Invasionen af Somalia er slået tilbage

Den 29. december 2006 startede Bush-administrationen den tredje front i sin globale terrorkrig – det amerikansk inspirerede, betalte og folkeretsstridige angreb på den suveræne republik, Somalia.

To år og 27 dage senere måtte de etiopiske elitetropper fra Afrikas næststørste hær trække sig beskæmmet tilbage. Akkurat som det skete for den amerikansk ledede operation Restore Hope i 1996, som bl.a. er skildret i Hollywood-filmen, Blach Hawk Down.

Ligesom i 1990’erne blev invasionen bakket op af stormagterne, af FN, af EU, af den Afrikanske Union og af næsten hele det internationale samfund.

Det var en smal sag for de omkring 50.000 amerikansk-uddannede og udrustede etiopiske soldater, kombineret med amerikanske angreb fra fly og krigsskibe og med adgang til USA’s satellitovervågningsudstyr, at løbe pjaltehæren fra Unionen af Islamiske Domstole, der havde kontrollen med næsten hele Somalia, over ende.

Omkring 20.000 militser fra de islamiske domstole, hvis sværeste udrustning var de såkaldte »technicals« - lastbiler eller varevogne påmonteret antiluftskyts, morterer, propeldrevne granater, svære maskingeværer og lignende beskedne våben blev stillet over for en armada af tanks, pansrede køretøjer, moderne jetjagere, bombemaskiner og kamphelikoptere.

I løbet af en uges tid havde den etiopiske hær erobret det meste af det sydlige og centrale Somalia, inklusive hovedstaden Mogadishu, og etiopierne bragte den upopulære og krigsherre-spækkede »FN-støttede Føderale Overgangsregering« med sig, som indtil da havde siddet isoleret i den daværende midlertidige hovedstad, den landlige by Baidoa, relativt tæt ved Etiopien.

Gadeliv uden for en STS-Internetcafé i Mogadishu, august 2005. Foto: Jonas Marqiardsen.

Den regeringskontrollerede presse i Etiopien svømmede over af begejstring. »Mission Completed«, jublede den, som Bush gjorde, da han erklærede krigen mod Irak for vundet. Men ligesom Bush måtte det etiopiske diktatur også erkende, at et er at erobre et land. Noget helt andet er at undertvinge befolkningen.

For efter en kort lammelse steg modstanden mod invasionen så meget, at etiopierne altså nu er ude af Somalia.

De etiopiske tropper forlader Mogadishu

Den 15. januar forlod de sidste etiopiske styrker den somaliske hovedstad, Mogadishu.

Tusinder af begejstrede mennesker samledes efter fredagsbønnen den 16. januar og fejrede sejren over deres etiopiske modstandere på Mogadishus stadion, hvor de etiopiske tropper hidtil har haft en hovedbase. Mødet var arrangeret af en selvbestaltet gruppe af gejstlige, der mener at kunne mægle i konflikten mellem de islamiske grupper.

På mødet talte diverse religiøse ledere, formanden for rådet for Somalias største klan, Hawiye-klanen, Mohamed Hassan Haad, og ledere af aktive modstandsgrupper i Mogadishu.

Men ingen repræsentant for den »FN-støttede Føderale Overgangsregering« - der bl.a. består af nogle af verdens værste krigsforbrydere, og som for godt to år siden sendte bud efter den etiopiske hær for at hjælpe med at fordrive Unionen af Islamiske Domstole, holdt tale.

Og heller ingen repræsentant for den samarbejdsvillige opposition havde ordet.

Det ville nok have været for hård kost for deltagerne at sluge, hvis også regeringen deltog eller lederen af den samarbejdsvillige del af oppositionen, Sheik Ahmed, der i den sidste tid har opholdt sig på et luksushotel i Mogadishu under beskyttelse af etiopisk-støttede krigsherrer, fik lov til at sige noget.

Indtil det sidste håbede regeringen og den samarbejdsvillige del af oppositionen på, at kontrollen over Mogadishu uden videre ville overgå til dem. Under en afskedsceremoni ved præsidentpaladset den 13. januar, hvor også den samarbejdsvillige opposition deltog, takkede den somaliske premierminister de etiopiske tropper »for deres store indsats for at sikre fred og stabilitet i Somalia«.

Magtoverdragelse

Den etiopiske general overlod derefter ansvaret for den fremtidige sikkerhed i Mogadishu til de 3.600 ugandiske og burundiske tropper fra Den Afrikanske Unions Mission i Somalia, AMISOM, til de næsten ikke-eksisterende regeringstropper og de ligeledes knapt nok eksisterende militser fra den samarbejdsvillige del af oppositionen.

Denne del af oppositionen har fulgt Vestens linje i Somalia i det sidste års tid under dække af de såkaldte Djibouti-fredsaftaler, den har indgået med regeringen.

Men man gjorde regning uden vært! Befolkningen strømmede ud på gaderne og råbte anti-etiopiske slagord, og forskellige oprørsgrupper besatte baserne efterhånden, som etiopierne forlod dem.

»Fredsaftalen er slået fejl, og ukendte grupper, der ikke var en del af aftalen, har taget kontrol med den somaliske hovedstad, Mogadishu«, sagde en frustreret guvernør for Stormogadishu til medierne på en pressekonference i sit eget hjem.

Massakrer

Det folkeretsstridige etiopiske angreb på Somalia i slutningen af 2006 blev accepteret af et enigt sikkerhedsråd i FN i december 2006. Blandt dem, der stemte for en amerikansk resolution, der gav grønt lys for angrebet, var også den danske regering, som på dette tidspunkt repræsenterede Danmark i Sikkerhedsrådet.

For befolkningen i Somalia var konsekvenserne næsten ubærlige. Blot nogle uger efter, at de etiopiske tropper var nået frem til Mogadishu, organiserede Hawiye-klanen, som dengang stod samlet, i månederne februar, marts og april 2007 et åbent oprør mod de etiopiske styrker og regeringsstyrkerne.

Oprøret blev kvalt med hensynsløs vold. Med systematiske bombardementer af civile områder – også med fosforbomber og andre kemiske våben, der kom med amerikanske helikoptere fra søsiden – forvandledes Mogadishu, som så småt var ved at komme til live igen, til noget nær en spøgelsesby.

Tusinder blev dræbt og omkring 700.000 af byens indbyggere måtte flygte så hastigt, at de end ikke nåede at begrave alle de døde. For at sætte ekstra trumf på undertrykkelsen gik de etiopiske styrker endog så langt, at de skar struben over på nogle af de mennesker, som var for svækkede til at flygte.

Den 28. april 2007 skrev FN’s første repræsentant i Irak, Salim Lone, bl.a. følgende i The Guardian:

»Dette er den mest lovløse krig i vores generation. Alle aggressionskrige mangler legitimitet, men ingen konflikt i mands minde kan fremvise så mange lag af illegalitet som den nuværende i Somalia. Brud på FN’s charter og de internationale humanitære love er beklagelige almindeligheder i vor tid, og det vrimler med dem i det blodbad, verden tillader, at der finder sted i Mogadishu. Men denne krig er endog et brud på to resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd«.

Og logikken i disse angreb på civile, er den samme, som nazisterne anvendte i det besatte Europa, som Batista i sin tid anvendte i Cuba, og som israelerne anvender i Gaza i dag:

»Gør som I får besked på! Enhver modstand vil blive besvaret med angreb på civile« – som jo er nemmere at ramme end selve modstandsbevægelsen.

Indtil det sidste fortsatte etiopierne bombardementerne af civile områder – især af det store åbne Bakara-marked i Mogadishu, som svar på hvert eneste angreb. Et bombardement af markedet fandt sted den 14. januar som svar på et angreb på de etiopiske styrker. Mindst 24 civile blev dræbt og omkring 50 andre blev såret.

AMISOM holder sig bestemt ikke tilbage. Den værste massakre – nogensinde! – på Bakara marked blev ifølge FN’s uofficielle nyhedsbureau, IRIN, begået af etiopierne, regeringshæren og AMISOM i fællesskab den 30. september 2008. Over 100 blev dræbt og lemlæstet og omkring 200 blev såret.

Men oprørerne lod sig ikke kue! I stedet for åben kamp gik de fleste oprørsgrupper efter nederlaget over til anvendelse af en guerillataktik, som langsomt fordrev de etiopiske tropper fra det sydlige og centrale Somalia bortset fra nogle få kvarterer i Mogadishu og enkelte gader i Baidoa, som huser parlamentet.

Protester mod den etiopiske invation i Somalia. Foto: STS Somalia.

Splittelsen

Somalias fjender, som ikke vil lade det somaliske folk afgøre sin egen skæbne, indså, at selv nok så grusom vold ikke var tilstrækkeligt til at kvæle oprørsviljen især overfor Etiopien, som har været Somalias arvefjende siden midten af det sekstende århundrede.

Den somaliske modstandsbevægelse havde dannet Alliancen for Genbefrielse af Somalia i september 2007 i hovedstaden, Asmara, i Eritrea. Da man vidste, der var mange modstridende interesser at tage i betragtning, lovede man blot hinanden at stå sammen til den sidste udenlandske soldat – etiopier eller fra andre afrikansk lande – havde forladt somalisk jord.

I oktober 2007 lykkedes det for Vesten og især EU med gode ord og rigelig betaling at få det somaliske parlament overtalt til at vælge en ny premierminister, der i modsætning til sin forgænger ikke blot ville forhandle med regeringens venner, men minsandten også med nogle af dens modstandere.

Samtidigt gik alverdens diplomater, ledet af FN’s særlige udsending til Somalia, i gang med at finde samarbejdsvillige dele af alliancen. De »moderate oprørere«, som ville løse problemerne gennem forhandlinger med regeringen, etiopierne og de vestlige magter, lod sig skille ud fra den militante del af alliancen.

Fortsatte forsøg på indblanding fra Etiopien

En afgørende prøve på forhandlingsvejens succes var naturligvis, om man ad denne vej kunne få de etiopiske tropper til at forlade Somalia. I de mange Djibouti-aftaler har der været fastsat mange forskellige tidspunkter for, hvornår etiopierne skulle have været ude af Somalia, ligesom der har været fastsat mange for datoer for, hvornår en våbenhvile mellem regeringen og oppositionen skulle være »effektiv - i hele Somalia«.

Men datoerne er hele tiden blevet udskudt. Det hjalp heller ikke på fredsbestræbelserne, at USA og Etiopien i deres iver efter at få Djibouti-aftalerne igennem parlamentet, sørgede for, at krigsherren Abdullahi Yusuf, som havde tjent det etiopiske regime trofast i årtier, blev afsat i december 2008 som »en hindring for fredsprocessen«, eller at andre etiopisk støttede krigsherrer mistede deres stillinger. Dette har tværtimod skabt ny splittelse i parlamentet.

Dog er det nu altså endelig lykkedes at få de etiopiske tropper ud af Mogadishu - ikke på grund af forhandlinger, men på grund af det faktum, at de etiopiske elitetropper, som blev sat ind i angrebet på Somalia, er blevet meget kraftig decimerede på grund af konstante kampe imod dem.

I første omgang nåede de tropper, som havde forladt Mogadishu, frem til byen Baidoa, som ligger 250 km. fra Mogadishu og relativt tæt på grænsen til Etiopien.

Baidoa var sæde for det for det somaliske parlament og blev betragtet som regeringens sidste hovedfæste i Somalia. Tre dage senere forlod de også Baidoa.

Dagen efter rykkede militser fra Somalias største modstandsbevægelse, Al Shabab, ind i byen og efter en smule forvirring er Baidoa blevet lige så rolig som i de andre byer Al Shabab har erobret.

Efter først at have fængslet de tilbageværende parlamentsmedlemmer, den lokale krigsherre og de mest genstridige regeringsmilitser blev de løsladt igen efter fratagelsen af deres våben.

Regeringssoldater og lokale indbyggere, der havde udnyttet de etiopiske troppers afmarch til at plyndre præsidentpaladset, parlamentsbygningen og politistationer blev givet tre dage til at tilbagelevere de røvede effekter. Ellers ville de blive stillet for en islamisk domstol.

Næsten samtlige indbyggere i Baidoa deltog dagen efter i en glædesdemonstration over befrielsen fra etiopierne og regeringssoldaterne.

Etiopiske tropper var også rykket ind i to andre regioner sammen lokale krigsherrer i et sidste forsøg på at genetablere deres magt og bekæmpe Al Shabab. Men efter hårde kampe har etiopierne trukket sig tilbage fra Gedo-regionen i det sydlige Somalia og de menes også at have trukket sig tilbage fra den nordlige Galgaduud-region.

Al Shabab

Udover i stigende grad at være tilstede i Mogadishu kontrollerer Al Shabab også langt de fleste områder af det sydlige og centrale Somalia.

Selvom Al Shabab aldrig har været nogen ensidig størrelse, var den den vigtigste del af det militære apparat for Unionen af Islamiske Domstole, som kontrollerede det meste af Somalia, indtil det etiopiske angreb. Men gruppen har nægtet at deltage i slagsmålet på »de bonede gulve«, og de mange grupperinger i Al Shabab handler i stigende grad selvstændigt. Som helhed er Al Shabab den mest konsekvente modstander af al indblanding udefra og vil ikke indstille kampen mod regeringen, mod etiopierne eller mod AMSOM.

Indbyggerne i de store områder, bl.a. i Kismayo og i havnebyen Marka 90 km. fra Mogadishu, som Al Shabab også kontrollerer i samarbejde med lokale klaner, er foreløbig meget tilfredse med den ro og orden, der er et resultat af Al Shababs overtagelse af kontrollen, selvom en del af Al Shabab praktiserer en form for islam, der passer dårligt sammen med den moderate for islam, som flertallet i den somaliske befolkning går ind for.

Den 18, januar angreb Al Shabab igen AMSOM. Resultatet blev det samme: en ny massakre på Bakara marked.

Men samtidigt viste Al Shabab også sin vilje til at skabe ordnede forhold i Mogadishu, da den officielle leder af Al Shabab sammen med sine tilhængere gik på gaderne for at samle vejsidebomber op på nogle af de vigtigste færdselsårer.

Klanmagt

Det er en stor sejr for den somaliske modstandsbevægelse, at etiopierne er tvunget ud af Somalia.

Man kan få en begrundet mistanke om, at de også har forladt Mogadishu, fordi de følte sig så nogenlunde sikre på, at oprøret i hovedstaden dermed ville stilne af. De relativt indflydelsesrige, men konservative kræfter blandt de traditionelle klanledere - som ikke er folkevalgte, men hvor posterne nærmest går i arv - gør da også for manges vedkommende, hvad de kan for at dæmpe oprøret.

Især har de traditionelle ledere af den store Abgaal-klan været meget aktive for at prøve at overbevise befolkningen om, at den bedste løsning er at tilslutte sig Djibouti-fredsprogrammerne, som bl.a. indeholder en »magtdelingsplan«, som vil sikre fortsat dominans for de traditionelle ledere i et nyt »enhedsparlament« og i en ny »enhedsregering«. Ifølge »magtdelingsplanen« skal antallet af parlamentsmedlemmer endda fordobles fra de nuværende 275 til 550 medlemmer..

Abgaal klanen omfatter bl.a. den nuværende og den tidligere premierminister, lederen af den samarbejdsvillige del af oppositionen samt en række af Somalias værste krigsherrer.

Magtkampen mellem de traditionelle ledere indbyrdes har været det vigtigste kendetegn for parlamentsmedlemmernes optræden, siden parlamentet blev dannet.

At placere magten i hænderne på de traditionelle ledere har intet med demokrati at gøre! Aldrig før har det været en del af nogen somalisk forfatning endsige af progressive kræfters politik i Somalia. I stedet har man tilstræbt at placere de rigtige mennesker på de rigtige poster. Klanledernes urimelige magt har været et fælles angrebspunkt for humanitære organisationer, for menneskeretsorganisationer og for langt størstedelen af den somaliske befolkning.

For klanernes magt åbnede en ladeport for (de etiopisk-støttede) krigsherrer, som kunne hævde, at de repræsenterede denne eller hin klan, sub-klan eller sub-sub-klan. Og selvom disse krigsherrer strides om det meste, er de i hvert fald enige om at forsvare klanernes magtfulde indflydelse i somalisk politik.

Nyt splittelsesforsøg

Det nye forsøg på at så splittelse blandt oprørerne består i at forsøge at bilde folk ind, at det er Al Shababs »uansvarlige« angreb – og ikke regeringens eller AMISOM’s gengældelsesangreb - der er årsag til, at mange mennesker stadigt bliver dræbt.

En ny front er under dannelse i Mogadishu og i enkelte områder af Somalia, hvor især Abgaal-klanen stadig gør sig gældende, nemlig en fælles front mellem de resterende etiopiske soldater, de tilbageværende regeringssoldater, AMISOM og militser, der hovedsageligt kontrolleres af Abgaal – imod Al Shabab og dens allierede.

Og mens ikke mindst Al Shabab forsætter kampen på landjorden, så sidder omkring 500 repræsentanter – ikke for den almindelige befolkning, men mest for Somalias klaner - forsamlet til et møde, hvor de diskuterer fordoblingen af parlamentets størrelse, hvem man skal vælge som præsident, og hvem man skal udnævne til regeringen samt en forlængelse af parlamentets mandatperiode i endnu to år.

Men mødet foregår ikke i Somalia, men derimod i Somalias naboland, Djibouti, og det er tvivlsomt om alle mødedeltagerne overhovedet vil vende tilbage til Somalia.

Bare det at finde et lokale, der er stort nok til dem alle, er indtil videre logistisk umuligt. Det gamle sæde for parlamentet er erobret af Al Shabab, og det forekommer ikke særligt sandsynligt, at parlamentet kan vende tilbage til Baidoa, som i øvrigt heller ikke har noget lokale, der er stort nok.

Men afhængigt af, hvem man vælger som præsident, og afhængigt af, om det vil lykkes at danne en regering uden krigsherrer, så er der ikke desto en mindre chance for, at selve regeringen kan vende tilbage til Somalia – for at forsætte sit arbejde for de vestlige interesser i selve Somalia.

Som det ser ud i øjeblikket kan resultatet også blive forsatte blodsudgydelser, og at man risikerer at drive oprøret endnu længere ud i ekstremistisk retning.

I hver fald: En fredelig løsning i Somalia – uden at Al Shabab inddrages i den – synes noget nær lige så umulig som en fredelig løsning i Gaza uden Hamas!

De virkelige grunde til angrebene på Somalia

Den virkelige årsag til det etiopiske angreb – såvel som til angrebet i 1990-erne og alle andre udenlandske angreb på Somalia – er landets vigtige strategiske placering og det faktum, at Somalia rummer mange naturressourcer, herunder olie.

Hver gang folkelige repræsentanter for det somaliske folk har søgt at løse deres egne problemer, træder de udenlandske interesser næsten øjeblikkelig ind i billedet.

Det tog år for det somaliske folk at komme ud af perioden med borgerkrige, i høj grad inspireret fra udlandet, som startede efter den tidligere præsident, Siad Barres fald. Men i april 2000 mødtes mere end par tusinde repræsentanter for det somaliske folk fra alle klaner, fra alle egne af landet og fra diaspora til en forsoningskonference i Arta i Djibouti.

I løbet af de næste fem måneders interne forhandlinger blev man enige om et overgangsprogram for Somalia, man valgte en overgangspræsident og et overgangsparlament og traf aftaler om en overgangregering (TNG).

I begyndelsen af oktober kunne alle overgangsinstitutioner – trods trusler fra krigsherrerne - vende tilbage til Mogadishu budt velkommen af en begejstret befolkning. Den nye regering skulle regere Somalia i tre år, hvoraf den det sidste år havde fået til opgave at udarbejde en egentlig forfatning og sende den til folkeafstemning. Og den blev anerkendt af FN som »Somalias eneste legale regering«.

Men næppe var TNG, som ikke omfattede krigsherrer, på plads før det internationale samfund begyndte at underminere den med økonomiske, diplomatiske og militære midler.

Uden at gøre sig den ulejlighed at rådføre sig med »Somalias eneste legale regering« lod man samarbejdsorganisationen IGAD, der mest bestod af Somalias fjendtlige nabostater, indkalde til en ny »forsoningskonference« i Kenya. Efter to og et halvt års – meget kostbare - forhandlinger mellem klanledere og krigsherrer lykkedes det endeligt at få den nye krigsherreregering på plads.

Næste gang det somaliske folk fik en chance for selv at bestemme, var da befolkningen i Mogadishue og Unionen af Islamiske Domstole (UID) rejste sig i protest mod, at USA havde oprettet og økonomisk støttet en alliance af de forhadte krigsherrer.

Det førte til den fredeligst periode, Somalia har oplevet siden Siad Barres fald.

UID er af det meste af den internationale presse blevet fremhævet som islamistiske fundamentalister, som det var umuligt at tale med, og hvis leder, Sheik Aweys, endda var blevet anbragt på USA’s terrorliste.

Som så mange andre påstande var det løgn.

Faktisk havde UID gennemført to vellykkede forhandlingsrunder med krigsherreregeringen. Under den sidste forhandling enedes man endog om, at der skulle opbygges en fælles hær og fælles politistyrker. Da EU-kommissæren Louis Michel kom til Mogadishu den 25. september 2006 for tale med Sheik Aweys – efter først af have aflagt besøg hos regeringen – sagde han, at han var »meget lykkelig«, fordi en ny runde forhandlinger var blevet aftalt.

Fire dage efter rykkede den etiopiske hær over grænsen!

Situationen nu i forhold til tidligere

Den officielle begrundelse for angrebet var, at der fandtes Al Qaeda-grupper i landet - en påstand som i 2002 blev modbevist af USA’s eget forsvarsministerium.

Belært af sine tidligere erfaringer med invasion af Somalia, men også fordi den amerikanske hær havde rigeligt at gøre med krigene i Afghanistan og Irak, overlod man det meste af arbejdet til sine allierede i Etiopien.

Disse allierede er nu sat så grundigt på plads, at der vil gå mange år, før de vover at angribe Somalia igen. Utallige forsøg på at få FN til at overtage etiopiernes rolle er hidtil slået fejl. De få tropper fra AU, der er tilstede i Mogadishu, kan formentlig kigge i vejviseren efter forstærkning.

Dette betyder, at det i dag er meget svært af få øje på nogen udenlandsk troppestyrke, der kan invadere Somalia og dermed forhindre det somaliske folk i at løse sine egne problemer – uanset hvordan løsningen vil falde ud i den sidste ende.

Hvor er fredsbevægelsen?

Det er en bedrøvelig kendsgerning, at der har været næsten total tavshed i de store internationale medier omkring krigen mod Somalia. Krigene i Irak, i Afghanistan og i Palæstina har domineret nyhedsdækningen.

Derfor har meget få har interesseret sig for det somaliske folks lidelser, der tåler sammenligner med lidelserne de andre steder. Tavsheden har endog bredt sig til de progressive kræfter i fredsbevægelserne.

Bortset fra nogle enkeltstående tilfælde har man udelukkende koncentreret sine kampagner for at standse befolkningernes lidelser i Irak, i Afghanistan og i Palæstina, men man har ikke gjort noget særligt for også at involvere de mange tusinder af somaliere, der befinder sig i de vestlige lande i fredsbevægelsernes arbejde.

Det er beklageligt at måtte konstatere, at forsøget på at rejse en sådan – bred og folkelig – protestbevægelse tilsyneladende i vid udstækning er overladt til somalierne alene.

Abdirahman Shafir Abdi. Ahmed Jibril og Vagn Rasmussen er medlemmer af bestyrelsen for STS International Solidarity

STS International Solidarity har arbejdet i Somalia siden 1999 og opbygget en paraplyorganisation af 22 medlemsorganisationer under navnet STS Somalia.