Annonce

19. februar 2009 - 15:03

FARC tager ansvar for henrettelser

Den colombianske oprørsbevægelse FARC har i en pressemeddelelse, som er offentliggjort på den spansksprogede eksilhjemmeside Anncol.eu taget ansvaret for henrettelsen af otte mænd i den sydvestlige Nariño-provins i Colombia.

Pressemeddelelsen følger efter en uges presseforlydender om, at op mod 27 indianere fra Awa-stammen i det sydvestlige Colombia skulle være blevet dræbt.

Drabene er straks fordømt af FN og flere menneskeretsgrupper, blandt andet Amnesty International og Human Rights Watch.

Omstændighederne omkring drabene har dog været højst usikre. Human Rights Watch har henvist til »pålidelige kilder« i området, mens Amnesty har fået sine oplysninger fra Colombias nationale indianske organisation ONIC.

ONIC skal ifølge Amnesty have oplyst, at 17 Awa-indianere blev dræbt den 4. februar i Nariño-regionen og yderligere ti andre den 11. februar i samme område. Ifølge den indianske organisation skulle der også have været et ukendt antal bortførelser af Awa-indianere i området.

Ikke rettet mod indianere, men stikkere

FARC afviser dog i en pressemeddelelse disse forlydende. Oprørshæren tager ansvaret for henrettelsen af otte mænd, men den afviser, at henrettelserne skulle være rettet mod indianersamfundene i området. Overskriften lyder: »Vores handlemåde var ikke rettet mod indianere«

Talsmanden for FARC, Antonio José de Sucre, siger i pressemeddelelsen, at en af oprørshærens guerillagrupper har udført henrettelserne af betalte informanter for Colombias militær.

Antonio Sucre siger, at FARC’s guerillagrupper den 6. februar 2009 stoppede otte personer, der indsamlede information om FARC’s aktivitet i området for at give oplysningerne videre til regeringens militærpatruljer, der opererede i området.

JPEG - 44.6 kb
Oprørshæren FARC har henrettet otte indianere i Nariño-provinsen. Ikke fordi de var indianere, men fordi de var betalte informater for Colombias væbnede styrker, siger FARC i en pressemeddelelse.

– Disse mænd var i gang med undersøgelser af, hvor guerillaen befandt sig, og derefter kom der patruljer fra hæren for at kæmpe mod os. Alle otte har indrømmet, at de enkeltvis og til tider sammen i to år har samarbejdet med hæren, siger Antonio José de Sucre i pressemeddelelsen.

De otte mænd blev med henvisning til den pressede situation, som FARC-gruppen befandt sig i, henrettet for deres »ansvar for døden for utallige guerillasoldater, og deres ubestridelige aktive deltagelse i konflikten«, siger talsmanden.

Lægger ansvar på Colombias regering

Antonio Sucre beklager, at civile er blevet inddraget i de væbnede konflikter, men lægger ansvaret herfor på den colombianske regering:

– Vi fordømmer regeringens og de repressive kræftes strategi med at inddrage civile i de væbnede konflikter, siger han og beskylder regeringen for ikke kun at oprette betalte netværk af informanter, men også bruge civile som skjold i de militære aktioner.

Colombias hær har afvist FARC’s forklaring. Den fastholder de presseforlydender, der siger, at FARC ønsker at fortrænge Awa-indianere fra området for at kunne dyrke coca-planter.

Henrettelserne er imidlertid et kraftigt anslag mod FARC’s forsøg at få igangsat en fangeudvekling med den colombianske regering og for at blive fjernet fra EU’s terrorliste.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce