Annonce
1. april 2013 - 19:24
SF - shaken, not stirred
Folkesocialisme handler om at bygge et andet samfund op fra neden – gennem frie, folkelige fællesskaber. Men også at være indstillet på, at det sker byggesten for byggesten. Også selvom det ikke er alle de vægge, vi murer op i den konkrete parlamentariske politik, der kan være bærende for et bæredygtigt socialistisk samfund.
Det bliver aldrig kedeligt at være i SF.
Jesper Petersen, Emilie Turunen og Nanna Westerbys skift til Socialdemokraterne vakte med rette opsigt og røre. Det kan ikke være anderledes, når tre personer i ledende positioner, der var betroet stor tillid af deres parti, skifter – og tager et folketingsmandat og et Europaparlamentsmandat med sig.
Det har også skabt røre hos mig. Jeg har kendt dem alle længe. Jesper var min mentor i SFU og ham, der opfordrede mig til at træde frem i rækkerne. En af mine største rollemodeller i mine første år som folkesocialist.
Jeg synes dog, at Annette Vilhelmsen har sagt det fint: ”Er man socialdemokrat, skal man være i Socialdemokratiet.” Når de tre har valgt at melde sig ud af SF og ind i S, er det fordi de er blevet socialdemokrater. Det er sket gradvist og over længere tid, lader de forstå.
Og når jeg efterrationaliserer, kan jeg måske godt se, at det var den bevægelse, der var i gang. De blev givet plads, ansvar og indflydelse, men det var åbenbart ikke tilstrækkeligt for dem til at blive i det parti, hvis bærende principper, de var med til at formulere i SF’s nye principprogram for under et år siden:
Vi sad, sammen med seks andre stærke partikammerater, hele natten i redaktionsudvalg for at strikke formuleringer sammen. Jeg var glad for, at vi kunne enes om fundamentet for vores parti. I (næsten) hele SF: Kun én stemte imod.
Når jeg skriver denne blog, er det for at udlægge dette fundament, som for mig at se, giver det bedsteståsted for at trække Danmark til venstre. At de tre nu vil tager et skridt til højre og melder sig ind hos Socialdemokraterne, synes jeg er en omvej, hvis man vil have samfundet til venstre.
Herfra, hvor vi står...
Vi har et godt sted at stå i SF. Det har vi måske brug for at bekræfte hinanden i oven på de dønninger, udmeldelserne har givet. Og vi har uden tvivl brug for at forklare vores ståsted for flere, der så måske vil stille sig med os. SF er blevet rystet, men vælter ikke så let. Vi har et stærkt politisk - og organisatorisk –fodfæste, god balance og en rig historie.
Socialistisk Folkeparti fandt oprindeligt sin plads mellem de revolutionære, Moskva-tro kommunister i DKP og de reformistiske, kommunistforskrækkede socialdemokrater. Aksel Larsens og de øvrige partistifteres projekt var at finde en tredje vej til socialismen. Socialisme på dansk.
Det udviklede sig til den konsekvent demokratiske folkesocialisme, der ønsker samfundsforandring som resultat af folkelige bevægelsers arbejde og krav. Folkelige bevægelser, der fik talerør i et SF, der som det første parti tog miljøbevægelsen og kvindebevægelsen til sig i 70erne – ved siden af fagbevægelsen, fredsbevægelsen og flere strømninger.
Målet blev et socialistisk samfund, præget af selvforvaltning og deltagelsesdemokrati. I kontrast til den centralistiske tænkning hos kommunister og socialdemokrater, hvor staten skal presse forandringen ned over samfundet fra oven.
I partiernes praksis er det selvfølgelig ikke så sort-hvidt. SF har også set staten som et muligt middel til forandring, ligesom kommunister og socialdemokrater har set nogle folkelige bevægelser som progressive forandringsaktører.
Trods virkelighedens uskarpe skel og lidt over et halvt århundredes udvikling, vil jeg mene, at der fortsat er god plads til SF mellem Enhedslisten (der dog er mere socialistisk end kommunistisk, og med et lidt uklart principprogram) og Socialdemokraterne (som vist er et sted mellem centrum og lidt til venstre) i dag. Der er ikke bare god plads – det er også en god plads.
Mere brug for folkesocialisme end nogensinde
Folkesocialisme handler om at bygge et andet samfund op fra neden – gennem frie, folkelige fællesskaber. Men også at være indstillet på, at det sker byggesten for byggesten. Også selvom det ikke er alle de vægge, vi murer op i den konkrete parlamentariske politik, der kan være bærende for et bæredygtigt socialistisk samfund.
Det ændrer ikke på, at vi som folkesocialister har et mål, der rækker videre end at bygge lidt ud på velfærdssamfundet. Her adskiller vi os fra socialdemokrater. Vi ønsker at nedrive de dele, der gør strukturen ulige og ustabil: Et kapitalistisk økonomisk system, der underbetaler dem, der skaber værdierne og underminerer natur og samfund i sin kortsigtede jagt på profit.
Det er derfor jeg mener, at der i dag er mere brug for folkesocialisme end nogensinde: Vi står over for en enorm dobbelt udfordring. En økonomisk krise og en økologisk krise. Begge dele viser, at der er noget fundamentalt forkert i den måde, økonomien fungerer. Det kræver et parti, der kombinerer det røde og det grønne i en stærk sammenhæng.
Der må et massivt politisk pres til for en grøn omstilling af økonomien. Jeg er stolt af, at SF indoptog miljøbevægelsen i 70erne og satte miljøet på dagsordenen – årtier før andre partier kom med på den grønne vogn. Jeg er også stolt af, at vi i regeringen har gennemført verdens grønneste og mest ambitiøse klima- og energipolitik.
Den økonomiske krise kræver også et systemskift. Velfærdsstater er mere sødygtige skibe i den økonomiske krise, men de vil stadig tage vand ind – og måske endda risikere at synke – så længe spekulationens kræfter puster storm over havet. De destruktive kræfter må stækkes.
Det er eksempelvis derfor, vi i SF helhjertet ønsker Danmark med blandt de europæiske lande, der er ved at indføre en fælles skat på spekulation. Det har Jesper Petersen og Emilie Turunen slået flot til lyd for tidligere. Det kan de desværre næppe blive ved med i deres nye parti, hvilket Emilies svar i et interview da også allerede tyder på
Det er for at gøre op med systemets ulighed og ustabilitet, at der i SF’s principprogram står:
”SF vil et socialistisk samfund, hvor den overordnede udvikling gennem udvidet demokrati bliver styret af menneskenes behov og respekt for naturen. Det betyder, at det velstående mindretal må afgive privilegier med hensyn til magt, ressourcer og velstand til det resterende flertal. En sådan fjernelse af privilegier kan fremmes på mange måder, bl.a. ved at stille krav til virksomhederne om at varetage et socialt ansvar, men sikres mest grundlæggende ved at ejendomsretten til produktionsmidlerne og de fælles ressourcer bredes ud.”
At brede ejendomsretten ud skal ske demokratisk og gennem en gradvis bevægelse, helst fra neden. Demokratiet skal udbredes på de enkelte virksomheder og der skal fremelskes flere virksomheder med demokratisk fælleseje frem for oligarkisk rigmandseje.
Et par spæde skridt i den retning blev taget med finansloven for 2013, der satte et arbejde for at fremme socialøkonomiske virksomheder i gang (se side 6 i aftaleteksten her). Disse virksomheder beskrives netop som ”virksomheder, hvis overordnede formål er almennyttige frem for at opnå profit til sine ejere eller partnere, og som hovedsageligt anvender sine overskud til sociale formål.”
Jomfrufødsler og kompromiskunst
Hvis SF er jomfruelige, har der aldrig været så mange jomfrufødsler i politik, som Annette Vilhelmsen sagde i sin tale til SFU’s landsmøde 28. marts. SF har været med til at føde den ene store reform efter den anden. Med kompromisser, der har været svære. Vi har gjort det, fordi vi har ment, at det var det bedste at indgå kompromisset, fordi det sikrede os en række gode resultater.
Man må blot konstatere, at det ikke er viljen til at bruge den politiske magt, der adskiller SF og Socialdemokraterne i 2013. Det er måske i stedet partiernes tradition for debat og kritik, der er forskellig.
SF er klar til at bruge magten som middel til forandring. Men magten er for os ikke et mål i sig selv, hvis den ikke kan bruges til at forandre samfundet. Det er det, vi prøver at bruge vores del af magten til i regeringen – og vi kommer igennem med en del, men ikke alt. Det betyder ikke, at vi ikke længere mener det, vi ikke kan finde flertal for. Det er en vigtig del af kompromissets kunst. Ellers forsvinder man selv og de mål, magten skulle bruges til at nå. Så erstatter magten målet med sig selv.
Jeg synes, at beskrivelsen af SF’s vilje til magten og evne til kompromisset, i vores principprogram er så god, at den skal tages for pålydende:
”SF arbejder i parlamentariske forsamlinger for, at mest mulig af vores politik bliver gennemført. Som udgangspunkt deltager vi pragmatisk og resultatorienteret i det samarbejdende folkestyre med en målsætning om at udvikle samfundet frem for blot at administrere det eksisterende. Vores almindelige strategi er – såfremt det er den bedste måde at virkeliggøre partiets politik på kort eller langt sigt – at indgå i regering med arbejderbevægelsens øvrige partier, og når det er nødvendigt, med progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med.”
SF’s unikke position – der adskiller os fra Enhedslisten til venstre og Socialdemokraterne til højre – er at ville grundlæggende forandring, der fører mod et bæredygtigt socialistisk samfund og at evne at gå vejen skridt for skridt, også gennem svære kompromisser. Og om muligt gennem regeringsdeltagelse.
Det er hverken naivt eller jomfrueligt, men en sund og moden indstilling til magten for et socialistisk parti, der vil skabe resultater og forandring.
Skal Danmark trækkes til venstre, sker det bedst med et stærkt SF. SF har et stor indre styrke i sine principper, sin balance og sin historie. Og jeg er sikker på, at SF også vil være et vigtigt parti for et rødere og grønnere Danmark i fremtiden. Som Annette Vilhelmsen også sagde i sin tale til SFU’s landsmøde:
Politikere forgår. Idéer består.
Annonce
