Chefpolitiinspektør Jørn Aaby har i et brev til en aalborgensisk borger beklaget, at 12 nordjyske politibetjente har tilmeldt sig Facebookgruppen »Ryd 1000fryd«.
Læs den tidligere artikel »Politifolk vil rydde kulturhus i Aalborg« på Modkraft.dk
Flere af betjentene har, siden sagen blev rejst i dagbladet Nordjyske, været indkaldt til en samtale med chefpolitiinspektøren og ingen af de tolv betjente er længere medlem af hadegruppen.
1000fryd er et alternativt spillested i Aalborg, der flere gange har været udsat for overfald og hærværk fra rabiate AaB-fans og højreradikale grupper i det nordjyske – og politiet er flere gange blevet kaldt ud til spillestedet på grund af uroligheder.
To af de betjente, der havde tilmeldt sig Facebookgruppen, var på vagt, da der udbrød uroligheder foran 1000fryd i august 2007. Episoden førte til flere klager over politiet for unødig magtanvendelse, da betjente trak stavene.

Lars Hellerup var en af de borgere, der har klaget til politiledelsen over at politibetjentene offentlig tilkendegav deres modstand mod 1000fryd. I et brev til politiledelsen ytrer han frygt for, at betjentene ikke vil handle neutralt ved politiaktioner ved spillestedet.
I et svar til Lars Hellerup, skriver chefpolitiinspektør Jørn Aaby, at politiledelsen mener, at betjente »generelt bør fravælge medlemskab af Facebookgrupper med et indhold, der kan opfattes som krænkende, stærkt rabiat eller yderliggårende«. I brevet skriver chefpolitiinspektøren desuden, at sagen vil blive taget op i samarbejdsudvalget.
Lars Hellerup siger, at han er tilfreds med at svaret fra politiledelsen.
– Det er omhyggeligt, og det afspejler, at man har arbejdet seriøst med sagen, siger han til avisen Nordjyske.
– Jeg er glad for, at man nu har fået rejst diskussion og taget hul på, hvordan politiet skal agere med alle de nye medier, der dukker op. Jeg er glad for, at der fra politiledelsens side er sendt et tydeligt signal om, hvad man kan og ikke kan, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96