Modkraft bragte igår en artikel om en protest-aktion mod den såkaldte ’Love Camp’, som - så vidt jeg kan læse mig til - er en gratis, alternativ festival udenfor Roskilde-festivallens område. Jyllandsposten har også dækket aktionen - eller: refereret pressemeddelelsen fra foreningen ’Fri Kultur’, som protesterede mod den alternative festival.
Begge artikler gør mig noget forundret og efterlader mig med flere spørgsmål end svar. Hvorfor har nogen behov for at protestere mod en festival? Er det en særlig ond festival? Har de booket nazi-bands? Har de forsøgt at sabotere Roskilde-festivallen? Hvad er det, de har gjort?
Foreningen Fri Kultur oplyser til Modkraft, at de mener, at ’Love Camp’ er både »usolidarisk« og »usympatisk«, men det bliver ikke rigtig forklaret hvordan og hvorfor.
Det vil sige, i Modkrafts artikel fortæller foreningens næstformand, Kasper Sandkjær, at »en privat fest som Love Camp underminerer de velgørenhedsprojekter som Roskilde Festivalen er til gavn for.«
Men hvordan giver det nogen mening? Love Camp har vel ikke forhindret Foreningen Fri Kultur i at tjene penge på at være "frivillige" på Roskildefestivallen? Hvad har de gjort, som underminerer nogen velgørenhedsprojekter?
Det bliver værre endnu, for Love Camp er åbenbart en direkte trussel mod demokratiet! Foreningen skriver i en pressemeddelelse, at »Love Camp undergraver foreningslivet og dermed en grundpille i det danske demokrati«. Det er altså nærmest en terror-fest eller noget. Men igen: hvad er det, Love Camp har gjort, som er sådan en trussel for demokratiet?
Vi får også at vide, at foreningen er på Roskilde, fordi »de mener deres værdier stemmer overens med ånden på Roskilde« (hvad det så end skal betyde). Men så er der vel ikke noget problem? Hvis de har de godt inde på Roskilde-festivallen, og det er en festival, hvis "ånd" passer godt til dem, hvorfor i alverden vil de så gå ud af festivallen for at fortælle andre, at de ikke må gå til en alternativ festival.
Hvad nu hvis "ånden" på Love Camp stemmer godt overens med nogle andres værdier? Er det ikke netop "ånden" i demokratiet, at folk må gå til den festival de har lyst til og stemmer mest overens med deres værdier? Desuden er der vel intet, der forhindrer folk i at deltage på begge festivaller, hvis de skulle have lyst til det? Eller jo: Det vil Foreningen Fri Kultur åbenbart gerne. Men hvorfor er det udemokratisk og usympatisk, at der er flere festivaller?
Man skal over til Jyllandspostens artikel - eller rettere: til foreningens pressemeddelelse - for at finde ud af hvad det er, Love Camp har gjort, som er så "usympatisk", "usolidarisk, og "udemokratisk". Foreningen skriver (min fremhævning):
»Roskilde Festivalen er vores største og vigtigste indtægtskilde, og når Love Camp forsøger at underløbe festivalen med deres gratis fest, så går det udover foreninger som os.«
Lad os lige tage det igen: Det er en underminering af foreningslivet og demokratiet, og det er "usympatisk" og "usolidarisk", at nogen har taget initiativ til en gratis fest! Problemet er simpelthen at den er gratis???
Festivallen er gratis og åben - og dermed er den angiveligt en trussel for den (efter min mening) dyre og lukkede Roskilde-festival. Virkelig? Og det udsagn kommer altså fra en forening, der kalder sig "fri" kultur?
Jeg ved ikke nok om den der Love Camp, til at kunne udtale mig om, hvorvidt der er noget skummelt over arrangørerne. Men jeg ved, at der er noget ravruskende galt med en forening, som angiveligt arbejder for at fremme demokrati i Hviderusland, men som aktionerer mod en alternativ festival, slet og ret fordi det ikke koster penge at komme ind på den.
Hvordan kan man kalde sig "Fri Kultur", når man aktionerer for at etablerede institutioner skal have monopol på kultur-arrangementer, og at kultur absolut skal koste penge? Det er jo hverken fri som i "free beer" eller som i "free speech" (forklaring her).
Det forvirrer mig også, at det er socialdemokrater, der har sådan et syn på begreberne "demokrati" og "solidaritet". Foreningen Fri Kultur består nemlig af yngre socialdemokrater fra DSU.
Jeg forstår altså ikke foreningen Fri Kultur. Og jeg forstår ikke hvad den protest-aktion går ud på. Måske er arrangørerne af Love Camp nogle slubberter, men det eneste argument imod dem synes at være, at det er fejt af dem at holde en gratis fest ved siden af Roskilde-festivallen for folk, som sandsynligvis alligevel også har købt billet til Roskilde-festivallen. Og det argument giver altså ikke megen mening.
Så foretrækker jeg altså folkene bag den anden ’Fri Kultur’.