Statslig ghetto-dannelse

“Vi har nogle byområder, hvor man kan stille sig selv spørgsmålet, om det overhovedet er Danmark.”

Det sagde Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, da han holdt sin tale ved Folketingets åbning i år - og selvom de fleste er gået videre til at diskutere statens ret til at bestemme hvem borgerne må gifte sig og leve sammen med, så vil jeg dvæle lidt ved nogle af de ideologiske implikationer i denne erklæring og den efterfølgende politiske "debat".

Egentlig burde det vække et ramaskrig uden lige, når landets leder erklærer, at han er i tvivl om hvilke områder, der hører ind under hans myndighed. Og enhver demokrats advarselslamper burde tændes, når en statsleder så åbent erklærer, at der er hele grupper af landets indbyggere, som han ikke er betragter som rigtige og fuldbyrdigede borgere.

Men i Danmark er det bare et helt almindeligt kapitel i det politiske cirkus med en retorik, som de fleste danskere efterhånden har vænnet sig til. Med de ord var den politiske dagsorden sat frem til den kommende valgkamp, som altså igen skal handle om at udvælge befolkningsgrupper og fremhæve dem som særligt “ikke-danske” og som en trussel mod den nationale identitet og statens kontrol.

‘For det er det, der blev sagt, når statslederen erklærede krig mod de såkaldte “ikke-danske” områder indenfor den danske stats territorium: Statsministeren erklærede, at disse områder ikke passer ind i den nationalistiske identitet, eftersom der bliver talt andre sprog end det officielle statslige og fordi de ikke er kulturelt og etnisk identiske med den officielle identitet.

Desuden har medier og politikere igennem længere tid konkureret om at fremmane et billede af disse områder som værende udenfor statens kontrol – som om statens myndigheder ikke har mulighed for at håndhæve centralmagtens lovgivning og beslutninger i disse områder, der således ikke hører ind under den danske stat, hverken som nationalistisk fællesskab eller som juridisk enhed.

Den liberal-demokratiske statsopfattelse

En moderne, demokratisk stat behøver ikke nogen nationalistisk identitetsopbygning eller kulturel og sproglig ensretning. De fleste europæiske stater har ganske vist gennemgået en sådan ensretningsproces for at samle befolkningen og få dem til at tro at de “hører sammen” i et særligt fællesskab hvor de har mere til fælles med hinanden end med nogen andre. Men kulturel ensartethed er altså ikke nødvendigt for en velfungerende stat. Den liberal-demokratiske og republikanske statsopfattelse går tværtimod ud på, at en stat er en juridisk enhed, hvor borgerne deler fælles rettigheder og er forpligtet af den samme lovgivning, men at de i øvrigt ikke behøver at have andet til fælles.

Det er klart, at Danmarks statsminister ikke er liberal i denne forstand. Han abonnerer på en statsopfattelse, hvor staten kan kræve langt mere af sine borgere end at de overholder loven – i hans politiske ideologi skal de også leve op til bestemte kulturelle normer. Det vil sige, at hans projekt ikke er konservativt og kulturalistisk og dermed i modsætning til den liberalisme, hans parti ellers påstår sig at være repræsentant for. Liberalismen går ind for en kultur-neutral stat, og ingen republikansk liberal-demokrat ville påstå, at et område ikke er en del af en bestemt stat bare fordi dette område adskiller sig sprogligt og kulturelt fra andre dele af staten.

Liberalismen kan dog godt være “hegemonisk” (dvs at ønske en form for dominans og autoritet) i den forstand, at den kan gå mere eller mindre ind for statens absolutte magt og eneret til at lovgive og håndhæve sine beslutninger indenfor det område, den har juridisk kontrol over. De liberal-demokratiske national-stater har således også været imperialistiske, idet de har forsøgt at underlægge sig områder og at nedkæmpe andre, lokale, politiske institutioner, for at etablere og håndhæve den “demokratiske” stats ret til at regere uden udfordring.

Når denne autoritet er oprettet, så er kendetegnet ved liberalismen dog, at alle indbyggere har samme forhold til staten uanset social klasse, national, religiøs eller etnisk tilhørsforhold m.v. I modsætning til for eksempel under feudalismen udgør den moderne stat et sammenhængende juridisk område med én suveræn politisk autoritet, centralmagten, og statens indbyggere udgør en sammehængende enhed, befolkningen, i og med at de alle deler de samme borgerrettigheder og kan flytte sig rundt i staten uden at at deres politiske forpligtelser ændrer sig. I en sådan stat gælder den samme lov for alle borgere og i hele statens geografiske område.

Politisk ghetto-dannelse

Men går Danmarks politikere ind for en sådan statsopfattelse? Går deres projekt ud på at håndhæve centralmagtens juridiske kontrol i områder, der ellers er ved at glide væk og har oprettet sine egne politiske autoriteter? Var statsministerens tale et udtryk for, at han ønsker at gen-samle Danmark til en sammehængende juridisk enhed, hvor den samme lov gælder ligeligt for alle indbyggere, der til gengæld deler samme rettigheder?

Det er der ikke meget der tyder på. Tværtimod vil jeg vove den påstand, at statsministerens nationalistiske angreb på de “ikke-danske” områder og indbyggere ikke alene udgør en kulturel og social splittelse af befolkningen, der blev delt op i “rigtige danskere” og “ikke-rigtige danskere”, selvom de alle har samme juridiske status (statsborgerskab eller opholdstilladelse), men de juridiske lovforslag som bliver fremlagt i kølvandet på denne tale vil også de fakto ophæve Danmarks status som en sammenhængende juridisk enhed og altså som en moderne stat.

Statsministerens tale var altså ikke en beskrivelse af en situation, men en politisk programerklæring. Han ønsker at skabe områder i Danmark, som juridisk ikke længere vil være rigtigt danske – han vil dele Danmark op så den samme lov ikke længere er gældende i hele landet og så indbyggere i forskellige områder ikke længere vil have samme rettigheder og forpligtelser. Statsministeren beskrev altså ikke eksisterende “ghettoer” – hans tale var en erklæring om, at han vil etablere ghettoer i Danmark.

Det gælder ikke kun statsministeren og regeringen. Oppositionspartierne var hurtige til at overtage regeringspartiernes dagsorden og program og overrumplede sågar regeringen ved at fremlægge sine forslag om en opdeling af Danmark før regeringspartierne var blevet færdige med detaljerne i sit. Der er altså noget nær konsensus blandt de herskende partier og deres nærmeste udfordrere om, at Danmark ikke længere skal være en moderne stat hvor loven gælder ens for alle og i alle regioner.

Det er svært at tolke det anderledes, når der i de seneste uger er blevet fremlagt stribevis af forslag, der alle går ud på, at landets indbyggere fremover skal have forskellige rettigheder alt efter hvor i landet, de bor.

Demografisk kontrol

For eksempel foreslås det, at de af landets indbyggere, der bebor de områder, som fremover skal være “ikke helt danske”, ikke skal kunne gøre brug af den ret til familie-sammenføring, som resten af landets indbyggere har. Forskellige rettigheder til folk, alt efter hvor i landet de bor, betyder at Danmark ikke længere vil være en juridisk sammenhængende enhed og at den danske befolkning ikke længere vil have samme juridiske status. I et liberalt-demokratisk samfund har alle borgere samme rettigheder uanset hvor de bor. Dette princip skal altså afskaffes, hvis det står til den såkaldt "liberale" regering.

Af samme art er forslaget om, at landets indbyggere og borgere ikke skal have ret til at bosætte sig i visse områder, hvis de ikke har den rette nationale etnicitet. Dette forslag deler både landet op i områder, hvor loven ikke gælder ligeligt, og befolkningen op i etniske grupper med forskellige rettigheder. Det opløser altså Danmark som ét juridisk område og afskaffer princippet om indbyggernes lige forhold til loven - foruden at bygge på etnisk diskrimination.

Oppositionens forslag var stort set identiske. De krævede også at staten skal inføre demografisk kontrol og forbyde folk-, der ikke lever op til bestemte etniske, sociale og økonomiske krav, at bosætte sig i bestemte områder. De to oppositionspartier, der ønsker at blive regering istedet for regeringen, gik i detaljer og krævede at staten skal lovgive om, at der “maksimalt må være 30 procent socialt belastede indvandrere” i bestemte kvarterer.

Hvordan staten konkret skal kunne gøre dette fremgik ikke af oppositionspartiernes pressemeddelelser. Mange mere eller mindre autoritære magthavere igennem tiden har delt ønsket om at udføre etnisk og social befolkningskontrol, så staten kan fastsætte den demografiske sammensætning i hvert område. Ikke-kristne har været forment retten til at eje jord visse steder i Europa - lignende love findes stadig for asiater visse steder i USA (omend de ikke håndhæves), hvor der også har været lovfæstet etnisk adskillelse. I England har folk af irsk afstamning været forment adgang til byerne og i Saudi-arabien er der enklaver forbeholdt for udlændinge. Totalitære regimer kan flytte hele befolkningsgrupper og direkte diktere hvor hver borger skal bo, men utallige mindre totalitære regimer har også gjort hvad de kunne for bl.a. at drive landbefolkningen ind til byerne, hvor de kunne fungere som arbejdskraft.

Men de demokratiske redskaber til at styre indbyggernes bosætning er dog ret begrænsede. Staten kan f.eks. give incitamenter til landets indbyggere ved at bygge billigere boliger i bestemte områder og delvist planlægge demografien gennem de offentlige boliganvisninger. Den slags efterlader dog stadig en del handlerum for landets indbyggere, og kan altså ikke være nok til at sikre de nøje fastlagte krav til befolkningssammensætning. Man kan altså godt have som politisk hensigtserklæring, at der maks bør være en vis anddel af indvandrere i visse områder, men man kan ikke lovgive om det uden at bryde med grundlæggende demokratiske principper.

Skal der være forbud mod at folk af bestemte etniciteter og sociale klasser bosætter sig i bestemte områder, sådan som oppositionspartierne lagde op til i sine pressemeddelelser, så vil det ikke alene være racistisk og social diskriminering. Det vil også betyde, at der generelt ikke er fri bevægelighed for borgerne indenfor landets grænser og at der gælder forskellige love for forskellige regioner i landet. Det vil med andre ord føre til en disintegration af landet som en moderne statslig enhed, og de såkaldte “ghettoer” vil blive oprettet og gjort til lov af staten selv.

Ghettoer skabes udefra

En ghetto er som bekendt en by eller bydel, hvor folk af en bestemt etnicitet bor, fordi de ikke har nyder samme rettigheder eller muligheder som den øvrige befolkning og altså ikke kan bosætte sig hvor som helst. De historiske eksempler er de jødiske ghettoer i det kristne europa, hvor jøder generelt ikke måtte eje jord, områder i USA, hvor tidligere slaver og deres efterkommere bosatte sig under raceadskillelsestiden, og de sydafrikanske bantustans, som var de områder den sorte befolkning var henvist til under apartheid-regimet.

En ghetto er altså et område skabt af undertrykkelse og demografisk betinget ulighed. En ghetto er et område oprettet af staten eller andre aktører der er stærke nok til presse en befolkningsgruppe sammen i et område, hvormed de får andre politiske, sociale og økonomiske vilkår. En ghetto opstår ikke af sig selv. Således heller ikke de danske “ghettoer”, der alle er politisk designede “sociale boligbyggerier”, hvor politikerne pladserede samfundets underklasse i løbet af 1960erne og -70erne.

Denne ghettodannelse er blevet kraftigt forstærket i løbet af det sidste årti eller mere, hvor politiske tiltag har skabt en fattigdom og social ulighed, der ikke kun rammer men hovedsageligt er møntet på bestemte etniske grupper. Når indvandrere og flygtninge fratages sociale ydelser, som der har været masser af eksempler på i Danmark i de seneste år, så er det klart, at de dels vil være mere tilbøjelige til at bo i de sociale boligbyggerier med den relativt lave husleje, og at disse områder dermed vil være mere præget af fattigdom og social elendighed. Den danske politik skaber og forstærker altså ghetto-dannelsen.

En ghetto er et resultat af at ikke alle borgere har lige rettigheder og muligheder i samfundet – eller at de måske endda ikke alle bliver betragtet som fuldbyrdigede borgere med lige muligheder og rettigheder. De danske “ghettoer” er først og fremmest resultater af en strukturel politik, der har skabt en øget fattigdom og ulighed, og dernæst en forstærkelse af denne politik ved demografiske og diskriminerende love, der målrettet har forringet bestemte etniske gruppers sociale og økonomiske muligheder.

Som resultat heraf har dansk statslig politik skabt områder, der samtidig er kendetegnet ved en social og etnisk sammensætning. Det er disse områder, som nu skal yderligere marginaliseres ved at blive gjort til særskilte juridiske zoner, hvor beboerne ikke har samme rettigheder som indbyggerne i resten af landet. Således er de nuværende danske politikere aldeles ikke igang med at “bekæmpe ghetto-dannelser”. Tværtimod er de igang med at cementere og institutionalisere ghetto-dannelsen og gøre den til lov.

“Områder der ikke er Danmark”

Der var heller ikke lighed for loven i hverken de jødiske ghettoer i Europa eller de sorte ghettoer og bantustans under henholdsvis det amerikanske og det sydafrikanske apartheid-system. Staten gav ikke indbyggerne dér samme retsbeskyttelse og samme rettigheder som den gav til den øvrige befolkning. En ghetto er altså en slags “parallel-samfund” – et samfund, hvor borgernes rettigheder overfor staten ikke gælder på samme måde som i resten af landet, og hvor staten ikke betragter dem som ligeværdige terroritorier under dens ansvar.

Sådan skal det åbenbart også være i Danmark, hvis vi skal tro de mange pressemeddelelser, der udsendes fra de konkurrerende politiske partier i Danmark. Igen lader det til, at oppositionen overgår regeringspartierne - omend det kan skyldes at den blot ikke har gennemtænkt sine forslag og udarbejdet de juridiske detaljer, fordi det var vigtigere at være først ude med dem.

En del af indholdet i regeringens “ghetto-plan” består i en generel reform af retssystemet i Danmark, så blandt andet unge gerningsmænd skal have en hurtigere retssag end ældre. Det lyder som en slags alders-diskriminering, men alder er en af de faktorer en moderne stat faktisk godt må diskriminere på baggrund af (indenfor rimelighedens grænser). Oprettelsen af særlige retssystemer for unge i hele landet har dog ikke direkte noget med bestemte geografiske områder at gøre.

Oppositionspartierne er derimod klar til at gå langt mere direkte og målrettet til værks. De foreslår at indføre lavere standarder for retssikkerhed indenfor de udvalgte områder. Ifølge pressemeddelelsen fra de to partier, skal der indføres såkaldt “lynjustits” for indbyggerne i bestemte områder – “lynjustits” er et udtryk der bruges om skueprocesser, standretter, lynchinger og andre udemokratiske straffesystemer, men det er altså det ord, de to oppositionspartier har valgt at bruge i deres pressemeddelelse.

Der skal altså være tale om ét sæt af retsgarantier og borgerrettigheder for befolkningen i disse områder og et andet – mere sikkert – for borgerne udenfor disse områder. Det betyder at der ikke er tale om borgere i den samme stat. Vi er ikke samme slags statsborgere, hvis vi ikke har samme juridiske forhold til staten, loven og retssystemet. “Danmark” er som juridisk begreb det område, hvor den danske stats lov gælder.

Hvis det ikke er den samme grundlæggende lov, der gælder for alle områder i Danmark, så kan man altså godt – som landets regeringsleder har gjort - stille sig selv spørgsmålet, om de overhovedet er Danmark. Men grunden til at de ikke er “rigtigt Danmark” er jo at den danske stat ikke betragter dem som ligeværdige områder på linie med resten af statens territorium.

Men hvis disse områder ikke rigtigt er “Danmark” og de danske retsprincipper således ikke skal gælde i dem, og hvis den danske befolkning ikke skal have ret til at bosætte sig i dem uden at miste rettigheder, så ville det klæde både regerings- og oppositionspartierne at overveje hvilken juridisk status, disse områder så skal have. Hvis den danske stat og de danske politikere ikke betragter de såkaldte “ghettoer” som juridisk ligeværdige dele af den danske stats territorium, hvor indbyggerne har samme retsbeskyttelse, så må disse områder og deres indbyggere vel have ret til en form for FN-anerkendelse med mulighed for autonomi eller løsrivelse.

Stop ghetto-politikken

Spøg til side – for dette er jo ret alvorligt: Gu er det problematisk at Danmark har kommunalt ejede boligområder, som regeringer og kommuner igennem tiden har ladet forfalde. Gu er det problematisk, at diverse myndigheder igennem årtierne har stuvet socialt og økonomisk marginaliserede befolkningsgrupper sammen i disse områder for at gemme dem væk. Gu er det problematisk at folk med sociale problemer pladseres i områder, der i forvejen er belastede. Og ja – der er virkelige problemer i disse områder.

Men disse problemer er opstået via styring ovenfra – det er politiske myndigheder, der har skabt og fortsat denne situation. De såkaldte “ghettoer” i Danmark er skabt af myndighederne selv via politiske forsøg på demografisk topstyring. Det har i over en generation været dansk planpolitik at gemme de sociale problemer “af vejen” i særligt udvalgte områder, så politikerne ikke behøver at tage ansvar for dem. Så det er det rene hykleri, når politikerne pludselig foregiver overraskelse og forargelse over, at der er sociale problemer i disse områder, og endnu engang fralægger sig ansvaret for dem.

Men hvad værre er: Politikerne kan tilsyneladende kun se den samme “løsning” på problemet, som det der har skabt problemet. Det autoritære svar på de problemer, der er opstået på grund af demografisk kontrol og social ulighed er åbenbart mere demografisk kontrol og mere social ulighed. Årtiers fejlslagen politik har ført til at visse områder skiller sig ud og er blevet socialt marginaliserede – magthavernes svar er at vedtage love, der institutionaliserer den sociale og politiske ulighed, og afskaffer borgernes rettigheder og retssikkerhed i bestemte områder.

Selvfølgelig skal der gøres noget. Men hvis målet er at skabe “sammenhængskraft” og “integration”, så kan løsningen umuligt være at opdele landet i geografiske områder og demografiske grupper, hvor der gælder forskellige rettigheder og love. Pointen var vel netop at forhindre fragmenteringen af samfundet – ikke at forstærke den og ophæve den til lov?

Jeg har læst både regeringens og de to oppositionspartiers “ghetto-forslag”. Begge er efter min mening ret ens og indeholder bestemt også forslag, der ikke er så værst endda – af en eller anden grund er det blot ikke dem, de har valgt at fokusere på i deres pressemeddelelser.

Men begge er også præget af en autoritær og ikke særligt demokratisk tankegang, der vil gøre den politiske ghetto-dannelse til en formel statslig målsætning istedet for en beklagelig konsekvens af en fejlslagen politik. Hverken regeringen eller oppositionen synes at basere sin politik på det grundlæggende demokratiske princip om, at i en liberal-demokratisk stat har alle borgere samme rettigheder og samme retsbeskyttelse – uanset socialt eller etnisk tilhørsforhold og uanset hvor i landet de bor.

Hvis politikerne ikke er i stand til at håndtere strukturelle og sociale problemer uden at ty til demografisk og diskriminerende lovgivning, så har de spillet fallit som tilhængere af den liberal-demokratiske statsform. Man opnår ikke et land med lighed for loven og juridisk og social sammenhæng ved at udvælge befolkningsgrupper og beboelsesområder og udelukke dem fra bestemte muligheder og rettigheder.

Hvis problemet er, at der er "områder, der ikke er Danmark", så kan i starte med at behandle dem som ligeværdige områder i det juridiske fællesskab Danmark. Det samme gælder i øvrigt den såkaldte "integrationspolitik" - hvis problemet er, at der er folk der ikke opfører sig "dansk nok", så kunne det første trin i en politik jo være at staten behandler disse folk som ligeværdige danske indbyggere. Hvis man ønsker at folk skal føle sig som en del af et fællesskab må man starte med ikke selv at udstøde dem fra det fællesskab. I modsat fald skaber og forstærker politikerne jo bare det problem, de påstår de ønsker at løse.

Jeg er dog ofte i tvivl om, hvorvidt de egentlig ønsker at løse disse problemer. Man kan godt komme til at mistænke, at politikerne faktisk er glade for at der findes politisk marginaliserede og socialt udsatte befolkningsgrupper og områder, så de selv, politikerne, kan fortsætte med at tale om demografi istedet for struktur - dvs. så de kan tale om befolkningsgrupper i stedet for om hvilken politik, de ønsker for hele landet. Måske ønsker de faktisk at sørge for, at der altid vil være problemer, som de kan foregive at løse ved at føre en politik, der i virkeligheden er en årsag til problemet. I så fald er både regeringens og oppositionens ghetto-planer fint gennemtænkte. Begge skaber nemlig ghettoer og yderligere marginalisering.

Med strukturel arbejdsløshed, økonomisk stagnation, en regering der ikke kan lave en finanslov, et par krige der ikke kan vindes, og hvad Danmark nu ellers har af problemer, kan man nok godt som magthaver og formelt ansvarlig for den politiske udvikling tænke: "hvis vi ikke allerede havde ghettoerne, så måtte vi opfinde dem."