Annonce

2. april 2012 - 16:27

Sejr i Århus, nederlag i medierne?

Først og fremmest: Tillykke med sejren i Århus i lørdags! Respekt og klap på skulderen til alle jer, der organiserede, mobiliserede til og deltog i kampen mod fascismen. Dette var ikke en lokal begivenhed, men en europæisk sejr.

Nyfascistisk nederlag

Den engelske nyfascistiske bevægelse EDL havde arbejdet i månedsvis på at mobilisere dens lokale satellit-afdelinger rundt om i Europa samt den bredere racistiske og ekstrem-nationalistiske bevægelse generelt. Deres demonstration i Århus skulle vise at de er så godt organiserede og har så bred opbakning, at de kunne stable et internationalt antimuslimsk arrangement på benene, og blive taget seriøst som en paneuropæisk politisk organisation, der skulle bane vejen for yderligere racistisk og topstyret organisering i Europa med England som kommandocentral. Til dette formål havde de valgt den danske ”nazi-hovedstad”, Århus, da de troede, at de her var på sikker grund og havde lokal opbakning.

Det blev mildt sagt en dundrende fiasko!

Hvad der skulle have været en kæmpe mobilisering med tilrejsende had-grupper fra hele Europa (og USA), og et bevis på bevægelsens stærke organisering, blev til et ynkeligt arrangement, der blot samlede omkring 200 fascister i en park til et arrangement, der blev stærkt forsinket på grund af elendig organisering. Adskillige af de bebudede internationale talere havde meldt afbud eller erklæret at de aldrig var blevet inviteret og ikke var interesserede, og de, der endte med at holde taler, måtte råbe i megafon, da organisatørerne ikke kunne find ud af at organisere et lydanlæg.

EDL fik altså kun bevist, at de ikke har organiseringsevner, at de ikke har bred opbakning, at de ikke udgør nogen egentlig pan-europæisk bevægelse, og at de hverken har evnerne eller medlemmerne til at blive den slagkraftige, europæiske, politiske organisation, som de håbede kunne blive resultatet af demonstrationen i Århus.

Antiracistisk sejr

Samtidig viste venstrefløjen, fagforeningerne, antiracistiske foreninger og mange andre, at modstanden mod fascisme og racisme er langt stærkere og samler langt flere, end hadet gør. Mediernes vurderinger af hvor mange, der deltog i den antiracistiske moddemonstration, ’Aarhus for Mangfoldighed’ varierer meget, men der har vidst været mindst været en 4-5000 - altså mange gange flere antiracister end den lille forsamling af internationale fascister, der var forsamlet i parken i nærheden. Ikke alene var der langt flere til den denne demonstration - den var også bedre organiseret og havde både lydanlæg og scene, så tilhørerne faktisk kunne høre talerne.

Det blev altså vist, at modstanden mod racisme og fascisme er langt bedre organiseret, har langt større folkelig forankring, og samler langt flere end den islamofobiske nyfascisme. Det var altså en dobbelt sejr!

Efter den vellykkede antiracistiske demonstration var der så nogle, der bevægede sig hen til den del af byen, hvor fascisterne var forsamlet, for at lægge yderligere pres på dem. De råbte antiracistiske slagord og forsøgte at komme tættere på fascisterne. Da politiet ville holde antiracistiske demonstranter ude af parken kom det til lidt håndgemæng, og politiet benyttede deres mulighed for at tilbageholde folk uden at sigte dem for lovovertrædelser.

Dette var ikke planlagt af arrangørerne af den antiracistiske demonstration, som bevidst havde lagt den i en rute, der gik udenom den fascistiske forsamling, men det er på den anden side heller ikke mere end, hvad alle kunne forvente, og det var ikke noget, der forstyrrede den fredelige demonstration, som jo forløb som planlagt.

Det endte med, at fascisterne måtte få politieskorte ud af byen, mens folk gjorde det klart, at de ikke er velkomne. Blandt andet blev der kastet ting efter deres busser, da de kørte ud af byen. Det var i øvrigt første gang i årevis, at et større venstreorienteret eller antiracistisk arrangement i Århus ikke blev fulgt op af fascistiske overfald i løbet af aftenen og natten efter.

Der er efter min mening ingen tvivl om, at dette var en sejr for den antifascistiske bevægelse og et nederlag for EDL og deres racistiske mobiliseringsforsøg - uanset om der skete ting, som arrangørerne ikke havde planlagt, og som de måske er ærgerlige over.

Klap jer selv på skulderen

Alt dette har jeg udelukkende kendskab til fra medierne - både danske og internationale - og fra personlige kontakter. Jeg var der nemlig ikke, så det kan sagtens være, at der er ting, jeg ikke har fået med, eller som jeg har fået beskrevet forkert. Det beklager jeg, og egentlig bør det jo slet ikke være mig, der skriver denne opsummering her.

Det føler jeg dog alligevel, at jeg må gøre, for der er ingen andre, som har gjort det. Når man har arbejdet i månedsvis og vundet en sådan sejr, så er det helt på sin plads at klappe sig selv på skulderen, men når arrangørerne ikke vil rose sig selv, så må jeg jo sige det: ”Godt gået! I har vundet et slag mod fascisme, som ikke bare er relevant for jer selv, men for hele Europa. Det har i sgu fortjent ros for!

I de internationale medier er der ingen tvivl om at dette var en sejr. Se overskrifterne: European far-right groups seek unity in Denmark meet massive protest, European anti-Islamic rally in Denmark flops, EDL summit in Denmark humiliated by low attendance, Far right militants fail to strike blow against Islam on their Danish awayday, Großkundgebung schrumpft zu Zwergenaufstand... Udenfor Danmarks grænser er der altså ingen tvivl om, at dette var en succes for antifascisterne og et nederlag for EDL og deres ligesindede.

Jeg synes derfor det er lidt trist, at så snart det var overstået, så har folk, der ellers var sympatisører og medarrangører, haft travlt med at løbe til medierne og nedvurdere den antifascistiske sejr. I stedet for at fokusere på sejren og den vellykkede antiracistiske demonstration har nogle debattører konkurreret om at tage afstand fra begivenhederne og dreje fokus væk fra den sejr, det ellers var.

Dette blot fordi der var en lille ting, som var udenfor arrangørernes kontrol, ikke forløb efter arrangørernes plan. Men alt andet forløb jo fint, og det bør ikke tage noget væk fra arrangørerne, at der var folk, som - efter det fredelige arrangement - gik hen og råbte af fascisterne der, hvor de var.

Kampen om historiefortællingen

Jovist, man kan selvfølgelig (med en vis ret) mene, at det ”stjæler fokus” fra den brede antiracistiske demonstration, når der også foregik noget andet i byen. Men man er jo selv med til at stjæle fokus, når man selv aktivt vælger at fokusere på de uplanlagte begivenheder, i stedet for at rose sig selv for det, man faktisk havde kontrol over.

Ja, medierne elsker uroligheder, og selvfølgelig vil de fokusere på den mindste smule ”ballade”, frem for at tusindvis af mennesker var samlet for at vise sin foragt for fascisme. Medierne er ikke interesserede i fredelige demonstrationer. Sådan er det jo. Det ved vi jo godt. Det gælder både i demokratiske lande som Danmark og i diktaturer, hvor de statskontrollerede medier altid vil forsøge at fremstille demonstranter som voldelige ballademagere, mens de ignorerer alt, der ikke passer ind i denne propaganda-fortælling.

En anden ting, der ikke adskiller demokratier fra diktaturer, er at de politiske magthavere altid vil forsøge at bilde folk ind, at det drejer sig om ”udefrakommende”, ”tilrejsende”, ”professionelle” ballademagere, for derved at skabe en beretning om, at ingen gode lokale og patriotiske borgere, kunne finde på den slags. På det punkt er Århus’ borgmester er ikke på forskellig fra for eksempel Gadaffi eller andre, der benytter (lokal)nationalistisk retorik til at fordreje virkeligheden. 

Også her på Modkraft har debattører travl med at opdigte historier, der passer ind i deres politiske forestillingsverden, men som snarere viser at de ved lige så lidt om hvad der foregik, som jeg, der slet ikke var til stede: "Det var autonome fra København", "Det var AFA", "Det var den sorte blok" (det var det per definition ikke), "det var småborgerlige individualister" (WTF?), og så videre. I andre medier lyder kommentarerne lige så forsimplet og fordummende at "det var indvandrere og muslimer".

Refleksion er ikke nødvendigt, hvis man bare ønsker at fastholde sine egne forestillinger. Og de forestillinger inkluderer åbenbart ikke, at mange forskellige folk bliver vrede, når racister forsamles og forsøger at sprede sit had i deres nabolag. For sandheden er vel, at det var vidt forskellige folk - og mange af dem lokale - som gik ned til Møllerparken for at konfrontere fascisterne (og i øvrigt var ingen af de anholdte fra København).

At medierne vil fokusere på ballade, og at magthavere vil forsøge at splitte demonstranter op i ”gode” og ”onde, hvor de ”onde” altid er de ”fremmede”, der kommer ”udefra”, er ikke noget nyt. Det ved vi alle godt, hvis vi har nogen erfaring med det her. Det er virkeligheden. Det kan vi ikke kontrollere.

Det vi til gengæld godt kan kontrollere, er hvordan vi selv håndterer og forholder os til denne virkelighed. Om vi vil bidrage til den eller forsøge at begrænse den. Og der synes jeg desværre, at efterspillet har været præget af en elendig medie-håndtering fra nogle af medarrangørernes side.

Elendig medie-håndtering

Jeg er ikke ekspert i spin og kommunikation, men jeg gætter på, at et af de første bud i en guide til effektiv medie-håndtering, er ”Stay on topic” eller ”Hold dig til det emne, du gerne vil fokusere på”.

Som sagt er jeg ikke kommunikationsekspert, men det siger da sig selv, at hvis du ikke ønsker, at en anden begivenhed skal ”stjæle fokus” fra dit arrangement, så henvender du dig ikke til pressen for at fortælle dem om, hvad du mener om den anden begivenhed. Så er du jo selv med til at fjerne fokus fra dit arrangement, og er dermed - mediestrategisk - en lige så stor ”idiot”, som dem, du kritiserer.

Hvis man virkelig ønsker at fastholde fokus på den vellykkede antiracistiske demonstration og kampen mod fascisme, så er det naturligvis det, man taler om, når man får en henvendelse fra en journalist. Man kan ikke styre hvad der er sket, men man kan godt styre, hvad man selv siger, og hvilket fokus man selv lægger. Dermed kan man også til en vis grad styre hvordan medie-dækningen bliver. Hvis man selv aktivt bidrager til at dreje mediernes fokus væk fra den vellykkede demonstration, så er man selv medskyldig i at det ikke er den, medierne fokuserer på.

Man kan være ærgerlig over noget af det, der foregik, men hvis man vil undgå at det bliver hovedfokus i medierne, så har man selv en mulighed for at styre sine egne handlinger.

Det bør altså være logik for ubegavede burhøns, at man ikke selv henvender sig til medierne og udsender en pressemeddelelse, hvor man tager afstand fra begivenhederne og drejer fokus væk fra den vellykkede demonstration, man selv har arrangeret. Så mister man i hvert fald troværdighed, når man siger at man er sur over at nogen har fjernet fokus fra ens demonstration. Måske er man i så fald bare selv sur over, at man ikke selv som person er i medierne s fokus?

For det er jo klart, at hvis en række professionelle politikere og organisationer, flokkes til mediernes mikrofoner for at snakke om et bestemt emne, mens de helt undlader at snakke om et andet emne, så har de selv valgt, hvilket emne, der skal fylde mest i pressen. Dummere er de jo ikke, politikerne. De burde alle vide noget om medie-håndtering og ”spin”.

Spørgsmålet er så hvorfor i alverden de har valgt at være en aktiv part i mediernes skævvridning af begivenhederne? Det er jo politikere, der efter sigende skulle være have en fælles interesse i at mediedækningen fokuserede på den vellykkede demonstration.

Politikernes Dilemma

Jeg kan godt få den tanke, at politikere befinder sig i en slags ’Fangernes Dilemma’. Fangernes Dilemma er et rent teoretisk eksperiment, hvor man forestiller sig en situation, hvor de involverede parter umuligt kan samarbejde, selvom det er til deres fælles bedste, fordi de alle blot forfølger sine egne kortsigtede interesser. Hvis den ene part vælger at samarbejde, så risikerer han nemlig at den anden udnytter situationen og meler sin egen kage, og hvis de alle tænker sådan, så ødelægger de det hele for hinanden, og ingen får det, der ellers er i alles interesse.

I denne situation ville det jo klart være i alles interesse, hvis alle havde holdt sig til en udtalelse om, hvor glade de var for at så mange mødte op for at vise at de går ind for mangfoldighed, og at det var en sejr for Århus og for Europa. Hvis det - eller noget lignende - havde været svaret fra alle organisatørerne, når en journalist bad dem om en udtalelse, så kunne medierne ikke blive fyldt med den ene historie efter den anden om, hvor forfærdeligt det hele var.

Men hver enkelt ville også løbe den risiko, at de ikke selv kom i medierne, fordi medierne jo stadig leder efter en person, som er villig til at bryde med dette ”kodeks” og give dem en bedre historie. Da alle politikere gerne vil have taletid i medierne, og ingen vil stå tilbage som dem, der ikke får det, så er de altså alle fristet til at forråde de andre og forfølge sine personlige kortsigtede interesser. Da ingen kan stole på de andre holder sig til den aftalte historie, så vil alle henvende sig til medierne med en anden historie. Det er altså umuligt at opnå samarbejde om det resultat, der ville have været i alles interesse - at alle fastholder fokus på det vellykkede antiracistiske arrangement.

I virkelighedens verden, med almindelige mennesker, fungerer ’Fangernes Dilemma’ ikke som i teorien. I virkeligheden har folk det nemlig med at samarbejde, også selvom det ikke er i deres umiddelbare interesse. Der er dog visse undtagelser. Folk der har en baggrund i uddannelser, kulturer eller professioner, hvor egoistisk konkurrence bliver hyldet som en dyd eller nødvendighed, er mindre tilbøjelige til at samarbejde i sociale eksperimenter, end andre folk.

Det gælder for eksempel økonomer, der i eksperimenter har haft sværere ved at samarbejde om det fælles bedste, fordi de i stedet forfølger egne kortsigtede interesser, sådan som de jo har lært at mennesker i teorien bør opføre sig. Mon ikke den parlamentariske virkelighed også fremmer en sådan opførsel? Som parlamentarisk parti er det jo vigtigt, at man profilerer sig selv og konkurrerer om stemmerne og opmærksomheden, hvilket vel sagtens kan være en struktur, der gør det sværere fastholde fokus på det, der egentlig er i alles fælles interesse.

Hvis den enkelte for eksempel kan få flere politiske point ved at snakke om et bestemt emne, mens det generelt vil være godt for alle, hvis alle fokuserer på noget andet, så vil den enkelte være fristet til at få disse hurtige point til sig selv, før nogen anden får dem. Da alle tænker sådan, så kan ingen fastholde fokus på emnet, og dermed er der ingen der får det, som er i alles interesse.

Ingen mediestrategisk planlægning?

Der er strukturer, der forbedrer tendensen til samarbejde i ’Fangernes Dilemma’. Hvis folk har jævnlig kontakt, kender hinanden, hvis de ved at de skal mødes igen, eller hvis de bare har snakket lidt sammen før spillet begynder, så forbedres samarbejdsraten radikalt. Hvis deltagerne i et sådant eksperiment får mulighed for at aftale strategier - også selvom der ikke er nogen kontrol med om de overholder dem - så vil de være tilbøjelige til at stole på hinanden og overholde sine aftaler, uanset at de ellers kunne score flere point ved at bryde dem.

Er der nogle af disse strukturer der har manglet blandt de politiske organisationer, der nu alle løber til medierne for at dreje fokus væk fra det, der ellers er i deres fælles interesse?

Har man slet ikke snakket om den fælles medie-strategi efter begivenhederne blandt arrangør-grupperne? Har man virkelig arbejdet så tæt sammen om at arrangere et fælles projekt, men glemt at aftale rammerne for samarbejde umiddelbart bagefter? Der er i hvert fald noget, der mangler, når alle nu individuelt løber til medierne for at fremme sine egne kortsigtede interesser, selvom det fælles projekt jo sådan set ikke er færdigt endnu.

For ingen kan sige, at det, der skete, ikke var noget, de kunne have forudset. Man kan ikke altid kontrollere hvad andre mennesker foretager sig. Men man kan selv kontrollere sine egne handlinger, og hvilke begivenheder, man selv ønsker at fokusere på. Hvis man virkelig har interesse i at fastholde fokus, så er det første man gør... at fastholde sit eget fokus. Da man godt kunne have forudset, at der kunne ske noget uplanlagt, så kunne man vel for helvede også have taget det med i forberedelsesarbejdet at lægge en fælles strategi for medie-håndtering bagefter, så man var enige om ikke at dreje fokus over på uplanlagte begivenheder. På dette punkt er der efter min mening nogle af arrangørerne, der ikke samarbejder om det fælles projekt, men i stedet forfølger egne interesser.

Det er trist for kampen mod fascismen fortsætter jo.

Hold fokus!

Gentag efter mig: Det var en sejr for Århus, at så mange mennesker deltog i en kæmpe og velorganiseret demonstration for mangfoldighed og mod racisme. Det var en sejr for Europa, at budskabet om mangfoldighed langt overdøvede fascisternes mobilisering. Den fascistiske drøm om etablering af en slagkraft racistisk organisation i Europa led et nederlag, og det var dels takket være en fremragende indsats og mobilisering fra antifascister af alle mulige slags. I har fortjent ros og i har fortjent at klappe jer selv på skulderen!

Dét burde være historien i medierne, og det styrer i altså til dels selv om det bliver. Det er jer selv, der bestemmer hvilke soundbites i vil give journalisterne. Uden soundbites kan de ikke fylde deres aviser. Hvis i holder jer til den gode historie, så kan journalisterne ikke citere jer for andet og vil derfor have svært ved at skrive en masse artikler om det andet. I er selv med til at bestemme, hvad der skal have fokus i medierne. Det ved i jo godt, hvis i har politisk erfaring. Men det kræver jo at i har forberedt jer og kan stole på hinanden, så ingen bryder ud af samarbejdet og går efter de lette point til sig selv. Det kræver at vi faktisk har et fælles projekt og ønsker at fastholde fokus på det.

Jeg ved, at dette indlæg vil være provokerende for mange, men mit formål er altså at rose arrangørerne, og at insistere på, at det jo egentlig gik ret godt. Min kritik er, at der er nogen, som glemmer, at det faktisk gik godt, og i stedet fokuserer på det, der gør dem selv sure. Det er der ingen grund til. Når man står med en kæmpe sejr, så er der ingen grund til at insistere at alt er ad helvede til. Hvorfor være så optaget af at vende sejr til nederlag?

Når man selv har arrangeret noget, som blev en succes, så er det da at skyde sig selv i foden, hvis man kun kan tænke på og snakke om, at nogen andre gjorde noget andet, som man ikke bryder sig om. Demonstrationen og den antifascistiske mobilisering er ikke blevet mindre flot af den grund. Tag dog at værdsæt jer selv lidt højere! I har jo gjort det flot.

Hold fokus! Kampen fortsætter :)

Annonce