Hurra for de langsomme medier

Det lader til at torsdag er blevet selvsving-dag i de danske medier. Eller rettere: med "medier" mener jeg ikke blot journalister og deres redaktioner men den symbiose, de indgår i og ikke kan eksistere uden, sammen med politikere, politiske kommentatorer og politiske interesser.

En særlig form for journalistik er nemlig den, der består i, at hive fat i en eller anden mere eller mindre ligegyldig "sag", og så præsentere "sagen" for en eller andre mere eller mindre ligegyldig politisk personlighed, hvis opgave det så er, at komme med en eller anden mere eller mindre ligegyldig men meget meget forarget udtalelse om denne "sag", som vedkommende aldrig ville have hørt om, hvis ikke det var for denne journalist. Og journalisten ville aldrig have haft nogen "historie" hvis ikke han eller hun kunne regne med, at denne eller hin politiker ville være mere end villig til at udtale sig i bombastiske vendinger om "sagen", som vedkommende altså ikke kender noget til. Uden politikeren: ingen historie for journalisten; og uden journalisten: ingen "sag" for politikeren at slå sig op på.

Det medie-politiske selvsving

Det relevante i den slags "journalistik" er ikke detaljerne i selve "sagen". Det er underordnet hvad der faktisk skete, hvem der gjorde hvad, og hvorfor. Det relevante er hvad en for sagen fuldstændigt uvedkommende trediepart - politikeren - har at sige om det, så man kan få nogle overskrifter med stærke udtalelser, der kan få det til at lyde som om, samfundet er fuldt af konflikter. Hvis ikke det var for politikerens udtalelser, så ville der blot være tale om dagligdags og kedelige begivenheder, der slet ikke forekommer synderligt farlige eller sensationelle. For journalisten er sagens kendsgerninger altså mindre væsentlige i den slags "journalistik".

For politikeren er kendsgerningerne endnu mindre væsentlige. Politikere er professionelle holdningshavere, og de falder ned af karriere-stigen, hvis de forpasser en mulighed for at give udtryk for en holdning. De står derfor i kø for at udtale sig om hvad som helst, uanset om de ved noget om det, de udtaler sig om, eller ej. En journalist, der har en lidt kedelig og dårligt researchet historie, kan derfor næsten altid fylde lidt "kød" på den ved at henvende sig til køen af politiske personligheder, der er klar til at gribe fat i selv den mest skrøbelige og ligegyldige "sag" for at være dén, der udtalte sig skarpest og først om emnet.

Med lidt held kan en sådan historie, der starter med et par løse rygter om et eller andet ligegyldigt, men bliver kick-startet til en "sag" ved at blive krydret med de altid-villige politikeres forsøg på at overgå hinanden i afstandtagen og fordømmelse, holde sig selv kørende i flere uger eller måneder. "Sagen" kan nemlig eksplodere og få sit helt eget liv, hvor resten af journalistens historier skriver sig selv. Efter den første "afsløring" kommer nemlig som regel nogle artikler om, hvad andre - der var bagud i holdningskøen - mener om det, og så måske - hvis man er heldig - noget om eventuelle regeringsindgreb, en undersøgelseskommission ... og så ruller bolden. Altsammen baseret på en historie, der aldrig nogensinde egentlig var baseret i virkeligheden eller særligt interessant hvis ikke den pludselig var blevet "politisk".

Og det er ikke kun de politiske meningsdannere og magthavere, der konkurrerer om at sparke til bolden. En sådan løs lavine kan være sat i værk af et hvilket som helst medie, men så snart den ruller er alle andre medier nødt til også at skrive noget om den. Selvom de altså overhovedet ikke har lavet noget research om sagen og ved lige så lidt om den, som de politikere, der udtaler sig. Udover at lade som om, det skam også var "deres" historie, vil landets redaktioner desuden alle kappes om at skrive holdningsbaserede udtalelser, der knap kan skelnes fra politikernes ditto, for det skulle jo nødigt se ud som om, at der er forskel på dem og det politiske etablissement. Hvilket der da heller ikke er.

For virkeligheden er jo, at medier og politikere ikke kan undvære hinanden. De lever af hinanden. Politikere vil i medierne, for at dække over sine dårlige sager, og journalister vil have politikere i medierne, for at dække over sin elendige journalistik. De to faktorer kan ikke adskilles, og tilsammen udgør de en dynamik, som får sit helt eget liv, og udgør en slags parallelsamfund, der ikke er baseret i virkeligheden, men som - desværre - i høj grad kommer til at præge den virkelighed, vi andre befinder os i.

Metaltræthed?

Den seneste tid har det forekommet mig, at denne dynamik er blevet stadigt mere desperat. Engang kunne et medie sætte en sådan historie i gang for at give et boost til sine salgstal og lade den køre i månedsvis. For år tilbage kunne Ekstrabladet f.eks. skrive om de samme fiktive "socialbedragere" og derved sætte den politiske dagsorden i flere år ad gangen. Og Dansk Folkepartis kampagne om muslimske dommere, der intet havde at gøre med hverken denne eller nogen mulig virkelighed, kunne da også køre i månedsvis, ligesom den nyligt overståede og helt absurde "burka-debat" gudhjælpemig varede i et halvt år. Et halvt år, hvor nedskæringer på landets sygehuse, arbejdsløshed, voksende statsunderskud osv alt sammen blev overskygget af den mulige eksistens af nogle få religiøse konvertitter!

Måske er befolkningen i Danmark efterhånden ved at være trætte af det cirkus? Eller måske er det efterhånden bare ved at være sværere og sværere for medie-politiker-cirkuset at overgå de numre, de hidtil har underholdt befolkningen med? Der er jo også kommet stadigt flere aktører, som alle konkurrerer om at gøre det samme men højest og først.

Det må være hårdt at være Dansk Folkeparti, når de Konservative pludselig stiller op med en hel integrationspakke, som trumper samtlige af DFs menneskerettighedskrænkende udspil. Og det må være hårdt at være Søren Pind, når det ikke er til at kende forskel på hans og Villy Søvndals dommedagsproklamerende udtalelser. Og det må være hårdt at være Jyllandsposten og Ekstrabladet, når man skal konkurrere om at lave den samme slags skandale-journalistik med ikke alene Berlingske Tidende men også Politiken og Danmarks Radio ind i mellem. I det hele taget må det være hårdt med så mange aktører, som konstant konkurrerer om at overgå både hinanden og sig selv for at råbe højest og mest skingert og finde flest "beviser" for at hvis vi ikke gør noget nu ved alle disse fiktive problemer, så vil landet gå under.

Men som sagt kan det også være, at folk, der ikke er en del af dette cirkus, efterhånden er ved at være trætte af det. Der er trods alt ikke meget fornyelse i repertoiret. Det er fint nok, at de alle prøver at se, hvem der kan sprænge ud og gribe efter noget, der ikke eksisterer, på den vildeste måde, men vi ved jo også godt, at de ikke risikerer noget som helst. Og det kan da være underholdende at se dem, konkurrere om, hvem der kan hoppe højest op for derefter at falde ned på det samme sted, men ærligt talt... er det ikke ligegyldigt om det er Villy eller Søren eller Pia eller Lene, der kan hoppe højest? Nummeret er jo det samme hver gang, og det er ikke sjovt længere. Der er ved at gå metaltræthed i det medie-politiske maskineri.

Torsdagsforestillingen

Men de bliver ved. Og det er som sagt ved at virke en kende desperat. De kunstigt oppustede historier kan ikke længere holdes i live særligt længe af gangen, før luften fiser ud af dem. Til gengæld går det hurtigere og hurtigere med at opfinde nye, der er lige så fulde af varm luft og endnu mere skrøbelige og verdensfjerne end de foregående.

Vi har nu nået det punkt, hvor en god sensationalistisk historie, der før ellers kunne holdes i live i månedsvis, bliver aflivet igen allerede samme dag, som den var blevet sat i luften. Til gengæld når de også at få hele det sædvanlige maskineri kørt op i et endnu hurtigere og mere desperat selvsving i løbet af et sådant medie-døgn. Af en eller anden grund - og jeg er sikker på, at der er en grund - lader det til, at disse dage, hvor medie-politik-maskinen går i selvsving, skal være torsdage.

Hvis vi blot ser på denne måned, så var den første torsdag i februar - torsdag den 4. - dagen, hvor medierne om morgenen kunne fortælle om, at en eller anden skole et eller andet sted, havde inviteret elevernes mødre til et arrangement, hvor de kunne tale om mobning i skolen. Det er jo ærligt talt ikke nogen "historie" i nogen journalistisk forstand. Men det kunne det blive, hvis det blev klemt ind i den rigtige politiske dynamik.

Der gik da heller ikke mange timer, før Søren Pind midlertidigt mistede forstanden og begyndte at råbe op om, at selve Danmark som nation nu var forbi. Det var intet mindre end "den totale opgivelse af Danmark". Villy Søvndal var også klar med en udtalelse om emnet, som han intet vidste om, og krævede at ministeren skulle gribe ind.

Dagen efter, hvor alle var kommet sig over sine branderter, kunne de fleste deltager i denne hysteriske fest, vidst godt se, at de havde overreageret en smule. Det var et stort ståhej for det rene ingenting, og selvom det sikkert havde været sjovt mens det varede, så gav det altså dårlig smag i munden for nogle. Under alle omstændigheder var den historie og den forargelse, som ikke kan adskilles fra selve historien, sivet ud i sandet.

Men det lærte de ikke meget af, for ugen efter - torsdag den 11. februar - var de klar igen. Denne gang var det historien om et såkaldt "ældreråd" i Vollsmose, som angiveligt skulle have håndteret en sædelighedssag på egen hånd udenom det statslige retssystem. Det viste sig at være løgn (selvom jeg ikke kan se, hvad der i princippet skulle være galt i at løse den slags udenom det statslige), og Politiken, som havde startet historien, trak i land og beklagede inden dagen var omme.

At Politikens journalister havde startet en historie på et løst grundlag forhindrede dog ikke nogen andre i at udtale sig fuldstændigt uden noget som helst grundlag. Så inden Politiken aflivede sit eget rygte, havde stort set samtlige medier og politikere allerede nået nærmest at erklære landet i undtagelsestilstand, og Berlingske Tidende, der slet ikke havde foretaget noget som helst research om emnet og ikke engang kunne citere korrekt fra Politikens historie, toppede med at påstå, at nu var den muslimske besættelse af landet faktisk en realitet, og Enhedslisten blev på lederpladsen udråbt som et religiøst og konservativt ”sharia-parti”. Dette perfide og rablende vanvid fra, hvad der skulle forestille at være en "seriøs" avis, blev aldrig trukket tilbage, da det viste sig at sagen ikke havde hold i virkeligheden. Og hvorfor skulle det da også det, for Berlingske havde ikke på noget tidspunkt nogen interesse for, hvad den egentlig i virkeligheden gik ud på. Deres skriverier var fri fantasi fra ende til anden. Dagen efter var historien da også glemt som den ligegyldige og opblæste medie-and, den nu engang var.

Ugen efter - den 18. februar - måtte vi på den igen. Det var trods alt torsdag. Denne gang blev alle tidligere historier overgået af sagen om nogen, som måske havde snakket om at true Pia Kjærsgaard eller også var der i hvert fald nogen, der havde sendt et brev, hvor der stod at nogen, havde snakket om at true hende... eller noget.

Det startede "godt" om morgenen med dramatiske anholdelser af nogle somaliere på Nørrebro, men historien faldt noget fra hinanden igen, da politiet efterfølgende slap dem ud på fri fod uden hverken at begære varetægtsfængsling eller i det mindste at holde dem i de 24 timer, hvor man ikke har nogen rettigheder. Enhver, der har det mindste kendskab til retssystemet i Danmark, ved jo, at politiet ikke behøver at have så meget som skyggen af en holdbar sag for at få en dommer til at godkende en varetægtsfængsling. Denne gang havde politiet altså endnu mindre - de havde hverken grund eller lyst til at beholde disse mennesker.

Ingen af os er endnu blevet den mindste smule klogere på, hvad sagen egentlig gik ud på - den eneste der virkede som om han virkelig vidste noget om den, det var Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, der havde indgivet anmeldelsen.

Men selvom ingen vidste noget, og der endnu ikke er blevet bekræftet nogen konkrete trusler, så har det ikke holdt nogen som helst tilbage fra at himle op om, at ikke alene er Pia Kjærsgård truet på livet, men det er selve "Demokratiet" sandelig også (det sidste kan de selvfølgelig have ret i, da det ikke ligefrem er sundt for et demokrati at dømme folk uden beviser eller at blive ledet af ledere, som bliver grebet af hysterisk panik ved den mindste anledning). Efter min mening var det denne gang Politiken som hev stikket hjem i hysteri-spillet ved at skrive den mest nationalromantiske og helt grotesk verdensfjerne sødsuppe-leder, hvor der blev grædt over et jomfrueligt æventyrlands mistede mødom!

Som sagt ved vi ingenting om, hvad der er virkelighed og fiktion i den sidste historie, og selvfølgelig skal en trussel tages alvorligt (af politiet) hvad enten den viser sig at være reel eller ej. Men når presse og politikere går i selvsving og råber op med bombastiske udtalelser om en kriminalsag, som selv politiet afviser at have nogen konkret viden om, så kan de næppe tage sig selv særligt alvorligt. Hvad enten truslen er alvorlig eller ej, så indgik den helt åbenlyst i medie-politik-dynamikkens torsdagscirkus.

Hurra for de langsomme medier

Jeg vil slutte denne lange smøre med at give Modkraft respekt for ikke at have skrevet ét ord om nogen af disse historier. Da én af dem viste sig at være en tynd kop the, den anden var en and og ingen endnu kender hoved eller hale på den tredie, så kan ingen seriøs journalist nemlig have skrevet noget særligt klogt om nogen af dem endnu. Modkraft har som et af de få medier i landet taget dem og sig selv seriøst og skrevet de mest sande og troværdige ord, der endnu er skrevet om nogen af dem: ingenting.

Jeg ved godt, at Modkraft ikke har ressourcer til at skrive om alting, og hvis der havde været flere muligheder, så ville Modkraft måske have beskæftiget sig med dem. Og hvis Modkraft en dag får de ressourcer og vil til at konkurrere for alvor med de etablerede medier, så vil det måske blive svært ikke at blive indfanget i den samme selvopretholdende dynamik, der udgør den medie-politiske parallel-verden, hvor alle skal være først med alt og hvis de ikke er det, så skal de i det mindste sørge for at skrive om det samme uanset om det har noget hold i virkeligheden eller ej.

Det håber jeg ikke sker. Jeg har ingen respekt for hverken politikere eller journalister, som ikke kan finde ud af at sige: "Giv mig lige en chance for at sætte mig ind i emnet før jeg udtaler mig om det". Det er hverken seriøs journalistik eller seriøse holdninger. At tage sig selv og sit publikum alvorligt betyder, at man ikke altid skal være først og råbe højest. Det betyder, at man af og til må overlade nogle historier til andre, mens man prioriterer det, man selv er god til. Og det betyder, at man af og til holder sig langt fra at dække en historie, uanset hvor god en "kiosk-basker" den end måtte være, hvis man ærligt mener, at der ikke ser ud til at være hold i den.

Modkraft skal ikke skrive om alt - ligesom ingen politiker i øvrigt skal have en holdning om alt. De medier og de politikere, der forsøger at dække alt, bør ingen tage alvorligt, for de kan kun leve op til den rolle ved at finde på halvdelen selv som fri fantasi og kopiere den anden halvdel fra andre. Jeg foretrækker at læse en god baggrundsanalyse nogle dage eller uger efter en begivenhed, frem for løsrevne og halvsande rygter krydret med tåbelige udtalelser fra politiske hoveder, der intet ved om emnet.

Hvem ved, hvor Modkraft er om nogle år? Gu’ er der da mange ting, der kunne forbedres, og der er mange områder, som kunne dækkes bedre, hvis ressourcerne var til det. Selvfølgelig kunne det være fedt, hvis Modkraft kunne blive et all-round medie, der udgjorde et fuldbyrdigt alternativ til de allerede eksisterende.

Men det kan altså også blive for meget af det gode, og det kan godt gå for stærkt. Især hvis man vil have det hele med og vil være med til det hele. Det, der ikke bliver skrevet, kan også afspejle et rigtigt og eftertænksomt valg. Stilheden kan godt være betydningsfuld.

Så ærligt talt. Lad os nyde den relative stilhed, der er her ind i mellem. Den kan være et tegn på refleksion og på, at nogen holder hovedet koldt i en tid, hvor alle andre går i hysterisk selvsving. At sige: "Nej, det gider jeg simpelthen ikke at beskæftige mig med" eller "Lad os lige givet det et par dage og så se hvor vigtigt det ser ud" kan være et resultat af nødvendig prioritering grundet manglende ressourcer. Men det kan også - samtidig - være rigtig og fornuftig prioritering.