Annonce

28. november 2011 - 23:52

Depression som strejkevåben

”Vi er ikke deprimerede. Vi er gået i strejke!”Den usynlige komité

Hvad sker der, når det er ens hoved, der udbyttes, frem for ens krop? - Man får ikke ondt i ryggen, man bliver deprimeret og fremmedgørelsen antager nye former. Kognitariatet bliver fornuftigt nok deprimerede af at gå på arbejde.

Kognitariatet

Historien skrives ofte, i den vestlige del af kapitalismen, som en bevægelse fra samlebåndet til det åbne kontorlandskab eller ”arbejde med mennesker”. Denne marxistiske historieskrivning er ikke ny og er blevet diskuteret siden 70’erne.

Arbejderen er i dag en selv-ledende idémager, en uddannende opdrager eller en omsorgsarbejder. Et kognitariat har siden 60’erne eller 70’erne set dagens lys i takt med at sociale, kommunikative og kreative dele af livet er blevet gjort til udbytningspotentiale.

Hvis historien optegnes således er klassekampen, for kognitariatet, flyttet fra hænderne op i hovedet. Det arbejde vi i dag nægter, i tilfælde af strejke, er tænkning og tale. Strejken kan i dag betegnes som modløshed, apati og mangel på mening med det man foretager sig. Det kaldes også depression.

Klassekamp i hjernen

Når der skal tænkes på arbejdspladsen, bliver man træt i hovedet. Navnlig når meningen med al den omsorg, læring, kreativitet og kommunikation bliver omsat til abstrakt arbejde, innovation, eksamensplaner, børnenormeringer eller reklamer. Her står kognitariatet ikke anderledes end snedkeren, hvis evner bliver taget fra ham når varen skal sælges på det abstrakte markedet.

For kognitariatet bliver apatien konkret. Den veksles til depressionen, der mærkværdigt nok næsten kan sammenlignes med meningsløshed i hverdagslivet (et hverdagsliv, der i realiteten er et arbejdsliv). Meningsløsheden er så indlysende rigtig. Depressionen bliver sandhedsbærer om vores hverdagsliv. Den bliver til en politisk konflikt. Hvad mening giver det, at omsorg for børn, læring og kommunikation blot omsættes til regneark og lønarbejde? Ingen.

Arbejdet er ganske enkelt ikke meningsgivende, trods det netop er mening, omsorg og gode ideer, som kognitariatet skal producere. Meningen med arbejdslivet bliver dog solgt på markedet og tilbage står kognitariatet med meningsløsheden.

Til forsvar for melankolien

Aristoteles knyttede melankolien til skarpsindigheden. Det skal man passe på med. Men pointen er alligevel tankevækkende al den stund, at depression ikke er et individuelt anliggende, men et samfundsproblem og snarere burde være en kollektiv refleksion over samfundsmæssigt sammenbrud. Der er fornuft i melankolien.

Melankoli er realitetssans. Det er lige præcis meningsløshed, apati og ugidelighed, der mest dækkende beskriver et arbejdsliv hvor netop mening, iderigdom og innovation er det der akkumuleres kapital ved.

Ikke underligt, at melankolikerne ofte virker ugidelige, trætte, modløse og dovne. Når hele livet er blevet til genstand for udbytning, samfundsmæssig anerkendelse og fremmedgørelse, er det ikke melankolikerne den er gal med. Snarere samfundet.

Psykopatologi som modstandsform

Hvis meningen, som kognitariatet har produceret i deres arbejdsliv, bliver taget fra dem, står de tilbage med meningsløsheden. Meningsløshed er diagnostisk set tæt forbundet med depression, som i denne sammenhæng ikke blot er en psykopatologi. For depressive medarbejdere skaber ikke gode produkter – de melder sige syge.

Problemet er strukturelt, fordi virksomhederne ikke kan lade deres arbejdere beholde meningen. Den skal jo sælges eller på anden måde omsættes. Depressionsdiagnosen er derfor et strejkevarsel. Kognitariatet holder op med at være produktive. De går i strejke.

Annonce