I Europa er der allerede nu tusindvis af frivillige foreninger for studier og lærdom, for industri, handel, videnskab, kunst, litteratur, udforskning, modstand mod udbytning, underholdning, seriøst arbejde, nydelse og selvfornægtelse, for alt det der udgør livet for et aktivt og tænkende væsen. Vi ser disse netværker opstå i alle hjørner og alle domæner: politisk, økonomisk, kunstnerisk, intellektuelt. Nogle er så kortlivede som roser, andre består i adskillige årtier, og alle stræber de efter at - mens de bevarer hver grupperings uafhængighed - at forene sig på tværs af grænser og internt i hver nation; at dække hele det civiliserede liv i et netværk, hvor maskerne overlapper og forbinder hinanden. Der er allerede titusindvis af disse foreninger og de består af millioner af medlemmer.
Overalt er disse foreninger begyndt at bevæge sig ind på statens domæner og funktioner, hvor de udskifter statens centralisering med de frivilliges frie handlinger. [..] Når vi ser de skridt, der allerede er blevet taget i denne retning - på trods af og imod staten som forsøger at fastholde dens nyligt vundne monopol - når vi ser hvordan frivillige foreninger invaderer alt og kun hindres i deres udvikling af staten, så er vi nødt til at anerkende en kraftig tendens, en latent magtfaktor i det moderne samfund.
Sådan skrev Peter Kropotkin i manuskriptet til sit foredrag med titlen ”Anarkismen: Dens filosofi og ideal” i 1896 (løst oversat og forkortet af undertegnede). Denne tendens, hvor mennesker danner frivillige sammenslutninger, som varetager deres konkrete behov, er et emne Kropotkin beskæftigede sig med konsekvent igennem hele sit liv og forfatterskab. Det er her han ser håbet for menneskeheden: modvægten til den anden tendens, hvor vi forsøger at dominere og udbytte hinanden. Begge er tendenser som findes i alle menneskelige samfund.
I citatet ovenfor kalder han den sågar for en latent magtfaktor. Det er via dannelse og udbredelsen af stadigt flere og stadigt stærkere frivillige sammenslutninger af denne slags at han mente revolutionen - vejen til et andet samfund - måtte foregå. Det er nemlig herigennem at folk lærer at tage vare på sig selv og hinanden, og det er disse frivillige sammenslutninger som kan udgør det institutionelle alternativ til statens og ejendommens vold, udbytning og dominans.
I manuskriptet beskriver han denne tendens som det nødvendige fundament for et sandt kommunistisk samfund - et frit kommunistisk samfund: Et hvor vi ikke overlader det til en politibetjent eller til statens velfærdsapparat hvis vores naboer går sultne i seng eller slår deres børn, men hvor vi i stedet tager os af hinanden direkte. ”Kommunismen kan ikke gennemføres fra oven via lovgivning, parlamenter eller byråd”, skriver Kropotkin: ”Det kan ikke fungere uden at samfundet er dækket af tusindvis af foreninger som fungerer for at dække menneskenes tusinde behov.”
Nu skal man passe på med at ideologisk omklamre folk blot fordi de udøver frivilligt arbejde og hjælper hinanden i gennem ikke-centraliserede og ikke-hierarkiske foreninger. Det betyder jo på ingen måde at de dermed er anarkister. Og det er netop heller ikke Kropotkins pointe. Tværtimod hylder han denne tendens netop fordi den er så almen-menneskelig - den er et tegn på et grundlæggende menneskeligt behov.
Ligeledes behøver man ikke at være anarkist blot fordi man ligesom Kropotkin mener at denne tendens bør udbredes og har en vigtig politisk funktion. Autoritære politikere og ideologer kan også hylde ”civilsamfundet”. Det kan være fordi de bare bruger det som undskyldning for deres nedskæringer: ”Lad civilsamfundet løse problemerne” siger de, og mener måske i virkeligheden bare ”lad folk sejle deres egen sø”.
Men det kan også være ærligt ment ud fra de samme tanker som ligger til grund for det anarkistiske argument: Det styrker fællesskaber når folk tager ansvar for hinanden, det lader dem føle en direkte solidaritet og forbundethed som vi ikke opnår når vi udliciterer vort fælles liv til store og fremmedgørende institutioner.
Et eksempel er den konservative formand, Søren Pape. Hans tekst ”Hjertet og ansvar på rette sted” rummer begge argumenter, men gennemgående er det en hyldest til de frivillige organisationer og lokalsamfundet som i både retorik og indhold lyder som et ekko af Kropotkins 100 år gamle skrifter (helt ned til den nostalgiske længsel mod bondesamfundenes fællesskaber, som allerede på Kropotkins tid var ret antikveret).
Her er nogle udpluk af Papes skrift:
De færreste forbinder formenligt Det Konservative Folkeparti med anarkister. Men faktisk hylder jeg det menneskelige ”anarki” - ikke at forveksle med politisk kaos som bæredygtig ideologi. Men der hvor vi på eget initiativ tager ansvar for hinanden måske på trods af myndighedernes indblanding. Når vi sammen løfter opgaver, der ikke specifikt er vores, men som vi tager på os som naboer, borgere eller venner af det, jeg vil kalde næstekærlighed. Sådan helt lav praktisk. Når vi som mennesker ser og støtter hinanden.
[..] At hjælpe hinanden og at arbejde sammen er med til at skabe og styrke fællesskabet. Sådan husker jeg det fra min barndom på landet, hvor samarbejde og hjælp naboer imellem var nødvendigt for at drive gården. [..] Efterhånden har vi vænnet os til, at initiativer kommer fra myndighederne, fra kommunen, regionen eller staten, også når det gælder forhold mellem mennesker. [..] Vi er blevet forbrugere snarere end medborgere. Lægger vi ansvaret fra os, mister vi omsorgen for hinanden og samfundet. [..] Heldigvis blomstrer initiativrigheden. Som aldrig før yder danskerne en frivillig indsats. Så småt er udviklingen ved at vende.
Jamen, det kunne jo være taget direkte ud af Kropotkin!
Pape er naturligvis ingen anarkist, uanset hvad han påstår. De konservative er autoritære og for ham er civilsamfundets frivillige fællesskaber ikke noget der skal overtage og overflødiggøre statens funktioner eller magt. Tværtimod skal de styrke statens magt - de er en undskyldning for at fjerne statens mindre centrale funktioner, dem der har med borgernes sociale og sundhedsmæssige velfærd at gøre, så den i stedet kan koncentrere sig om de primære funktioner: Vedligeholdelsen og styrkelsen af dens centraliserede magtapparat, som udøver kontrol over borgerne.
Pape ønsker næppe at decentrale fællesskaber skal udgøre en trussel mod statens magtmonopol ved at underminere politiets, politikernes eller militærets autoritet. Han er altså ingen anarkist (og hvis han var, ville han næppe være formand for et autoritært konservativt parti som hylder Kirke, Konge og Stat).
Men det betyder jo ikke at hans hyldest til det frivillige (sam)arbejde i lokalsamfundene ikke er ment af et ærligt hjerte. Og han har ret: Det er et væsentligt element i den anarkistiske filosofi!
Derfor var det så underligt selvmodsigende, da han i sidste uge skældte ud og sagde at ”Der hersker et anarkistisk kaos i Danmark.” Jamen havde han da ikke lige sagt at han ”hylder det menneskelige anarki”? Og nu, blot få måneder efter, sætter han anarki lig med kaos og fordømmer det ... blot fordi nogle mennesker har krydset en statslig grænse og er ved at gå igennem hans land uden at lade sig registrere og kontrollere af statsapparatet? Jeg må nødvendigvis gentage min konklusion: Pape er (naturligvis) ingen anarkist - han er en autoritær statstilhænger.
Men i en anden forstand har han faktisk helt ret: Der hersker et anarki i Danmark i disse dage. Et anarki af den slags han foregav at hylde i sin tidligere tekst. Et anarki bestående af tusindvis af frivillige initiativer.
Jeg tror ikke der i hele mit liv har været så stor en mobilisering af danskere som stiller sig selv og hinanden spørgsmålet: Hvordan kan vi hjælpe?
Vi har alle set billederne af flygtninge der ankommer ved kysterne i Italien og Grækenland - nogle skyllet op på stranden, døde ved ankomsten til det ”Fort Europa”, som de håbede kunne give dem et liv i sikkerhed, men som i stedet desperat forsøger at holde dem ude. Vi har set hvordan de overlevende kæmpede sig videre gennem Europa og trodsede EUs usolidariske og inhumane regler, der siger at flygtninge kun må få asyl i Europas udkant - nogle omkom af iltmangel da de lod sig smugle over grænserne i lastbiler. Og vi har set hvordan de brød igennem hegnet ind til Ungarn og derefter samledes i fælles karavane for at slippe ud af det land, som satte hæren ind for at forhindre dem i at flygte og ville internere dem i lejre. Endelig slap de ind til Østrig og Tyskland - lande hvor nogle af dem havde familie og kunne håbe at få asyl - og nogle af dem begav sig videre nordpå med destination mod Sverige og Finland.
I denne lange og livsfarlige færd på flugt fra brutale og folkemorderiske bevægelser kom nogle af dem til Danmark. De fleste ville videre: de regnede ikke Danmark som et sted hvor de kunne være i sikkerhed.
Normalt ville det ellers være statens opgave at tage imod mennesker på flugt - organisere deres transport og ankomst, give dem husly mens deres sag blev behandlet, og først og fremmest sige til dem: Her er i i sikkerhed, her har i rettigheder. Men de seneste årtiers flygtningepolitik, hvor Danmark uanset regering har bevæget sig på kant med konventionerne, har sendt det klare budskab til flygtninge at det er bedst at undgå at blive registreret og søge asyl her.
Og da flygtningene for første gang i årtier ankom i fællesskab og i fuld åbenhed, men egentlig blot ville igennem landet, var staten handlingslammet: Skulle politiet indfange og registrere dem, hvorved de ville være tvunget til at søge asyl i landet, og staten ville være tvunget til at give dem asyl? Stik imod både flygtningenes og statens egne ønsker? Skulle man lade dem passere og vandre tværs igennem landet så de kunne komme til Sverige? Det ville dels sætte den svenske stat i en problematisk situation, men det ville også forarge de autoritære nationalister, som frygter alt der bevæger sig udenom statens enevældige kontrol - uanset at en sådan kontrol ville betyde at staten ville være forpligtet til at give flygtningene asyl og sikkerhed.
Samtidig var statens ledelse fuldstændig splittet. Mens statens leder, statsministeren, først var fraværende og dernæst meldte ud at han var beredt til at tage imod et (hånligt lavt) antal flygtninge fra Tyskland, blev han direkte modsagt af sin egen minister som insisterede på at Danmark ikke ville tage en eneste af flygtningene i Europa. Mens Lars Løkke Rasmusen sagde at der måttte findes en ”fælles europæisk løsning,” sagde Inger Støjberg, at man i hvert fald ikke skal regne med Danmark i det fællesskab for ”vi har retsforbehold.” Og mens hans egen regering netop har indrykket annoncer i udandet for at skræmme flygtninge fra at søge asyl i Danmark, står statsministeren gudhjælpemig og hævder at han "ikke forstår hvorfor flere ikke har søgt asyl her."
Spørgsmålene melder sig: hvem er egentlig statens leder når der kommer så modsigende politiske udmeldinger fra dens repræsentanter? Er der overhovedet nogen overordnet styring? Ved den ene hånd hvad den anden laver? Har statsministeren ingen fornemmelse for hvad hans egne ministre foretager sig? Her kunne Søren Pape måske med rette tale om ”anarkistisk kaos” i betydningen ”kollaps af lederskab og autoritet.”
Det var tydeligt at den danske stat ikke havde nogen endegyldig vilje i den første uges tid. Politiets handlinger vidner om dette: I nogle tilfælde forsøgte de at håndtere situationen med magt og prøvede at forhindre flygtningene i at gå videre, nogle steder satte betjentene sig ned og vendte det blinde øje til mens flygtningene passerede, og i atter andre tilfælde lod de dem gå i fællesskab og nøjedes med at dirigere trafikken, sådan som det også sker ved andre store begivenheder. Der var altså ikke nogen entydige ordrer ”oppefra”, så det var op til betjentene selv at vurdere hvad der måtte gøres - hvilket også gav dem mulighed for at gøre det mest menneskelige frem for blot at parere ordrer og udføre statens direktiver.
Hvor staten var fraværende eller uorganiseret var befolkningen og civilsamfundet dog massivt til stede. Tusinder af danskere har i de sidste uger deltaget som frivillige i ”redningsaktioner,” hvor de har fragtet folk til Sverige, og i logistisk arbejde, hvor de har bragt mad, tøj, tæpper, m.v. til de vandrende flygtninge, og i velkomst komitéer som har taget imod dem, folk har indsamlet informationer og formidlet oplysninger om hvilke ruter der er mest sikre, og atter tusinder har sendt penge eller på anden vis ydet hjælp til flygtningene.
Det var en pludselig og enorm opblomstring af frivillige sammenslutninger af folk som var berørte af de billeder de havde set, og de historier de havde hørt, og som var motiveret af én ting: Behovet for at hjælpe andre som havde behov for hjælp. I lang tid har de fleste af os tænkt "bare vi kunne hjælpe," men lidelsen foregik langt væk og var udenfor vores kontrol. Men nu var flygtningene kommet hertil. Nu var det pludselig konkret: Nu kunne man faktisk hjælpe direkte, her og nu. Og i tusindvis rejste folk sig.
Dette var virkelig ”det menneskelige anarki” i fuld udfoldelse!
Det var frivillige sammenslutninger - først løst organiseret som enkelte individer og små grupper og dernæst koordineret og organiseret i fælles samarbejdende netværker, som fungerede uden tvang, uden hierarkier og uden centraliseret magt. De udførte dette arbejde udenom staten og sågar uden hensyn til den lovgivning som kriminaliserer menneskelighed og straffer folk for at yde hjælp til uregistrerede flygtninge.
Folk så, at staten ikke kunne eller ville gøre det rigtige. Dermed mistede den autoritet og folk var villige til at bryde loven i massiv kollektiv civil ulydighed, fordi de vidste at deres handling var den, de havde lært er den rigtige: at hjælpe folk som har behov for hjælp. Det er det vi har lært fra barnsben, og det vi har lært af vores historiske fortællinger.
Den udbredte civile ulydighed har også lagt pres på myndighederne og været med til at bestemme deres kurs. Der var altså virkelig, som Kropotkin skrev, tale om ”en latent magtfaktor,” som udskiftede ”statens centralisering med de frivilliges frie handlinger (..) på trods af og imod staten som forsøger at fastholde dens monopol.
Det manglende politiske lederskab - statens fravær, rådvildhed og interne splittelse - var givetvis en faktor som åbnede rum for at befolkningen kunne tage over. Som Merete Pryds Helle skrev på Facebook:
Kære politikere (undtagen jer, der har kørt rundt på Lollands veje de sidste dage.) Har I lagt mærke til, at befolkningen har opgivet jer? Både civilbefolkningen og politiet? Vi finder løsninger selv, og starter velfærdssamfundet forfra, fra bunden. Politiet vurderer selv, hvordan flygtninge bedst transporteres i Danmark, og civilbefolkningen sørger for deres transport, enten i egne biler eller ved at betale togbilletter. Der sørges for mad, medicin, lægehjælp og tøj; uden om jer. Der samles rigtig mange penge ind af private. Mange mennesker knokler for at løse situationen i alle deres vågne timer. (Selvfølgelig også på asylcentrene, det ved jeg godt.) Man kunne mene, at en flygtningekrise i Danmark er et statsligt anliggende, men I viser os, at I ingen interesse har i løsninger. I taler om at hjælpe i nærområderne, hvilket er en udmærket ide. Jeres hjælp består i at skære i bistanden til nærområderne. Det gør helt ondt at skrive. Jeres manglende evne til at koordinere mund og hånd. Hvis I fik indkradset de 6 milliarder af vi skatteyderes penge, som I har smidt væk, og sendte til flygtningelejrene i landene omkring Syrien, ville vi måske lytte til jer. Som det er nu, er I overflødige. Vi har taget vores Danmark tilbage. I havde det kun til låns, og I fik lavet nogle grimme pletter på det. I kunne måske redde en smule af jeres ære med et gevaldigt TAK BEFOLKNING.
Og denne tendens går længere tilbage end de seneste par uger. I nyere tid er der rundt omkring i Danmark opstået lokalt forankrede sammenslutninger af folk som organiserer praktisk hjælp og - lige så vigtigt - tilbyder fællesskab og åbenhed til de flygtninge som allerede er ankommet og er blevet bosat i landet.
Der er for eksempel ”Venligboerne,” som startede i Vendsyssel men nu har inspireret lignende initiativer over hele landet. Det er folk som finder sammen for at skabe lokale fællesskaber og lade flygtninge få adgang til dem - baseret på direkte menneskelig kontakt og åbenhed, i stedet for den ”professionelle distance” som de store centraliserede organisationer og staten opererer med. Andre initiativer går under navne som “Gæstfrie i Halsnæs” og utallige andre.
Andre har gjort hvad de kunne for at hjælpe flygtningene, da de ankom i Middelhavet. Fra Danmark er der blevet arrangeret frivillige indsamlinger af penge, mad, tøj, m.v. som er blevet sendt til Lesbos i Grækenland. Over 1000 danskere bidrog til de første containere, der blev sendt af sted. Også i Calais, hvor flygtninge er samlet i midlertidige lejre, har frivillige græsrodsindamlinger udgjort størstedelen af nødhjælpsarbejdet. Naturligvis er dette enorme frivillige arbejde blevet kritiseret af de store centraliserede og professionaliserede organisationer, som frabeder sig indblanding fra "amatører".
Måske har de en pointe, men de har ikke forstået en anden lige så vigtig pointe: Folk har brug for selv at tage initiativ og føle at deres handling betyder noget. Vi har brug for at handle sammen i fællesskab og det kan have mere vidtgående og langvarige positive effekter at folk får oplevelsen af at kunne organisere sig og gøre en indsats i stedet for blot at overlade det til andre.
Alle disse initiativer består af folk af vidt forskellige politisk og religiøs observans og de kommer fra alle samfundslag. Igen: Man kan ikke pådutte dem en bestemt politisk holdning; det at finde sammen ud fra ønsket om at hjælpe hinanden er et almen-menneskeligt behov. Vi har alle brug for at være noget for hinanden, at leve for mere end blot os selv, vi føler alle en glæde ved at tage del i at opbygge fællesskab, og kun de mest kyniske af os kan sidde og tie stille når folk i nød helt konkret står uden for vores dør. Jeg er således ikke i tvivl om at der findes folk fra hele det parlamentarisk-politiske spektrum i disse bevægelser.
Ikke desto mindre er det en tendes som udfordrer og går imod den etablerede statslige ideologi og logik - den som siger at vi ikke skal bryde os om “det fremmede,” den politiske retorik som fortæller os at vi skal være bange for hinanden og at vi skal lade staten have monopol på at passe på os, mens vi bare selv skal være vores egen lykkes smed i den store konkurrencestat. De mange frivillige netværker går imod denne logik og afviser budskabet om frygt og individualisering til fordel for venlighed og fællesskab. De er dermed “en latent magtfaktor i det moderne samfund”.
Nogle af disse initiativer vil givetvis være ”kortlivede som roser” mens andre vil ”bestå i årtier”. Opgaven for alle, som ønsker et samfund baseret på venlighed, frivillighed og fællesskab, er at styrke denne tendens og lade den invadere stadigt flere områder af samfundet. Kun derigennem kan vi tage kontrol over vor fælles tilværelse.