Hvordan vendes vrede til kamp?

Den hastighed hvormed de reformistiske projekter falder sammen er næsten skræmmende. For under 8 måneder siden symboliseredes håbet om ikke kun en anden regering, men også en anden politik, sig i SRSF-blokken – og i Enhedslistens hidtil usete fremgang. Det er nu blevet til en regering, der angriber os over en bred front. Derfor bliver det centrale spørgsmål: Hvordan bygger vi op til en forsvarskamp mod den regerings politik?

Lad os starte med nogle billeder.

Håbet

Håbet om forandring var for venstrefløjen altid tilsat mange forbehold. Vi nedtonede forbeholdene og sagde: Det vigtigste er at komme af med VKO. Og det var rigtigt at sige, og mene, fordi vi dermed gjorde os til en del af manges håb. Men det betød også, at der aldrig kom en diskussion af hvad vi kunne forvente af den regering.

Nogle sagde, at vi intet kunne forvente – at det var rød stue mod blå stue. Andre at vi i det mindste kunne forvente en anden retorik. Og nogle troede på reelle forandringer til det bedre.

Jeg hørte selv til dem, der mente, at ”den politik, de faktisk kommer til at føre, afhænger meget mere af, hvor dyb krisen er for kapitalen, end hvad de har lovet før valget.”

Uanset hvad man sagde, og troede på, så tror jeg alle er blevet overrasket af hastigheden i det politiske kollaps omkring regeringen. Og især hastigheden af kollapset omkring SF. SF var det parti i ”rød blok”, som langt de fleste forhåbninger var knyttet til. – Derfor er det også SF, der må bløde mest for, at håbet er kollapset.

Kollapset

Der er ingen grund til her at sætte tal på omfanget af det politiske kollaps omkring regeringen. Her behøver man blot læse meningsmålinger for fx SF for at få et billede.

Reaktionen fra S er at selviscenesætte sig som ”det ansvarlige parti” – uden at svare på det centrale spørgsmål: Ansvarlige over for hvem?

SF søger febrilsk at finde nogen at være talspersoner for – ”arbejderne”, ”folket”, ”direktører” – mens færre og færre ønsker at have SF som talspersoner.

Arbejderparti

En meningsmåling kort før SF’s landsmøde sagde ikke kun, at et flertal (55 pct.) af SF’s vælgere, mente, at ”SF skal i højere grad end i dag være et arbejderparti”. Det samme gjorde et flertal (53 pct.) af samtlige vælgere. Og et flertal i alle andre partier end de Radikale og Venstre! Og i alle disse partier mere markant end i SF selv!

Det forekommer mig at meget få, hverken på den marginaliserede venstrefløj i SF, eller for den sags skyld til venstre for SF, har forsøgt at tolke på det billede.

Tomrummet

Tilbage står et politisk tomrum, der er skabt af den realitet, at der ikke findes parlamentariske alternativer.

Der er ingen realistisk parlamentarisk konstruktion tilbage, som med bare et minimum af troværdighed kan hævde, at den vil føre til forbedringer for arbejderklassen, det store flertal af befolkningen, de udstødte, de fattige osv.

Uanset om regeringen bliver siddende, eller om den bliver væltet og erstattet med en borgerlig, så står der tilbage, at fra det parlamentariske cirkus kan vi kun forvente angreb – ikke forbedringer.

Det er ikke til gavn for arbejderklassen, flertallet osv., at regeringen fortsætter. Og det er ikke til gavn for os, at den vælter.

Billederne

Ingen af disse billeder er fuldkomne, og tilsammen tegner de kun en ufuldstændig mosaik. Men signalerne fra mosaikken er tydelige nok.

Der er et skrigende behov for et modsvar. Det er et modsvar, som ikke kan være parlamentarisk i sin natur. Det er et modsvar, som må se regeringen som sin modstander. Det er et modsvar, som må starte med at opbygge modstand mod regeringens politik.

Uanset om vi hver især er placeret i fagbevægelsen, i en klimabevægelse, i en uddannelses-organisation, i en anti-racistisk bevægelse, et politisk venstreparti osv., så har ingen af os udsigt til at se blot vore mest basale krav blive opfyldt, medmindre vi bygger op til en langt mere dybtgående ændring af styrkeforholdene.

Så modsvaret kan ikke kun være sektionelt – altså begrænset til enkelt-dagsordener som velfærd, klima, uddannelse osv. – modsvaret er nødt til at være generelt.

Forsvar

Regeringen – og den samlede parlamentariske konsensus – har blæst til angreb mod arbejderklassen, flertallet, de udstødte og fattige. Spørgsmålet er, om vi kan etablere et forsvar?

Vi ændrer ikke den generelle dagsorden blot ved at fremsætte visioner, konkrete forslag til forbedringer, udarbejdede helhedsløsninger – eller for den sags skyld ved blot at sige socialisme.

Hvis ikke vi er i stand til at opbygge et forsvar mod regeringens og arbejdsgivernes angreb, kommer vore visioner og forslag ikke længere end til drømmeverdenen. Og det er ikke nok. Især ikke i en tid med ”den dybeste krise siden 1930erne” og et fælles-europæisk (og globalt) angreb på enhver form for tilkæmpede solidariske ordninger.

Sig Nej

Jeg skal ikke foregive, at jeg har svarene på, hvordan vi bygger et forsvar op. Men hvis vi erkender, at det må være udenoms-parlamentarisk, og at det må være generelt, så kan vi også være med til at skabe en fælles diskussion.

Et forsvar starter ikke med at tegne en ideel forsvarslinje. Det starter med, at vi – hvor vi hver især er – byder ind med, hvordan vi hver især kan bidrage til at styrke forsvaret, når regeringen, arbejdsgiverne, højrefløjen angriber.

Det starter med at sige Nej – og det fortsætter med at bygge et kollektivt Nej, selv om det i starten er blandt et mindretal.

Da fynske lærere i foråret sagde Nej, var det deres vigtige bidrag. De har ikke vundet deres kamp, men et mindretal, som rækker betydeligt ud over ”the usual suspects”, har med deres egne ord ”startet en stafet”, som de inviterer andre til at være med til at dele.

Da 5-6.000 i Århus sagde Nej til fascisme og fremmedhad – selv om det var pakket ind i det ”pæne” Ja til mangfoldighed – så var det et vigtigt første skridt. Et skridt, som har startet diskussionen om, hvad de næste er.

Enhver bevægelse eller politisk miljø står over for et valg: Hvis man ser sin egen kamp som en adskilt, helt særlig, kamp, så har man en rigtig stor risiko for at tabe. Hvis man ser sin egen kamp som en del af forsvaret mod elitens, kapitalens, de 1%’s angreb, og hvis man inviterer ind til fælles debat, så giver man et bidrag til at styrke et generelt modsvar. – Og er med til at skabe muligheden for at ens egen, særlige, kamp kan vinde.

Frankrig

Det igangværende valg i Frankrig er med til at tydeliggøre billedet. Ligesom vi i Danmark for 8 måneder siden klappede i vore små hænder ved udsigten til VKO’s fald, ligeledes vil vi klappe højlydt, hvis det lykkes at vælte Sarkozy, som er en værdig pendant til VKO’s racistiske og krigsliderlige nedskæringspolitik.

Men hvis det lykkes, bliver erstatningen, som i Danmark, en socialdemokratisk leder, der vil fortsætte i samme spor.

I Frankrig er alternativerne tydeligere: Mélenchons ”Venstrefront” symboliserede Nej’et til EU-forfatningen i 2005, modstanden mod pensionsreformerne i 2010 og mod de igangværende angreb. Venstrefronten fik et flot valg – men selv om den snakkede om folkeligt oprør, så var dens svar overvejende parlamentarisk.

Når samtidig fascisterne i Front National fik et endnu bedre valg, og deres hidtil største antal stemmer, så illustrerer det utilstrækkeligheden i alene, eller overvejende, at have parlamentariske svar.

Front National’s fremgang – og den indtil nu betydeligt mindre fascistiske fremgang i Grækenland – sker i to europæiske lande, hvis arbejderklasse de seneste år har deltaget i en omfattende mobilisering mod den herskende klasses angreb.

I såvel Frankrig som Grækenland, og endnu mere i Danmark, er udfordringen, hvordan vi bygger et fælles forsvar mod deres angreb på den udenoms-parlamentariske bane.

I Danmark er det en udfordring, som Enhedslisten på sit årsmøde kan vælge at tage op. Eller vi kan vælge at lade være. Hvis vi lader være, bliver udfordringen for os alle kun større.

Efterskrift

Det er meget let – med rette – at kritisere dette indlæg for ikke at levere alle svarene på, hvad vi skal gøre. Men jeg tror, at vi er nødt til at starte med at spørge, om vi (i grove træk) ser det samme billede, og om vi (i grove træk), ser i samme retning efter svar.

Hvis vi (i grove træk) gør det, deltager jeg gerne i en åben diskussion om krav, aktionsformer, kampperspektiver osv. Hvis ikke, må vi tage diskussionen om hvorfor. Og samtidig må de, der (i grove træk) ser fælles billeder og ser i samme retning efter svar, gå i gang med diskussionen om krav, aktionsformer og kampperspektiver.

PS

Velkommen til min blog.