Når den moralske panik rammer

Vi kender alle den moralske panik. Når medierne går i selvsving over bandekrig, Jørgen Leths seksuelle eskapader eller indvandringen. Hvert emne får i gennemsnit en uge i mediernes intense spotlys, før de nedtones og ikke længere optager os.

Men en del moralsk panik sætter spor i form af lovgivning. Lovgivning, som historiker MetteVolquartzen kalder for »irrationel« og »ineffektiv«, men som blandt mange politikere kaldes signalpolitik.

Den form for lovgivning er en trussel mod et åbent retssamfund, mener Mette Volquartzen, der analyserer begrebet moralsk panik – og hvad venstrefløjen kan gøre.

Frygten for underklassen

Begrebet moralsk panik blev første gang benyttet af den britiske forsker Stanley Cohen i 1972, da han beskrev en række slagsmål mellem grupper af motorcyklister og scooterførere. Den moralske panik kan nemlig skyldes mange forskellige grupper eller hændelser – store som små.

Mette Volquartzen forklarer:

– Moralsk panik er en følelse af, at der er en trussel mod samfundet, mod normer eller mod hele dets fundament. Det kan være sådan noget som overvægtige, der truer sundheden, bandekriminalitet, dommere med tørklæder – eller Jeppe Kofoeds seksualpartner.

– Der kan ikke skabes moralsk panik uden medierne. De to kan ikke adskilles. Men partier og andre grupper kan godt starte en moralsk panik.

Moralsk panik er ikke et nyt fænomen, understreger Mette Volquartzen.

– Da stavnsbåndet blev ophævet i 1788 medførte det for eksempel moralsk panik i overklassen. De frygtede simpelthen, at underklassen ikke kunne håndtere deres frihed, at »nu bryder vores samfund sammen«. Derfor fandt nogle på at skabe et politi, der kunne håndtere underklassen. Andre fandt på at lave en skolelov, så de kunne uddannes.

– Fælles for panikken omkring stavnsbåndets ophævelse og aktuelle moralske panikker er, at de bunder i et syn på andre, der er funderet i fordomme og angst. Vi udpeger grupper eller personer, der illustrerer noget farligt eller særligt groft.

Den moralske panik begynder som forargelse eller frygt, viderebringes af medierne – og i skadelige tilfælde skærpes den moralske panik af politikere, der bruger den til at lovgive ud fra.

Fra retsstat til Gallup-demokrati

Konsekvenserne af nogle moralsk panikker er alvorlige, understreger Mette Volquartzen. Faktisk er der et tydeligt mønster, der viser, at udviklingen er ændret dramatisk i nyere tid.

– I de seneste 15 år er der sket en lang række lovændringer meget hurtigt som følge af moralsk panik. Sådan var det ikke tidligere, hvor lovændringer var en langvarig og grundig proces.

– De hurtige lovændringer begyndte under Nyrups regering. Dansk Folkepartier viste sig vældig gode til at iscenesætte moralske panikker og til at benytte dem til at presse lovændringer igennem. Socialdemokraterne overtog så midlet for at imødegå Dansk Folkepartis succes.

Blandt resultaterne er særloven mod rockerne, der blev vedtaget i 1996, og som bryder med retsprincipper som boligens ukrænkelighed og forsamlingsfriheden, fordi det overlades til politiet frem for dommere at skønne, hvornår disse rettigheder kan indskrænkes.

– Tuneserloven er også udsprunget af en moralsk panik. Det er lovgivning, der er forhastet og irrationel. Der er følelser i klemme, for det er for mange mennesker skræmmende og forvirrende at have denne tuneser gående omkring her i landet. Men det er altså følelser og ikke et juridisk anliggende.

Politikernes hastige beslutninger kan ikke forklares med, at de blot lytter til folkets vilje, mener Mette Volquartzen:

– Vi har valgt at have et repræsentativt demokrati. Det betyder bl.a., at vi har valgt ikke at regere landet med løbende uofficielle folkeafstemninger i aviserne.

– Det er væsentligt at huske på, at der er forskel på moral, følelser og så hvad der er ønskværdigt for et samfund. Tag nu dødsstraf. Hvis du spørger mig, om jeg ønsker dødsstraf, hvis en person skader mit barn alvorligt – hvad så? Som mor vil jeg svare ja. Som borger vil jeg sige klart nej til dødsstraf. Vi skal skelne mellem vores umiddelbare følelser og hvilket samfund, vi ønsker.

Angst uden trussel

Mette Volquartzen understreger flere gange, at de emner, der skaber en moralsk panik, sjældent udgør en reel trussel mod samfundet. Hun mener, at vægtningen af f.eks. forskellige typer kriminalitet er unuanceret og forvrænget. Hun siger:

– Jeg mener, at økonomisk kriminalitet er en større trussel mod samfundet end en enkelt pædofil. Derfor er det rationelt, at bagmandspolitiet er et sted, der burde prioriteres højere. Men det er vanskeligt at erkende. Det er let at skabe moralsk panik, når vi har et meget ængsteligt samfund.

Men moralsk panik og angst er ikke nødvendigvis bare noget, vi skal affinde os med. Politikere har en mulighed for at handle anderledes og løse udfordringer, som angst i samfundet kan afstedkomme eller pege på. Det handler f.eks. om at skelne nøje mellem, hvornår der er brug for holdningsændring, og hvornår der er brug for lovændring:

– Den moralske panik, der ikke vil gå væk, er jo frygten for indvandring. Det er et eksempel, hvor politikere har forsøgt at løse et problem med frygt ved lovgivning. Man har lukket Danmark i. Her skulle politikerne have forsøgt med holdningsændringer i stedet.

– Et eksempel på at det virker at holde hovedet koldt og lave en langsigtet holdningsændring – kombineret med en gennemtænkt lovændring – er fødsel i dølgsmål. Tidligere var det, at en kvinde fødte et barn i hemmelighed og dræbte eller efterlod det efter fødslen, en normalt forekommende forbrydelse. Men holdningsændring til det at få børn udenfor ægteskab, adgang til prævention og lovændring, der gav mulighed for fri abort, har stort set elimineret denne kriminalitetstype.

– Og det er kun politikerne, der for alvor har ressourcer og mulighed for at ændre på lemfældig lovgivning.

Figuren er fra rapporten »Utryghed, angst og bekymring for vold og kriminalitet« fra Justitsministeriets Forskningsenhed, august 2003.

Venstrefløjen må være usexet

Til spørgsmålet om, hvad venstrefløjen kan gøre, når den moralske panik rammer, svarer Mette Volquartzen:

– Det er et svært spørgsmål. Det er jo ikke let, når journalisterne hellere vil interviewe Pia Kjærsgaard, der råber »dommedag«, end en politiker, der siger »ro på«. Eksperter er heller ikke eftertragtede i debatten, og det er et sørgeligt tegn.

– Men der skal satses på at finde årsager i stedet for de kortsigtede indgreb. Ud fra den kortsigtede logik, hvor man f.eks. forbyder knive i det offentlige rum, kunne vi også forbyde kræft. Men det hjælper jo ikke.

– Et eksempel på langsigtet tænkning kunne være i forhold til psykisk syge, der forårsager en stigning i forekomsten af personfarlig kriminalitet. Her skal der flere penge til psykiatrisk behandling i stedet for flere penge til politiet for at løse problemet.

– Det er desværre ikke særligt sexet at tænke langsigtet, men det er det, venstrefløjen må gøre. For det, der virkelig mangler i den offentlige debat, det er løsninger og rationelle argumenter.

Linda Hansen er redaktør af Rød+Grøn - medlemsblad for Enhedslisten, hvor artiklen også tidligere har været bragt i februar 2009.