Regeringen der kun kan fejle

Da vi i september skulle til de al-hellige stemmeurner, tog jeg en afgørende beslutning. Stik imod alt hvad jeg tror på, afgav jeg min stemme til fordel for et politisk parti. Det til trods for, at jeg ikke tror på parlamentarismen. Der var flere grunde til, at jeg gjorde det alligevel.

a) jeg var, som så mange andre på randen af vanvid over den politik som OVK førte og den retning, som de havde trukket Danmark i.

b) jeg var bange for, at fremgangstendensen hos DF ville fortsætte og at de ville tage sig betalt for en eventuel valgsejr til blå blok med ministerposter, da jeg anså det for usandsynligt, at de ville tage sig til takke med endnu en valgperiode i kulissen.

c) Enhedslisten stod til et rekord valg og alt andet lige ville jeg jo gerne se dem overtage den yderst magtfulde position som parlamentarisk grundlag, der hidtil havde tilhørt krypto-racisterne i DF.

Derfor satte jeg, efter mange og lange overvejelser, mit kryds ved liste Ø.

Hverdagen banker på

Nu står vi her så. Blå blok sidder ikke længere på magten og alligevel er det ligesom om regeringen endnu ikke har luftet ordentligt ud i de respektive ministerier. Der føres i hvert fald stadig politik, der til forveksling minder om den, der blev ført under OVK. Et godt eksempel er Mette Frederiksens og Morten Østergaards uoplyste opsang til landets arbejdsløse akademikere, om at vi bare skulle tage os noget arbejde i stedet for at have ondt af sig selv. Det var ikke den politik, jeg havde forventet at en rød regering ville føre.

Eksemplerne er mange, og hver gang OVK politikken stikker sit hoved frem fra de forskellige ministerier, går der, ganske forudsigeligt, chokbølger igennem de venstreorienterede i mit netværk, og de sociale netværk gløder af harme. Måske er de ikke lige så rødglødende som under OVK, men det skyldes ganske enkelt, at jeg har partimedlemmer fra nogle af de respektive regeringspartier i mit netværk.

Pointen er, at det nu er blevet hverdag. Dengang Pia og Lars sad ved roret, forventede man borgerlig politik, og derfor var det ikke uventet, at den politik der blev ført, ikke var i overensstemmelse med ens egne holdninger. Det var jo blåt hold, der havde bolden. Nu hvor rødt hold har bolden, er det dem, der skal træffe alle de upopulære beslutninger, og det er ikke længere muligt blot at pege fingre af deres ideologiske, ophav som roden til alt ondt.

Thorning og co. vil altså kun kunne skuffe, for i mødet med den parlamentariske virkelighed vil de være nødt til at gå på kompromis, og det vil være uvant for en dansk venstrefløj, der i ti år har kunne skrige i retfærdig harme af en regering, der førte en racistisk politik der favoriserede de bedst stillede. Det alternativ som vi alle drømte om, mens først træmanden Fogh og dernæst den betydeligt mindre talentfulde Løkke sad på flæsket, det findes kun netop i vores drømme. Alle deres gode intentioner og politiske idéer og hensigter til trods, kan S og SF ganske enkelt ikke føre en politik der vil leve op til de idealer, som venstrefløjen ønskede sig under OVK.

Løftebruddet som parlamentarisk nødvendighed

At især V samtidig har samlet alt, hvad der kan kravle og gå af borgerlige meningsdannere, og blæst til kamp imod det som de kalder ”løftebruds-regeringen”, hjælper heller ikke. Hykleriet heri består dog i det faktum, at selve løftebruddet er en helt central del af det, der får hjulene i parlamentarismen til at køre rundt. En politiker der ikke er åben for kompromiser, og deraf følgende potentielle løftebrud, har ikke sin gang på jord i et system som parlamentarismen. Et faktum som de borgerlige ivrigt fortier i deres anklager.

Så selvom det var en skelsættende dag, da vi fik vores første kvindelige statsminister, og selvom det glædede mig usigeligt, at DF nu endelig var henvist til deres retmæssige plads, som landsbytossernes parti, akkurat som i de gode gamle dage i Fremskridtspartiet, så er der ikke nogen vej uden om. De borgerlige er bare bedre til, enten at pakke deres nødvendige løftebrud ind i luftige fraser om økonomisk ansvarlighed og opretholdelse af Gud, Konge og Fædreland eller til at undgå løftebruddene ved at sende regningen til de svageste og derfor kan den nuværende regering kun fejle.

Så hvordan har jeg det med min beslutning om at gå imod mine egne idealer og stemme? Jeg har fortrudt bitterligt. Jeg er skuffet. Mest over mig selv, for jeg burde have været klogere.