Annonce

Virksomhedsetik
15. maj 2013 - 16:07

Danske tøjmærker skader arbejdsvilkår i Bangladesh

Ifølge researchorganisationen Danwatch skaber danske tøjvirksomheders indkøbspolitik en ond cirkel, der forhindrer bedre arbejdsforhold på tekstilfabrikker i Bangladesh.

– Når danske virksomheder vil have hurtig levering og følge efterspørgslen, så kommer man mange gange i en situation, hvor de forskellige målsætninger kommer i konflikt med hinanden. Det skaber et paradoks, når man på den ene side gerne vil have overholdt virksomhedens etiske retningslinjer, men på den anden side har en indkøbspolitik, der underminerer de samme retningslinjer, forklarer Søren Jeppesen, der er specialist i CSR (Corporate Social Responsibility) til organisationen Danwatch.

Ifølge Danwatch er der arbejdere i Bangladesh, der arbejder for danske brands i op til 16 timer om dagen og med kun 1-2 fridage om måneden.
Forholdene strider imod internationale arbejdsstandarder, der anbefaler en arbejdsuge på maksimalt 60 timer og en ugentlig fridag.

Hos virksomheden Bestseller, der får produceret tøj i Bangladesh, erkender man at have et ansvar.

– Vores største udfordring er da klart at sikre, at der er ordentlige arbejdsforhold, og at de spilleregler vi aftaler med vores leverandører også bliver overholdt, siger Mogens Werge fra Bestseller til Danwatch.

Men han pointerer dog, at problem med løn- og ansættelsesforhold er uden for deres rækkevidde, når de ikke ejer fabrikkerne.

Læs artiklen »Hvad gør danske tøjmærker for anstændige arbejdsvilkår?« hos Danwatch. 

Se videoen »Syv etager på tre minutter: Se hvor danske Bestseller får produceret deres tøj« hos politiken.dk 

Annonce