Hun og han vs. hen

Snakken om kønnet og om hvorvidt det er en social konstruktion, er gammel og ser ikke ud til at få en ende lige med det første, og heldigvis. Det er vigtigt, at vi konstant ser vores egne normer efter i sømmende, især dem der er mest udbredt, så de ikke ophøjes til en ufravigelig og endegyldig sandhed og på den måde undviger et hvert forsøg på kritik.

På det seneste syntes jeg dog, at to synspunkter har været dominerende i debatten om børn og køn. På den ene side argumentet om at det ikke er nogen skade til, at børn lærer at piger leger med dukker og drenge klatrer i træer, fordi sådan er det bare. I denne lejr er bundlinjen noget med, at sådan er det rent biologisk, så det er der ikke nogen skade i. Her overser man, meget praktisk, de mennesker der ikke føler, at de præfabrikerede kasser med normer og forventninger passer til dem og stempler dem derfor som afvigere.

I den anden lejr forsøger man, med gode hensigter i baghånden, at sørge for at ungerne netop ikke ender i de førnævnte kasser, ved eksempelvis at afskaffe ord som ”hun” og ”han” og erstatte det med ”hen”.

Som far til en pige på to år, med en del observationer på området, vil jeg dog gerne slå på tromme for en gylden middelvej. En god bekendt har på et tidspunkt, under et forældremøde i en børnehave oplevet en far, der i ramme alvor spurgte pædagogerne, ”hvad de gjorde for at sørge for at drengene legede med drengene og pigerne med pigerne”. Det vil de fleste nok give mig ret i, er helt ude af trit med alting, men omvendt er et forsøg på totalt at udviske det faktum, at der findes forskellige køn, lige så forkert i min optik.

At lægge restriktioner på børnenes sprog, ved at byde dem at bruge ”hen” i stedet for ”hun” og ”han”, er jo bare at påtvinge små børn en eller anden queer-teoretisk praksis, som de ikke har skyggen af mulighed for at forstå. Man bytter med andre ord en form for kønsnormativitet ud med en anden. I stedet for at lægge vægt på ”hun” og ”han”, på dukker og biler, lægger man vægten på et kollektivistisk ”hen”, hvor et af de mest grundlæggende særpræg ved børnene udviskes. Vel at mærke børn, der er i de tidlige stadier af at konstituere deres identitet.

Hos dem man kan kalde kønsrelativisterne, lyder argumentet, at kønnet er en social konstruktion, hvilket ingenlunde skal modsiges her. Det er efterhånden et velbelyst faktum. Alligevel har mødet med livet som forælder nuanceret mit billede af denne sag.

Min datter har nu i nogen tid været inde i en fase, hvor hun går meget op i at pusle sine bamser, at de er babyer, der græder og skal trøstes og at de skal puttes. Dette ville der ikke være noget underligt i, hvis det var en adfærd, som vi havde lært hende, enten aktivt ved at fortælle hende, at sådan er det at være pige, eller passivt ved at det kun var min kæreste, der gjorde netop disse ting. Pointen er bare, at det har vi ikke. Herhjemme er vi, som i et hvert moderne hjem, fælles om sådanne opgaver.

”Så må det komme fra vuggestuen”, hører man kønsrelativisterne kalde. Heller ikke her er der gevinst. I min datters vuggestue har pædagogerne lagt vægt på at lære børnene nogle helt andre dyder, så som selvhjulpenhed, musikalitet og bevægelse, og jeg ved fra erfaring, at der tumles lige meget og lige vildt med både piger og drenge. Min egen datter er da heller ikke en stillesiddende lyserød pigepige. Hun har kronisk krudt i røven og har altid leget lige godt med de lidt ældre drenge og pigerne på hendes egen alder.

Min pointe er, at hendes omsorgsadfærd ikke er noget, hun har lært, men noget som hun selv har fattet interesse for. Uanset om man vil det eller ej, så er der biologisk set to køn. Om de, ud over deres udvortes karakteristika, kan behæftes med særegne kendetegn derudover, skal jeg lade andre om at gøre sig kloge eller mindre kloge på, men faktum består, at det ikke nytter at udskifte den hegemoniske kønsstereotype diskurs med en diskurs om, at der ingen forskel er.

Lad os i stedet støtte vores børn, uanset om det er drenge, der vil gå med kjole eller piger der vil klatre i træer, for i sidste ende skal de nok selv finde ud af det. I hvert fald hvis vi lader være med at påtvinge dem den ene eller den anden kønsidentitet.

Som sagt rummer min egen datter rigelige mængder af det, som kønsstereotypisterne vil tillægge henholdsvis det ene og det andet køn og det skal hun have lov til. Den sikre måde at forvirre hende og bremse hendes naturlige udvikling, vil være at fortælle hende, at hun SKAL lege med dukker og gå i kjole, eller at fortælle hende at hun er en ”hen” i stedet for en ”hun”. For selv om idéen med ”hen” ikke fejler noget, så vil ungerne blive snotforvirrede i mødet med en verden, der ikke kender til ”hen”, lige så snart de forlader institutionen.

Overlad det til ungerne selv at afgøre om de er piger eller drenge og bak dem op, uanset hvad de finder ud af, at de er. De skal nok klare det uden os. Voksne er alligevel bare børn, der er blevet sindssyge.