Bagbundet af terror

I dag starter retssagen mod 44 journalister i Istanbul, anklaget for forbindelse til terrorgrupper.

I dag modtog samtlige tv-stationer i Danmark det ændringsforslag til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, som justitsminister Morten Bødskov i januar truede med skal lukke tv-stationer som kurdiske ROJ TV.

Hvis det skulle være undgået nogens opmærksomhed er terror tidens trend.

I Tyrkiet som i Danmark.

I løbet af sommeren har tyrkiske premierminister Erdogan desperat forsøgt at true medierne til tavshed med udsagn som for eksempel: ”Enten er I med os, eller I er med PKK”.

Jeg ved godt, hvad det betyder, nemlig at journalister, der rapporterer om konflikten mellem den tyrkiske stat og kurdernes frihedsbevægelse PKK, bliver bagbundet med terror-strips. Nøjagtig som de 44 journalister, der i dag træder ind i retssalen i Istanbul er blevet det. Og mange, mange flere med dem.

Nu kommer den slags middelalderlige metoder fra magten til at fjerne uønskede ytringer og eliminere virkeligheden, måske også til udfoldelse her i landet – hvis metoderne ikke allerede er godt i brug …..

Selvom jeg gennem 1 år og 5 måneder har fulgt udviklingen tæt for kurderne, fortrinsvis i Tyrkiet, og skrevet omkring 70 blogindlæg om den konstante undertrykkelse, er mine ører stadig ved at falde af, hver gang mine kilder dagligt fortæller mig om nye grænseløse statslige overgreb, horrible beskyldninger og bagvaskelser på statsplan.

Ja, det undrer mig faktisk så voldsomt, at jeg ofte må grine hysterisk af satiriske vittigheder og ellers få afløb for den ophobede viden gennem karateråb i det lokale Frederiksberg Fitnesscenter.

Forleden fik jeg mig også en gevaldig øjenåbner for min åbenbare meget globale marginale viden, da jeg mødtes med to skoleveninder helt tilbage fra Tåstrup Private Realskole, og jeg forsøgte at genfortælle dem tv-transmissionen af tyrkiske soldater, der for første gang nogensinde på tyrkisk stats-tv sås  nedtage et tyrkisk flag af hensyn for efterladte af døde kurdere i konflikten mellem militæret og Folkets Hær (HPG).

Hverken af mine smukke, veluddannede og ansat-i-store-stillinger-veninder, forstod hvor symbolsk en handling nedtagningen af det tyrkiske flag var. Og endda på tyrkisk stats-tv, der ellers aldrig viser svaghed fra nationen, der er ét folk, ét sprog og ét flag.

De fandt det lidt mere komisk, da jeg genfortalte en modsat flaghistorie om to tyrkiske helikoptere på mission for at sønderskyde et kurdisk flag, der var plantet på en utilgængelig bjergtop.

I løbet af sommeren har jeg måtte spørge mig selv, hvor latterlig kan en premierminister tillade sig at være?

Erdogan har i al fald vist sig som sommerens kandidat til værste mobber af ytringsfriheden, da han sammen med sine ministre flere gange har forsøgt at få journalisterne til at undlade at gøre deres arbejde.

-        Enten skriver I de historier, jeg vil have, eller også bagbinder vi jer for terror, er sådan set undermeningen med påbuddet.

Oveni begyndte den Gülen-ejede avis Yeni Akit massivt at bringe bagvaskelses-artikler om adskillige journalister, der har forsøgt at bringe klaring på konflikten mellem staten og kurderne frem til offentligheden.

Det lyder for mig mere og mere skingert og desperat, når en statsmagt har behov for at italesætte deres egen angst.

Desto mere forstærket af, at kurderne i løbet af sommeren for alvor har fået et håndgribeligt håb om bedre forhold med ROJAVA, dér hvor solen går ned (områderne i det nordlige Syrien), der nu er kontrolleret af kurderne med et øverste samlet råd, Desteya Bilind a Kurd, for et samlet regionalt Vestkurdistan.

Lørdag samledes over 100.000 kurdere i Mannheim i Tyskland for at manifestere sig i et brag af en fest.

Samme dag startede en 47-dages road-tour for at få Abdullah Öcalan ud af isolationen (har været isoleret for besøg af sine advokater på fængsels-øen Imrali i over ét år). En udsmykket bus spækket med repræsentanter for forskellige europæisk/kurdiske foreninger, kunstnere, fredsmødre og et kurdisk fredsråd besøger otte lande og 69 storbyer på en rute fra Mannheim til Stockholm.

Der er kun én vej frem i konflikten, siger rigtig mange meningsdannere nu, både i Tyrkiet og internationalt: Forhandling mellem parterne, kurderne ind i forfatningen og demokratiske rettigheder til alle med både fri presse- og ytringsfrihed og valgfri politisk observans.

Reporters Without Borders nævner, at ”Tyrkiets kurderes krav fortsat er det mest sensitive emne for medierne i Tyrkiet. Den Europæiske Journalist Sammenslutning, EFJ, følger sagen mod de 44 tyrkiske journalister nøje.

De binder os på mund og hånd – men de kan ikke bagbinde frihedsånden, uanset hvor mange terrorstrips, der smælder over landet.