Mindeord: Kampen fortsætter, Samuel

Mindeord for afdøde Samuel Pollas.

Jeg kan huske første gang, jeg så Samuel. Det var da jeg startede på Det Fri Gymnasium i år 2013.

Han havde hanekam, sort slidt tøj og sin dejlige pånkervest på. Han virkede interessant og bestemt én, som jeg gerne ville få snakket med.

Første gang jeg havde lidt kontakt med ham, var da jeg stod i kantinen, og han kom løbende hen imod mig fuld af energi og slog til min hanekam gentagne gange for lige at teste, om jeg nu havde sat den ordentligt. Pisse irriterende, men han virkede rigtig sjov. 


Efter noget tid fik vi snakket sammen, og vi klikkede fandens godt.

Han virkede sindssygt interessant og havde rigtig mange ting at snakke om. Han var altid lige nem at omgås og fik alle til at føle sig velkommen. Vi blev hurtigt rigtig gode venner.

Jeg kan huske dengang, vi var til Guddommelig Galskab-koncert sammen, og han råbte, at de skulle spille 'hashoman'.

Og ikke nok med at de spillede hashoman, han fik lov til at komme op på scenen og synge den.

Det var fantastisk at se Samuels ansigt lyse op af glæde som et lille barn, der glædede sig til juleaften.

Han var sprængfyldt af energi, og den energi kunne mærkes i hele rummet, idet han åbnede munden og skrålede 'hashoman'.

Det var simpelthen noget af det fedeste, jeg havde hørt, og han sang den fyldt med vrede og passion.

Jeg var ellevild og gik helt amok, efter han kom ned fra scenen. Jeg fortalte ham, hvor fantastisk han sang, og hans reaktion var så smuk. Så ydmyg, som han var, blev han helt rørt, da jeg roste ham, og vi blev enige om at vi blev nødt til at spille punkmusik sammen.

En ting, jeg har tænkt rigtig meget på, efter han er gået bort, er den sidste demonstration vi var til.

Det var demonstrationen mod politirepression, som gik ud til Vestre Fængsel. Vi var rimelig få mennesker, hvilket jo betød, vi bare måtte råbe højere.

Der skete en smuk ting.

Samuel og jeg gik sammen og råbte kampråb med alle de andre. Det medførte helt uden at snakke om det, at vi skiftedes til at råbe så højt, som vi kunne.

Først Samuel, så mig. Det lød så fandens godt. Vi gav hinanden et stort kram bagefter.

Det er svært at forklare nogle øjeblikke for andre, der ikke selv var der. Det er svært at skrive ned, men det fungerede så godt, og det larmede meget.

Samuels stemme var altid den, man kunne høre i demonstrationer. Man ville altid vide, hvor man kunne finde ham, og om han var dukket op til demonstrationen.

Samuel råbte altid højest i alle givne situationer. Han holdt ikke sin kæft, når han havde en holdning til noget.

Samuel forsvarede de mindste. Stod op for enhver minoritet. Han orienterede sig om alting, brugte meget tid og energi på at se utallige politiske dokumentarer, læse utallige artikler og bøger.

Han var en virkelig klog dreng og lærte mig enormt meget.

Intet, der bliver skrevet om Samuel, kan sætte andre ind i, hvilket fantastisk individ han var.

Han er elsket af mange, og han vil altid være omkring os. Han er i vores hjerter, og i hele Danmark i form af Malk.

Aldrig glemt og for evigt savnet. 


Kampen fortsætter, vi skal nok knuse systemet!

Helga Lützen var ven med Samuel Pollas.