Et fremtrædende medlem af den borgerlige, venezuelanske opposition dukkede ikke op på den første dag i en retssag, hvor han står anklaget for korruption i millionklassen.
Manuel Rosales, der er borgmester i Venezuelas næststørste by, Maraico, udeblev mandag den 20. april fra det første retsmøde, hvor han er anklaget for som tidligere guvernør for delstaten Zulia at have modtaget bestikkelse, opkøbt jord for offentlige midler og overført penge til udenlandske konto.
Rosales gik allerede under jorden i slutningen af marts måned. Rosales og hans borgerlige fæller i partiet Un Nuevo Tiempo påstår, at anklagerne er politisk motiverede. Rosales deltog i kupforsøget mod Venezuelas socialistiske præsident Hugo Chavez i april 2002, og han stillede op som modkandidat til præsidentposten i 2006.
Omar Barboza, der er formand for UNT siger, at Rosales ikke vil dukke op i retten, der er blevet et politisk redskab for Venezuelas socialistiske regering.

– Når der er lovlige tilstande i Venezuela, så vil Manuel Rosales gerne gå i retten, men indtil da vil han blive dømt af det venezuelanske folk, siger Omar Barboza ifølge BBC.
De offentlige myndigheder har dog på forhånd lovet, at alle Rosales’ civile rettigheder, herunder en retfærdig retsproces, vil blive respekteret.
Omar Barboza siger samtidig, at Rosales har søgt politisk asyl i et »venligsindet land«. Rosales skal for nylig været set i Panama eller Colombia.
Sigtelsen mod Manuel Rosales er blevet rejst efter, at den venezuelanske rigsadvokats kontor i december 2008 fremlagde en rapport, der anklagede Manuel Rosales for ulovlig brug af offentlige midler til opkøb af jord og overførsel af midler til udenlandske bankkonti samt for at have tilbudt og godkendt bestikkelse i forbindelse med offentlige kontrakter.
Formanden for Venezuelas nationalforsamling har tidligere sagt, at hvis Rosales bliver væk fra sin post som borgmester i Maracaibo i mere end 90 dage, vil han blive betragtet som afsat og et nyvalg til posten vil blive udskrevet ved en folkeafstemning.
Maraciabo er provinshovedstad i delstaten Zulia, der er domineret af den borgerlige opposition. Venezuelas regering har lige overført offentlig kontrol med havne, lufthavne, broer og veje i fire delstater, bl.a. Zulia, til den centrale statsadministration.
Chavez-regeringen har beskyldt delstaternes administration af den offentlige infrastruktur for at have ført til uansvarlige prisnedsættelser for private overnationale selskaber samt at gøre lufthavne og havneanlæg til baser for narkohandlere og smuglere.
Regeringen har desuden frygtet, at den borgerlige oppositions valgsejr i blandt andet Zulia ved lokalvalgene i efteråret 2008 ville føre til løsrivelseskrav. Zulia er en af de olierige regioner i landet.
Guvernøren for Zulia, Pablo Pérez, har da også opfordret til »oprør« mod regeringen i forbindelse med striden om kontrollen med infrastrukturen i delstaten.
Han, og det borgerlige flertal i lokalparlamentet, har krævet en vejledende folkeafstemning om reformen, men det blev afslået af Det nationale valgråd, CNE, i sidste uge med henvisning til, at reformen var et nationalt, ikke et lokalt anliggende. Centraliseringen står derfor ved magt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96