Stop det lort!

Anders Fogh Rasmussen har gentagende gange beskrevet finanskrisen som en naturkatastrofe. Finanskrisen kom som en tsunami, der væltede ind over Danmark. »En international finanskrise er kommet skyllende, og den er kommet ind over os,« som han formulerer det. Men finanskrisen er ikke kommet udefra, og den er ikke et naturfænomen. Finanskrisen er en logisk konsekvens af den spekulative og menneskefjendske økonomi, som regeringen selv har været fødselshjælper og bannerfører for. Finanskrisen er en logisk konsekvens af den neoliberale økonomi, hvis bærende idé er frimarkedskapitalisme.

Ja, vi bliver nødt til at tale om kapitalisme i denne sammenhæng. Finanskrisen er et resultat af kapitalismens indbyggede drift efter konstant at udvide sig – efter konstant ekspansion. Penge skal avle flere penge; det er kapitalismens mantra. Og her bliver der ikke taget hensyn til, hvordan pengene avles – sækken skal bare blive større, uanset om det går ud over menneskeliv eller natur – kapitalens blinde logik er ’flere penge’. Og det er denne logik, som har præget den neoliberale tænkning de sidste 20 år: økonomisk vækst frem for alt.

Denne pengenes liderlige logik betyder, at kapitalen nødvendigvis må blive mere og mere fantasifuld i jagten efter at ekspandere. Som det er sket mange gange tidligere i verdenshistorien, så bevæger den sig – når den ikke kan presse flere penge ud af produktion og arbejde – efterhånden ind i spekulation. I sindrige spekulative konstruktioner finder kapitalen det næste fix. Den spekulative økonomi i den rigeste del af verden har de sidste 10 år udvidet sig og blevet større end den økonomi, som knytter sig til almindelig produktion.

 
Denne spekulative økonomi udfolder sig ved computerskærme og i lukkede kredsløb, som de færreste kan forstå eller har adgang til. Men vi kan konstatere, at så længe økonomien vokser, og der bliver skabt flere penge, så bliver de rige rigere og de fattige fattigere. Både på globalt og nationalt plan. I Danmark er der nu omkring 270.000 mennesker, der lever under OECDs fattigdomsgrænse.

Det tal er steget med 56.000 siden 2002 – i løbet af de fede år, som regeringen har kaldt dem. Der har godt nok også kørt mange fede biler rundt i København, og der er blevet luftet mange fede tegnebøger – men det er langt fra de fleste, som fedtet er kommet til gode. Tænk jer 270.000 fattige i denne overflod af aktieoptioner, samtalekøkkener og gallerikunst, som har kendetegnet Danmark de sidste år, inden boblen sprang og finanskrisen lukkede festen.

De sidste 20 års privatisering, deregulering og skattelettelser har stimuleret det frie marked og den spekulative økonomi både globalt og i Danmark. Allerede den socialdemokratiske regering sidst i 1990’erne med Poul Nyrup i spidsen, startede privatiseringerne, droppede formueskatten og nedsatte virksomhedsbeskatningen – og siden har den nuværende regnings skattestop betydet omfattende skattelettelser for de mest velhavende.

Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

Og sammen med andre former for deregulering – f.eks. de afdragsfrie boliglån – har alt dette medvirket til at skabe et opskruet boligmarkedet, hvor kun de rigeste kunne være med. Boligboblen blev den udløsende faktor for finanskrisen, først sprang elastikken på det amerikanske boligmarked og siden på det danske. Og sammenbruddet bredte sig som en steppebrand i hele det globale kapitalistiske system og afslørede et grotesk system af spekulativ dekadence.

Der har været mange historier i medierne om bank- og erhvervsfolk, som fra en dag til en anden har gået fra at være rollemodeller til kriminelle, men dem som krisen virkelig rammer, er dem, som allerede er blevet fattigere under opturen, og som nu står foran at miste deres arbejde, deres bolig eller deres opsparing – hvis de overhovedet har noget at miste. Her er der ingen hjælp at hente – der er ingen redningspakker – de er forbeholdt bankerne, som ellers skovlede penge ind i de fede år.

Mens mange erhvervsfolk er blevet afsløret som kriminelle, så har politikerne vist sig at være magtesløse. De aner ikke, hvad der foregår – og de prøver desperat at trykke på de knapper og dreje på de haner, som de kender til, men som snarere er en del af problemet end en del af løsningen Deres neoliberale opdragelse gør, at deres eneste løsningsmodeller er neoliberale: Det frie marked må løse problemerne. I stedet for at nationalisere bankerne giver man dem penge, i stedet for at begrænse det private forbrug søger man at stimulere det og i stedet for at hjælpe de fattige taler man om stramninger i kontanthjælpen.

Samtidig har krisen givet mange virksomheder en god undskyldning for at intensivere produktivitet og stramme kravene til de ansatte gennem forlænget arbejdstid og lønnedgang. Bare i marts mistede 10.000 deres arbejde, og fyringerne rammer atter bunden; de lavest uddannede og de unge. Ifølge prognosen vil der være 100.000 arbejdsløse til efteråret og godt 190.000 ved udgangen af 2010.

Det er her, finanskrisen rammer vores hverdag og udmønter sig som en social krise. Opfordringen til jer må være ikke at acceptere denne krise-retorik og ikke på nogen måde at gå med på at skulle betale for deres krise gennem lønnedgang og forøget arbejdstid for de samme penge. Vi vil ikke betale for deres krise!

Med finanskrisen står vi ved en skillevej: Skal vi give kapitalismen mulighed for at samle stumperne op og indlede endnu en bølge af ekspansion og udbytning af vores liv og vores natur – eller skal vi give kapitalismen støvlen og sabotere dens maskineri med henblik på at udvikle en økonomi, som bygger på virkeligt demokrati og medbestemmelse.

Hvis vi ikke gør noget for at bringe vores samfund ud af den afsindige cyklus af udbytning og vold, får vi bare hammeren endnu en gang – og hver gang slår den hårdere. Finanskrisen er ikke en naturkatastrofe, men en naturlig katastrofe – boblen kunne ikke blæses større. Kapitalismen er ikke i krise – kapitalismen ER krise. Stop det lort.