Kampen om SU’en

Gennem de seneste uger har der været voldsomme protester blandt elever og studerende på gymnasier, seminarer og universiteter, som følge af Skattekommissionens forslag til en skattereform, der blandt andet indeholder et forslag om at skære Statens Uddannelsesstøtte (SU) fra seks til fire år på de videregående uddannelser. Skattekommissionens udspil er et grundlæggende brud med tankegangen bag det danske uddannelsessystem og vil få meget vidtgående negative konsekvenser for alle studerende på videregående uddannelser.

Udspillet

Skattekommissionens udspil på SU lægger kort fortalt op til et loft over SU’en på fire år for videregående uddannelser uanset studielængde. For størsteparten af de studerende vil det altså sige, at retten til SU nedskæres fra seks til fire år, en reduktion af støtten med 33 procent. Som en form for kompensation vil man så i stedet kunne få et lån på 55.000 kr. det sidste studieår, hvis man altså gennemfører på normeret tid, hvilket 86 procent af de studerende ikke gør. Ellers må man klare sig gennem erhvervsarbejde ved siden af studiet.

Blokade af Sociologisk Institut på Københavns Universitet, fredag den 13. februar 2009. Foto: Svend Espensen.

Hovedargumentationen fra Skattekommissionen hviler på, at til gengæld for den lavere SU vil nyuddannede akademikere få glæde af den lavere skat på arbejde og vil dermed tjene på forslaget på langt sigt.

Eller som det helt præcist er formuleret: »For en gennemsnitlig studerende på de lange videregående uddannelser skønnes forøgelsen af indkomsten efter skat som følge af reformen at udgøre omkring 200.000 kr. over resten af livet, inklusiv forslaget om lavere SU«.

I den ellers meget selvsikre tone er det dog befriende af Skattekommissionen selv betegner dette som et »skøn‹. Oversat til almindelig dansk vil det sige, at man i praksis ikke aner, hvordan virkeligheden bliver. Eller i bedst fald laver nogle meget grove generaliseringer, hvor man skærer alle studerende over en kam, hvad enten man læser til ingeniør, filosof eller lærer for den sags skyld.

En tredjedel af de lærerstuderende i København har læst et andet fag før og brugt SU og bliver derfor også ramt af forslaget, selvom det ellers primært er rettet mod de lange videregående uddannelser.

Udover det meget vanskelige i at spå om fremtiden indeholder forslaget en lang række andre problematikker, som det er væsentligt at påpege. For af få en nærmere forståelse af disse, så er det dog relevant at få en række fakta på plads både i forhold til Statens Uddannelsesstøtte og udviklingen i uddannelsessystemet som helhed.

Tankegangen i uddannelsessystemet

Indførslen af SU’en skal i høj grad forstås som et redskab, der tager udgangspunkt i hele tankegangen bag uddannelsessystemet i Danmark.

Udviklingen i det danske uddannelsessystem er i høj grad sammenhængende med en økonomisk vækst i mange vesteuropæiske lande efter 2.verdenskrig, hvor der skete en kraftig stigning i de offentlige investeringer.

Tallene taler deres eget sprog. I OECD-landene øgedes de offentlige udgifter til uddannelse med over 10 procent om året fra 1950 og frem til slutningen af 1960’erne - mere end dobbelt så meget som væksten i bruttonationalproduktet. Elevtallet øgedes med over 30 procent i grunduddannelsen, med næsten 100 procent i de videregående og 200 procent i de højere uddannelser i samme periode.

Det danske uddannelsessystem er i vidt omfang bygget ud fra en socialdemokratisk tankegang som tog fart i 1960erne om lige muligheder for uddannelse uanset social baggrund, køn eller geografisk bopæl. Dette blev udviklet ud fra en traditionel tankegang i arbejderbevægelsen om, at »viden er magt« og skulle arbejderbevægelsen have del i magten, så måtte arbejdere også have adgang til viden. Dette blev så koblet an på den generelle økonomiske vækst fra 1950’erne.

At de socialdemokratisk drevne investeringer i uddannelsessystemet stoppede kort inde i 1970’erne ændrer for vidt ikke på, at tankegangen var blevet cementeret som ideal.

Groft skitseret handlede det altså om et ønske om at gå fra et klassesamfund til en velfærdsstat, hvor alle havde lige muligheder for at stige i samfundshierarkiet. En tankegang, hvis ambition dog, i parentes bemærket, i vidt omfang er gået i stå, og uddannelsessystemet reproducerer i vidt omfang den økonomiske ulighed.

Indførsel af SU – et redskab til lige muligheder

Da man første gang indførte SU i 1970 skete det med udgangspunkt i, at »de unge skulle i højere grad have socialt lige muligheder for at tage en videregående uddannelse«. Og videre at »det skulle ikke være nødvendigt for de studerende at arbejde så meget ved siden af, at det ville gå udover studierne«.

Det var principperne bag Statens Uddannelsesstøtte og var i forlængelse af den grundlæggende tanke bag uddannelsessystemet med lige muligheder for alle. SU’en havde dog i praksis en meget begrænset udformning og det er først i 1989/90 klippekortsordningen bliver indført, hvor man kan få SU til normeret studietid. Hermed bliver der tale om en reel SU, der kan være med at dække de studerendes leveomkostninger.

I 1996 blev den seksårige klippeordning, som er den nuværende, indført. I denne periode fra 1970-1996 er der altså sket en gradvis udvidelse af SU’en med udgangspunkt i de grundlæggende principper, og hvordan disse ville kunne opfyldes. Et vedvarende mål for elever og studerende har været ønsket om »en SU til at leve af« for at sikre de reelle muligheder for lighed. En ambition, der dog aldrig er blevet indfriet.

Tværtimod må man konstatere, at studerendes levevilkår i de senere år er gået i den gale retning. Blandt andet er antallet af studerende med en meget høj gæld stigende og således er antallet med en gæld over 250.000 kr. steget med 34 procent på bare et år fra 2005 til 2006.

Det sker blandt andet som følge af, at SU’en halter bagefter løn- og prisudviklingen. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der fra 1994 til 2004 er et efterslæb på 12 procent. I 1994 fik en udeboende studerende 3.469 kroner i SU. Ti år senere fik de godt 1.000 kroner mere – nemlig 4.519 kroner. Men priser på dagligvarer og den øvrige lønudvikling er endnu højere.

SU’en er omfattet af »Loven om satsreguleringsprocent«, som regulerer ud fra lønudviklingen, men vel og mærke årslønnen to år tilbage i tid. Derfor halter SU’en bagefter lønudviklingen.

Opslag på Københavns Universitet Amager, februar 2009. Foto: Sandie Michelle Holst.

Uddannelse – et middel til økonomisk vækst

Hele tankegangen om lige muligheder kørte dog i høj grad også i tæt sammenhæng med et ønske om økonomisk vækst, som har spillet en meget væsentlig rolle.

Når uddannelse skulle betragtes som et gode og »livslang læring« blev et mål for voksne, så skyldes det i høj grad også en udvikling i samfundet, der i stigende grad krævede en højere uddannet arbejdskraft, hvis man ønskede økonomisk vækst. Ud fra dette opstod en ny skole indenfor økonomi, nemlig »uddannelsesøkonomien«. Denne disciplin er meget væsentlig at forstå i den aktuelle diskussion om SU’en, fordi den i høj grad er fundamentet for dele af Skattekommissionens tankegang.

Ud fra en uddannelsesøkonomisk tankegang skulle uddannelse ikke længere betragtes som et forbrug, men som investering både for samfundet og individet. For samfundet fordi en højere uddannet arbejdskraft var en væsentlig kilde til økonomisk vækst. For den enkelte, fordi det var en mulighed for social mobilitet og en højere livsindkomst.

Hvis man som samfund ønskede økonomisk vækst skulle man altså foretage øgede investeringer i uddannelsessystemet. På samme måde for det enkelte menneske, som ved investering i en uddannelse kunne få en højere løn på arbejdsmarkedet.

Hvor samfundets investering i uddannelse synes at være gået i glemmebogen, så må tanken om investering for den enkelte siges at være meget nær skattekommissionens tankegang, hvor det »at tage en universitetsuddannelse er den sikreste vej til at få en meget høj livsindkomst«, som det er blevet sagt af uddannelsesøkonomen professor Helena Skyt Nielsen, medlem af Skattekommissionen.

Rationalet bag dette udsagn er, at det er uden betydning, at de studerende oparbejder en stor gæld i løbet af deres uddannelse, som er konsekvensen af skattekommissionens udspil. De vil alligevel drage fordel af det senere i livet.

Et forslag der rammer alle

Hvis bare virkeligheden var ligeså rosenrød, som Skattekommissionen hævder, så ville alt jo være fint. Problemet er bare det enkelte, at det er den ikke!

Kigger man lidt på fakta så er der ubestrideligt sket et uddannelsesløft i samfundet. I 1958 forlader 53,9 procent af ungdomsårgang skolen efter 7. klasse og får reelt ikke mere uddannelse.

På mindre end to årtier fik man vendt det i kraft af uddannelsesstøtte og reformer af uddannelsessystemet. Hundredetusinder af unge fra ikke-boglige familier fik et uddannelsesløft.

Men samtidig viser de seneste tal fra OECD, at udviklingen er stagneret. De 25-34-årige har i dag samme uddannelsesniveau som de 35-54-årige. På mange måder er udviklingen gået i stå i forhold til befolkningens uddannelsesniveau, hvilket i høj grad skal ses i sammenhæng med manglende investeringer og generelle forringelser på alle uddannelsestrin.

Skattekommissionens forslag vil være et yderligere skridt i den gale retning, og en de facto opgivelse af fundamentet om lige muligheder for alle. Helt konkret hænger det også meget dårligt sammen med regeringens ambition om, at 50 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse

Skattekommissionen baserer deres tankegang på, at studerende kun vil få gæld fra det sidste år af deres studietid med et beløb på 55.000 kr. Men Skattekommissionen glemmer, at 40 procent af studerende i forvejen har gæld, og forslaget vil betyde, at deres gæld bliver endnu højere.

Dertil kommer, at de 86 procent, der ikke gennemfører deres studie på normeret tid som følge af erhvervsarbejde, fordybelse og måske faglige vanskeligheder, kommer til at få en endnu højere gæld.

Al erfaring viser, at studerende ikke skal ud med for meget gæld. I 1970’erne og 1980’erne, før SU-reformen i 1989/90, blev studerende netop tvunget til at optage store lån for at finansiere deres leveomkostninger under uddannelsen, der resulterede i at titusindvis af studerende blev fanget i en gældsfælde og ikke fik færdiggjort deres uddannelse til tiden eller i det hele taget, fordi de blev nødt til at arbejde.

Et nutidigt eksempel er Finland, hvor konsekvensen af mange og store studielån tydeligt ses. Her er staten i stigende grad nødt til at eftergive de studerendes gæld, da de ikke kan betale tilbage. Det samme vil formodentlig ske i Danmark, hvor man kan få eftergivet sin gæld efter 15 år.

Dertil kommer, at der ikke er nogen sikkerhed for at kunne tjene pengene ind igen, fordi langtfra alle studerende får en høj indkomst, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Den uddannelsesøkonomiske tankegang om en »investering for den enkelte« er der med dette forslag altså ingen garanti for. Ingen kan spå om fremtiden, der aktuelt ikke ser særlig lys ud.

Forslaget er drevet af en tankegang om incitatmentstyring, hvor ambitionen er at få de studerende til at vælge de rigtige fag (fag som aktuelt menes at være samfundsnyttige) og læse på normeret tid eller måske ligefrem nøjes med en bachelor.

Men i praksis vil det få færre studerende til at gennemføre en uddannelse, tvinge studerende til mere studiearbejde på bekostning af tilegnelse af faglig viden og sende studerende ud med omfattende gæld. Altså stik imod de oprindelige hensigter med indførslen af SU’en.

Al erfaring viser ligeledes, at jo mere man skruer på understøttelser nedad eller øger afgifter, SU og brugerbetaling eksempelvis, jo større vil den sociale slagside være.

Ikke første gang – ikke sidste gang

Man er altså ude i et forslag, som grundlæggende bryder med tankegangen i uddannelsessystemet, fordi lige muligheder for adgang til uddannelse vil være endnu længere væk. Derudover er et det forslag, der rammer alle studerende og ikke bare de forsinkede eller enkelte grupper indenfor SU-systemet. Der er altså tale om et meget vidtgående udspil.

Det interessante er, at Skattekommissionens udspil til SU besparelser udgør en så lille del af deres samlede forslag til en skattereform, at den reelle forklaring nok ikke skal findes i, at de studerende »godt kan bidrage med en beskeden reduktion til fællesskabet«, som formanden for Skattekommissionen Carsten Koch har formuleret det.

Den egentlige forklaring skal nok snarere findes i en kombination af et liberalt ideologisk korstog og en bestilt prøveballon, som kan ses i forlængelse af nogle af VK-regeringens tidligere forsøg på at lancere besparelser på SU’en. Senest i 2006, hvor det ikke var Skattekommissionen med derimod Velfærdskommissionen, der havde forslag om besparelser på SU’en på bordet.

Forslaget blev den gang stoppet som følge af omfattende protester fra elever og studerende, hvor de landsdækkende velfærdsdemonstrationer den 17. maj 2006 og de efterfølgende besættelser af uddannelsesinstitutioner havde en afgørende effekt.

Nu ruller bolden så igen og det bliver næppe den sidste gang. Det afgørende er lige nu, at elever og studerende igen går på gaden og viser deres modstand, så Skattekommissionens forslag aldrig bliver en politisk realitet. Alt andet vil samfundet ikke kunne holde til.

Michael Hunnicke Jensen er tidligere levevilkårsordfører i Danske Studerendes Fællesråd.

Væsentlige kilder:

Opslag om »uddannelse« på leksikon.org

Kontradoxa-artiklen »England: Studerende på et vidensmarked«

Hjemmesiden for Statens Uddannelsesstøtte www.su.dk

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte