"Frihedsministeren" - En filosofisk føljeton

En af de mest fascinerende personligheder i dansk politik er efter min mening Søren Pind. Alle der har haft noget som helst med bare den mindste smule "alternativ" kultur i København, kender ham vel - lidt for godt måske. Men der er mere end bare nul-tolerance og panisk frygt for "uorden" i Søren Pind. Han er noget så sjældent som en dansk politiker med en ideologi. Dette synes alle at være enige om. Spørgsmålet er så blot: hvilken ideologi?

Jeg har bl.a. fulgt hans skriverier igennem et års tid, fordi det er min professionelle og personlige interesse at forsøge at forstå politiske og sociologiske tankesystemer og ideologier - og et sådant udgør Søren Pind, selvom der i vid udstrækning hersker væsentlige misforståelse af, hvad det går ud på. En af disse misforståelser er, at Søren Pind skulle være liberalist. Det er han langtfra, hvilket enhver, der har sat sig ind i denne ideologi såvel som Pinds eget forfatterskab, kan konstatere - og hvilket jeg vil dokumentere i denne føljeton.

Eftersom han nu netop er blevet udnævnt til minister, så må det være på sin plads at give anskuddet til en analyse af pindismen. Hvis han er en af de få sande ideologer på den danske borgerlige højrefløj, så er det nødvendigt for os, der ønsker et opgør med den borgerlige regering og værdier, at forstå hvad denne ideologi går ud på.

Jeg har efterhånden samlet nok materiale til at kunne gå igang med at skrive en slags analyse af Søren Pinds ideologiske udgangspunkt, med udgangspunkt i hans forfatterskab. Og jeg har besluttet mig for at dele mine overvejelser med Modkrafts læsere. Den filosofiske analyse af pindismen vil blive bragt som en serie her på Modkraft - jeg gætter på at jeg vel kan præsentere et kapitel med et nyt aspekt en gang om ugen.

Dette vil blot være en kladde med udgangspunkt i Pinds egne skrifter, men forhåbenligt kan den bruges som grundlag for at forstå ikke bare Søren Pinds ideologi men også nogle af hans meningsfællers.

I dette indlæg vil jeg blot give nogle helt generelle overvejelser, hvorefter jeg vil gå mere i dybden med Pinds litteratur og ideologi i de efterfølgende kapitler.

En misforstået tænker

Jeg vil slå fast fra starten - og dokumentere det i de efterfølgende indlæg - at Søren Pinds ideologi ikke har meget til fælles med den klassiske rettighedsbaserede og individ-centrerede liberalisme. Det er forbløffende, at mange karakteriserer ham som "benhård liberalist", når hans egne skrifter pladserer ham langt fra liberalismens grundtanker i såvel menneske- og samfundssyn som i konkret og praktisk politik.

Det er dog en forståelig fejl, eftersom han selv ofte benytter en del af de udtryk og begreber, der er kendetegnende for liberalismen. Men det er ikke desto mindre en fejl, der må skyldes, at meget få egentlig har læst hans egne skrifter og forsøgt at forstå hans tanker (eller alternativt: at de ikke ved hvad "liberalismen" står for). Det er heller ikke let, for ærligt talt så skriver han ikke i et særligt klart sprog (hvilket vel netop kendetegner mange filosoffer).

Søren Pinds forfatterskab er ikke let tilgængeligt. Det stritter i alle retninger og ofte virker det som om, han modsiger sig selv fuldstændigt. Den ene dag står han for demokratiet, menneskerettighederne og den slags, og den næste tager han på det kraftigste afstand fra alt dette og forbander det langt væk som noget blødsøddent pjat, der vil ødelægge den vestlige civilisation, som kun kan reddes af en stærk leder, der tilsidesætter de demokratiske spilleregler.

Alligevel tror jeg, at det er muligt at udlede en slags sammenhængende filosofi ud af hans mange sporadiske og ind i mellem selvmodsigende værker. I denne serie vil jeg se, om det er muligt at få noget mening ud af disse tilsyneladende selvmodsigelser.

"Frihedsministeren"

Napoleon Bonarparte udnævnte som bekendt sig selv til Kejser og stod for sin egen kroning, da han ikke havde brug for kirkens velsignelse. Det er ikke helt i samme bolgade, men det lugter lidt derhenad, da Søren Pind efter at være blevet tilbudt posten som minister for udviklingsbistand udnævnte sig selv til "frihedsminister" og omdøbte sit ministerium til "Frihedsministeriet".

Navneændringen - som kun er officiel i Søren Pinds eget univers - skal symbolisere, at han har tænkt sig at bruge sin ministerpost til at arbejde for at gennemføre demokrati og menneskerettigheder. Det lyder jo meget fint omend, der vel ikke er noget nyt i det, idet det er beskrivelsen på enhver udviklingsministers officielle arbejdsopgaver. Og så alligevel ikke.

Søren Pind overtager nemlig ministeriet netop som regeringen var i færd med at udvikle en politisk plan for udviklingsbistand, som af de organisationer, der har erfaring i netop udviklingsarbejde og demokratiudvikling, netop er blevet kritiseret for netop at se stort på menneskerettigheder og befolkningernes konkrete behov til fordel for erhvervslivets interesser.

Erhvervslivets interesser er dog også netop noget, som Søren Pind selv har givet udtryk for bør have en mere primær status end demokrati og borgernes lighed og frihed. Det vil altså være interessant at finde ud af, om Søren Pind har tænkt sig at prioritere hhv. sin drøm om en global frihandelsezone og sin teori om den private ejendom som en ufravigelig grundpille for ethvert samfund - hvilket vil sætte ham i konflikt med mange af de lokalt forankrede og folkelige organisationer, som udviklingsarbejdet gerne skulle støtte - eller sine ambitioner om at fremme demokrati og menneskerettigheder, hvilket vil føre ham i konflikt med både det lokale og det transnationale erhvervsliv.

Måske kan han gøre begge dele, men det kræver en vilje til samarbejde, som Søren Pind ikke just har givet stærkt udtryk for at besidde. Tværtimod har han ofte skreget op om, at ethvert kompromis, den mindste fravigelse fra hans egne absolutte dogmer, fører direkte til nationen, samfundet og civilisationens undergang.

Interessant bliver det derfor også, hvordan Søren Pind har tænkt sig at koordinere indsatsen for fremme af demokrati, menneskerettigheder, social, politisk og økonomisk udvikling uden at gå på kompromis med sine dogmer. Især hvordan han vil håndtere samarbejdet med organisationer under FN, der jo er svære at undgå, når det drejer sig om netop disse områder. Søren Pind er nemlig erklæret og arg modstander af alt, der har med FN at gøre.

Afsluttende vil jeg sige, at det kan forekomme noget besynderligt at høre Søren Pind erklære sig som demokratiet og menneskerettighedernes ypperste forkæmper. Han har nemlig selv ofte igennem sin karriere givet udtryk for, at han ikke selv giver meget for de internationale organisationer og juridiske konventioner - eller de liberale principper - der har med menneskerettigheder og demokrati at gøre.

Det bliver det sidste emne - Søren Pinds forhold til rettighederne - som vi vil se nærmere på i næste afsnit, hvor den mere filosofiske analyse af pindismen begynder.