Hvad er det med den krise

»Jeg kan ikke huske noget tidspunkt, måske end ikke under den store depression, hvor tingene er gået så hurtigt og så ensartet nedad rundt om i verden«.
Paul Volcker, rådgiver for præsident Obama, tidligere chef for den amerikanske nationalbank, FED.

Det er et godt spørgsmål, hvorfor man kalder den internationale økonomiske krise en finanskrise.

I dag virker udtrykket temmelig misvisende, da vi er midt i en stor økonomisk krise, som rammer stort set alle områder af samfundet.

Rent faktisk startede krisen som boligkrise, tilbage i 2007. De faldende huspriser gav rystelser i banker, som havde lavet uforsigtige udlån i ejendomssektoren – i Danmark har man Roskilde Bank som eksempel til skræk og advarsel.

USA var det første land, der blev ramt for alvor. Her kaldte man det længe for sub-prime-krisen. På jævnt dansk vil det sige, at banker og kreditinstitutioner rask væk gav boliglån (afdragsfri og med lave renter i starten) til folk, som reelt ikke havde råd til at købe hus.

Man forventede at eventuelle problemer ville blive løst ved, at huspriserne ville fortsætte med at stige. Det gjorde de som bekendt ikke - og folk begyndte at gå fra hus og hjem.

Det blev så ganske rigtigt til en finanskrise. For det viste sig at banker og investorer verden over var involveret i disse dårlige lånepapirer (»toxic assets«). Værdien af værdipapirerne raslede ned, og trak aktiekurserne med.

Fra september 2008 udviklede det sig til ren panik, da den store amerikanske investeringsbank Lehmann Brothers gik fallit. Den var ved at rive hele den amerikanske finansielle sektor med sig. Regeringen fik nogenlunde standset panikken ved at gribe ind med kolossale hjælpepakker, men problemerne er bestemt ikke løst.

Så jo, der er en finanskrise og en kreditkrise (»credit crunch«) – bankernes opgave er jo at låne penge ud, men det tør de dårligt nok under de nuværende dystre udsigter (og uden lån går samfundet nærmest i stå).

Men krisen er altså meget mere end det. Den har i løbet af 2008 bredt sig ud i resten af økonomien, til forbrugere, virksomheder, produktion, eksport, beskæftigelse, pensionsopsparinger, forringede lånemuligheder osv. En alvorlig realøkonomisk nedgang er i fuldt sving.

Krisen er selvforstærkende, den bider sig selv i halen og skaber en ond spiral. Nedsat forbrug rammer produktion og investeringer, det fører til jobtab og arbejdsløshed, som igen rammer tilbage på forbrug, produktion, service osv.

I øjeblikket er det ikke til at se nogen ende på nedturen, den har grebet stort set alle brancher, og næsten alle lande kloden rundt.

Set med historiske briller ligner det en ganske klassisk kapitalistisk krisecyklus – først kommer et mere eller mindre hektisk økonomisk opsving, derefter et dyk der sænker samfundsaktiviteten, og breder sig på verdensplan. Det er set mange gange før.

Man kender mønsteret fra oliekriserne i 1970’erne, fra mindre recessioner omkring 1990 og den såkaldte dot.com krise 2000-2002. Men den aktuelle krise minder i sin voldsomhed og overraskelseseffekt meget mere om hvad der skete i 1929 og i 1930’erne - med krakket på Wall Street, efterfulgt af 1930’ernes store depression, som først sluttede med II. Verdenskrig.

Der bliver nok brug for nogle nye ord til at beskrive den igangværende krise. Konjunkturdykket i efterårsmånederne 2008 kom hurtigt og stejlt, krisen er blevet global, og den bliver dyb.

Så sent som for et halvt år siden troede mange eksperter på »delinking«, altså at USA og Europa var ramt, men at Kina, Indien, Brasilien og andre udviklingsøkonomier ville slippe nogenlunde uskadt.

I dag er situationen den, at næsten alle områder kloden rundt er tydeligt negativt påvirket. I 2009 vil bruttonationalproduktet falde 5-10 procent i en lang række lande - havde det været plusprocenter, havde man talt om en helt usædvanlig høj højkonjunktur. Nu er det i stedet en usædvanlig lav lavkonjunktur.

Hvorfor har folk i Danmark ikke opdaget alvoren endnu?

Trods al snak om globalisering er folk i Danmark mest optagede af sig selv. Vi har populistiske politikere og lidet informative journalister, vi følger dårligt med i hvad, der sker ude i den store verden. Der skal helst være en dansk synsvinkel på det hele, ellers gider normaldanskeren knap nok høre om det. Det giver alvorlige blinde pletter i synsfeltet.

Danmark er endnu ikke hårdt ramt af krisen. Det står i kontrast til USA (som får 600.000 nye arbejdsløse hver måned), England og Irland (hvor både boligpriser og konjunkturer styrtdykker), Spanien (med 14 procent arbejdsløshed), Island (som er bankerot). Endvidere står det slemt til i en række lande i Østeuropa og Asien.

Dette indgår i en større sammenhæng, men hidtil er det kun danske skandaler som Roskilde Bank, IT-factory og Danske Bank, der har kunnet rokke ved vores ophøjede ro. Danmark er stadig et puslingeland, der hygger sig i smug (som digteren Jeppe Åkjær skrev).

I USA har de deres egen Stein Bagger. Han hedder Bernhard Madoff, og hans svindelnummer er ca. 300 gange større! (50 milliarder $). Men ham hører man ikke meget om i Danmark.

Danskernes snævre verdenssyn kan føre til den letsindige konklusion, at når man ikke mærker noget særligt til krisen, er det nok ikke så slemt.

Statsministerfruens kommentar i Politiken den 15. februar er en illustration: »Jeg gider slet ikke høre om den finanskrise. Det har jeg også fortalt derhjemme! Så siger han: ’Det er meget muligt, men der er altså finanskrise’. Men hvor er den?«.

Er krisen importeret fra USA?

Det er den delvist. De faldende aktiekurser og til dels finanspanikken er mere eller mindre importeret og forstærket fra USA.

Men ikke så få lande har haft deres egen selvstændige kriseudvikling helt parallelt med USA: Først overophedede huspriser – så brister boblen, boligejere og finansvirksomheder rammes, og derefter følger en generel økonomisk nedtur.

Dette billede er tydeligst i England, Spanien og Irland – tre lande hvor huspriserne er steget endnu mere hektisk end i USA.

I England hævder visse kendere af boligmarkedet, at hen mod boligboblens bristepunkt i 2007 blev næsten hver anden bolig ikke købt for at bo i den, men som investering - for at spekulere i fortsatte prisstigninger.

Og spekulation er en tro følgesvend til ethvert kapitalistisk opsving – men det afslører sig først under nedturen, når det går galt for spekulanterne! Det betyder dog ikke at spekulation er hovedårsagen til krisen.

Har Danmark sin egen danske krise?

Ja, Danmark har sin egen selvstændige krise. Den startede med, at huspriserne vendte i løbet af 2007, først i Københavnsområdet, siden ud over det ganske land. Overophedningen af boligsektoren var bl.a. hjulpet på vej af den liberale regering, der indførte farlige reformer såsom afgiftsfrie lån.

2008 var året, hvor boligkrisen ramte en række danske banker, og fik flere af dem til at gå fallit.

2009 er året, hvor eksporten falder stærkt, en række virksomheder går konkurs, byggeriet går næsten helt i stå, arbejdsløsheden stiger for alvor, og de første tomme butiksvinduer på hovedstrøgene viser sig.

Og hvor regeringen alt for længe fortsætter med at sætte kikkerten for det blinde øje - ministre, kommissioner og spindoktorer snakker stadig om mangel på arbejdskraft , det er ganske utroligt!

Men kriseudviklingen i Danmark er gradvis, det går forholdsvist langsomt. I hvert fald når man sammenligninger med styrtdykkene i USA, England og Spanien. Og i de Baltiske lande, som nærmest har kurs mod statsbankerot i islandsk stil - de har opbygget hele deres økonomiske eventyr på udenlandsk låntagning og gæld, korthuset falder nu sammen.

Er det forkert økonomisk politik der har fremkaldt krisen?

Ja, der er blevet ført en bestemt »markedsfundamentalistisk« politik gennem mange år, som har hjulpet det kapitalistiske økonomiske boom på vej – og det måtte før eller siden kamme over, som en bølge gør det, og forvandle sig til nedtur. Liberalistiske politikere i alle vestlige lande har medansvar for at berede vejen for krisen.

Det startede med Margaret Thatcher og Ronald Reagan for ca. 30 år siden. Thatcher bekæmpede fagforeninger og lønstigninger - igangsatte en omfordeling fra lønarbejde til kapital, med voksende ulighed til følge. Og Reagan udtalte de berømte ord: »Staten er ikke løsningen, den er problemet«.

Det var signalet til en lang liberalistisk periode med frit slag for kapitalen og trange kår for lønarbejderne, mest konsekvent gennemført i netop USA og England (»den angel-saksiske model«). Med en stadig mere ideologisk og blind neo-liberal politik, der betragter det frie marked som verdens ottende vidunder, som kun skaber lykke og glæde. Denne filosofi har gjort sig store anstrengelser for at nedbryde al fornuftig samfundsmæssig styring og planlægning, og privatiseret så meget som muligt.

Særlig den globale deregulering af kapitalbevægelser og finansinstitutioner i 1990’erne har været en afgørende reform til at skabe først et kapitalopsving, derefter krise. Det er det, der hedder globalisering – den har gjort det langt lettere for finansuro at sprede sig verden rundt.

Globaliseringen og dereguleringen har også omfattet handel og investeringer, hjulpet på vej af de trofaste håndgangne institutioner WTO, Verdensbanken og IMF, som USA har brugt til at trække liberaliseringspolitikken ned over hovedet på modvillige lande.

EU har hjulpet til, på trods af at EU’s beskyttelsesmure hører til de højeste i verden (var der nogen der sagde dobbeltmoral?).

Kunne krisen være undgået?

Det tvivler jeg meget på. Kapitalistisk udvikling har siden midten af 1800-tallet foregået i bølger.

Et økonomisk opsving præges ikke af »ligevægt«, som der står i de gængse økonomiske lærebøger, men af hektisk kapitalistisk aktivitet og akkumulation, hvor der er en selvforstærkende opadgående effekt, ledsaget af spekulation (som vi har set det globalt fra 2003-7). Efter kraftige opture er der stort set altid fulgt et omsving med en hurtig økonomisk nedtur.

I marxistisk sprogbrug kaldes det for overakkumulation. Tankegangen er, at dynamisk kapitalakkumulation og krise hører nøje sammen. Under opsvinget ophobes der gradvist så meget kapital, at den til sidst ikke kan forrente sig profitabelt.

Mekanismen kan godt være lidt svær at forklare; men i denne krise ser man den tydeligt i den danske boligsektor: Først stimulerede de gode tider og den lave rente til et stort byggeboom. De stigende bolig- og ejendomspriser tiltrak sig vældige kapitalinvesteringer, som i lang tid forrentede sig godt.

Men der var en grænse – den blev nået, da villaer og ejerlejligheder blev så dyre, at unge børnefamilier med normale indtægter dårligt havde råd til at stifte eget hjem. Prisstigninger blev til fald, derefter er hele boligsektoren nu ved at falde sammen i depression.

Er det grådighed, der skaber kriser?

Svaret må være både ja og nej. Jagten efter at tjene (hurtige) penge er selvfølgelig en stærk individuel drivkraft, hvis man er kapitalist , virksomhedsejer eller investor.

Men det hører med til det normale liv i en kapitalistisk markedsøkonomi - et firma, hvis ejer hele tiden taber penge, bliver hurtigt udrenset i markedssystemets konkurrence, så simpelt er det.

Henvisningen til »grådighed« eller »spekulation« forklarer ikke, at der kommer krise lige nu – grådigheden har i hvert fald været der hele tiden.

Forklaringen lugter lidt af, at man skal bruge nogle syndebukke, som man kan hænge ud og evt. straffe – den virkelige synder går så fri, nemlig det kapitalistiske markedssamfund, der har sat hele pengejagten i system.

I en kapitalistisk markedsøkonomi er opsving og krise som sagt nært forbundet. Bølgebevægelsen er det kapitalistiske samfunds livsform! Hvis man vil afskaffe den, må man enten helt afskaffe det kapitalistiske samfundssystem, eller i hvert fald regulere det meget kraftigt, altså skabe en helt anden balance mellem stat og marked end den, man kender i dag.

Nutidens vestlige samfund er gennemsyret af en nærmest religiøs misforståelse: Troen på, at det frie markeds usynlige hånd kan skabe mirakler og erstatte menneskelig fornuft.

Krisen er i høj grad også noget bevidsthedsmæssigt: den sidder oppe i hovedet på os!

Kan Marx’s teorier forklare den nuværende krise?

Marx kan i høj grad bidrage til en forståelse af de kapitalistisk krisers natur. Men det direkte svar på spørgsmålet er alligevel nej. Man finder ikke noget sted i Marx’s skrifter en sammenhængende analyse og forklaring på kriserne.

I midten af 1800-tallet, da Marx er 30-40 år og sidder som politisk flygtning i London, er han intenst optaget af de kapitalistiske kriser, som i den periode optrådte meget regelmæssigt, med ca. 10 års mellemrum (1848, 1857, 1866, 1873).

Han skriver i 1850erne udførligt om de økonomiske svingninger. Men det er i journalistisk form – han er simpelthen nødt til at sende en strøm af dagbladsartikler til New York Daily Tribune, for at han og hans familie ikke skal dø af sult.

Det er tydeligt, at han ser kapitalismens opsving og kriser som nært forbundne – opsvinget lægger kimen til krisen, eller krisen er indbygget i selve den kapitalistiske akkumulation. Hvordan sammenhængen præcis skal forstås, får han dog ikke klarlagt.

Da krisen i 1857 bryder ud, inspirerer den ham til at nedskrive et siden hen berømt manuskript Grundrisse (den allerførste råskitse til hans hovedværk Das Kapital).

Han går så at sige baglæns fra de faktisk kriser til at se på spørgsmålet: Hvad er den grundlæggende modsætning i kapitalens måde at bevæge sig på?

Svaret er, at kapitalismen er et system, der ophober »bytteværdi« (penge, kapital) i en uendelig proces. Dette system kommer til at dominere over de mennesker, der har skabt det, og deres jordnære behov. De bliver derved fremmedgjort fra deres egne frembringelser og deres eget liv, som er orienteret mod »brugsværdi«, dvs. de menneskelige behov og arbejdet, som har til formål at tilfredsstille behovene.

Resultatet er, at kapitalen med dens umættelige jagt efter større rigdom bliver en slags levende subjekt, der dominerer livet og samfundet, mens menneskene bliver gjort til objekter.

Det er denne modsætning mellem bytteværdi og brugsværdi, kapitalen bevæger sig i, og det er den modsætning, der med mellemrum giver sig udtryk i fysiske udladninger, i voldsomme krisekrampetrækninger.

Efter at modsætningerne har fået luft, kan kapitalen begynde at akkumulere på ny, frem til den næste krise - processen får ingen ende, før menneskene selv sætter en stopper for den.

Marx mente, at kapitalismen skabte grundlaget for, at menneskene kunne træde ind i en højere samfundsform, uden kriser og uden udbytning. Han var ikke fjende af kapitalismen, han så den blot som et forbigående samfundsstadium, som beredte vejen for noget bedre.

Forskellige marxister har trukket forskellige kriseteorier ud af Marx’s værker. Nogle taler om »underkonsumtion« (f.eks. Paul Sweezy), det betyder at kapitalens ubegrænsede udvidelse af produktionen støder mod menneskenes (lønarbejdernes) begrænsede mulighed for konsumtion.

Andre taler om »disproportionalitet«, begrebet henviser til de ubalancer som en stadig ekspanderende produktionsmiddelsektor skaber i samfundsøkonomien.

Ser man på den grundlæggende logik, som de forskellige marxistiske kriseteorier peger på, er den nok egentlig den samme: At kapitalens uendelige jagt på bytteværdi kommer i konflikt med menneskenes brugsværdiorienterede verden, og modsætningen må skaffe sig luft gennem kriser.

I øvrigt ses kapitalisterne af Marx ikke som ondsindede, specielt grådige mennesker, men som en slags »karaktermasker«, der mere eller mindre må handle, som de gør, for at overleve i det kapitalistiske markedssystem.

Er kriserne forårsaget af profitratens fald?

Det spørgsmål kræver et lidt længere svar.

Profitratens tendens til fald er den mest kendte marxistiske forklaring på kriserne, og der henvises stadig til den på nutidens venstrefløj.

Der findes et afsnit om denne lovmæssighed i Bind 3 af Das Kapital - som er udgivet i 1894, mange år efter Marx’s død. Afsnittet er skrevet af Friedrich Engels, på baggrund af løse skitser fra Marx’s hånd.

Afsnittet har virkelig givet Engels hovedbrud. Det hænger dårligt sammen, der er ingen overbevisende argumentation i det. Det bygger på en simpel logisk betragtning om, at kapitalismen i sin jagt på profit har en tendens til at erstatte levende arbejdskraft med produktivitetsfremmende maskiner (det er det vi nu om dage kalder »den teknologiske udvikling«).

Men ved at investere i dødt maskineri fjerner kapitalen sin egentlige kilde til merværdi og profit, nemlig det levende arbejde. Kapitalen undergraver således sit eget livsgrundlag, som består i udbytning af lønarbejdet, og kommer derved i krise.

Tanken er fascinerende, men som teoretisk lovmæssighed holder den ikke.

En række marxistiske forskere har taget logikken i kritisk øjesyn. Konklusionen er, at man ikke teoretisk kan bevise, at investering i arbejdsbesparende maskineri nødvendigvis fører til en tendens til at profitraten falder (jeg henviser her til min egen bog De store kriser).

Der er også marxister, der stadig forsvarer lovmæssigheden. Men diskussionen er kompliceret, jeg har undersøgt argumenterne for og imod, og må nøjes med her at fastslå, at lovmæssigheden ikke kan bevises.

En ting er besnærende teorier, noget andet er virkelighedens verden. Der er flere forskellige faktorer, der kan udløse en kapitalistisk krise. En af dem kan sagtens være et fald i kapitalprofitterne.

Men der er ikke noget, der tyder på, at det er det, der har sat gang i den nuværende krise. Tværtimod havde amerikanske selskaber, både industri, service, banker og investeringsselskaber usædvanligt høje profitter i perioden 2003-2007.

Nu i 2008-9 er virksomhedsoverskud og profitter stærkt faldende – mange hæderkronede selskaber har direkte underskud, ikke bare i USA, men i hele verden.

Men det er ikke krisens udløsende årsag, det er virkninger af krisen. De udløsende årsager skal findes i den tøjleløse overophedning af boligsektoren og finansverdenen, kombineret med helt uholdbar gældsætning, specielt i USA.

Men det er alt sammen ganske typisk for en kapitalistisk bobleøkonomi, hvor tingene på et eller andet tidspunkt løber løbsk, og boblen punkterer.

De præcise forklaringer er ofte komplicerede. Og hver krise har sin individuelle profil.

Det ville være dejligt, hvis der forelå et entydigt budskab fra Marx, som kan bruges til konkret at forstå den aktuelle krise. Men så simpelt forholder det sig desværre ikke – folk må i gang på egen hånd med at opbygge en forståelse af kapitalismens nyeste krise.

Hvor længe varer krisen?

Det er der ingen, der kan sige noget bare nogenlunde sikkert om. I princippet kan en nedadgående, selvforstærkende spiral fortsætte næsten i det uendelige, når den først er sat i gang.

Alligevel vrimler medierne med udtalelser af typen: »Jah, det bliver nok hårdt i 2009, men i 2010 lysner det«. Det er folk, som ikke aner, hvad de taler om, der snakker på den måde.

Enten forsøger de at berolige, eller de er ude på at »tale« (aktie)markedet op – psykologi og stemninger spiller jo bestemt en rolle for konjunktursving, både når det går op og når det går ned.

Mange udtalelser, både fra mainstream-økonomer og fra venstrefløjsfolk, bygger på en forestilling om, at en økonomisk krise er noget, der går over af sig selv, og afløses af et nyt opsving (det troede Marx i øvrigt også).

Historien viser noget andet. Krisen i 1930erne gik ikke over af sig selv, heller ikke selv om præsident Roosevelt fra 1933-34 hjalp genopretningen på vej med behjertede keynesianske indgreb.

»Løsningen« kom først med II. Verdenskrig 1939-40, fordi en række lande begyndte kraftig oprustning på samme tid.

Man må ikke håbe, at det er den slags løsninger, det ender med denne gang.

Det er en større diskussion, hvad regeringer verden over egentlig gør, og hvad de kan gøre. Foreløbig synes de mange og omfattende indgreb mod finasuro og krise at have hjulpet ret lidt. De er heller ikke koordineret internationalt, hvad man må undre sig over i disse globaliseringstider – i stedet er det snæversynede protektionistiske reaktioner, der nu truer (ligesom i 1930erne).

Det eneste helt sikre resultat er, at regeringer verden over er i gang med at skabe et meget stort underskud på statsbudgetterne.

Birger Linde er lektor på Roskilde Universitetscenter og forfatter til bogen De store kriser 1 – Kriseteori og kriser i 1800-tallet. Inspirationen fra Marx, Internationale Udviklingsstudier, RUC, 2004.

Birger Lindes bog blev anmeldt af Ole Wugge Christiansen i Kontradoxa-artiklen »Marx og kriseteori«