Kriser og krisehåndterig

Kriser og krisehåndtering.

Man kan  identificere i hvert fald fem grundpositioner i spørgsmålet om forklaring på økonomiske kriser. [1] Ifølge den rene neo-klassiske økonomiske model skulle kriser egentlig slet ikke forekomme. De sindrige mekanismer af tilbud og efterspørgsel, reaktion og modreaktion vil før eller siden bringe systemet tilbage i en ligevægt som er optimal set i relation til de givne ressourcer. Problemet er naturligvis her diskrepansen mellem ’virkelighed’ og ’model’. Et andet problem er den metodiske individualisme: man fokuserer eensidigt på individers motivationer, valg og handlinger. Arbejdsløshed f.eks. ses som svingninger i lyst og ulyst til at arbejde. Af samme grund fokuserer man i krisehåndteringen eensidigt på incitamenter: I perioder med arbejdsløshed må man stimulere/tvinge folk til at arbejde. Det ’skal kunne betale sig at arbejde’, som man siger.

      Ifølge den keynesianske traditions opfattelse  er det ikke sikkert at ligevægt etableres på et optimalt niveau. ’Ligevægt’ kan også opstå ved en langt lavere grad af økonomisk aktivitet og beskæftigelse og for at komme ud af en sådan situation kan det blive nødvendigt, at staten griber ind og stimulerer den økonomiske vækst gennem finanspolitiske foranstaltninger, offentlige anlægsarbejder og andre direkte arbejdsløshedsbekæmpende foranstaltninger. Problemet med keynesianismen er at den blot justerer på den bestående sociale orden ikke ændrer på den og dermed på de fundamentale strukturelle betingelser for kapitalismens kriser.

      En tredje opfattelse er repræsenteret ved Karl Polyani og traditionen efter ham: Ifølge Karl Polyani indebar overgangen fra ’samfund med markeder’ til et ’markedssamfund’ et så voldsomt brud i al hidtidig menneskelig udvikling, at den efterfølgende udvikling har været præget af tilbagevendende dybtgående kriser. Selve den ’store transformation’ med overgangen til en generaliseret markedsøkonomi måtte da også oprindelig tvinges igennem med statslig magt og i hele kapitalismens senere forløb har staten igen og igen måttet intervenere for overhovedet at sikre et fortsat socialt liv. [2]

      I den nyere diskussion har en femte grundopfattelse aftegnet sig i relation til specielt de seneste årtiers udvikling. Disse kritikere peger på den negative effekt af en oppustet finans- og spekulationssektor samt en forfejlet monetaristisk politik. Disse kritikere retter en skarp kritik mod den deregulerede finanssektors hærgen, men fører ikke umiddelbart over i en direkte kritik af hele den bestående sociale orden som sådan. [3]

      De marxistiske kriseteorier endelig omfatter en bred vifte af flere forskellige teorier: teorien om den tendentielt faldende profitrater, teorien om underkonsumtion, teorien om overakkumulation, teorien om vekselforholdet mellem ’produktionsaktivitet’ og ’finansiel ekspansion’  og rytmikken i udviklingen af forholdet herimellem, samt den gramscianske teori om hegemonikriser. Det fælles for disse, i øvrigt noget forskellige teorier, er at de ser kriser som et endogent fænomen i kapitalismen. Karakteristisk er også at de spænder over såvel struktur som aktør planet og at de har et systemtranscenderende sigte. [4]

      Grundlæggende kan man konstatere  at Europas historie siden senmiddelalderen og begyndelsen af nyere tid og frem til i dag har været præget af gentagne  perioder af dybtgående samfundskriser. Disse kriser har, for det andet, aldrig været ’rent økonomiske’. Økonomiske, politiske og ideologiske forhold har hver gang flettet sig sammen i komplekse forløb. Dette gælder også perioden fra 1914 til 1945.

      Langs en tidsakse kan man identificere en økonomisk vækst i Europa i hele perioden fra 1890 til 1994, en vækst der dog ikke har været jævnt fordelt over hele forløbet, jfr nedenstående tabel:

Økonomisk vækst i Europa, 1890-1994. Gennemsnitlige årlige vækstrater. [5]

Der er en iøjnefaldende forskel mellem den lave vækst i perioden fra 1913 til 1950 og den bemærkelsesværdige høje vækst i perioden fra 1950-1973. Perioden fra 1913 til 1950 var kendetegnet ved to verdenskrige, ved voldsomme sociale og politiske rystelser ind imellem i en række lande og ved økonomisk verdenskrise den økonomiske verdenskrise fra 1929 og fremefter. Denne krise var forgæves  søgt bekæmpet gennem en traditionel neo-klassisk økonomisk politik med nedskæringer og besparelser. Først 2. verdenskrigs oprustningsøkonomi overvandt for alvor denne krisesituation.

      Den usædvanlige vækstperiode fra 1950 til 1973 var omvendt kendetegnet ved den gennem Yalta og Potsdam etablerede storpolitiske stabilitet i Europa, en stabilitet der holdt trods diverse ’episoder’ og udfordringer. Perioden fra 1950-73 var heller ikke præget af krig i Europa, jo, en kold krig, men ikke varm. På den anden side medførte den storpolitiske spænding en lang oprustningskonjunktur.

       Et andet interessant forhold er det, at denne periode var præget af statsinterventionisme og keynesianistisk økonomisk tænkning og forsøg på keynesiansk økonomisk politik. I den efterfølgende periode blev den neoliberalistiske monetarisme dominerende, og var, som man kan se, korreleret med en betydelig lavere økonomisk vækst. Det er tankevækkende, at det netop er en sådan  neoliberalistisk økonomisk politik  der i dag anbefales som middel til at sætte gang i økonomien.

      I et komparativt perspektiv bekræftes krigenes betydning: Lande der havde deltaget i verdenskrigen  klarede sig dårligere i mellemkrigsårene og under den økonomisk verdenskrise end de lande der havde været neutrale. Og allerdårligst gik det tabernationerne. [6] En undtagelse var her Sovjetunionen i trediverne hvor Stalin’s massive industrialiseringspolitik frembragte en også efter vestlige forskeres beregninger at dømme forbløffende økonomisk og industriel vækst, men  under store omkostninger og lidelser for befolkningen. [7]

       Krige har tydeligvis spillet en stor rolle i den økonomiske udvikling. Mere overordnet kan man vove den  påstand , at økonomisk udvikling, herunder kriser eller vækst,  ikke kan forklares alene ved hjælp af ’rene’ økonomiske teorier. Ejheller kan samfundsmæssig udvikling og kriser analyseres og forklares ud fra enkeltindividers valg og handlinger, således som man gør det i mainstream økonomiens teorier og toppolitikernes overvejelser og krisehåndtering.

     Den moderne økonomiske udviklings dynamik og stats- og krigsmidlernes eksplosive vækst har hidført en enorm dynamik i den samlede samfundsmæssige udvikling, men dermed samtidig også en betydelig ustabilitet med vedvarende risiko for tilbagevendende kriser, kriser som aldrig er ’rent økonomiske’ og som da heller ikke kan løses alene med de midler som mainstream økonomerne anviser og politiske og økonomiske eliter over hele Europa praktiserer.

      Over hele Europa presser institutioner, eksperter og toppolitikere ikke desto mindre en økonomisk krisepolitik ned over befolkningerne, der minder om den økonomiske krisepolitik som Heinrich Brüning, Phillip Snowdon og Herbert Hoover med så ringe held forsøgte sig med konfronteret med den store krise i trediverne og som igen efter 1973 svækkede den økonomiske vækst. . Overalt skal de dårligst stillede sociale lag betale for den krise, som de ikke selv har skabt. Den ovenfra skabte elendighed løser dog ikke den økonomiske krise og den forværrer det politiske og ideologiske element i den  totale europæiske krise.

     Vores hjemlige regering har desværre valgt en kriseløsningsstrategi der efterligner den europæiske elendighedsstrategi, en strategi der hviler på et overfladisk analytisk grundlag og en indsnævring af perspektivet. En strategi der er skævdrejet til fordel for de rige, samt, sidst og ikke mindst, forværrer krisens politiske og ideologiske dimension. Aldrig har tilliden til politikerne været så ringe som i dag, aldrig har befolkningen været så demobiliseret. Og samtidig har S og SF smadret sig selv, svækket hele det røde alternativ og dermed destrueret visionen om et andet samfund.