«, der kan downloades som pdf-dokument).

Nu er der ikke nogen særlig grund til at tage noget alvorligt, fordi Thue Kjærhus siger det, heller ikke selvom EU eller det amerikanske udenrigsministerium siger det samme.

Når der alligevel er grund til at interessere sig for det spørgsmål, som Kjærhus har svaret på, og som han altså har både den Europæiske Union og de Forenede Stater at støtte sig i, skyldes det dels, at spørgsmålet (om legitimiteten af sådanne sammenligninger overhovedet) er vigtigt i sig selv, dels at det uværgeligt vil dukke op i forbindelse med israelske excesser (fordi nogle vil sammenligne) og fordi sammenligningerne spiller Israels apologeter kort i hænde, som det af taktiske grunde er klogt ikke at give dem.

Jeg vil argumentere for at man undgår det sidste, men også for at begrundelsen for at undgå det ikke skal være at sammenligninger mellem Israel og nazisterne eller mellem israelsk politik og nazistisk politik i sig selv er antisemitiske. Det mener jeg ikke, at de er, og nedenfor vil jeg forklare hvorfor.

Det er ikke umiddelbart indlysende, hvorfor Otzens tegning eller andre tilsvarende skriftlige eller grafiske fremstillinger skulle være antisemitiske. Den trækker ikke på hverken den klassiske antisemitismes figurer, der bagvasker den jødiske religion, og heller ikke den mere moderne, der tilskriver jøder ambitioner om verdensherredømme af politisk eller finansiel art.

Det er ikke dét, der er på tegningen, der i eller af sig selv er antisemitisk. Og Otzens tegning kan ikke være antisemitisk på grund af det, der er på det citerede fotografi. Hvis ikke man vidste bedre, ville billedet kunne være taget i en hvilken som helst krig, og hvis ikke man vidste bedre kunne billedet – i betragtning af, hvad vi ellers trakteres med – enddog fremstå som relativt uskyldigt.

Hvis det eneste Israel gjorde var at holde voksne og børn op med skydevåben, så ville billedet næsten fremstå uskyldigt, og man ville sikkert ikke skulle være »embedded« længe med danske soldater i Afghanistan førend man ville kunne tage et billede, der lignede.

Men når Otzens tegning virker (antisemitisk, eller i det hele taget) skyldes det, at ingen der før har set billedet er i tvivl om, hvilken større sammenhæng, det er taget i og hører hjemme i. De fleste, eller mange, ved faktisk bedre:

Situationen på fotografiet udspiller sig i kontekst af nazisternes politik overfor jøderne i Tyskland og det tysk-besatte Europa; den politik, der kulminerede med udryddelseslejre og mord på millioner, og hvis praksis og konsekvens siden har fået betegnelsen holocaust.

Nu da jeg har fremhævet det indlysende, er der grund til at fremhæve det, som er knap så lige til. Spørgsmålet er om det substantielle, som anklagen om antisemitisme begrunder sig på, er, at det er israelske (og altså jødiske) soldater, der er afbildet, eller om problemet er, at det holocaust, som Otzen trækker på, er i en liga for sig, og at sammenligninger trækker fra dets vederstyggelighed?

Problemet i forhold til det sidste er selvfølgelig dels forskellen på myrderiernes omfang, dels det forhold, at Israel ikke er ude på at udrydde palæstinenserne. Der er ingen gaskamre, ingen krematorier, ingen perverse medicinske forsøg og i det hele taget ikke noget af det, der stiller sig forrest i vores forestillinger om holocaust.

Når spørgsmålet alligevel stiller sig, skyldes det en uklarhed i forhold til, om det antisemitiske består i at overdrivelsen rammer jøder, eller i at sammenligningen banaliserer eller trivialiserer holocaust (på hebraisk: Shoah) som jødisk tragedie.

Forskellen er vigtig, for at forstå hvilken slags antisemit Otzen i givet fald er. Er han ideologisk antisemit og dæmoniserer han jøderne, fordi de er jøder, eller er det dét, han siger, der antisemitisk. Det er en vigtig forskel, og det er vigtigt at huske på den af samme grund, som det er vigtigt at skelne mellem sexistiske og racistiske ytringer og sexister og racister.

Der er selvfølgelig en tredje mulighed, kombinationen af de to andre, nemlig at Otzens ytring (hans tegning) er antisemitisk af begge grunde: At han overdriver israelernes grusomheder, fordi de tilfældigvis er jøder, og underdriver holocaust, fordi de ofrene for nazisternes udryddelsespolitik var jøder.

Antisemitisk af sindelag?

Nu kender jeg ikke Otzen personligt, og har derfor ikke nogen anledning til at tro, at han er antisemitisk af sindelag. Jeg synes at man, inden man tillægger mennesker ubehagelige intentioner eller ideologier, skal interessere sig for de motiver, der stiller sig foran dem, der er mest karaktermorderiske .

Spørgsmålet er, hvad der kunne motivere Otzen til at tegne, som han gør, ud over et antisemitisk sindelag. Der er muligvis flere alternativer, men jeg vil nøjes med at nævne to, som jeg synes er vigtige.

Det første motiv er baseret på forestillingen om, at ofre burde være bedre mennesker. Det andet baserer sig på, at den slags sammenligninger eller sammenstillinger, som Otzen og Politiken kaldes antisemitisk for at gøre og bringe, i andre sammenhænge er gængse og ikke tiltrækker sig særlig opmærksomhed.

Er ofre gode eller bedre mennesker?

Det første er udbredt og ulogisk. Tankegangen spiller på det tilsyneladende ironiske i, at »jøderne« (israelerne) – med deres offer-erfaringer - kan finde på at behandle andre mennesker så slet, som palæstinenserne bliver behandlet: De burde have have lært af holocaust... Og ikke bare at det er forkert at forsøge på at udrydde hele folkeslag, men også at det er forkert at kaste bomber på sages- og værgeløse mennesker, at det er forkert at fordrive mennesker fra den jord, de lever af, at det er forkert at henvise mennesker til at være andenklasses borgere på grundlag af deres etnicitet og kultur.

Det er, synes jeg, en sund og moralsk rigtig tanke, at mennesker på baggrund af de store eller små overgreb, de selv (eller mennesker som de føler sig fx kulturelt forbundet med i rum og tid) har været udsat for, også bliver moralsk bedre mennesker, der er uvillige til at tryne andre i det store og i det små. Men jeg tror ikke, at det er sådan....

Den problematiske logik går ofte også den anden vej, selvom den sjældent ekspliciteres. I den udgave er logikken, at forventningen om at »jøderne« (israelerne) har lært af holocaust, og at det vi går og siger om Israel simpelthen ikke kan passe!

Carter, Pelosi

For et par år siden skrev den forhenværende præsident Jimmy Carter en lille og banebrydende bog betitlet Palestine. Peace not Apartheid. Bogen, der er blevet bestseller, vakte stor furore, som alt og alle der kritiserer Israel gør på de kanter.

Carter blev beskyldt for at være holocaust-benægter, og selvfølgelig antisemit. Også blandt mere liberalt anlagte af Israels venner var bogen en skarp sten i skoen, skønt det her mere var titlen end det, der stod på bogens sider, der var kontroversielt.

Som det nok lader sig gætte var det ordet »apartheid«, der bragte blodet i kog. F.eks. hos Nancy Pelosi, nyudnævnt speaker of the house:

»Det er forkert at antyde, at det jødiske folk ville støtte en regering i Israel, eller et andet sted, der institutionaliserer undertrykkelse på grundlag af etnicitet, og Demokraterne afviser denne beskyldning på det bestemteste« (jf. interviewet med Jimmy Carter på hjemmesiden www.democracynow.org).

Tre ting til det. For det første er der mange jøder i verden, der ikke støtter hverken etnokratiet i Israel eller den racistisk motiverede vold mod palæstinensere på Vestbredden eller i Gaza, og Carter påstår ikke, at det jødiske folk som folk støtter apartheid. »Folk« gør ingenting.

For det andet er der mange jøder i verden, der faktisk støtter Israel, ikke mindst dem, der bor der og stemmer på de regeringer, der laver den politik, der henviser arabiske israelere til at være andenklasses borgere, og som gør de palæstinensere, som staten fordrev midt i sidste århundrede, til permanente flygtninge, der, når det går højest, kan håbe på en tilværelse i en bantustaniseret kludetæppestat uden suverænitet.

For det tredje og sidste var Israel og det sydafrikanske rædsels-regime, der har givet ordet apartheid sin potens, rigtige gode venner. Så med mindre man mener, at apartheid-regimet ikke institutionaliserede racisme og etnisk baseret undertrykkelse, er det faktuelt forkert, hvad Pelosi sagde dengang i november 2006.

Det korte af det lange er, at der ikke er noget specielt at forvente af jøder, fordi de er jøder. Jøder er som andre folk og mennesker en sammensat størrelse: Nogle har overskuddet til at drage den slags konklusioner, som Otzen måske synes, at israelerne i deres egenskab af jøder burde have draget af deres erfaring med forfølgelse, andre har ikke...

En godt brugt sammenligning

Et andet muligt ikke-antisemitisk motiv hos Otzen kunne som sagt være det, at der i forbindelse med stater, statsledere og terroristiske bussemænd og upopulære typer i det hele taget er en udbredt anvendelse af den slags sammenligninger, som det altså skulle være antisemitisk at putte Israel og israelsk politik ind i.

Man behøver bare at huske på de gange, hvor begreber som nazisme og ord som Hitler er indgået i motiveringen for f.eks. amerikansk udenrigspolitik, eller hvordan socialisme og kommunisme en bloc er blevet kædet sammen med nazisme, eller hvordan vores danske erfaring med nazitysk besættelse er blevet brugt som argument for deltagelse i angrebskrige tusinder af kilometer herfra: Det handler om at lære af erfaringen med nazisme og være præventiv. Også blandt mennesker, der som typerne i Thue Kjærhus trykkefrihedsselskab vil åbne vores øjne for faren ved politisk Islam, er der eksempler på brugen af nazisammenligninger.

Og hvis det ikke var den udbredte brug af holocaust og nazismen som suggestive kraftudtryk i den danske og andre vestlige offentligheder, der inspirerede Otzen, så kunne han blot have kigget til Israel, hvor der historisk ikke har været grænser for viljen til skamløst at banalisere og relativere ofrene og lidelsen ved at udpege enhver politisk modstander som nazist og enhver begrænsning af israelsk handlemulighed som en KZ-lejr.

Således kaldte Israels berømte (sic!) udenrigsminister Abba Eban våbenhvile-grænserne fra 1949 for »Auschwitz-grænser«. Og under den senere premierminister Menachem Begin, der sad fra 1977 til 1983, fik den sammenligningsretorik frit løb.

Følgende er en passage fra den svensk-jødiske professor i journalistik Göran Rosenbergs iøvrigt meget anbefalelsesværdige bog Det Tabte Land:

»Staten Israels beslutninger og handlinger prægedes nu (efter at Begin var kommet til som Premierminister, LP) regelmæssigt af henvisninger til fortiden. Da israelske fly i juni 1981 bombede en irakisk atomreaktor udenfor Bagdad, motiverede Begin det med, at halvanden million af Israels børn var blevet myrdet i nazisternes gaskamre. Da Israel i 1982 invaderede Libanon, argumenterede Begin overfor sin regering: »Tro mig, alternativet er Treblinka«. Da kritikken mod invasionen voksende, ikke mindst efter massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, erklærede Begin oprørt, at ingen i verden havde ret til at prædike moral for »vort folk« (i dag kan man, i parantes bemærket, høre israelske politikere trække samme hest af stalden, LP) . I et brev til USA’s præsident Ronald Reagan sammenlignede han udslettelsen af Yassir Arafats hovedkvarter i Beirut med udslettelsen af Hitlers bunker i Berlin. Han sammenlignede iøvrigt regelmæssigt Arafat med Hitler.« (Göran Rosenberg: Det Tabte Land, Tiderne Skifter, 1998).

Er Thue Kjærhus antisemit?

Nu kunne man, med udgangspunkt i påstanden om, at sammenligninger eller sammenstillinger er relativerende, og at relativeringer er antisemitiske, stille spørgsmålet, om Begins anvendelse af holocaust til bagvaskelse af sine palæstinensiske modstandere, legitimation af massakrer på civile, indiskriminatoriske bombardementer af arabiske storbyer osv, gør ham til antisemit.

Hvis Otzens citat er antisemitisk, så er det antisemitistisk at fremstille PLO som nazistisk og kampen mod organisationen som en kamp mod nye udgaver af gamle nazister.

Tilsvarende er spørgsmålet, om Kjærhus ikke gør noget nær det samme, som Begin gjorde, eller som han selv anklager Otzen for at gøre. Ganske vist er det ikke holocaust, han relativerer, men en nødvendig komponent i den ideologi, der sad i hovedet på gerningsmændene, og gjorde det muligt for dem at tænke, at verden ville være bedre tjent uden det jødiske folk, og at nationalsocialismen som politisk bevægelse gjorde den en tjeneste ved at tilintetgøre det jødiske folk.

I dag er antisemitisme uløseligt knyttet til nazismen, til dødsfabrikker, kreaturvogne, krematorier osv. Og det er ikke muligt at sige ordet om nogen, eller noget de har skrevet eller tegnet, uden at det giver anledning til associationer om nazisme eller nazi-agtighed. Kjærhus kalder ikke direkte Otzen for nazist eller politiken for nazistisk, men han spiller på konnotationerne. Og relativerer dermed begrebet antisemitisme.

Jeg mener ikke, at Thue Kjærhus er antisemit eller for den sags skyld, at Menachem Begin var det. Men jeg mener, at Kjærhus driver billig rovdrift på ordet antisemitisme, og at hans inddirekte brug af den kollektive erindring om holocaust til bagvaskelse af avistegnere og aviser er langt mere kynisk end Otzens direkte (brug).

Hvis erindringen om holocaust skal bruges til noget, så er det bedre, at den bliver brugt til at ruske op i en relativt inddifferent offentlighed, end at den bliver brugt til at så tvivl ved almindelig moralsk dømmekraft.

Men hvorfor så ikke?

Jeg skrev i begyndelsen, at jeg syntes at man skal afstå fra både sammenligninger og sammenstillinger, og har stadig til gode at forklare hvorfor. Det vil jeg gøre nu, og det kort. Men allerførst vil jeg sige, at grunden til at lade være ikke er en ambition om at undgå at blive kaldt antisemit.

Anklagen om antisemitisme har altid ligget lige for, når Israels apologeter har haft brug for skyts mod sine kritikere. Den plade behøver de ingen nazi-sammenligninger for at spille. Alt hvad der behøves er kritik af Israel og spekulation om kritikernes motiver.

Men det er en dårlig grund til at lægge bolden foran deres højreben. Det er bøvlet nok i forvejen at navigere i dette farvand, hvor man kan regne med at ens modstandere læser, hvad man skriver, og forstår hvad man tegner, som fanden læser og forstår bibelen.

Lars Ploug er ph.d-studerende og sidder i redaktionen af bladet »Palæstina-orientering«.