Når vi på venstrefløjen anvender ordet terror, er det en ubevidst opbakning til det system af propaganda, der siden 2001 har brugt ”kampen mellem Vesten og Mellemøsten”.
At isolere Sverigedemokraterne i Rigsdagen kan aldrig blive en politisk succes. Det vil i bedste være totalt ligegyldigt, men i værste (og nok mere sandsynlige) fald vil det styrke dem.
Magnus Esmark Schrøder
Stud.jur ved Københavns Universitet.
Dansk Folkeparti er en af de største, hvis ikke den største, udfordring vi står overfor som venstrefløj. Valgresultatet til EU-parlamentsvalget i maj 2014 taler sit tydelige sprog: Vi har ingen effektive midler mod højrepopulismen.
Jeg kan næppe levere en mirakelkur, men det er uundgåeligt, at vi som venstrefløj skal formulere en politik, der virker mod DF. Det vil være det primære tema på denne blog, hvor jeg vil forsøge at give mit ydmyge bidrag til den diskussion.
Mit analytiske udgangspunkt er den dialektiske materialisme – naturligvis i en udogmatisk og fremadskuende version. Udover højrepopulisme er kritik af såkaldt venstreorienteret kultur og af vulgærmarxisme mine yndlingsemner. Og når jeg får arbejdet mig længere ind i mit jurastudie, skulle jeg gerne også have noget at sige om socialistisk retspolitik.
Jeg har politiske minder tilbage til de store velfærdsdemonstrationer i nullerne og torsdagsdemoer for Ungdomshuset. Men egentligt politisk organiseret blev jeg først i januar 2010, da jeg var til mit første lokalgruppemøde i Socialistisk UngdomsFront. Som en naturlig følge af mit medlemskab i SUF meldte jeg mig snart også ind i Enhedslisten – mine kræfter har jeg dog altid lagt i SUF.
En gang gik jeg rundt og kaldte mig anarkist, men det fik lidt Lenin-læsning gjort kål på, og i 2012 meldte jeg mig ind i SAP. Som udgangspunkt kalder jeg mig bare socialist, men jeg bliver bestemt ikke fornærmet, hvis man kalder mig trotskist eller ML’er.