Kommentar: Otte år i nyliberalismens tegn

Et økonomisk svækket, velfærdsmæssigt ringere og socialt og politisk mere splittet Danmark er, hvad Anders Fogh Rasmussen efterlader sig.

Nogen vil sikkert vælge at fokusere på, at han med NATO-generalsekretærposten bliver den højest internationalt rangerende dansker i nyere tid, og at det skulle være en gevinst for Danmark. Men Fogh er i NATO udenfor det danske politiske farvand, som han indrømmet kender så godt og man bør derfor nok vente med hyldesttalerne og se, hvordan det lykkes?

Uomtvisteligt er derimod den kynisk dygtige systematiske undergravning af den danske velfærdsmodel, som Fogh har stået for. Langsomt og skridt for skridt er det lykkedes ham og hans fæller at høvle af velfærdens hidtidige solidariske principper og flytte den danske samfundsmodel mod en nyliberalistisk vision.

For at få magten afsvor Fogh i 2001 officielt sit mål om en »minimalstat« i stedet for velfærdsstaten og påtog sig som ulv i fåreklæder endog at »forbedre velfærden« navnlig på sundhedsområdet. Men den nyliberalistiske recept med markedsgørelse, markedsstyring og mere privat sektor og forbrug er forblevet og har stedse været den grundlæggende inspiration og ledetråd for ham og hans regering og vil næppe være det mindre efter, at han er væk.

Et økonomisk svækket Danmark

Det er næppe endnu alment erkendt, men den måske værste arv Fogh efterlader Danmark, er den usunde økonomiske politik han har ført.

Tilsyneladende havde Fogh stor økonomisk succes. Fra 2004 til 2007 var der – godt hjulpet af de internationale konjunkturer før finanskrisen - økonomisk opsving og arbejdsløsheden sank til historisk lave niveauer.

Men Foghs danske opsving var ikke baseret på øget produktion, større økonomisk vækst og indkomst. Tværtimod har produktiviteten og den økonomiske vækst i Danmark under Fogh reelt ligget til dumpekarakter. Opsvinget blev i stedet skabt ved likviditetsudpumpning til privat forbrug igennem skattestop og skattelettelser samt gennem en massivt forøget privat låntagning, baseret på omsætning af kapitalgevinster på boligmarkedet til forbrug via nye låneformer.

Den indenlandske del af opsvinget i Danmark var reelt baseret på en boble, og i dag sidder danskerne tilbage med gælden, mens dansk økonomi både rammes af den internationale finanskrise og den hjemlige bristede boble.

Som Venstre under Brixtofte i Farum købte borgerne gennem kunstige skattenedsættelser og sjove kommunalt finansierede udlandsrejser har Venstre under Fogh i Danmark købt danskerne gennem en økonomisk fremgang og et øget privat forbrug, som de i de kommende år selv kommer til at betale, når gælden skal nedbringes igen.

Og det bliver under økonomisk langt ringere vilkår, når den dobbelte inden- og udenlandske krise rammer Danmark, og arbejdsløsheden i de kommende år eksploderer.

Opsvinget kunne have været brugt til at opruste Danmark økonomisk og velfærdsmæssigt. I stedet er ikke blot opsvinget blot spildt, men decideret soldet op. Fogh har nu reddet sig væk, forbrugsfesten er ovre og danskerne sidder tilbage med lommesmerterne, gælden og regningen.

Udhuling af velfærdsstaten

Opsvinget blev af Fogh heller ikke udnyttet til at opruste det danske samfunds kollektive kapital i den offentlige sektor, men blev tværtimod finansieret gennem vedvarende udsultning af velfærden.

Angrebet mod velfærdsstaten er især ført fra den økonomiske side. Gennem skattestop og skattelettelser lykkedes det så at sige at fodre hunden med sin egen hale. Hele befolkningen fik uddelt skattelettelser, men karakteristisk nok langt størst til de større boligejere og de økonomisk velstillede.

Til gengæld har befolkningsflertallet selv betalt sine mere symbolske lettelser gennem nedslidning og udhuling af de offentlige velfærdsydelser, der reelt er blevet sat på stand by under Fogh.

Man kan naturligvis ikke i længden opretholde velfærdsniveauet og så samtidig afsnøre den offentlige sektor fra finansieringssiden. Det må uvægerligt skulle betales gennem nedbringelse af de offentlige udgifter og velfærden.

De offentlige udgifter har da også været holdt i kort snor under VK-regeringen. Men også her efterlader Fogh en yderligere massiv regning til fremtiden, idet regeringens langsigtede økonomiske 2015-plan pga. de i 2007 uddelte skattelettelser har et større hul i de offentlige finanser.

Hvorfor regeringens plan for de kommende år dikterer massive direkte besparelser og nedskæringer i det offentlige forbrug og dermed i den kommunalt leverede velfærd.

Et todelt Danmark

Undermineringen af velfærdsstaten har naturligvis ikke begrænset sig til den økonomiske side. Fogh og hans regering har ført en aktiv politik for at dreje det danske velfærdssamfund imod en nyliberalistisk model.

Ikke mindst sundhedsområdet har været scene for en offensiv mod øget privatisering og flere private betalings- og forsikringsordninger. Privathospitaler er blevet forkælet med overbetaling og private sundhedsforsikringer er blevet skattefinansieret, mens det offentlige sundhedsvæsen er blevet sat på økonomisk smalhals. Igen primært til gavn for de økonomisk bedrestillede.

En opskrift på langsomt, men sikkert at få navnlig de økonomisk bedre stillede til langsomt at vende den offentlige velfærd ryggen, trætte af besparelser og kvalitetsforringelser. Og en opskrift, som man garanteret vil se Foghs efterfølger og aktive våbendrager netop på dette område, Lars Løkke Rasmussen, drive systematisk videre.

Til den dag kommer, hvor middelklassen ikke længere over skatterne vil betale for en nedslidt offentlig velfærd, som de alligevel i stigende grad køber privat leverede erstatninger for.

Perspektivet for denne udvikling er skræmmende: Et todelt velfærdssystem med privat leveret 1. klasses betalingsvelfærd til de økonomisk bedre stillede og en offentligt leveret, fortsat gratis, men skrabet minimumsvelfærd for »fattigrøvene«.

Et mere ulige Danmark

Danmark er under Fogh i stigende grad blevet splittet mellem de økonomisk bedrestillede med fordel af Foghs særlige økonomiske, velfærdsmæssige og fordelingsmæssige udviklingsmodel og så de mindre velhavende, som navnlig har oplevet konsekvenserne af den langsomme forringelse af velfærdsydelserne på egen krop, og hvis andel af den økonomiske fremgang har været i den mere symbolske ende, som de tilmed i de kommende år med usvigelig sikkerhed vil se fordufte.

Denne splittelse har ikke blot været gennem økonomisk favorisering af de bedre stillede. Fogh og beskæftigelsesminister Klaus Hjort Frederiksen har systematisk direkte forringet vilkårene for samfundets svage gennem kontanthjælpsforringelser og stramning af beskæftigelses- og senest sygedagpengelovgivningen.

Fogh efterlader sig således et mere socialt ulige Danmark.

Et mere isoleret Danmark

På samme måde som Fogh systematisk har spillet på at splitte danskerne ved at skabe økonomiske, fordelings- og velfærdsmæssige skel har tvedragten og spliden også været hans våben i udlændinge-, kultur- og værdipolitikken.

Det lykkedes Fogh og Pia Kjærsgaard at oppiske et sådant hysteri mod udlændige, at indvandring og tilgang af arbejdskraft udefra er blevet bragt til et lavpunkt uanset, at den danske økonomi på grund af pensioneringsbølgen på sigt vil få brug for omfattende tilførsel af arbejdskraft.

I stedet har Fogh fodret hunden med egen hale: Man »slipper« for udlændingene, men så skal den danske befolkning selv levere den yderligere arbejdskraft i form af et længere og længere arbejdsliv, før de kan trække sig tilbage. Hvilket naturligvis navnlig vil ramme dem med dårligere job og større arbejdsmiljømæssig nedslidning.

Også i kultur- og værdikampen har det etniske splittelsesvåben været brugt. Fogh og hans våbendragere, her ikke mindst den tidligere konservative kulturminister Brian Mikkelsen, har som elefanter i glasbutikken ført sig frem og forsvaret Jyllandspostens helt meningsløse og ubegrundede provokationer mod islamiske befolkningsgrupper og lande og dermed fremstillet sig som danskhedens forsvarere mod en truende omverden.

Sammen med Foghs følgeagtige deltagelse i Bush administrationens løgnagtige felttog har det ikke blot splittet den danske befolkning, men også ødelagt Danmarks traditionelle ry som et fredsbevarende og mæglende nation. I stedet er vi blevet mere isoleret og forbeholdent modtaget navnlig i den tredje verden.

Rasmussen går, Rasmussen kommer

Der er desværre ikke grund til at forvente snarlig bedring, fordi Fogh nu forsvinder. Han efterlader sig på en række områder regninger, der skal betales, og en langt dårligere udgangssituation end han overtog.

Alene det vil presse for mere hårde løsninger. Og Fogs efterfølger, Lars Løkke Rasmussen, er ikke de bløde midlers og samarbejdets mand. Han er magtspillets og den brutale politiske taktiks mand, hvad strukturreformen, sundhedspolitikken og skattereformen tydeligt viser. Og han er frem for alt lige så eller endnu mere dedikeret til markedsfundamentalismens og nyliberalismens recepter. Under forberedelserne til tronskiftet har han karakteristisk nok sat iværksat et programmatisk arbejde, som skal relancere Venstre og regeringens under »frihedens« fane.

Løkkeland kan tydeligvis forvente sig at få nyliberalistiske løsningsmodeller ind med skeer kombineret med en hårdhændet økonomisk politik, hvor den offentlige sektor i endnu større grad end tidligere kommer til at betale regningen for Foghs låne og forbrugsfest.

Fogh efterlader danskerne en arv og gæld, som der er god grund til ikke at vedkende sig og et omfattende reparationsarbejde, hvis det skal lykkes at redde økonomi, velfærd og sammenhængskraft i Danmark.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand.scient. adm.

Henrik Herløv Lund udsender i forsommeren 2009 bogen Mod det todelte samfund – fra Kvalitetsreform til minimumsvelfærd på forlaget Nyt fra Samfundsvidenskaberne.