Nepals maoister truer med at sabotere parlamentets arbejde, hvis ikke den netop afgåede premierminister Pushpa Kamal Dahal – bedre kendt under sit nom de guerre Prachanda – der forleden gik af på grund af uoverenstemmelser med landets præsident Ram Baran Yadav, får en undskyldning fra sin politiske modstander.
Som reaktion på Prachandas tilbagetræden har en gruppe af nepalesiske partier nu dannet en samlingsregering under ledelse af kommunistpartiet UML, men maoisterne nægter at deltage, og vil ikke lade parlamentet fungere, hvis ikke deres leder får en undskyldning.
– Vi vil gerne have maoisterne med i regeringen. Men hvis de ikke vil, kan vi stadig danne en flertalsregering, siger lederen af Nepals Kongresparti, Ram Sharan Mahat, til BBC.

Ifølge kommunistpartiets leder Jhala Nath Khanal tilbød maoisterne UML at lede regeringen, hvilket partiet takkede ja til.
Sikkerheden omkring præsidentpaladset er efterfølgende blevet forhøjet som følge af omfattende protester sat i værk af maoisternes ungdomsafdeling. Flere hundrede politifolk beskytter paladset og foreløbigt er et halvt hundrede demonstranter blevet anholdt.
De unge maoister er berygtede for at gå hårdt til deres politiske modstandere, og har meddelt at de fortsætter protesterne indtil Prachanda trækker sin opsigelse tilbage.
Selvom politisk iagttagere ikke forventer, at maoisterne vil opgive det parlamentariske arbejde betragtes den politiske krise alligevel som den hidtil værste siden enden på den ti år lange borgerkrig, der sluttede i 2006.
Premierminister Prachanda meddelte mandag i en tv-transmitteret tale, at han gik af »for at beskytte demokratiet og freden« i Nepal. Hans tilbagetræden følger efter flere måneders øgede spændinger mellem militæret og de tidligere medlemmer af den maoistiske guerilla.
Maoisterne kræver, at de 19.000 ex-guerillaer optages i den nationale hær, men det nægter hæren med henvisning til, at de er politisk indoktrinerede. Derfor fyrede Prachanda hærchefen, general Rookmangud Katawal, men den fyring ophævede præsident Ram Baran Yadav med henvisning til at det stred mod konstitutionen.
Det fik så Prachanda til at beskylde præsidenten for at underminere demokratiet og fredsprocessen:
– Den midlertidige forfatning giver ikke præsidenten nogen ret til at optræde som en parallel magt, udtalte Prachanda, og kalder præsidentens ophævelse af fyringen for en »ukonstitutionel og udemokratisk« beslutning.
De tidligere maoistiske oprørere vandt parlamentsvalget efter fredslutningen i 2006, men ikke stort nok til at regere alene. Og da to af deres allierede partier i weekenden trak deres støtte til maoisterne i protest mod fyringen af general Katawal, kom maoisterne i fare for at tabe et mistillidsvotum.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96