Marx, Keynes og krise

Debatten i Modkraft om kapitalismens krise er opmuntrende. Den tager temaer op, der længe har været bandlyst, fordi politik og kritik har bevæget sig inden for snævre parametre af indforståethed med et system, der blev antaget for at være grundlæggende velfungerende. Det brasede så sammen med et brag.

Erkendelsen af alvoren varierer. Der er stadig dem, der mener, at der blot skal pilles lidt ved skatterne, hvorimod en stor del af venstrefløjen slår på, at krisen skyldes deregulering af finansmarkederne, og at regulering og hjælpepakker à la John Maynard Keynes eller Franklin D. Roosevelts initiativer i trediverne må være et minimum for at komme ud af krisen (Henrik Herløv Lund »Finanskrisen: Er vi på vej mod den største krise siden 1930’erne«, 30. september 2008; Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen »Ham der Marx....«, 8. oktober 2008; samt Pelle Dragsted: »Styrkeforhold, agitation og analyse«, 18. februar, 2009).

Andre fremfører, at krisen er kapitalismens, og at modsætningerne nu er i fuldt flor. Der er brug for et reelt socialistisk alternativ (Anders Hadberg: »Enhedslisten og finanskrisen«, 11. februar 2009; samt »Enhedslisten og krise: To hovedopgaver«, 16. marts, 2009; og Adam Ring og Frederik Ohsten: »Kommentar: Kapitalismen bærer skylden for finanskrisen«, 31. oktober 2008).

De første repræsenterer en form for pragmatisk venstrekeynesianisme, de sidste kører en marxistisk-politisk linie. Endelig diagnosticerer Birger Linde (»Hvad er det med den krise«, 2. marts 2009) krisen ud fra globaliseringen og den neoliberale politik samt kapitalismens krisetendens i al almindelighed.

Finansboblen blev for halvandet år siden punkteret af subprime-krisen, efterfulgt af et voldsomt økonomisk lavineskred. Men måske er finansbobler i sig selv et krisetegn. En forklaring på den nuværende økonomiske krise må gå videre end til finanserne og inkludere det klassisk-økonomiske begrebspar produktivt og uproduktivt arbejde.

Sondringen er nødvendig for at forstå det kapitalistiske system, som nogle kalder »økonomi« eller blot »markedet«. Systemet er ikke til for at gøre os lykkelige, men for at gøre kapitalen større. For at nå en dybere forståelse er det nødvendigt at grave ned i Marx’ og Keynes’ teorier for at se på implikationerne for venstrefløjen.

Marx, finanskapital og krise

Uanset hvor begejstret venstrefløjen er for gamle Marx, er der punkter hos ham, der skal forstærkes. Han kunne jo ikke forudse alt, selvom han er mere relevant at læse i dag end mainstream økonomer over en bank, for kapitalismeforståelse drejer sig ikke om profetier, men om mekanismer.

Grundlæggende hos Marx er kapitalbegrebet, der latent indeholder alle de andre økonomiske kategorier. Kapital er nemlig ikke en entydig størrelse, men en flydende proces, hvor varer produceres ved at kombinere arbejdskraft og produktionsmidler, inklusive hjælpestoffer som energi, for at kunne sælges på markedet for penge. Der købes atter ind, og processen starter forfra. Dens credo er det lille ord på tre bogstaver: mer’.

Noget af det mer’ konsumeres måske, andet nyinvesteres, men rene geninvesteringer skulle gerne først dækkes. Fremstillingen er lidt basal, Kapitalens Bind 1 i kortform, for ikke alt der sælges er produceret som fysiske varer. Services er også til salg – og finansprodukter. Det vender jeg tilbage til.

Marx så varer og penge som hinandens modspil, og penge var også i udgangspuktet en vare, guld og/eller sølv. Den sidste snert af guldfoden blev opgivet i det internationale system i begyndelsen af halvfjerdserne, og på trods af guldprisens himmelflugt i disse krisetider, er vi ikke gået tilbage til guldfoden.

Penge er dog stadig noget »værd« ved at repræsentere generel købekraft (i et omvendt forhold til prisniveauet og dets bevægelse) samt give rente, flere penge, så forskellen mellem penge og finans er blevet udvisket.

Almindelige mennesker får naturligvis adgang til penge gennem indkomster for deres arbejde. Der er mange kredsløb. Bankerne ligger inde med balancer, som skal lånes ud for at forrente sig. Det er faktisk deres opgave, bare de holder en reserve.

For at forstå penge og finans er det klogt at bevæge sig til Kapitalens Bind 3, hvor Marx analyserer sig frem til, hvordan aktiekapitalen er opstået (fordoblingen i realkapital og aktiekapital) og taler om statsgæld, uden at han af den grund ser et systematisk samspil mellem forskellige aktiver, men det skyldes nok, at han var optaget af at påvise fejlagtige antagelser om deres oprindelse, ikke af hvordan finansaktiver kunne komme til at bevæge sig i videre forløb. Marx havde f. eks. ikke en egentlig renteteori. Pengerenten skulle blot være mindre end profitraten.

Marx’ beskrivelse af sammenhængen mellem svindel og krise er Stein Bagger og Bernard Madoff rullet sammen til én.

Men det er nødvendigt at tage senere udviklinger i betragtning og forklare dem. Ikke for at forkaste arbejdsværditeorien som grundlag, som bl.a. Anders Lundkvist gør i artiklen »Krisen og økonomisk teori – hvorfor neoklassikerne og Marx går fejl af den moderne kapitalisme« (se kommentaren i faktakboksen her ved siden af), men for at se på hvilke twists and turns kapitalismen har været i stand til, inkl. leveringer af høje profitter, der ser ud til at modsige »profitratens tendentielle fald«, som mange ellers har taget som Marx’ fundamentale udsagn om kapitalismens sidste buk på verdensscenen.

Linde og også Lundkvist hæfter sig ved, at profitraten ikke ser ud til at være faldet eller faldende. Lige indtil sidste krak var den høj – omkring 15 procent ansås som normen for et respektabelt firma.

Spørgsmålet løses ikke ved et matematisk bevis eller modbevis af, at kapitalapparatets værdi vokser hurtigere end merværdiens del af nyværdien, det grundlæggende postulat i profitratens fald. Det er i øvrigt så kompliceret at finde frem til nyværdiens størrelse og kapitalapparatets værdi, at det er ret omsonst. Derimod skal svaret søges i, hvad der faktisk er sket, inklusive om der er drejninger, der har fået den profitrate, man kan få øje på, til at se stige, og om det er holdbart. Finansmarkedet og den internationale økonomi har leveret varen.

Her skal man se på hele finansmarkedet, hvor spillet er mellem afkast på pengeinstrumenter, obligationer, aktier og realinvesteringer (inkl. boligmarkedet, der har sine egne komplikationer, og som i eminent grad har sammenblandet finansmarked – kreditforeningslån – og »realkapital« i form af byggeri, samt jordpriser) samt alle de derivater, der er bygget ovenpå.

På Marx’ tid var Bank of England guldets forsvarer, og når guldudflydning truede, hævede den bankrenten, så vendte pengene hjem igen. Staten opererede via finansministeriet (»Treasury«, skatkammer, som det så passende hedder), der udover at indkræve skatter finansierede eller genfinansierede sin gæld via skatkammerbeviser, statsobligationer. I attenhundredetallet var denne rolle dog ikke systematisk, men mere en refleks af krigsførelsesbehov.

Dette har udviklet sig. Nutidens nationalbank, statens bank, påvirker markedsrenterne og dermed kapitalmarkedet via den bund, den lægger under dem via sin egen diskonto samt er »lender of last resort« (lige nu »first resort«). Staten udsteder obligationer, der konkurrerer med bankindeståender, opsuger likviditet og finansierer statsudgifter. Derved påvirkes forholdene for aktiehandel og andre handlede papirer, og man mente indtil for ganske nylig, at blot renten blev sænket ville aktiekurserne stige.

Men hvis ikke tilliden til de underliggende virksomheder er til stede, holder investorerne sig væk fra aktier, uanset om renten sættes ned. Markedet er asymmetrisk: med bedre udsigter for virksomheder, stiger aktiekurserne.

Omvendt, hvis aktiekurserne stiger, betyder det ikke nødvendigvis kapital til nyinvesteringer, end ikke bedre udsigter for »realøkonomien«. Det signalerer måske blot en tro på, at kurserne vil stige endnu mere. Så hvis end ikke børserne stiger med lav rente, skyldes det simpelthen dårlige udsigter for investeringer.

I enhver krise bliver rede penge det afgørende. Derfor rejses spørgsmålet på ny, hvad penge er.

Afdøde Milton Friedman, en del økonomer og folkeviddet ser penge som et produkt af den offentlige seddelpresse. Men i normale tider er nationalbanken ikke impliceret, når mer’ skal sælges. Pengene skaber sig selv i kredsløbet. Fru A sælger til firma B, og så krediterer og debiterer de lystigt på hinandens konti. Da mere er skabt, skabes der også flere penge.

Det er svært at holde balance på regnskaberne, når der kommer mer’ ind et sted. Det muliggør indførelsen af nogle fiktive størrelser som modvægt, så dobbeltbogholderiet balancerer. Balancerne blæses op, à la islandske banker: bank A lånte til bank B, der lånte til bank C, og C lånte til bank A.

Bemærk, at der var tre. To ville ikke gøre det. Med garantier fra hjemlige bankforbindelser i ryggen kunne islandske investorer låne internationalt og gå på storindkøb i bl.a Danmark. Slutningen på det finanstogt er kendt, ikke kun et par banker, men en hel økonomi røg med i faldet.

For dem, der vil starte en virksomhed, er opsparing i hvert fald en saga blot. Lidt egenkapital og ud på lånemarkedet. Renterne skal betales af de forventede profitter.

På den måde er økonomien blevet rettet mod fremtiden. Økonomer siger med stor selvtilfredshed, at markedet styres af »forventninger«. Ja, fordi det er den måde, finanssystemet har udviklet sig på. Nogles forventninger er dog vigtigere end andres.

Keynesianisme og hvad venstrefløjen kan bruge den til

Om John Maynard K. er at sige, at han var en god intuitiv økonomisk politiker og var eminent, når det drejede sig om pengehistorie- og udviklinger. Det var, da han kørte det hele sammen, at det gik galt, thi hans generelle teori er bygget på klumpede begreber, der ikke sondrer mellem pengeudtryk og fysiske størrelser. Men Keynes var den, der for alvor begyndte at tale om forventninger, altså at se økonomiens fremadrettethed snarere end ’kapitalens realiseringsproblem’.

Keynes anså guld for at være overflødigt i valutasystemet, bl.a. fordi han indså, at USA, der havde hobet store guldreserver op, blot ville bruge guldet til at befæste sin dominans. Men han blev nødt til at støtte genindførelsen af den internationale guldfod ved Bretton Woods-konferencen i 1944.

At systemet brød sammen i 1971 har sin begrundelse i, at det blev for snævert for de kapitalbevægelser, der var begyndt at krydse Atlanterhavet mere og mere ivrigt. Dollarfoden var en realitet længe inden sammenbruddet, som verden i øvrigt kom sig forbløffende hurtigt over. Den aftale tales der nu henført om: en ny Bretton Woods...

For tiden er det Keynes’ mest kendte værk, The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936, hvori han prøver at gentænke hele økonomien og dens kategorier, der hives frem. Heri taler Keynes i brede termer om »efterspørgsel« og »investeringer« uden helt at gøre klart, hvad der måles i. Godt nok kommer han ind på begreber som arbejdsenheder som mål for beskæftigelsen og lønenheder som mål for lønningerne, men i praksis lader han det ene stå for det andet (Marx-kyndige ved, at det er vulgærøkonomi par excellence). Derudover brugte han heller ikke disse begreber til noget, måske fordi han ville vise, at det drejede sig om at sætte skub i noget, den henslumrende økonomi.

I daglig tale er keynesianisme blot identificeret med underfinansierede statsbudgetter. Grav et hul og betal for det, er devisen, og Keynes himself sondrede heller ikke mellem produktivt og uproduktivt arbejde, eller mellem hvad der var kapitalproduktivt og ikke.

Keynes led under det velkendte økonom-syndrom at betragte kapital som noget, der kræver afkast som en død masse. Hans multiplikator, at pumper staten 100 ud til investeringer, så bliver det, der ikke spares, geninvesteret og giver vækst osv, osv, er ren metafysik for viderekomne.

Først og fremmest var tredvernes krisestyring en genaktivering af det slumrende kapitalapparat og skabelse af betingelserne for et nyt, som også andre debattører har gjort opmærksom på.

Multiplikatoren står i øvrigt i skærende kontrast til det gamle diktum om ligheden mellem opsparing og investering, som Keynes ikke ville opgive. Hans løsning blev at kombinere multiplikatoren og ligheden mellem investering og opsparing i »ligevægt« ved at postulere, at økonomien blot skulle »multipliceres« hen til et nyt ligevægtspunkt for investering og opsparing.

Finansmarkedet forsvandt her helt for Keynes, der mente, at al opsparing enten gik til nyinvesteringer (medmindre den blev fastfrosset i banksystemet eller lagt under madrasserne) eller også købte opspareren et aktiv, som en »nedsparer« ville af med, og dermed ophævede transaktioner med »gamle« værdipapirer hinanden.

Keynes kunne ellers i sine unge dage skrive indsigtsfuldt om terminshandel med valutaer. Men når han skulle tænke stort, glemte han sin finanskunnen.

Keynes’ tilsyneladende periodiske succes skyldes, at han både dækkede en alvorlig krise, samt at han hjalp med til at få den til at fremstå som overkommelig. Derudover bærer hans succes vidnesbyrd om, hvor håbløst ude af trit med enhver form for virkelighed de fleste andre økonomer var og desværre stadig er.

Den nuværende realøkonomiske krisepakkesnak går ud på at styrke statens investeringer i infrastruktur. Det er en god idé, ikke fordi den er keynesiansk, men fordi offentlig infrastruktur er blevet lagt i hænder, hvor den ikke hører hjemme. Infrastruktur består ikke af engangskonsumerbare produkter, eller også leverer den produkter, der skal spares på, ikke blot bruges løs af (elektricitet), som det jo er den uhæmmede kapitals drift for markedsekspansion.

Når venstrefløjen bruger Keynes som argument for »lidt mere« af det, de i forvejen går ind for, offentlige investeringer, er der således tale om en forskydning af perspektivet. Prisen bliver mangel på skarphed hos Enhedslisten, der forsvarer sig med, at ikke alle ytringer og politikker kan være i overensstemmelse med den store teori (Marx). Nej, men Keynes er ikke en teoretiker for venstrefløjen, selvom han har sympatiske træk.

Kinas rolle i krisen

Det var først efter den asiatiske krise i 1997-98, at Kina blev dominerende som mål for udflagning, og Indien også begyndte at tage fra. Her var billig disciplineret arbejdskraft og god infrastruktur (måske for mange kulfyrede kraftværker, men det så man gennem fingre med en stund). Kinesiske investeringer kunne give et højt realt afkast, der kom tilbage som likviditet i vores system. Den officielle rente, der ikke er helt uafhængig af »markedsrenten«, kunne holdes lavt i Vesten.

Med billige lån kunne folk her købe dyrere huse, dvs. priserne på dem steg, og der kunne lånes til forbrug. Noget af det endte som en nulsum, men med indkomststigning og nok af arbejde, var der netto mere at gøre godt med.

Samtidig var de fleste priser faldende eller i ro undtagen - indtil 2008 - på olie, metaller og fødevarer. Deres produktion voksede ikke i tandem med industrivarer og stigende efterspørgsel. Det ene er formentlig ikke uafhængigt af det andet: med større købekraft må noget stige i pris (udover huspriserne, der steg omvendt proportionalt med den lave rente og mere til).

Verden så ud til at have skabt et univers af ekstraprofitter i stedet for blot profitter, og kinesiske producenter leverede varerne.

Læg dertil de høje oliepriser, som gav gevaldige fordele til bl.a. Danmark. Men olie- og mineselskabernes ekstraprofitter gjorde andre virksomheder jaloux: de skulle have lige så højt afkast. Profitraten og renten fjernede sig fra hinanden. Finansmarkedet gearede, dvs. tog lån til den lave rente for at investere i papirer med højt afkast.

For at dæmpe prisudviklingen sattes renten trinvist op i USA fra 2004, og det smittede af på huslån med variabel rente. Amerikanske husejere, der sad på de dårligste lån (subprime), kom i uføre. Deres indkomster var typisk gået i stå eller faldet væk, ikke mindst i det afindustrialiserede rustbælte.

Der er nemlig også konkurrence mellem realinvesteringer og finansditto, og førstnævnte led under det høje afkast på finansmarkederne via de gearede instrumenter. Derudover betød de høje oliepriser stigende produktionsomkostninger.

Intrikate finansinstrumenter var opstået: hedgefonde kan tjene milliarder på at udnytte en lille renteforskel, og porteføljeinvestorer skynder sig til udlandet, hvis afkastet dér er større. De klæder de nydelige operationer ind i talen om »risiko« og/eller »shareholder value«. Dristige investorer udnævnes til genier, som fortjener høj løn.

En anden innovation, der imidlertid kan spores tilbage til slutningen af firserne, er sammenstuvningen af subprimelånene til andre instrumenter, ja, de blev direkte til aktiver, der flød rundt i finanssystemet. Da det første led i fødekæden ikke kunne betale, gik der forstoppelse i systemet, og krisen var en realitet gennem mange spektakulære krak i finansinstitutioner, der ellers var regnet som bundsolide.

Opgangstider medfører uvægerligt, at systemets risiko undervurderes. For at rette op på det sørgede man i sidste cyklus for at forsikre afledte finansinstrumenter og samtidig flytte dem væk fra bankernes balancer. De såkaldte »credit default swaps« nåede op på den svimlende sum af 62 billioner (62 med tolv nuller bagefter) dollars, før det hele krakkede.

Sikkert er det, at finanserne før krisen oversteg investeringerne mange gange og endog verdens samlede nationalprodukt.

Da forsikringbegivenhederne indtraf, kunne det dominerende selskab, AIG, ikke dække tabene og stirrede ned i afgrunden. Men heldigvis for giganten stod den amerikanske regering parat til at stoppe i hullerne, så AIG bl.a. kunne dække sine forpligtelser over for Goldman Sachs - og endog Danske Bank.

Tilbage til den bagvedliggende grund til dette sammenbrud. Så længe flagskibene i Kina, Indien, Østeuropa klarede sig, gjorde den vestlige verden det også, især den del, der lå først i finansudvikling og »privatisering«.

Jobs blev skabt i vores del af verden, men de var ikke af den produktive slags, en udgift snarere end tilvækst. Der var selvservicering i metermål. Den klassiske arbejdsværditeori var afskaffet for længe siden (Lundkvists tilståelse er så et venstrefløjsindspark) og ordet »værdi« parkeret på holdepladsen for holdninger og gode intentioner.

Virksomheder fik strikket dyre værdisæt. Men uden varsel blev »værdi« dobbelttydigt på en ny måde: virksomheder havde »værdier«, og deres ledere skabte økonomiske værdier, og det begrundede igen de uhyre lønninger og bonusser, de skulle have.

Da det hele krakkede, var det ris til egen røv, at direktører pludselig ikke kunne kræve ind på grund af al den værdi, de jo så åbenlyst ikke havde skabt.

Efter krisen står verdensøkonomien igen over for strukturændringer. Priserne på kinesiske varer stiger. En masse problemer er dukket op i Kina, og de kinesiske myndigheder ved godt, at de skal investere i renere miljø og energi.

Den kinesiske befolkning kræver også ind. Det siges ofte, at forbruget har været understimuleret i Kina, fordi dens nationalbank ligger inde med en masse amerikanske skatkammerbeviser. Nej, så sent som i firserne havde kineserne en meget lav levestandard. Siden er hundredevis af millioner kommet ud af fattigdom – det gør man ikke uden forbrug - selvom gennemsnitsindkomsten stadig er meget lavere end i Vesten.

Valutareserverne svarer til pengesiden af noget af det mer’, der er skabt. Sagt på en anden måde repræsenterer de valutaudtrykket for de udenlandske investeringer samt kort kapital, der er kommet ind som dollars, og som skal veksles over til yuan. På grund af den måde indflydningerne styres på, lander de i centralbanken og bliver forrentet via amerikanske statsobligationer. Samtidig er store profitter hevet ud af Kina.

Tænk på det på denne måde: dollars flyder ind og køber kapitalgoder og arbejdskraft i Kina. Pengene veksles til yuan først, for det skal de. Der produceres, og varerne sælges internationalt. Mer’ er skabt, og en del af profitten hjemføres, resten af den bruges til nyinvesteringer.

Dollars kommer konstant ind i det kinesiske banksystem, men der må de ikke ligge, så de overføres til den kinesiske reservebank. Disse dollars bruges til import, bl. a. af kapitalgoder, men også til Kinas egne eventyr rundt om i verden. Og derudover investeres de i amerikanske skatkammerbeviser for at give et afkast.

Fremstillingen er selvfølgelig stiliseret, en stor del er blot reproduktion, og Kina har selv en stor industri, der er under kraftig modernisering. Derudover er der også megen udenlandsk investering, der er rettet mod det kinesiske marked. Men mindst en tredjedel af Kinas industri er på udenlandske hænder.

Igen, mer’ passer ikke ind i firkantede regnskaber.

Dollarens rolle som international reservevaluta har således hjulpet amerikanske og andre investorer med indtoget i Kina. Samtidig har operationen tilladt det amerikanske budgetunderskud. Men Kina har også nydt godt og har ikke indtil videre ønsket at frigøre sig fra dollarbindingen.

Nu er Kina grebet af nedturen, og den kinesiske stat har kastet sig over redningspakker i form af offentlige investeringer, der skal genskabe tabte arbejdspladser.

Ud af krisen eller ind i depressionen?

Hvad der skal til for at komme ud af den aktuelle krise er »back to decent work« (hvis man altså stiller ind på den underliggende kapitalistiske logik, som selv ikke systemets forsvarere behersker), for det var manglen på »rigtigt arbejde«, der førte ind i krisen.

Derudover er billioner af først og fremmest dollars forsvundet. En banknedskrivning på grund af dårlige lån er simpelthen penge ud af systemet. På pænt dansk hedder det finansiel »deleveraging«. Der er ikke så meget at forvente med.

Men selvom pengemængderne er faldet – penge er ikke en statisk størrelse, men ændrer sig med op- og nedture – så er der stadig penge at investere. Når de ikke bliver det, skyldes det altså, at der ikke er noget profitabelt at investere i.

Krisen kradser og truer med ikke bare recession, men depression, dvs. langsigtet fald i alle indikatorer. Definitionen af depression er ikke så tilsyneladende fast som recession (to eller flere kvartaler med negativ vækst), men er mere intuitiv. Hvis det her ikke snart går over, så er der depression.

Når USA under Obama er begyndt at tale om »buy American«, så er det udtryk for en forståelse af, at der skal skabes værdi i økonomisk forstand, før man kan købe noget af værdi. USA kan ikke fortsat leve af services og da slet ikke de finansielle. Selvfølgelig er USA stadig et industriland, men konkurrenceevnen er forsvundet.

Kan Kina og andre østasiatiske lande ikke bare producere alle verdens industrivarer? Det kunne de sikkert godt, og det er problemet – kapitalistisk set. Samtidig er systemets mænd og kvinder begejstrede for frihandel, så de står med et dilemma.

Det er selvfølgelig naivt at tro, at de sidste mange års ekspansion i verden har været drevet af handel og ikke kapitalbevægelser i alle former, men der er en stor interesse i at fastholde »handelsparadigmet« for globaliseringen. Det får det hele til at se pænere ud, end det er.

For i praksis er vestligt ejerskab af udflagede virksomheder blevet opretholdt, fordi profitten så kunne komme hjem til vores virksomhedsejere (efter mulige flugtveje). Samtidig er der skabt større ulighed i den vestlige verden, for alle fik ikke lige meget del i den importerede velstand, der blev sat på skinner af opblæst købekraft via friværdi, som det så passende hedder. De der fik del i opgangen, kunne udleve deres nyrige og sørgeligt vulgære drømme, og de mindrebemidlede kom med på vognen via subprimelån, rentetilpasningslån eller hvad der nu blev fundet på.

At påpege systemets indre modsætninger er en opgave for venstrefløjen, ikke at redde det. På den anden side er det også nødvendigt at tænke på menneskehedens ve og vel, der desværre er bundet sammen med det system, man ikke har lyst til at skrive under på.

Kapitalismen står over for grundlæggende modsætninger. En af de ny-gamle er den mystiske marx’ske læresætning, som mange i årevis har remset op uden dybere forståelse: produktivkræfterne, der støder mod grænserne for produktionsforholdene.

Der kan puttes mening i den. Viser internetentreprenørernes vanskeligheder ved at finde en »business model« ikke, at vi kan, hvad vores måde at organisere tingene på har svært ved at leve op til?

Er den enorme produktion, der kan foregå blot i et hjørne af verden, ikke et tegn på, at vi ikke behøver alt det pjat? Kunne vi ikke bare nyde godt af de enorme produktionsmuligheder, der er? Det kunne vi, hvis vi levede i et ægte internationalt økonomisk fællesskab.

Under alle omstændigheder mener jeg, at Enhedslisten kunne trænge til at internationalisere sin klasseanalyse i stedet for at insistere på »den danske arbejderklasse« (hvis man endelig skulle tale i den form for kategorier, så er Danmark nærmest neofeudalt - i hvert fald mentalt).

De fleste herhjemme er servicearbejdere hyret af offentlige skattekroner eller private indkomster. Privatiseringerne af en masse serviceydelser, hvor arbejderne eller funktionærerne tidligere var ansat direkte af det offentlige, imiterer kapitalproduktionens logik, men det at lægge offentligt betalte services ud til private firmaer ændrer ikke ved deres økonomiske »formbestemmelse«, som Marx yndede at tale om.

For at tage et eksempel. Private sundhedsklinikker producerer ikke merværdi, men de kan da godt give overskud til nogle firmaer. Derved bliver de blot dyrere, medmindre man finder en genvej til at reducere omkostningerne, f.eks. ved at ansætte udlændinge der accepterer en lavere løn end danskere.

Disse mellemregninger er vel også med til at forklare det forpestede klima, hvor man (samfundet) gør med den ene hånd, hvad den anden (det politiske flertal) ikke vil være ved.

I den aktuelle situation går det ikke så godt for de danske privathospitaler, for staten har ikke råd til dem og borgerne også mindre, eller sidstnævnte tager til udlandet for lynbehandling. Uanset hvad er der vist ikke meget potentiale for store opgør med kapitalismen og al dens væsen i disse »klasser«, medmindre der sker en reel forarmelse af servicearbejderne.

Hvad med de naturlige begrænsninger, er det ikke også dem som kapitalismen er stødt imod? Olien slipper op, og den samt kul og gas udspyder skadelige affaldsprodukter. Men der er »løsninger«, selv kapitalistisk, på nogle af dilemmaerne.

Selvom ingen endnu har ejerskab til jomfruelige kilder som vind og sol, så skal der dog »varer« til for at udnytte disse energikilder. Når vi har varer, har vi profit, og det er det grundlæggende. Ethvert kriseland skynder sig over i den grønne industri, som om det kan redde dem allesammen. Men klart en positiv udvikling af produktivkræfterne.

Profitter kommer vi ikke uden om selv ved en nationalisering af bankerne (der i øvrigt allerede er af offentlig natur - det er jo dem, der håndterer vores alle sammens pengevæsen, medmindre man altså tror på julemanden, undskyld nationalbanken). Det er klart, at bankerne er så integreret i kapitalkredsløbet, at det er svært at forestille sig en blivende nationalisering. Eller: hvis bankerne nationaliseres, så sker det på grund af deres sammenbrud, ikke Frank Aaen.

Og er den amerikanske finansminister, Timothy Geithner, og nationalbankdirektør, Ben Bernanke, ikke omhyggelige med at forsikre om, at bankerne skal være private? Mon ikke de forbliver det eller bliver det igen?

Herhjemme har åndsfyrstinden Lene Espersen sat trumf på ved at erklære banknationalisering for »nordkoreansk«. Og det omendskønt den forhenværende amerikanske nationalbankdirektør og markedsdinosaur, Alan Greenspan, beskæmmet har måttet indrømme muligheden af banknationaliseringer.

Slutning: tilbage til den politiske virkelighed

Nej, man skal ikke tro på de keynesianske virkemidler som sikring mod kriser. Men dermed ikke være sagt, at et venstreorienteret parti, der nu engang befinder sig på Borgen, ikke kan synes, at én pakke er bedre end en anden.

Det er blot godt med lidt teoretisk afklaring. Og en skam, hvis man – for nu at parafrasere Hillary Clinton – lader en god krise gå fra sig til at gøre op med nogle af de åbenlyse mangler og urimeligheder i de sidste mange år: faldende offentlige investeringer, privat overforbrug, offentlighedsforfald og teoretisk enøjethed pumpet op med megen varm luft og spin.

Forbedringen af skoler og veje er klart at foretrække fremfor udpumpningen af likviditet, der synker som en sten, men efterlader opblæste debet- og kreditsider. Der er frihedsgrader.

På den anden side skal man heller ikke gøre sig nogen illusioner. Hvis for meget lægges over til staten, så er det også kriseskabende. Det er vel derfor, at Keynes bruges til at foregøgle, hvordan der kan sættes skub i den private sektor via alle de her multiplikatorer, så underskuddene kan finansiere sig selv ind igen.

Det kan der kun til den grænse, som den internationale økonomi sætter, så kapitalismen skal nok klare sin næste krise for os. Den spræller dog stadig.

Karen Helveg Petersen er ph.d i økonomi og konsulent i udviklingsbistand