Annonce

3. december 2012 - 20:19

Ingen skal stjæle fra børnenes fantasi

Da jeg var barn kunne jeg rigtig godt lide Sebastians sang om Hodja fra Pjort. Jeg kunne synge den i timevis.  Sangen handler om en dreng, Hodja, der har et flyvende tæppe. Det har han i hvert fald indtil der kommer nogle voksne – sultanen og hans soldater og blander sig og prøver at sjæle tæppet fra ham.

Jeg kunne især godt lide det sidste vers:

Hodja blev fri,
Hodja slap fri,
kaldte på tæppet og fløj li´forbi.
Sultanen faldt på sit haleparti
og det gjorde ondt fordi;
ingen skal stjæle fra børnenes fantasi.

Jeg kunne synge det vers igen og igen, jeg synes det var både godt og sjovt. Jeg kunne lide det vers, ja egentlig sangen i det hele taget fordi den handlede om børn der havde det sjovt og voksne der var dumme. Og jeg kunne godt lide den fordi Hodja vinder over den onde sultan. Da jeg var barn var noget af det ondeste jeg kunne forestille mig, at stjæle fra børns fantasi, som sangen slutter af med. Det var det ondeste jeg kunne forestille mig da jeg var 7 år, og det er egentlig også det ondeste jeg kan forestille mig i dag.

Jeg hører til dem der tror på at fantasien er vigtig for børn. Fantasien er vigtig fordi børn udforsker, opdager og udvikler sig gennem fantasien. Når børn får lov til at udfolde deres fantasi går de også på opdagelse. Det kan fx være i naturen, i byrummet og i sig selv. Det er i fantasien at børn kan udfolde deres uspolerede kreativitet, og det er også ofte igennem fantasien at børnene finder hinanden. Den leg som børnene selv finder på, altså den leg der udspringer af deres fantasi er jo netop den leg hvor børnene finder hinanden og lærer at samarbejde. Samtidig giver fantasien plads til at børn hele tiden udvikler deres kreativitet. Og sidst men ikke mindst, er det også gennem fantasien at børn får lov til at være børn – det er her de er fjollede, glade, sjove og her de kan drømme – noget som man egentlig tit savner hos voksne. Den allervigtigste grund til at der skal være plads til fantasien er altså at børn skal have lov til at være børn.

Jeg hører også til dem der tror på at børn lærer meget af at bruge fantasien. Faktisk tror jeg de lærer noget af deres fantasi, i de yngste år, der er vigtigere end det man lærer i skolen. Fantasien, eller den leg børnene selv udvikler lærer netop børnene at samarbejde, at være kreative og være innovative (for at bruge et bullshit ord). Og det er netop den kreativitet som Danmark bl.a skal leve af i fremtiden. I hvert fald hvis man skal tro regeringen som gerne vil fremme innovationen.

Desværre ligger selvsamme regering op til at smadre alt hvad der hedder fri fantasi i børnelivet. Det er ikke så længe siden at Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard var ude og sige at skolen skulle starte allerede i vuggestuen, og hans kollega Christine Antorini vil have at alle børn skal bruge hele deres dag i skolen. Der er der altså ikke meget fantasi i.

Regeringens logik må være at jo tidligere vi går i gang med at lærer vores unger at læse og regne, og jo mere vi gør det – jo dygtigere bliver de. Det tror jeg bare ikke på.

De vil måske blive dygtigere til de ting vi kan måle og veje, men nu er det jo ikke alt der er vigtigt for et barns udvikling, eller for mennesker i det hele taget, der kan måles og vejes.  Derfor skal vi passe meget på at smøre skole og den såkaldte ”fag- faglighed”, som dansk, matematik og engelsk udover alle dele af børns liv.

Der skal være plads til at børn kan udfolde deres fantasi, så de kan udvikle deres kreativitet også de udvikler sig som mennesker.

Jeg mener bestemt også at det er vigtigt at vi bliver dygtigere, og at børn udfordres der hvor de er. Men det kræver altså at man møder børnene der hvor de er, og i børnenes univers og et børne univers er ikke altid et skole univers.

Med en folkeskolereform hvor børn skal være i skole hele dagen og et udviklingsprogram i dagtilbud, hvor skolen kommer ned i børnehaven, har regeringen startet et angreb på barndommen. Faktisk er de ligesom sultanen i Hodja fra Pjort, i gang med at begå en kæmpe forbrydelse – nemlig at stjæle fra børnenes fantasi. Og det er en forbrydelse der skal stoppes – jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre et forsøg!

http://www.youtube.com/watch?v=Bb1wU4g_M-A

Annonce