Annonce

5. november 2011 - 0:14

Vores båd kom ikke til Gaza – Vi kom ikke til Gaza

Vores båd Tahrir er netop blevet bordet af det israelske militær. Ligeledes er den irske båd Saoirse blevet bordet.

Endnu engang overtræder israelerne international lov og border civile både i internationalt farvand. Vi kan kun håbe at vores aktivistvenner er i god behold.
Udenrigsministeren må træde i karakter og straks tage den nødvendige kontakt for at sikre at alle løslades og vores båd returneres.

Tahrir og Saoirse sejlede mod Gaza med det formål at bryde israelernes ulovlige blokade af Gaza.
Blokaden skal brydes for at sætte fokus på de umenneskelige forhold som befolkningen i Gaza lever under.

Opstart i hemmelighed

Vi er 5 danskere som i stor hemmelighed tog til Tyrkiet for at kunne sejle af sted mod Gaza på Tahrir. Vi ville undgå en gentagelse af sommerens problemer med de græske myndigheder. Vi mødtes med 31 andre delegerede fra Canada, USA, Australien, Tyskland og Palæstina. Omtrent halvdelen er gengangere fra sommerens forsøg.

Tahrir er i løbet af efteråret blevet sejlet til en tyrkisk havn. Vurderingen er at der ikke er problemer i at sejle derfra. I søndags blev Tahrir sejlet til vores afgangshavn i Fethyia og vi skulle sejle mandag. Mandag morgen fandt de tyrkiske havnemyndigheder meget belejligt en regel om at der kun måtte være 12 ombord på Tahrir, på trods af at båden internationalt er godkendt til 50 personer.
Der skal tages hurtige beslutninger, idet det er besluttet at vores båd Tahrir skal følges med den irske båd.
Det blev derfor besluttet at vi accepterer at sende 12 af sted. Det stærkt reducerede deltagerantal skal repræsentere mænd, kvinder, forskellige nationaliteter og journalister.

Vi får derfor vores båd afsted sammen med Saoirse onsdag eftermiddag

Se også billeder fra sejladsen

Ingen danskere ombord

Vi kunne måske have fået en enkelt dansker ombord på båden, men så skulle Majd Kayal fra Palæstina eller Kit Kittredge fra USA stå af båden. Det ville give større opmærksomhed i Danmark, hvis der er en dansker ombord, men i verdenspressen giver det jo nok større opmærksomhed om med de 2 andre. For os har det været vigtigt at få minimum 2 både af sted, som led i en større bølge af både, som vil sejle mod Gaza fremover.
Vi kunne have ligget i den tyrkiske havn i mange dage og forsøgt at presse myndighederne. Men vi ønskede ikke at skændes med de tyrkiske myndigheder og fjerne fokus fra sagen. Vi sejler lovligt ud og vi har vores fulde ret til at sejle til Gaza. Israels blokade er ulovlig og den skal brydes

Hvad nu?

Det er ikke nok med en fordømmelse af at den ulovlige blokade af Gaza opretholdes med militær magt. Vi har brug for at Udenrigsminister Søvndal går forrest og aktivt arbejder for at blokaden løftes, omend det foregår bilateralt, igennem EU eller Washington.
EU har besluttet at øge importen fra de palæstinensiske områder, men det er jo en tom og gratis beslutning så længe Israel opretholder blokaden og umuliggør eksport fra Gaza.
Fra nytår har Danmark formandsskabet i EU og kan dermed gå aktivt ind i denne sag.

Men indtil Danmark, EU og andre aktører på den internationale scene har fået fjernet blokaden vil vi vandre, sejle, køre og flyve mod Gaza og resten af Palæstina, indtil palæstinenserne er frie og får et anstændigt liv – uden indblanding fra den israelske besættelsesmagt.

Annonce