Vi vil generobre universiteterne

I april 2009 starter vi et oprør i Danmark, Europa og globalt.

Vi vil gøre en ende på det neoliberale projekt, som de sidste tre årtier har hærget vores samfund. Vi må opfinde noget bedre!

Vi starter med at befri vores uddannelser og universiteter fra markedsfanatismen. Vi nægter at købe illusionen om videnssamfundet. Og vi nægter længere at leve under bølgen af neoliberale reformer.

Nu – hvor den verdensomspændende økonomiske krise har ødelagt enhver legitimitet for neoliberalismen og idéen om det frie markeds ufejlbarlighed – har vi bedre muligheder end nogensinde de sidste 30 år for at vende udviklingen!

Oprøret

Når vi kræver vores uddannelser tilbage, tilslutter vi os et oprør, der på den ene side har været i gang længe og på den anden side først lige er begyndt!
I Spanien bekæmper de studerende Bologna-processens implementering, i Frankrig kæmper studerende og undervisere sammen mod et forslag til en universitetslov, der ligner den danske, i Italien bekæmper Onda Anomala-bevægelsen Berlusconi-regeringens forsøg på at privatisere hele uddannelsessektoren og i Grækenland besættes hundredevis af fakulteter til forsvar for forfatningen, hvori der står, at al videregående uddannelse er gratis og offentlig.

Disse kampe handler ikke kun om uddannelse, men er udtryk for begyndende generelle sociale oprør i takt med, at den økonomiske krise sætter sig dybere i Europa, og arbejdsløsheden stiger.

Krisen

Konsekvenserne af 30 års deregulering af verdensøkonomien viser sig nu: En krise, der blev udløst af uhæmmet finansiel spekulation, og som nu har sat sig igennem i realøkonomien med verdensomspændende recession til følge.
Denne krise bør blive signalet til, at markedsfanatismens æra er ovre og at udviklingen nu må vende – hen imod en demokratisk indretning af økonomien.

Men i øjeblikket bruges krisen som en undskyldning for at gøre de rigeste endnu rigere på fællesskabets bekostning gennem kæmpemæssige bankpakker. Skatteyderne betaler altså spekulanterne for at redde det nuværende system, genoplive boble-økonomien – og dermed føre os ind i nye kriser.

Der er råd til at give blankochecks til de spekulanter, som har ført os ud i krisen – men ikke råd til at rette op på de skader, som manglende investeringer har påført det offentlige gennem de sidste 30 år.

Krisen har ikke skabt sig selv. Den er et resultat af årtiers indædt kamp for at frigøre markedskræfterne, fra alle andre hensyn end profit til de få. En udvikling vi kalder neoliberalisme, som opstod som en økonomisk og politisk reaktion mod den organiserede arbejdskrafts styrke efter tredive år med velfærdskapitalisme i den vestlige verden. Den hævder, at markedslogikken er den mest effektive i alle sociale sammenhænge. »Det gode samfund« skabes ved at markedets behov sættes i første række, og ved at alle ressourcer, både menneskelige, naturlige og vidensmæssige, gøres til varer, så der kan udvindes profit af dem.

I mange lande førte neoliberalismen til omfattende, direkte privatiseringer: Man solgte simpelthen offentlig ejendom: jernbaner, postvæsen, universiteter, hospitaler og skoler til private investorer. I Danmark har forsvaret for den offentlige velfærd, i hvert fald indenfor uddannelse, dog været tilstrækkeligt til, at fuldbyrdet privatisering af universiteter og skoler indtil videre ikke har kunnet lade sig gøre.

Til gengæld har man overført den neoliberale tankemåde til det offentlige domæne ved at gennemføre reformer, der gør, at den offentlige sektor på alle niveauer fungerer, som om den bestod af private virksomheder. »New Public Management« er betegnelsen for den neoliberale tankemåde omplantet til statens regi. En betegnelse for at styringsmekanismer fra den private sektor implementeres på offentlige institutioner.

Den 22. april vil studerende besætte rektors kontor på Københavns Universitet. Aktionen sker som led i det internationale initiativ »reclaim your education«. Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

New Public Management har medført, at medarbejderindflydelsen og den faglige autonomi er minimeret på de offentlige arbejdspladser. Top-down-ledelser med ansvar for den økonomiske bundlinje er blevet indsat i stedet. De bureaukratiske kontrol- og dokumentationsprocesser er samtidig mangedoblet i et forsøg på, ganske som på en fabrik, at standardisere arbejdsprocessen og minimere »spild«, det vil sige alt, hvad der ikke umiddelbart har økonomisk nytteværdi. Samtidig har man i årevis kunnet maskere nedskæringer i de offentlige bevillinger som »nødvendige effektiviseringer«.

Dette skift er sket i hele den offentlige sektor, fra børnehaver og skoler over hospitaler til universiteter. Den offentlige sektor, som den ser ud i Danmark idag, er altså en underlig hybrid, der stadig skal tage sig af menneskers behov, men på markedets præmisser.

Situationen er ikke holdbar: Efter årtiers underfinansiering og markedsgørelse, ser vi nu en stærk tendens til, at privatiseret velfærd gradvist fortrænger den offentlige velfærd. Eksempelvis er private skoler og hospitaler i kraftig vækst.

Når vi generobrer vores uddannelser, gør vi det derfor, fordi vi ved, at det er hele den offentlige velfærds fremtid der i øjeblikket står på spil.

Kognitiv kapitalisme

Videnssamfundet findes ikke! Det er ikke viden, men vækst og profit der dominerer vores samfund. I det samfund vi kender, er »videnssamfund« blot omskrivning af kognitiv kapitalisme. En kapitalisme der i stadigt stigende grad baserer sig på at udvinde profit af menneskers tanker, begær, drømme og idéer.

Den kognitive kapitalisme har de sidste 20-30 år bredt sig i de dominerende stater i den kapitalistiske verden. Bearbejdning af viden og sociale relationer bliver gradvist de væsentligste former for værdiskabende produktion. Dette sker i takt med, at den industrielle produktion af varer flytter til tredjeverdenslande, hvor arbejdskraften er billigere og produktionsomkostningerne lavere.

Den kognitive kapitalisme bygger på to forudsætninger:

For det første må den gennemtvinge en kunstig knaphed på viden og information – det sker gennem copyrights og patenter; monopoler på viden. Uden påtvunget knaphed, kan viden nemlig ikke gøres til privat ejendom og sælges. Men viden er ikke en knap ressource; for viden bliver ikke mindre af at blive delt.

Den kunstige knaphed på viden er til skade for det store flertal af mennesker i hele verden: De eneste, der har interesse i at forhindre menneskers adgang til viden, er de koncerner, der sidder inde med lukrative monopoler. Gennem kontrol over koden til vital software eller opskriften på medicin kan de rige og magtfulde skovle penge ind på at nægte resten af verden adgang til essentiel information.

For det andet må de steder hvor viden produceres – universiteter og læreanstalter – gradvist omdannes til markedsgjorte, eller endnu bedre, private virksomheder, som sælger viden i stedet for at dele den: Vidensfabrikker, hvor allokeringen af ressourcer til uddannelse og forskning gradvist bliver underlagt ét kriterium: nytteværdien med henblik på indtjening af profit. Både forsknings- og uddannelsesinstitutioner må altså omdannes til profitskabende produktionsenheder.

Universitetet som laboratorium

De danske universiteter er de mest klare eksempler på neoliberale reformer vi endnu har oplevet. Udviklingen tog for alvor fart med universitetsloven fra 2003. Under sloganet »fra forskning til faktura«, skal universiteterne åbne sig mod det private erhvervsliv og lade investeringer fra virksomheder definere, hvad der skal forskes i.

Samtidig skal indholdet af uddannelserne defineres ud fra hvilke kompetencer hos arbejdskraften, private virksomheder vurderer, at de har brug for lige nu.

Når uddannelsernes indhold fastlægges ned i mindste detalje, som det i de seneste år er sket via evalueringer, akkrediteringer og kompetencemålbeskrivelser, sker det især for at sikre, at de studerende ikke uddannes i ting, som ikke vurderes at være nyttige for markedet.
Endelig fjerner universitetsloven demokratiet og medarbejderindflydelsen: demokratisk valgte ledere, der stod til regnskab for deres faglige bagland, er blevet erstattet af ansatte ledere, der blot skal parere ordre der kommer oppefra. Desuden har vi fået bestyrelser med eksterne flertal af repræsentanter fra erhvervslivet.

Når medbestemmelsen minimeres, så er det fordi den er uhensigtsmæssig i en markedsoptik: Studerende og forskerne gør nemlig ikke nødvendigvis det, som er bedst for virksomhedens konkurrenceevne på kort sigt – men prioriterer tværtimod ud fra, hvad der giver mening at beskæftige sig med ud fra faglige og almenmenneskelige hensyn: Vi vil hellere have kure for aids og malaria end nye typer slankepiller! Og prioriteringen af det humane hensyn er i grundlæggende modstrid med det at drive et universitet på markedsvilkår.

Den danske universitetslov er ekstrem i sin grad af markedsgørelse i internationalt perspektiv – men tilpasningen til den kognitive kapitalisme er styret på europæisk plan. To processer har været katalysatorer for forandringen fra industrikapitalistiske velfærdsstater til kognitivt kapitalistiske konkurrencestater i Europa: Lissabon-strategien og Bologna-processen.

Lissabon-strategien har som overordnet mål at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i 2010. For at realisere dette mål har EU-landene dels iværksat en omfattende deregulering af de nationale arbejdsmarkeder – skabelsen af et indre marked for arbejdskraft på EU-niveau – og dels sørget for øgede private investeringer i den offentlige uddannelsessektor.

Bologna-processen har sideløbende hermed harmoniseret og standardiseret den videregående uddannelse i hele Europa. Man har indført sammenlignelige studiestrukturer i kraft af ECTS-systemet og den såkaldte 3+2-ordning. Standardiseringen af uddannelsesforløbene gør det muligt at påklistre de forskellige uddannelser klare indholdsdeklarationer. Dette øger deres sammenlignelighed, sådan at de bliver nemmere at sælge som varer på det hastigt voksende globale marked for uddannelse. Dermed faciliteres projektet om at gøre brugerbetaling for videregående uddannelse til normen i EU.

3+2-ordningen er vedtaget med henblik på at få flere studerende ud på arbejdsmarkedet hurtigere. Nemlig som bachelorer i stedet for som kandidater. I Danmark er det hidtil ikke lykkedes i nævneværdigt omfang, men i store dele af Europa mærkes konsekvenserne af 3+2-ordingen tydeligt. Ordningen er både en kvantitativ og en kvalitativ fordel for virksomhederne, idet bachelorer dels skal have mindre i løn og dels er mindre specialiserede indenfor et bestemt forskningsfelt. At de er mindre specialiserede øger deres omstillingsparathed og gør dem dermed mere brugbare i forhold til virksomhedernes hastigt skiftende behov.

Samtidig lever de så meget desto bedre op til den neoliberale drøm om den evigt fleksible og individualiserede vidensarbejder, en faglig generalist som accepterer usikre arbejdsvilkår med korttidsansættelser og uden pensionsordninger som den naturlige orden i »videnssamfunde«.

Demokratiske universiteter – demokratiske samfund

Vores modstand mod neoliberalisme retter sig mod de globale og europæiske tendenser. Men vi vil starte med forandring lokalt.

Vi kæmper for et demokratisk universitet, fordi vi ønsker et demokratisk samfund. Vi nægter at lade vores uddannelser underkaste profithensyn, fordi vi ikke mener, at noget sted i samfundet bør underkastes rene profithensyn.
Demokrati kan kun finde sted, hvis samfundet består af frigjorte og selvstændigt tænkende individer, der har mulighed for kritisk refleksion over deres hverdag, samfundsudviklingen og magtstrukturer. Dette ideal forudsætter igen offentlige uddannelsesinstitutioner, hvor den demokratiske dannelse som borger ikke som forbruger – er et mål i sig selv.

Vi kræver selvstyrende, demokratisk ledede universiteter, som kan disponere over de tildelte ressourcer ud fra rent faglige og humanistiske hensyn. Kun på autonome, demokratiske universiteter – hvor såvel staten som markedet kan holdes på afstand – kan den kritiske tænkning/forskning og den demokratiske dannelse trives.

Vi vil desuden fastholde ligheden i uddannelse, hvilket forudsætter, at al uddannelse udbydes gratis som en lovsikret rettighed. Vi ønsker, at universitetet fungerer til gavn for samfundet. Men med samfundet mener vi ikke erhvervslivets profit. Vi mener de mennesker, der lever i samfundet. Ikke blot i Danmark, men over hele verden. Den form for samfundsnytte er en direkte modsætning til erhvervslivets profit. Og det betyder, at vi vil have forskning i ting, der forbedrer menneskers livskvalitet, ikke det der gavner erhvervslivets kortsigtede interesser.

Vi går i aktion med en række simple krav til vores universitet. Og vi stopper ikke, før de er ført igennem

Kravene

- Fyr den ikke-demokratisk valgte ledelse og afhold valg til alle ledende poster: én person én stemme. Hvis nogle af de nuværende ledere mener at have deres underordnedes opbakning, er de velkomne til at stille op.
Ingen skal arbejde under usikre ansættelsesforhold. Ordentlige kontrakter, pension og arbejdsmiljø til alle. Det gælder såvel løstansatte undervisere som rengøringsassistenter.

- Enhedsløn til alt personale. Vi oplever årlige nedskæringer og forringelser i vilkårene for undervisning og forskning. Samtidigt har vi en rektor, der er blandt de højest lønnede i den offentlige sektor. Spar på de vellønnede konsulenter og brug pengene, hvor de gør gavn.

- Fri forskning, fri uddannelse. Drop aktivitetskrav til studerende og rigid kontrol af ansattes forskning. Vi vil have reel kreativitet frem for vidensøkonomisk topstyring. Vi opfatter ikke originalitet som noget, der kan produceres med tvangsmekanismer og fastlagt studieteknik, men derimod som noget der opstår ved en illoyal omgang med det etablerede. Vi vil have rammer, der muliggør reel kreativitet og poetisk vision – det skal ikke vlre op til den enkelte at skabe dette. Al universitetets viden skal gøres frit og nemt tilgængeligt for samfundet.

- Gør op med sloganet om »fra forskning til faktura« og den økonomiske autisme der ligger bag det: Smid erhvervslivet ud af bestyrelserne. Universitetet skal være åbent mod samfundslivet og ikke domineres af erhvervslivet.