Rally to the flag!

Tale til 1. maj 2013:

Kære borgere. Kære kammerater.

Det er en kampdag i dag. Ikke en dag for halvkvædede viser og bondeanger, men en dag for at samles og styrkes i troen på fremskridt for det folkelige flertal. En dag at blæse til kamp.

Der er et amerikansk udtryk, der hedder rally to the flag: Stop flugten og slut op om fanen. Det virker relevant med sådan et kampråb i dag, hvor fanerne blafrer i modvinden. For ja, vi er gået tilbage. Og ja, modstanden er stor. Men vi har erobret de bedste positioner gennem hårde fremstød. Vi har taget svære tab. Men vi holder skansen. Og forstærkninger og fornyet kampgejst kan vende tilbagegang til fremgang. Slaget er ikke tabt. Vi er knap halvvejs igennem kampen.

At tiderne er svære for socialister, er let at se - det kræver bare et blik på meningsmålinger eller kort lytten til den dominerende trend hos meningsmagerne og i kommentariatet.

Det er heller ikke let for et parti som SF, der er vokset ud af arbejderbevægelsen, at sidde i regering under en lærerlockout og påtage sig samfundsansvaret for at gribe ind.

Når vi gjorde det, var det fordi konflikten var udsigtsløs. Fordi lærere, elever og forældre ønskede det. Og fordi det havde været en undladelsessynd at lade stå til – ikke mindst i lyset af Venstres Erik Fabrins udmelding om at strejkekassen skulle tømmes og lærerne skulle komme krybende til forhandlingsbordet på deres grædende knæ.

Det ville vi ikke acceptere. Hvis den danske model skal virke, skal ingen af parterne kunne læne sig tilbage og regne med at få det præcis, som de vil have det. Sådan blev det heller ikke.

Lærerne fik ikke det grænseløse arbejde, som de frygtede. Der bliver klare tillæg og værnsregler, arbejdstiden ligger samlet, og 60-årige lærere er de næste ti år sikret ret til at gå på nedsat tid. Endelig – og det er værd at notere sig – er der åbnet op for, at der kan indgås lokalaftaler, der afviger fra de centrale bestemmelser.

Ved folketingsvalget gik jeg til valg på tre mærkesager. En af dem var en førsteklasses folkeskole.

Det er en hjertesag for mig og SF, at folkeskolen forbliver en vigtig grundpille i vores samfund. Og at folkeskolen bliver for hele folket. Også de arbejderunger, der i dag får langt ringere mulighed for at få en uddannelse end akademikerbørn.

En time længere i skolen stjæler ikke børnenes fritid. De vil i stedet kunne være helt fri i fritiden, uden nagende lektier hængende over hovedet – og udsigten til nederlaget derhjemme, når mor eller far ikke kan hjælpe, og nederlaget i skolen, når det må indrømmes, at man ikke fik det gjort. Og så vil en sammenhængende skoledag, der tager virkeligheden og det aktive liv ind - giver ungerne mulighed for at lege sig til læring og få fingrene i dét, teorien kun kan beskrive – gøre at flere kan lære mere. Og nå, ja – vores valgløfte om to voksne i klassen kan nu blive til virkelighed.

Der skal mere og anderledes undervisning til, hvis alle børn skal forlade folkeskolen med gode evner og lige muligheder. Forslaget til folkeskolereform vil ikke stjæle børnenes barndom. Den vil give dem et friere voksenliv. En bedre mulighed for det liv, de ønsker.

På min folkeskole stod der: "Ikke for skolen, men for livet." Det er lige præcis dét, vores skolepolitik handler om. Vi skal lykkes med en skole, hvor der ikke er 3-4 elever i klassen, der ikke kan følge med og bliver efterladt på perronen, når uddannelsestoget kører.

Nu påhviler det os at finde sammen i et godt samarbejde – især med lærerne ovenpå den ret barske konflikt, de har været igennem.

SF's opfattelse er ikke, at lærerne er useriøse og møgforkælede, sådan som en Venstre-politiker i Nordjylland skrev til en gruppe lærere. Jeg bliver sgu vred, når nogen siger sådan om min mor og mine gamle kolleger!

Landets lærere er hamrende seriøse, flittige og har en stærk faglighed. Med indgrebet blev der sat en milliard kr. af til at videreuddanne vores dygtige lærere.

Den danske model er truet. Men ikke af den nuværende regering.

I dag genåbner Vejlegården. Spydspidsen i den liberalistiske kamp mod kollektiv organisering og ordnede forhold. Den danske model er truet af en højrefløj, der vil forbyde konfliktretten. Hvis man troede, at thatcherismen døde med Thatcher, kan man roligt tro om igen.

Hendes mantra; "There is no alternative" – der er intet alternativ – genlyder i den økonomiske debat. Venstre vil tvinge danske arbejdere ned i løn, mens de vil forgylde de velstillede firmaarvinger. De siger, at det er nødvendigt for at kunne konkurrere. Det er det ikke – det er ren overklasseideologi. Venstre vil sænke skatten til svensk niveau. I Sverige driver private virksomheder nu plejehjem og gymnasier for profit. Det har betydet fyringer og dårligere service. I den private ældrepleje er der 10 % færre ansatte og på private gymnasier er der 17 % færre lærere. Nå, ja – under den svenske højreregering er den rigeste tiendedel blevet 20 % rigere, mens den fattigste tiendedel er blevet 2,5 % fattigere.

Venstre vil have nulvækst. Det vil betyde 40.000 færre ansatte. Sosuer, sygeplejersker, pædagoger og lærere vil blive fyret. Og der vil komme et pres for privatisering.

Venstres vej er klar: Et skarpt højresving. Den vej skal Danmark ikke! Velfærden vil blive mast i sådan en højresvingsulykke. De dårligst stillede vil blive overset i Venstres blinde vinkel.

For et parti, der har insisteret på at alt er politisk, er nødvendigheden hverken en dyd eller et argument. Der er altid et alternativ. "Politik er at ville", som Sveriges Olof Palme sagde. Politik er ikke "at være nødt til". Politik er at ville forandre og vælge hvilke skridt, vi ønsker at tage på vejen – mellem flere forskellige.

Er vejen blokeret, må man nogle gange acceptere at træde et skridt tilbage, før man kan finde vejen og gå fremad igen. Det er denne pragmatiske tilgang, der adskiller SF fra Enhedslisten. Vi insisterer på at gøre en forskel, hvor vi kan. Og det gør en forskel, at der sidder socialister som os i regeringen – også selvom det ikke gør regeringen socialistisk.

Men der er taget mange gode skridt fremad. Lad mig bare nævne nogle af de rød-grønne resultater, vi har skabt i regeringen:

- At bekæmpe arbejdsløshed står øverst på listen. Ligesom det stod øverst blandt mine mærkesager. Vi fører en meget aktiv økonomisk politik for at skabe job – ikke mindst gennem flere offentlige investeringer. I skoler, sygehuse, kloakker, veje og jernbaner. Arbejdsløsheden er desværre ikke faldet ret meget, selvom det er gået den rigtige vej det sidste halve år. Uden regeringens insisteren på at skabe job, ville mange tusind flere være at finde i arbejdsløshedskøen.

- Vi har stoppet privatiseringen af sundhedsvæsenet, især ved at fjerne skattefradrag for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer

- Energiaftalen vil sikre en grøn omstilling, hvor halvdelen af elforbruget i 2020 skal dækkes af vind, og at el- og varmeforsyningen er helt uden fossile brændsler i 2035

- En styrket indsats mod social dumping for at sikre en fair konkurrence og ordentlige arbejdsvilkår. En øget kontrol, bedre samarbejde på tværs af grænser, håndhævelse af registret for udenlandske tjenesteydere og øget brug af sociale klausuler.

- For første gang i ti år faldt antallet af lejere, der sættes på gaden, sidste år. Antallet blev fordoblet under VKO – endda før finanskrisen ramte. Når vi har knækket kurven, er det især fordi VKO's fattigdomsydelser er fjernet og kommunerne nu må hjælpe med huslejen.

- Vi har givet en styrket uddannelsesgaranti ved at sikre unges ret til at starte på et praktikpladscenter

- Antallet af studerende er rekordstort, og regeringen har med finansloven for 2013 afsat 3 mia. kr., så pengene følger med det øgede studieoptag. I alt har regeringen brugt næsten 6 mia.kr. mere på uddannelse

- Elektrificering af jernbanenettet og timeplanen (et SF-valgløfte i 2007) realiseres – gennem 27 mia. kr. mere fra olieselskaberne i Nordsøen

- Endelig har vi i torsdags fået vedtaget ved lov, at der kommer bedre beskyttelse af ofre for menneskehandel, at voldsramte familiesammenførte får ret til ophold og at asylansøgere kan bo uden for asylcentrene. Det var mit tredje valgløfte.

Der er flere flotte resultater. SF har aldrig haft så direkte indflydelse, som vi har i dag. Men det har også sin pris på profilen at være venstrefløjen i en mindretalsregering.

SF og Socialdemokraterne skulle ikke have smeltet så tæt sammen, at folk ikke kunne se forskel.

Det er især på målet om grundlæggende samfundsforandring, at folkesocialister adskiller sig fra socialdemokrater.

Mellem et systembevarende parti til højre og til venstre et parti, der ofte foretrækker de rene, revolutionære hænder, er der en bred bane for SF.

Og der er mere brug for folkesocialisme end nogensinde: Vi står over for en enorm dobbelt udfordring. En økonomisk krise og en økologisk krise. Begge dele viser, at der er noget fundamentalt forkert i den måde, økonomien fungerer. Det kræver et parti, der kombinerer det røde og det grønne i en stærk sammenhæng.

Der må et massivt politisk pres til for en grøn omstilling af økonomien. Jeg er stolt af, at SF indoptog miljøbevægelsen i 70erne og satte miljøet på dagsordenen – årtier før andre partier kom med på den grønne vogn. Jeg er også stolt af, at vi i regeringen har gennemført verdens grønneste og mest ambitiøse klima- og energipolitik. Som i øvrigt skaber mellem 6000-8000 job om året.

Den økonomiske krise kræver også et systemskift. Velfærdsstater er mere sødygtige skibe i den økonomiske krise, men de vil stadig tage vand ind – og måske endda risikere at synke – så længe spekulationens kræfter puster storm over havet. De destruktive kræfter må stækkes, så velfærden ikke lider salamidøden.

Det er for at gøre op med systemets ulighed og ustabilitet, at der i SF's principprogram står:

"SF vil et socialistisk samfund, hvor den overordnede udvikling gennem udvidet demokrati bliver styret af menneskenes behov og respekt for naturen. Det betyder, at det velstående mindretal må afgive privilegier med hensyn til magt, ressourcer og velstand til det resterende flertal. En sådan fjernelse af privilegier kan fremmes på mange måder, bl.a. ved at stille krav til virksomhederne om at varetage et socialt ansvar, men sikres mest grundlæggende ved at ejendomsretten til produktionsmidlerne og de fælles ressourcer bredes ud."

At brede ejendomsretten ud skal ske demokratisk og gennem en gradvis bevægelse, helst fra neden. Demokratiet skal udbredes på de enkelte virksomheder og der skal fremelskes flere virksomheder med demokratisk fælleseje frem for oligarkisk rigmandseje.

Et par spæde skridt i den retning blev taget med finansloven for 2013, der satte et arbejde for at fremme socialøkonomiske virksomheder i gang. Disse virksomheder defineres som "virksomheder, hvis overordnede formål er almennyttige frem for at opnå profit til sine ejere eller partnere, og som hovedsageligt anvender sine overskud til sociale formål."

Det er også for at stække den skadelige spekulation, at vi i SF helhjertet ønsker Danmark med blandt de europæiske lande, der er ved at indføre en fælles skat på spekulation.

Jeg startede i krigsbillederne. Her kommer ét til: Vil man gå til modangreb, må man tage slaget på det terræn, fjenden er på. Og spekulanterne kender ingen grænser.

Den økonomiske og økologiske krise er global. Derfor kan vores svar ikke kun være nationale. Det er et selvsikkert SF, der i dag ser EU som en politisk kampplads mellem højre og venstre, som vi er kampivrige efter at kaste os ind i.

Vi er også klar til kamp herhjemme. En kamp for at færre skal leve med arbejdsløshed. En kamp for et grønnere Danmark. En kamp for at flere kan bestemme mere over deres liv. At alle får den frihed, der ligger i reelt at have lige muligheder.

Kampe, der ligger i direkte forlængelse af de slag, der er slået af vores bevægelses stærke mænd og kvinder gennem tiden. Det er også for deres skyld – lidt for vores fortid, men mest for vores fremtid – at vi skal slutte op om fanen.

Tak for jeres tid. Tak for ordet. God kampdag!