Fremgang til Republikanerne - nederlag til te-bevægelsen

Jeg har ikke det fulde overblik over valget endnu, og alle stemmerne er ikke talt op, men her i øjeblikket ser det ud som om det amerikanske valg førte til et pænt parlamentarisk nederlag til te-bevægelsen og dens rolle i det Republikanske parti.

Som jeg tidligere har beskrevet er te-bevægelsen en kompleks størrelse, der samler mange forskellige kræfter. Blandt dem er ultra-konservative, ultra-liberalister, kristne fundamentalister, racistiske og fascistiske grupperinger og voldelige militser – samt en masse folk, der generelt bare er frustrerede og vrede over den politiske og økonomiske situation. Te-bevægelsens rolle har været at mobilisere denne vrede for at at trække amerikansk politik og det Republikanske parti til højre.

Som sådan har den dels været omfavnet af republikanske politikere, men den har også udfordret partiet og de af dets politikere, som ikke har været ekstreme nok. Den har blandt andet afsat etablerede konservative politikere i partiet og opstillet sine egne yderligtgående kandidater.

Midtvejsvalget igår har altså ikke bare været et valg for eller mod Demokraterne, men også et valg om magten internt i det Republikanske parti. Det har været et valg om hvem der skal præge og repræsentere den konservative bevægelse i USA.

Dronning Palin

Idag ser det ud til at tebevægelsen og højreekstremismen tabte det andet slag om Amerikas og den amerikanske højrefløjs fremtid. Det første slag var da Obama blev valgt som præsident efter en særdeles hadsk valgkampagne anført af vice-præsidentkandidat Sarah Palin, som mobiliserede de mest ekstremistiske og antidemokratiske kræfter i USA i en sådan grad at den ellers så “pæne” præsidentkandidat John McCain ikke alene tabte valget men også mistede grebet om sin egen kampagne og nærmest blev skræmt over sit eget bagland.

Selvom taktikken ikke lykkedes og Demokraterne vandt valget, fastholdt Sarah Palin sin position som uofficiel – og ikke-valgt – åndelig og politisk leder af det Republikanske parti. Hun droppede sit arbejde som guvernør af Alaska og koncentrerede sig om landsdækkende politik. Uden at stille op til nogen politisk post har hun nærmest opnået en rolle som skygge-leder af det yderste højre og som en person, man ikke må kritisere, hvis man vil bevare sin position i den Republikanske bevægelse. Nederlaget blev ikke tolket som et resultat af Palins ekstremisme men som et bevis på at McCain ikke var ekstrem nok.

Efter præsidentvalget var der godt nok flere forsøg fra de mere moderate og besindige konservative kræfter på at generobre kontrollen over partiet og føre en mere fornuftspræget politik. Men de blev eftertrykkeligt sat på plads af palin-tilhængerne i indflydelsesrige højreorienterede medier som Fox News og radioværten Rush Limbaugh. Ekstremismen tabte altså præsidentvalget, men den vandt den interne magtkamp om hvilke tendenser, der skal repræsentere den amerikanske højrefløj.

Igår kom det andet slag, og igen blev det til et parlamentarisk nederlag til de ekstremistiske tendenser, der har overtaget det Republikanske parti. Men som ved præsidentvalget er det ikke sikkert, at det betyder at de vil miste kontrollen over partiet, selvom der nok igen vil være klassisk konservative, der vil forsøge at tage et internt opgør.

Symbolsk sejr for demokraterne

Alt i alt havde te-bevægelsen opstillet eller støttet 89 kandidater i det nu overståede valg til den amerikanske kongress. Det vil sige, at 89 kandidater fra det republikanske parti omtalte sig selv som tilhørende denne bevægelse og havde fået det blå stempel fra det yderste højre. 54 ud af disse 89 “tea-party-candidates” tabte sine valg igår, men da det amerikanske valgsystem betyder at adskillige kandidater stiller op i sikre kredse, er det mere interessant at se på nogle af de vigtigste og mest symbolske opgør.

To af de mest fremtrædende te-bevægelse-kandidater var Sharron Angle i Nevada og Christine O’Donnell i Delaware. Begge de ultra-konservative og kristen-fundamentalistiske kandidater havde væltet mere traditionelle konservative kandidater af pinden og fik Sarah Palins støtte i kampen om at repræsentere det Republikanske parti. Og de tabte begge to hvad der ellers burde have været nærmest “sikre” valg.

Det er væsentligt fordi de stillede op i vigtige valgkredse imod særdeles upopulære Demokratiske politikere, som af Republikanerne og te-bevægelsen er blevet gjort til nogle af de mest fremtrædende og symbolske politiske fjendebilleder.

Især valget i Nevada, som Sharron Angle tabte til den af republikanerne så forhadte Harry Reid, var særdeles symbolsk og var et af midtvejsvalgets omdrejningspunkter. Demokraten Harry Reid, der er formand for Senatet, var Republikanernes nationale fjendebillede ved dette valg. Det var ham, der blev mobiliseret imod blandt Republikanere i hele landet. Og eftersom han ikke engang var videre populær blandt sit eget bagland, er det altså et kraftigt og symbolsk nederlag for te-bevægelsen, at han bevarer sin position. Det symbolske nederlag i Nevada blev også erkendt som en skuffelse af den konservative Tea-party Express.

Sandsynligvis ville en mindre rabiat, konservativ kandidat sagtens kunne have slået Harry Reid og sikret sejren for Republikanerne. Men de moderate republikanske kandidater blev vippet af pinden af ekstremisterne, som valgte af opstille sine egne politikere og tage kontrollen over partiet. Det kan meget muligt være grunden til at Demokraterne bevarede sit flertal i Senatet – deres kandidater har ikke behøvet at forklare eller forsvare sig selv, men har kunnet nøjes med at lade Republikanernes ekstremistiske og bindegale kandidater ødelægge sine egne valgchancer.

Symbolsk sejr for de moderate

Et andet valg af stor symbolsk betydning foregik i Sarah Palins og min gamle hjemstat, Alaska. Stemmerne er ikke talt op endnu i Alaska, hvor der som regel er mange brevstemmer, men forsigtige udmeldinger tyder på at der er sket noget historisk i Amerikansk politik: en tredie kandidat, der stillede op uden nogen af partiernes støtte og uden at være på valgsedlerne, har (måske) vundet.

Te-bevægelsens og milits-bevægelsens mand, Joe Miller, havde "kuppet" den republikanske opstilling, så den etablerede Republikanske kandidat, senator Lisa Murkowski, stod til at blive smidt på porten. Det ville hun ikke finde sig i, så hun stillede op udenfor partierne, hvilket betyder at folk selv var nødt til at skrive hende hendes navn på stemmesedlerne. Kun én amerikansk politiker har nogensinde før vundet et senatsvalg ved den metode (Strom Thurmond i 1954).

Det republikanske parti - både i Alaska og nationalt - nægtede at give hende nogen form form for støtte, og de konservative medier har nærmest ført kampagne imod hende. Samtidig har hendes valgkamp mest bestået af oplysning om hvordan man staver hendes navn. Alaska burde være en stensikker stat for det Republikanske parti, men den højre-ekstremistiske milits-mand Joe Miller – der også var støttet af Sarah Palin - var altså for meget for selv den udpræget konservative stat, Alaska.

Valget i Alaska er ikke bare symbolsk på grund af Lisa Murkowskis langt sværere odds, men også fordi hun i udpræget grad repræsenterer en anden tendens i det Republikanske parti og den konservative bevægelse end den, te-bevægelsen og Sarah Palin står for. Ikke alene er hun forhadt af både te-bevægelsen, men også af Sarah Palin personligt, og hun er en af de få Republikanere, der offentligt har kritiseret Sarah Palin.

Lisa Murkowski er kompromissøgende konservativ, moderat religiøs og nogenlunde fornuftig – hun repræsenterer altså det stik modsatte af Sarah Palin internt i den amerikanske konservative bevægelse. At Sarah Palin således blev sat på plads i hendes egen hjemstat (hvor hun godt nok ikke er videre populær) sender vigtige signaler ned i de 48 landfaste delstater – signaler der vil blive opfanget af mere moderate kræfter i det Republikanske parti.

Intern magtkamp venter

Te-bevægelsens kandidater vandt også nogle valg hist og her, men alt i alt tabte den mere end den vandt og – hvad er mere væsentligt – den smed vigtige sejre på gulvet og kostede Republikanerne hvad der ellers kunne have blevet et jordskredsvalg. Istedet må de nøjes med en mindre fremgang, der vil svække Obama og Demokraternes muligheder for at føre politik, men ikke give Republikanerne nogen egen mulighed for at få noget igennem.

Højreekstremisterne og te-bevægelsen er bestemt ikke besejret. De har nok stadig føringen i partiet, og den har de ikke tænkt sig at give fra sig. Valg-fuseren får næppe heller de nuværende Republikanske politikere, der har omfavnet ekstremismen, til at blive mere kompromis- og midtersøgende, da de nu har bundet sig til rollen som vrede nej-sigere.

Te-bevægelsen og ekstremismen vil blive ved med at være en faktor i amerikansk politik i et godt stykke fremover. Dette blev rammende illustreret af den racistiske og homofobiske millionær-kandidat, Carl Paladino, da han modtog nyheden om at han havde tabt valget om guvernør-posten i New York. Svingende med et baseball-bat råbte han ting som "Vi er ikke ikke slået. Vi er stadig i live! Vi har fået deres opmærksomhed nu. Dette var blot starten på vores korstog! I har ikke hørt det sidste til mig..."

Men valget bør give de mere moderate og “klassisk” konservative republikanere mod til at tage et opgør med ekstremismen og især med Sarah Palins rolle internt i partiet. Måske vil de igen blive sat på plads af de uofficielle og yderligtgående ledere, men kampen om konservatismens fremtid i USA er bestemt ikke overstået. Gårsdagens valg med en fesen republikansk sejr vil give ammunition til kommende interne magtkampe, som blandt andet vil dreje sig om, hvorvidt Sarah Palin eller en person som hende, bør repræsentere Republikanerne ved præsidentvalget i 2012.

Te-bevægelsen og den ophidsede retorik har bestemt været med til at mobilisere det konservative bagland og fremme stemningen imod Obama og Demokraterne - derfor bør den have en del af æren for den snævre Republikanske fremgang. Men hvis ekstremisterne ikke kan vinde et flertal blandt befolkningen, så er de moderate konservative nødt til at genvinde kontrollen over det Republikanske parti indenfor det næste års tid. Sker det ikke, så bliver næste præsidentvalg en uhyggelig affære, der vil overgå den sidste i hadsk og opflammende retorik.