Annonce

21. februar 2013 - 22:51

Anklagemyndigheden glemmer at indkalde eget vidne

Dér sidder vi så, tre journalister, tre medarbejdere fra den tyrkiske ambassade, to forsvarere, repræsentant for tiltalte selskaber, ROJ TV og Mesopotamia Broadcast, to anklagere, en projektleder fra politiet og et syv personers dommerpanel, hvoraf tre er dommere, og venter på tidligere bestyrelsesformand for ROJ TV, advokat Henrik Winkel.

Han skal i vidneskranken i dag, torsdag 21. februar klokken 9.30 på 14. retsmøde i appelsagen mod ROJ TV.

Men han er der ikke.

Henrik Winkel er nemlig ikke blevet indkaldt som vidne, på trods af at hans navn har figureret på retsmødelisten som vidne siden efteråret 2012.

Og på trods af, at han i Københavns Byret i 2011 var et centralt vidne for anklager. Anklagemyndighedens vidne.

Nogen må have rigtig røde ører.

Så foreslår den ellers meget ivrige vicestatsadvokat, at oplæse x-bestyrelsesformand Henrik Winkels vidneudsagn fra Byretsdommens retsbog.

Det vidneudsagn, som Henrik Winkel netop i dag skulle have været indkaldt for at berigtige. Som proceduren for appelsager er.

Nu bare uden at kunne spørge vidnet, om han kan verificere de svar, han gav i Byretten i oktober i 2011 om, hvordan han oplevede livet på ROJ TV i gerningsperioden.

- Vi har alligevel ikke så mange spørgsmål til ham, siger den anden anklager så.

Og dér sidder vi.

Tiden går. Mumlen i krogene på hver sin side af den tomme vidnestol.

Dommerpanelet er ikke engang kommet ud fra kulisserne, mens forsvarere og anklagere søger gode idéer at få brugt tiden til.

Rets-piccolinen stavrer frem og tilbage på sine sorte 20 centimeters kilehælesko, klik, klok, siger de, hver gang hun går ind i retslokale 17 og ud igen til dommerpanelet bag de lukkede høje døre til baglokalet.

- Er der noget nyt, spørger hun ud i lokalet, og beder anklager, om han gider hente hende, når de har fundet ud af, hvad der skal ske.

På tilskuerpladserne afventer vi tiden. Og iagttager det usædvanlige optrin, som udspinder sig foran vores øjne.

Måske som en særlig underholdning i en sag, der ellers af og til virkelig kan trække tænder ud med dagevis af tv-klip og vrisne bemærkninger mellem parterne.

Nu banker anklager på dommernes dør.

Anklager står i sin sortrøde satinkappe, udenfor døren, der bliver åbnet, uden at vi kan se, hvem, der åbner. Men han bliver åbenbart ikke inviteret ind, han står udenfor den åbne dør og taler ind gennem denne til dommerpanelet.

Han beklager. Han troede, at alt var i orden.

Han står stadig udenfor den åbne dør, da han forklarer, hvad han synes, den nyopståede frie tid skal bruges til.

Vi kan ikke høre forslaget. Men kort efter går anklager over til forsvarerne og siger:

- Jeg vil foreslå, at I viser alle jeres tv-klip i dag.

- Det er vi slet ikke forberedt på, svarer forsvarsadvokat Bjørn Elmquist.

- Nå, siger anklager, og tager lange skridt i laksko tilbage til anklagersiden for igen at rådføre sig med anklagerkollegaen om, hvad den vil byde alle os, der er mødt op her i dag for at overvære denne sag af international karakter.

Klokken 10 kommer hele dommerpanelet ind og sætter sig som vanligt på deres faste pladser på podiet.

Henrik Winkel er anklagers vidne, men forsvarerne fastholder, at han skal indkaldes igen. Han er et centralt vidne, mener de.

Og det fastholder forsvarer. Selvom vidnet er anklagers.

Retsformanden opfordrer begge parter, både anklager og forsvarer til fremover at være forberedt på denne slags situationer. Altid at have noget parat, som kan forelægges retten, hvis der opstår et behov for det.

Pludselig spørger Elmquist ind til de 16 tyrkiske vidner, som er blevet afhørt indenretsligt i Tyrkiet (af et mix af en anklager- og en dommer-funktion), efter det inkvisitoriske princip og efter angrelovgivningen, som aldrig mødte op i Byretten. Elmquist vil vide, om anklager ved, om de mon vil møde op her i Østre Landsret? Anført i retslisten til at blive afhørt 13. marts og 8. april.

Men nej. Ingen af de tyrkiske vidner kommer, meddeleler anklager så.

Heller ikke den landsbyvagt, som under stor politibevogtning som en anden statsmand fra Mellemøsten, kommer og bekræfter sit vidneudsagn i denne retssal.

Det var ellers et uforglemmeligt syn at se denne tyrkiske landsbyvagt, iført gennemkappet helt op i halsen sort bedstefar-læderjakke med skudsikker vest indenunder midt i den danske sommerhede. Mens anklager hel-vejledte den tydeligt desorienterede mand til at læse et geografisk kort over Tyrkiet for at vise, hvor han vogtede.

- Manden er jo analfabet og kan ikke læse kort og har heller aldrig været inde på en computer for at surfe på internettet, var der én, der hviskede i mit øre i Byretten den sommer.

Nå, men det gensyn går vi altså glip af.

Anklager beklager endnu en gang meget, at Henrik Winkel ikke er blevet indkaldt som vidne, som planlagt flere måneder forinden.

- Det er nok den sidste mand, jeg ville forvente ikke ville dukke op som vidne, siger forsvarer Steen Bech.

 

Resten af dagen går med at anklager fremviser tv-klip og dokumenterer de tyrkiske vidneudsagn, der er foretaget efter retsprincippet:

”Jo mere du indrømmer, desto mindre straf får du (angrelovgivningen)”.

 

Annonce