Annonce

5. maj 2009 - 14:38

Kvinder spås fremgang ved EU-valg

Når danskerne går til EU-valg den 7. juni bliver det med det højeste antal kvindelige kandidater på stemmesedlen nogensinde.

Af de 101 opstillede politikere er de 38 kvinder, svarende til 38 pct, men om det så også fører til en øget repræsentation af kvinder i parlamentet, står af gode grunde først klart efter valget.

Kvinfo – Forum for køn og kultur spår dog i en analyse baseret på en meningsmåling foretaget af Altinget.dk, at fem kvinder vil blive valgt til parlamentet, hvilket i så fald også vil svare til en kvinderepræsentation 38 pct.

Det er en forskel fra sidste valg, hvor 34 pct. af de opstillede var kvinder, mens den valgte kvinderepræsentation kom til at udgøre 36 pct. – altså procentvis flere valgte end opstillede, hvilket ifølge Kvinfo især skyldtes de kvindelige kandidaters placering på listerne, de enkelte partiers chancer for at få valgt en eller flere kandidater og endelig om vælgerne foretrækker kvindelige kandidater frem for mandlige kandidater.

JPEG - 38.1 kb
SF-kandidaterne Margrethe Auken og Emilie Turunen kommer ifølge en analyse fra Kvinfo til at udgøre halvdelen af de kvindelige repræsentanter for den røde blok i Danmark. Pressefoto

Klar kvindeføring til rød blok

Ifølge målingen vil Socialdemokraterne opnå fire mandater, De Konservative to mandater, SF tre mandater, Dansk Folkeparti et mandat og Venstre tre mandater. Hvis opstillingslisterne ikke bliver sprængt, og blokkene indgår listeforbund, vil det resultere i fire kvindelige repræsentanter for rød blok, mens blå blok vil få en enkelt kvinde valgt ind.

Hverken Junibevægelsen eller Folkebevægelsen vil ifølge meningsmålingen blive repræsenteret, ligesom De Radikale og Liberal Alliance må blive hjemme.

De fire partier har henholdsvis 43, 40, 38 og nul procent kvindelige kandidater på deres lister.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce