Annonce

31. januar 2017 - 13:56

Modkraft: Farvel og tak.

 Modkraft var stedet, hvor jeg kunne læse, hvad andre på venstrefløjen mener. Vi kunne diskutere der. Jeg havde selv mulighed for at komme til orde.

Det var jeg meget glad for – og derfor er jeg også meget ked af, at Modkraft lukker.

 

Jeg er ikke enig med dem der mener, at fordi vi er splittede op på venstrefløjen, så kan vi ikke have et fælles forum. Tværtimod: Vores uenigheder gør det nødvendigt at have et sted at diskutere.

 

Jeg er fx som regel ganske uenig med Leif Donbæk fra SF … men det er godt at have et forum hvor jeg kan diskutere med ham og hvor han på sin sædvanlige polemiske, men også ærlige vis siger hvad han mener og prøver at komme peber i Enhedslistens åbne, politiske sår.

 

Jeg var også glad for at læse Queer redaktionens diskussioner om køn og venstreorientering – selv om jeg syntes deres kritik af venstrefløjen ramte ved siden af.

 

Selv den Ex-butiks-ansatte vil jeg komme til at savne lidt. Det var ganske vidst sjældent at der kom noget positivt fra den kant. Han/hun afviste selv at byde ind med blogs, men var altid flittig til at kritisere – og kritik kan man lære noget af. Jeg er ikke enig i, at for at forsvare de lavtlønnede butiksarbejdere, så skal man ignorere andre spørgsmål. Men han eller hun har jo ret i at vi skal forsvare dem – at fagforeningerne og venstrefløjen gør for lidt.

Så blogafdelingen på Modkraft, var det jeg brugte mest.

 

Nyhedsafdelingen var svagere … det er naturligt. Med næsten ingen journalistiske kræfter kan man ikke løfte den opgave det er, at dække verden bare nogenlunde. Det blev til spredte nedslag – bedst og vigtigst omkring rydningen af Ungdomshuset og de mange torsdagsdemoer der var ryggraden i kampen for det nye ungdomshus.

Det er ikke nemt at dække nyheder, hvis man skal lave research og være nogenlunde sikker på at det man skriver er rigtigt. Det er nemmere for ekstreme højrefløjsmedier som Breitbart News og Den Korte Avis, der simpelthen opfinder nyhederne selv og fordrejer virkeligheden til at passe ind i deres reaktionære, xenofobiske verden.

 

På kontradoxa kunne man finde grundige analyser, som ofte var interessante, selv om det kan være svært at læse så lange artikler på nettet. Tidsskriftcentret m.fl. lavede linkssamlinger som jeg tror var nyttige for venstreorienterede, som er lidt yngre end mig.

 

Med Modkrafts alt for tidlige bortgang kommer der til at mangle noget. Venstrefløjen har brug for brede medier til at modvirke den borgerlige medie dominans.

Det må vi også tage en stor del af ansvaret for i Enhedslisten. Enhedslisten er uden tvivl Venstrefløjens største organisation i dag og samler op mod 10% af stemmerne. Vi har også næsten 10.000 medlemmer. Desværre, så er det ikke lykkedes os at få opbygget en aktivisme, der svarer til vores størrelse – eller at nå bredere ud.

Tværtimod bliver Enhedslisten mere og mere en valgmaskine. Det er der brug for selvfølgelig – men der er også brug for en langt mere aktivistisk venstrefløj, en bedre organiseret venstrefløj – og derfor også for et Venstreorienteret medium, som er bredt, som kan være kritisk – også overfor Enhedslisten – og som når ud.

Den opgave ligger lidt død nu, men når gravøllet er drukket, så må vi se på den igen.

 

Tak til Modkrafts journalister. Tak til Monsun for støtten. Tak til bloggerne og kommentatorerne.

 

Farvel og tak

 

Kampen fortsætter.

Annonce