Formanden for Partiet De Nationale var villig til at bruge vold mod politiske modstandere. Var det lederen af Partiet De Nationale, der stod bag den brevbombe, der i 1992 dræbte den 29-årige Henrik Christensen?
Flere indicier peger i retning af partiet. Brevbomben sprang i en periode, hvor Partiet De Nationale markerede sig med trusler om vold og attentater mod venstreorienterede, folkevalgte politikere, antiracister og flygtninge.
I PET-kommissionens rapport om PET’s overvågning under den kolde krig, kan man læse at Partiet De Nationale blev dannet i 1989 som en udbryderbevægelse fra nazistpartiet, DNSB.
Partiets vedtægter slår fast, at »Vi må bruge alle beskidte midler… Den der behersker gaden, behersker landet«.
Læs »Demos: Genåbn Søllerødgadesagen« hos Modkraft.
PDN’s leder, Albert Larsen, har flere gange – både offentligt og i private samtaler – erklæret sig klar til at bruge vold: »Vold har altid kunnet betale sig, altid – vold er et af de bedste midler, du kan bruge – det overtaler flest mennesker på kortest mulig tid«, forklarede Albert Larsen på en båndoptagelse, som PET var i besiddelse af allerede i 1989.
Dagen før bomben sprang, advarede Frede Farmand, der infiltrerede Partiet De Nationale efter aftale med PET, efterretningstjenesten om, at Albert Larsen samme dag i detaljer havde beskrevet, at han ville lave en bombe og sende den til IS.

Ifølge Farmand havde Albert Larsen sendt en mand til Søllerødgade et halvt år før bombesprængningen for at »rekognisere«.
PET reagerede ikke og advarede ikke IS.
Læs »Vigtigt at huske Henrik« hos Modkraft.
Det var ikke første gang, at Albert Larsen havde truet med bomber mod politiske modstandere: I 1990 truede Albert Larsen med at sprænge en moské i luften, hvis man byggede sådan en i Danmark. Og i 1991 drøftede Albert Larsen et attentat mod det daværende kommunistiske partis, DKP/ML’s bogbutik i Odense. Han havde også planer om angreb på flere folketingsmedlemmer.
Meget tyder på, at PET ikke tog truslen fra PDN alvorligt. Eksempelvis havde PET ingen problemer med at sikkerhedsgodkende et centralt placeret medlem af PDN, der skulle godkendes i forbindelse med sin tjeneste som professionel soldat.
Albert Larsen, der døde i 1994, var gennem hæren blevet uddannet i netop at håndtere sprængstof.
Læs »Bomben i Søllerødgade« hos Modkraft.
Albert Larsen har indrømmet, at hans parti har haft folk i IS og registreret organisationens medlemmer. Og Albert Larsen har forklaret, at der bliver arbejdet »efterretningsmæssigt« på at indsamle oplysninger om folk, det vil være »smart« at få »fjernet«.
Trods de voldsomme trusler og organisering af vold, er Albert Larsen aldrig blevet dømt. Han er blot blevet afhørt af politiet flere gange.
I PET-kommissionens rapport fremgår det, at politiet afhørte Albert Larsen tre dage efter bombemordet i Søllerødgade. Men da han »forklarede, at han var modstander af vold«, så de ingen grund til at mistænke ham.
I anledning af 20-årsdagen for bombemordet står blandt andre 4. maj Initiativet på Vesterbro, Antifascistisk Aktion, Asylret, Demos, Fagforeninger Mod Racisme, Horserød-Stutthof Foreningen, Libertære Socialister og Internationale Socialister bag en demonstration mod facistisk vold, den starter klokken 17 fra Blågårds Plads.
Læs mere om demonstrationen her
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96