Konfliktens epoke - fra sammenbrud til genskabelse

Med sit udspring i det nittende århundrede har socialismen arvet århundredets særegne blindhed. En overvurdering af den menneskelige erkendelsesevne, en opfattelse af videnskab som en fremadskridende proces, der ville være i stand til fuldt ud at forstå, foregribe og forme både naturlige og samfundsmæssige processer.

Århundredet led af en åbenlys eller latent forventning om, at den menneskelige historie ville kunne nå en egentlig afslutning. En afslutning, hvor alt ville være opklaret. I denne forestillingsverden, som den kommunistiske tradition deler, er menneskenes hidtidig historie blot forhistorie.¨

I denne tilgang sker der en principiel undervurdering af fortsat manglende erkendelse, af det uerkendte, af det uforudsete, af det uhåndterlige i historien. Det er netop definitionen på en »krise«, at den overgår det repertoire af viden og handlemuligheder, som er til rådighed, og at dette misforhold ikke erkendes af aktørerne.

Dette er tilfældet i dag: Vi lever i et fravær af begreber og handlingsperspektiver, der blot tilnærmelsesvis svarer til omfanget af de farer og af de muligheder, der ligger forude.

Udbytning og undertrykkelse

Den skelnen mellem »undertrykkelse« og »udbytning«, vi møder hos Marx, er led i en fortrængning af historiens uoverskuelige virkelighed.

Det var alene de »udbyttede«, der i kraft af deres strukturelle position i den kapitalistiske økonomi bar den kommende frigørelse med sig. Til forskel fra de blot »undertrykte«, der kunne repræsentere mange forskellige og ofte »reaktionære« interesser. Integrationen i lønarbejdets system var det afgørende kendetegn.

Dette påvirkede vurderingen af grupper, der endnu ikke var blevet inddraget i lønarbejdets system eller var blevet udstødt derfra. Et udtryk herfor er Marx’ holdning til befolkninger, der søgte at modstå kolonialismen, »barbariske berbere« og andre, der ubehjælpsomt satte sig imod indlemmelsen i den kapitalistiske civilisation. For Marx var de »udstødte« et såkaldt lumpenproletariat, der frygtes som desperate og utilregnelige.

I den stalinistiske periode hersker påstanden om en »historisk logik«, et kollektivistisk samfund med diktatorisk statsvold. Marxismens og kommunismens forsøg på at gribe fat i den reelle virkelighed, at skildre dens vilkår og muligheder, var blandt stalinismens tidlige ofre. I stedet træder en doktrinær historie, der rammer millioner.

Det er en periode, der reducerer socialismen til forceret akkumulationsmodel i en tilbagestående sovjetisk økonomi, hvor tvangen er en forsinket og afkortet genspejling af kapitalismens egen århundredlange og tvangsprægede akkumulationsproces.

I den socialistiske model, der bryder sammen i det tyvende århundrede, er de industrielle disciplineringsformer forbilledet for en politisk disciplinering af samfundet. Forsøget på at reducere samfundet til produktionssfære kunne ikke andet end mislykkes.

Det er en periode, hvor marxismen lider under dybe tab, ikke alene i Rusland, men også i fascismens Europa. Mange bliver ekskluderet fra kommunistiske partier, der adlyder de sovjetiske diktater (Karl Korsch og Antonio Gramsci), og György Lukács, som fængsles i Moskva og tvinges til lydighed. Mange drives i eksil, blandt dem Theodor W. Adorno, Max Horchheimer, Wilhelm Reich og Herbert Marcuse, mens andre omkommer i flugten som Walter Benjamin. Det nye styre efter fascismens nederlag fordriver også flere, Ernst Bloch og mange andre.

Indfanget i et akademisk miljø i dag med et utilgængeligt teoretisk sprog indtager marxismen en ringe rolle i den politiske virkelighed, i sociale bevægelser og faglige organisationer. Dette kan være ved at ændre sig i den nuværende krise. En global krise, der samtidig er en udfordring til marxismens hidtidige begrænsninger.

Historiens klasser

Bestræbelsen på at definere én bestemt afgørende aktør, eksempelvis proletariatet, er blevet undermineret af selve den globale historiske proces.

I forskellige socialhistoriske perioder vil bestemte sociale klasser indtage særlige strukturelle betydninger. Dette ændrer sig i den historiske udviklingsproces, overlejres af andre betydninger, og flettes ind i nye dimensioner af magt og underordning.

Subjektet i den historiske proces er selve den menneskelige aktivitet i verden, dens interesser og interessemodsætninger, dens viden og uvidenhed, dens traditioner og tolkningerne af dem.

Moderniseringer

Hidtidige modeller for »modernisering« af samfundsøkonomier slår ikke længere til. Ikke alene den »socialistiske udviklingsmodel« men også varianterne af en kapitalistisk udviklingsvej er i dyb krise.

Med baggrund i den nuværende globale produktive kapacitet formår industrialiseringsmodellen ikke længere at absorbere de utallige marginaliserede. Koblingen mellem industrialisering og urbanisering er brudt. Endeløse townships og locations, favelas og villas miserias, vildtvoksende og trøstesløs vækst i uformelle og forarmede bosættelser, er nu »lumpenproletariatets« enorme verden.

Det er også væsentligt at anerkende, at verdslige organisationsformer ikke har indfriet de forhåbninger, som de selv har vakt. I vidtstrakte arbejderkvarterer er marxismens stemme forstummet. I de nye elendighedskvarterer har den aldrig lydt. Islamisk puritanisme bliver til en udviklingsideologi, der efter marxismens forfald, søger at skabe en udviklingsdynamik i samfund, der er stagneret i skam og frustration.

Nytænkning er nødvendig for alle, der ønsker at kunne håndtere og forstå den tiltagende marginalisering af stadig flere, både i mere velstående og mindre udviklede økonomier.

Stater og partier

Som organisationsformer har statsdannelse og politisk partidannelse deres udspring i en bestemt historisk periode. Deres betydning og rolle som historiske aktører ændrer sig over tid.

Skabelsen af nationale territorier, af nationale identiteter og markeder er historisk set staternes aktionsfelt, mens den politiske partidannelse og dannelsen af faglige organisationer har været afgørende i demokratiseringsprocessen.

Nedbrydningen af nationale markeder, nye former for territorialisering og international institutionsdannelse, og hermed nye former for identitetsdannelse, fremkalder nye organisationsformer, historiske aktører og interesser.

Disse organisationsformer er ikke længere som i en tidligere periode i kapitalismens udvikling formet af hærens, af skolens og fabrikkens autoritære model. Produktivkræfternes mest avancerede udviklingsfelt giver mennesket en adgang til verden, der ikke kan eller kun vanskeligt kontrolleres af magten.

Adgangen til verden er præget af selvorganiserede netværk på tværs af traditioner, hierarkier og kulturer, hvor relationerne er fleksible, innovative, omskiftelige og globale. Gensidig kontakt, anerkendelse og sympati, globalt samarbejde og nye globale handlingsstrukturer vokser frem i politiske aktioner hinsides partidannelser.

Sociale, politiske og etiske dialoger forener i stigende grad de forskellige i denne ene verden, hvor miljøpolitiske dimensioner når et globalt niveau. I stigende grad oplever vi en udfordring af den »statsræson«, der så længe har hersket, flere og flere, der søger at undslippe fra statsmagtens spindelvæv (Michel Foucault).

Set i dette lys er den traditionelle partidannelse og faglig organisering ikke en tilstrækkelig model. Menneskene organiserer sig anderledes, ikke blot som arbejdskraft, men også i opgøret med kapitalens beherskelse af arbejdskraften.

Tolkninger af verden

Marx skriver, at filosofferne har tolket verden forskelligt, men at det handler om praktisk at forandre den. I forandring af verden er der en forandring af tanken. Og i forandringen af tanken i tiden kan foregribelsen af forandringen af verden også anes som symptom og signal.

Beherskelse af mennesker indeholder altid et symbolsk element, en tolkning, der gør tilstanden forståelig både for den herskende og den beherskede. Hegemoni er altid både fysisk og symbolsk, magten hersker over kroppen og over sindet.

Den symbolske dimension er taget voldsomt til i omfang i de senere årtier. Produktionen af symbolske verdener, af kulturelle forståelsesformer er i dag en produktion, der er organiseret materielt både i hidtil uset omfang og teknologisk niveau.

Underholdningens dybeste betydning er at »holde under«, at underkaste mennesker de billeder og det sprog, der hersker i tiden. At anfægte, kritisere og underminere denne produktion af forståelsesformer er en integreret del af den forandrende praksis. Omfortolkning og omvæltning kan ikke adskilles.

Global modstand

Den globale modstand udgår ikke fra et bestemt centrum, den ledes ikke af en bestemt instans, den er ikke er underlagt et enkelt, hierarkisk sprog. Den hviler på forskellige tolkninger, forskellige sprog og kulturer. Den er ikke »monokulturel« som tidligere tiders kommunistiske internationale, der søgte at etablere fælles normer og fælles sprog blandt dens sektioner.

Netop denne mangfoldighed gør tolkningsarbejdet til en central dimension i modstanden. At forbinde modstandens elementer, at knytte dens tråde og temaer sammen, at skabe overblik uden at reducere, at gøre modstanden forståelig for sig selv i hele sin globale kompleksitet, i sin samtidighed og usamtidighed, i sine ligheder og forskelligheder, er i dag en nødvendig praktisk bestanddel i udviklingen af denne modstand.

Der er behov for en tænkning og praksis, der lader sig gennemstrømme af verden, af mangfoldigheden i verden, af alle modstandens former og sprog. Der er behov for at gribe tilbage til modstandsformer, også de anarkistiske og utopiske, der i den kommunistiske tradition blev fordømt som reaktionære og kontrarevolutionære. I Ukraine blev en dyb folkelig anarkistbevægelse slået ned i årene efter den sovjetiske magtovertagelse og igen i Spanien under borgerkrigen.

Der er en modstandens undertrykte historie, der skal rehabiliteres i en verdensåben tilegnelse af den mangfoldighed af kamp- og protestformer, der vil kendetegne modstanden i de kommende år.

Konfliktens epoke

Dette er en epoke med tilspidset konflikt. En epoke, hvor ét imperialistisk system svækkes og viger for andre interesser og alliancer. En epoke præget af store farer og store muligheder. Et truet naturgrundlag, voksende global ulighed, masseopbrud og migration, ressourcekamp og krige er det stof, som revolutionære omvæltninger er gjort af – både i historien og i fremtiden.

Herskende klassers manglende evne til at erkende og handle i forhold disse udfordringer er et yderligere og altid afgørende element. Ret beset vokser alle sociale revolutioner ud af magtens fortabte evne.

Men også modstanden må erkende det uerkendte i den historiske proces, ikke mindst i perioder præget af dybtgående sociale kriser. I en sådan periode vil begivenheder og handlinger oftest »løbe forud« for de begreber, som modstanden endnu formulerer sig i. En åben og fortløbende kreativitet i modstanden vil mere end nogensinde være nødvendig.

Patrick Mac Manus er skribent, aktivist og bedstefar. Han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti fra 1973-1990, formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion 1986-1990 og nuværende talsmand for Foreningen Oprør.

Patrick Mac Manus har bl.a. skrevet bøgerne Heksenes genkomst – om afrikanske udviklingsperspektiver (1993), Klagesang for Art O Laoghaire (1994), Fra Den udeblevne Apokalypse (1997),og For endnu at kunne leve (2000).