"En stor kickflipper, tak"

Forleden var jeg en tur forbi min lokale yndlingsbar med en god ven for at fejre hans fødselsdag. Mens vi stod og ventede på at få serveret vores kolde fadøl, gjorde min ven mig, med et slet skjult grin, opmærksom på, at den unge mand på den anden side af disken, der nu var travlt optaget at skænke vores øl, var ingen anden end Razz. For de uindviede kan det nævnes at Razz eller Rasmus Ott, som hans borgerlige navn lyder, vandt børnenes Melodi Grand Prix MGP i 2002, med det dybfølte mesterværk ”Kickflipper”, hvori knægten udøste sin kærlighed til at stå på skateboard.

Her ti år senere havde han altså fået sig et job som bartender på Københavns bedste bar. Det er der i sig selv ikke noget underligt i, men det fik mig til at tænke på noget. Hvor går man hen, når ens 15 minutter i reality-rampelyset er slut? Når man ikke længere er spændende, fordi man har vundet den eneste udgave af X factor, Voice, Popstars og Danmarks Næste Totalt Ligegyldige Døgnflue? For nyligt havde Politiken opsnuset, at vinderen af X factor 2011, Sarah, nu arbejdede hos Build-a-bear i Tivoli. Så fik vi ligesom punkteret myten om, at de allestedsnærværende talentshows skulle kunne være med til at opdage de endnu uopdagede perler og katapultere dem ind i stjernestatus.

X Factor som kulturel blindgyde

I forbindelse med artiklen i Politiken, udtalte hun selv ”Hvis jeg havde kæmpet mere fra bunden, tror jeg, at folk ville have haft mere respekt for mig og ikke tænkt så mange dårlige ting om mig”, og det har hun jo ret i. Godt nok fik hun udgivet en plade, ”Hjerteskud”, hvor en række danske populærmusiske koryfæer, herunder Rasmus Seebach, bidrog med materiale, men pladen fik mildest talt en hård medfart hos det danske anmelderkorps.

Peter Albrechtsen skrev således i Ekstra Bladet: ”ikke decideret rærlig, men slet og ret håbløst anonym”, og Jyllands-Postens Peter Schollert slog sømmet på hovedet med erklæringen om, at ”endnu en gang må man konkludere, at vejen fra succes i X Factor til eksistensberettigelse i musikbranchen ender blindt”. Men hvorfor gør den så det? ”Hjerteskud” solgte fint lige efter udgivelsen, men succesen ebbede hurtigt ud og har tilsyneladende ikke givet Sarah det springbræt, hun skulle bruge for at kunne få gang i en selvstændig musikkarriere.

Svaret ligger lige for: X factor og lignende programmer er en del af en kulturindustriel maskine, der i sin kolde og mekaniske higen efter profit, finder solister og bands som den kan ride på ryggen af og tjene penge på, indtil omtalte kunstner har udlevet sit potentiale (læs, ikke tjener flere penge ind). Det har ganske enkelt aldrig været meningen, af Sarah skulle gå hen og blive den nye Medina. Sarah var bare en hest, som kulturindustrien kunne ride i smadder for så at hoppe direkte hen på den næste hest, stikke en kanyle med epo i halsen på dyret, og ride den indtil den kollapser af udmattelse.

Paradise Hotel Light

Men men men, hvad er det så, der skal til for at opnå den type gennembrud som eksempelvis Medina, eller den navnkundige Kidd har, for svaret er jo ikke kun talent. Hvis det var så enkelt, så ville vi faktisk vide, hvad der var blevet af nogle flere af vinderne fra tv-programmerne.

Det handler ganske enkelt om, først og fremmest at styre langt uden om de omtalte talentshows. At bryde igennem kræver hårdt arbejde, talent og ikke mindst tålmodigheden til at lade folk selv opdage din musik. Den berømte genvej til stjernerne findes i ni ud af ti tilfælde ikke, for folk vil altid se på dig og tænke, at du har fået din berømmelse og ikke mindst din pladekontrakt foræret. Ydermere har du maksimalt et år, før hysteriet starter forfra med en ny sæson af et af de rædderlige programmer, der troligt samler Familien Danmark foran hjemmealteret, alle sammen knugende hver deres fedtede mobiltelefon, svedende tran af begejstret frygt for om nu deres favorit bliver stemt ud. Og lige så snart sæsonens sidste afsnit fader ud på fladskærmen, kaffekanden er tom og ungerne skal lægges i seng, så forsvinder også begejstringen over årets vinder. Man går i gang med at glæde sig til næste sæson. For det er ikke den kunstneriske integritet der fascinerer. Det er fuldstændigt den samme opskrift, som der holder programmer som Paradise Hotel på skærmen. Forskellen er blot at X Factor er mere sobert og at præmissen her ikke er hvem, der kan have kluntet fulde-sex med flest andre og skabe de mest saftige og totalt indholdstomme intriger.

X Factor er med andre ord Paradise Hotel Light. Hele familien kan være med. Det er et maskineri, der bruger musikere, kunst og mennesker som tandhjul i en enorm maskine, der i sidste ende kun skal spytte to ting ud: profit og let fordøjelig underholdning. Bi-produktet er deltagerne, vindere som tabere, der bliver kastet til side som et brugt kondom i en gyde, når akten er overstået.

Det bizarre er, at det i sidste ende nok bedre kan betale sig at blive nummer to i disse programmer. Det gode eksempel er Julie Ivalo Broberg Berthelsen, bedre kendt blot som Julie, der fik en andenplads i TV2’s Popstars i 2002. Siden 2002 har hun skabt sig en fornuftig karriere både på plade og i en række programmer på tv.

Adorno havde ret...

Men er der da ikke noget som helst positivt ved talentkonkurrencerne på tv, kan man så spørge sig selv. Og det kan der faktisk godt være, for netop de mange mislykkede musikkarrierer der har haft deres udspring her, kan være med til at fungere som en advarsel til en ny generation af aspirerende musikere, der går og venter på deres gennembrud. For hvis man kan sit håndværk, er det jo ikke noget problem at gå til audition og komme på tv, og måske endda få et, KUN ET, rosende ord med fra den almægtige Thomas Blachman, men det fører ikke til noget.

Det der skal til er, at skrive en hel plade og så skrotte hele lortet og starte forfra og gøre det bedre. Dernæst skal der spilles live. Meget. Koncerter er den bedste måde at introducere nye lyttere til din musik på. Youtube, Bandcamp og deslige er en god måde at skabe en diskret hype om ens musik på, og det er den diskrete vej, der i længen kan kaste noget af sig, som en snebold der triller ned af bakke og langsomt bliver større og større. Ikke den højglanspoleredere, konfetti udsprøjtende, fyrværkerisprudlende, kendis-rygklapnings inficerede og i aller højeste grad tv-transmitterede vej.

Den tyske socialfilosof Theodor Wiesengrund Adorno havde med andre ord ganske ret i sin kritik af kulturindustrien. Denne producerer, uden øje for kunstnerisk integritet, hvilket i sidste ende frarøver produktet dets grundlæggende identitet samt muligheden for at besidde de kvaliteter, der bør kunne forventes af det. Ikke fordi det nødvendigvis er dårligt, men fordi det bare er et trinbræt på vej imod ”the next big thing”.

Herfra skal blot lyde en opfordring, fra en stor musiknørd, til at gå på opdagelse i de enorme mængder af sublim musik, der til stadighed skabes uden om den laveste fællesnævner. Der findes så meget god kvalitet derude, og du kan være helt sikker på, at 99% af det ikke ender på eller stammer fra tv. Og hvis der stadig er den mindste tvivl, så lad os lige tage citatet igen, fra en der har været igennem maskinen: ”Hvis jeg havde kæmpet mere fra bunden, tror jeg, at folk ville have haft mere respekt for mig”.