SF og samfundsøkonomiens forandring

Peter Nielsen rejser i sin artikel »Værdikampens tredje dimension« en vigtig diskussion om venstrefløjens svage indsats på to aspekter af den såkaldte værdikamp.

Det ene er den konkrete klassekamp om udbytning, fordeling mellem løn og profit, ulighed samt den samfundsmæssige arbejdsdeling mellem privat og offentlig sektor. Det andet aspekt er det, som Peter Nielsen kalder kampen »mellem fundamentalt forskellige økonomiske paradigmer«.

Mindre idealistisk udtrykt drejer det sig om kampen mellem forskellige videnskabelige tilgange og analyser af den kapitalistiske økonomis aktuelle dynamik, krise og indre modsætninger og de hertil knyttede praktisk-politiske krav om forandring af samfundsøkonomien.

En af Peter Nielsens pointer er, at centrum-venstre gennem en længere årrække har forsømt eller direkte opgivet disse to afgørende dimensioner af den såkaldte værdikamp. Det er en pointe, man kun kan tilslutte sig. Det er vel et objektivt faktum.

Hvis man anser klassekampen om udbytning, ulighed og samfundsmæssig arbejdsdeling som vigtig og i øvrigt ikke har tilsluttet sig de sidste mange års dominerende neoliberalistiske økonomiforståelse, må man selvfølgelig som Peter Nielsen og jeg beklage denne tingenes tilstand – og handle politisk derefter.

Vi må derfor gribe i egen barm og analysere, hvorfor vi ikke har kunnet forhindre denne udvikling og dernæst overveje, hvordan vi kan ændre det i fremtiden. Peter Nielsen griber i sin artikel mest i andres barme, nemlig Socialdemokraternes og SF’s og giver de to partier ansvaret for udviklingen.

Derfor læste jeg som SF’er med særlig interesse Peter Nielsens bredside mod SF.

Peter Nielsen hævder i sin artikel, »at SF hverken i teori eller praksis ønsker for et opgør med kapitalismen«, og at partiets »økonomisk ansvarlighed« reelt dækker over, at SF helt har opgivet selvstændige analyse af den aktuelle kapitalismes indre dynamik og krise til fordel for »accept af liberalistisk teori og praksis«.

Den første påstand om, at SF ikke ønsker noget opgør med kapitalismen begrundes desværre ikke nærmere. Det er ærgerligt. Det kunne ellers have været spændende at høre, hvilke argumenter Peter Nielsen har for, at SF’s principprogram alligevel ikke gælder. Her står der nemlig bl.a.:

»SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. Strukturer og mekanismer i samfundet skal i små og store skridt gradvist omdannes, så demokrati, frihed, social retfærdighed og bæredygtighed gøres til de bærende principper for samfundets udformning og udvikling. Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.«

Ja, SF har tilmed brugt partiets principprogram til at definere en moderne socialisme:

»Kernen i SF’s socialismeopfattelse er, at det er mennesket, der skal skabe og styre både sit eget liv og udviklingen af samfundet. SF ønsker, at den enkeltes frie og alsidige udvikling skal være både mål og middel for hele samfundets udvikling.«

Programmet indeholder i øvrigt en analyse af »den kapitalistiske samfundsstruktur« i »et forandret klassesamfund« med »social og økonomisk ulighed«. Det er vel ikke just det, man kan kalde »accept af liberalistisk teori og praksis«?

Derfor sidder jeg tilbage med et spørgsmål om, hvad det egentlig er, Peter Nielsen hævder. Hævder han, at SF’s program for socialisme er slet skjult neoliberalisme? I så fald venter jeg spændt på, hvornår Peter Nielsen retter den samme bredside mod Enhedslisten, der jo ligesom SF har et principprogram, hvor man bruger præcis det samme indbyggede, men slet skjulte Marx-citat til at definere socialismen som »en verden, der bygger på solidaritet, lige vilkår for alle og hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling.«

Jeg mener ikke, det giver politisk mening, endsige analytisk præcision at gøre de to partiprogrammer til slet skjult neoliberalisme. Det kan jeg heller ikke tro, Peter Nielsen gør. Derfor må Peter Nielsens angreb på SF bygge på noget andet (eller opgives).

At dømme efter artiklen angriber Peter Nielsen da også snarere SF for i dagsaktuel praktisk politik at være falde på knæ for neoliberalismen, altså at se stort på partiprogrammer, når det kommer til praktisk politik. Lad os derfor se lidt nærmere på den mulighed.

Peter Nielsens kerneargument er, at SF’s syndefald består i selve det at fremlægge et bud på »økonomisk ansvarlig« politik. Det er imidlertid lidt uklart, hvad Peter Nielsen præcist mener med det.

Vifter Peter Nielsen her med den næsten 100 år gamle venstreradikale parole: »Tag aldrig ansvar for den kapitalistiske økonomi«? Kritiserer han SF for at tage ansvar for den kapitalistiske økonomi ved at fremlægge en 2015-plan?

I så fald burde han i samme åndedrag have advaret mod Enhedslistens samfundsplan, hvor Frank Aaen & Co. »hjælper virksomheder og borgere, der er kommet i klemme på grund af den økonomiske krise.«?

Hvis udgangspunktet er »tag aldrig ansvar for kapitalismen«, så er Peter Nielsens kritik imidlertid selvmodsigende. Han kritiserer nemlig SF’s 2015-plan for dens konkrete mål. F.eks. kritiserer kan SF’s bud på størrelsen af vækstraten i den offentlige sektor, og han kritiserer SF for at gå efter for få nye jobs i det offentlige.

Det er netop ikke en kritik for selve det, at SF kommer med ansvarlige bud på samfundsøkonomiens udvikling og mål. Det er i stedet en kritik af planens konkrete, politiske indhold og mål – noget man bestemt kan og bør diskutere.

Det er bestemt uhyre vigtigt, at venstrefløjen diskuterer, hvilke politiske mål og krav, der skal gives på en ansvarlig udvikling af samfundsøkonomien. Selvfølgelig kan der være forskellige bud på det.

Men det gør jo ikke automatisk et eller flere af buddene til den skinbarlige neoliberalisme. Hvis man påstår at det er neoliberalisme at slås for andre prioriteringer for reformering af samfundsøkonomien, har man intet fattet af neoliberalismens indhold og funktion.

Tilbage står Peter Nielsens sparsomme generelle og principielle kritik. Her er Peter Nielsens hovedargument, at SF’s 2015-plan med et citat fra planen er »et resultat af andre prioriteringer i den økonomiske politik; ikke et resultat af andre grundlæggende forudsætninger.«

For Kontradoxas læsere skal det her oplyses, hvad dette betyder. Det betyder to ting. For det første at SF’s 2015-plan sætter nogle helt andre mål for udviklingen af det danske samfund frem til 2015 end VK-regeringen. For det andet at SF har taget udgangspunkt i den faktiske danske økonomi, og rent beregningsteknisk har vi afstået fra at foretage selvstændige beregninger over f.eks. den demografiske udvikling og udviklingen i arbejdsstyrken.

Disse banale ting bruger Peter Nielsen som kronvidne på, at der »med andre ord er (…) tale om accept af kapitalismen og den liberalistiske økonomiske teori.« Nej, Peter. Der er såmænd kun tale om at se i øjnene, at udgangspunktet for venstrekræfternes reformer er den aktuelt eksisterende danske og internationale kapitalisme og den faktiske aldersmæssige sammensætning af befolkningen, som vi så udsætter for nogle prioriterede fremtidsvalg. Hverken mere eller mindre.

De prioriteringer og de politiske reformer, som SF vælger for at indfri disse prioriteringer for samfundsudviklingen, kan og skal man diskutere. Men det vil være aldeles idealistisk og tåbeligt ikke at tage udgangspunkt i f.eks. det banale faktum, at det i de kommende årtier bliver dyrere bare at skabe den samme velfærd for stadigt flere ældre og syge.

Præcis hvor meget kan vi diskutere – og påvirke. Men at det bliver dyrere at skabe velfærd for væsentlig flere ældre og (dermed) en hel del flere syge i fremtiden, kommer venstrefløjen ikke uden om.

SF har valgt den politiske prioritering for fremtiden, at vi ikke vil give køb på velfærden til fremtidens ældre og syge. Ja, vi har valgt, at vi ikke engang vil nøjes med at bevare den samme velfærd for flere, men allokere samfundsmæssige ressourcer til at forbedre den væsentligt.

Det er et grundlæggende politisk valg. Det er politisk klassekamp om fremtidens samfundsmæssige produktion og arbejdsdeling, om man vil.

Dernæst har SF overvejet de politiske reformer, vi vil satse på for at indfri denne prioritering, altså hvordan vil vi ’tage ansvar for samfundsøkonomien’. Vi nøjes med andre ord ikke med at kræve bedre velfærd for de ældre og syge og så overlade det til andre at træffe beslutninger om, hvordan det skal ske.

At afstå fra denne del af ansvaret for samfundsøkonomien er at give andre magten til at vælge, om de vil øge skatter på almindelige lønmodtagere, skære ned på f. eks. arbejdsløshedsunderstøttelsen eller ved optage nye statslån, som vores børn og børnebørn skal betale af på. Det er efter min mening politisk uansvarligt.

SF har altså påtaget sig en række politiske reformvalg. Vi har f.eks. givet et bud på, hvor meget vi kan mindske behovet for sygdomsbehandling i fremtiden gennem øget sundhedsfremme, bedre forebyggelse og et sundere arbejdsmiljø. Vi har valgt en skattereformpolitik, der ikke blot er fuldt finansieret, men direkte overfinansieret for at få råd til bedre velfærd i fremtiden, osv.

Disse valg kan man selvfølgelig diskutere, og andre kan sikkert komme med bedre ideer til. Lad os endelig få gang i den politiske kreativitet og debat om, hvad der er de bedste og mest ønskværdige bud på at sikre det samfundsøkonomiske grundlag for bedre velfærd til stadigt flere ældre og syge i fremtiden.

Foreløbig har SF meldt sig på banen med partiets bedste bud på samfundsøkonomisk ansvarlighed over for ønsket om bedre velfærd. Det har efter min mening intet at gøre med knæfald for én bestemt gruppe af kapitalstrategier, de neoliberalistiske.

Bent Gravesen er medlem af SF og chefkonsulent for partiets folketingsgruppe.