Annonce

16. marts 2010 - 13:19

Nu går de efter stemmeretten

Jeg beklager at smide et indlæg her så kort tid efter mit seneste. Og jeg beklager at måtte afbryde føljetonen om "Frihedsministeren", ligesom jeg beklager at den følgende tekst også har været bragt på min personlige blog. Men regeringens pakke med nye "stramninger" (der i virkeligheden er "slækkelser" - slækkelser af det liberale, borgerlige demokrati, og slækkelser af retssikkerheden og af friheden) rummer altså et element, der er så drastisk at jeg føler det nødvendigt at kommentere på det her.

Vi har set værre angreb på flygtninge og migranter i Danmark før. Men dette er mig bekendt første gang, at selve byggestenen i demokratiet er under angreb: Regeringen har igår frataget en gruppe mennesker, deres stemmeret. Det påvirker ikke kun disse individer, der nu ikke kan tage del i den symbolske handling, der skulle udgøre selve demokratiet. Det betyder også, at Danmark som nation helt officielt og meget direkte er blevet mindre demokratisk idag. At regeringen (og størstedelen af "oppositionen") er villig til at rulle Danmark tilbage som demokrati, er et symbolsk afgørende skridt og signal.

Herunder følger de tanker, jeg nedfældede igår aftes, da den nye lovpakke blev præsenteret:

Af alle nederdrægtige, totalitære og menneskeforagtende tiltag kan man mene, at det at fratage folk deres stemmeret ikke er det værste. Hvad er den symbolske ret til at sætte et kryds på på et stykke papir mod f.eks. retten til mad, husly, liv, sikkerhed og frihed? - ting der længe har været under angreb, hvis man er flygtning eller migrant i Danmark.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle, at det repræsenterer noget symbolsk skelsættende, at regeringen i Danmark idag har besluttet at fratage folk deres stemmeret til kommunalvalgene.

Jeg bekymrer mig ikke stort over ikke selv at have udfyldt nogen stemmesedler de sidste mange år, men stemmeretten er jo af enorm symbolsk værdi i et såkaldt demokrati. Og det føles altså beskæmmende og ildevarslende, at den danske stat nu har frataget en gruppe mennesker alle andre rettigheder, så der nu kun er dette det allerhelligste tilbage: selve demokratiets symbolske fundament.

Jeg kan ikke forestille mig, at nogen kan argumentere for, at det er et godt tegn og en god udvikling, når et lands regering begynder at fratage folk stemmeretten. Det er ganske vidst en harmløs og nærmest symbolsk handling at stemme til et dansk kommunalvalg, men i princippet er det jo selve demokratiet, der her er under direkte angreb, og den symbolske betydning er altså enorm.

Enhver der gør sig nogen forestillinger om "demokrati" og den slags, bør være stærkt bekymrede. Bør det forbløffe nogen, at medierne og "oppositionen" lader til at være stort set uinteresserede?

(Jeg har allerede brugt flere ord på dette helt reelle angreb på demokratiet end nogen af de danske medier og de to største "oppositionspartier" ser til syneladende intet problem i at rulle demokratiet tilbage)

Er du sikker? Er du helt sikker på det?

Nu hvor der er præcedens for at fratage folk deres stemmeret i Danmark, er det altså et påtrængende og reelt spørgsmål: Hvornår kommer de efter dig? Tror du, du er sikker, bare fordi du har dansk statsborgerskab? Har du ikke hørt deres forslag om også at gøre det muligt at fratage danske statsborgere deres statsborgerskab?

Tror du virkelig, at du kan blive ved med at føle dig tryg, når de idag har vist, at de er villige til at fratage folk deres mest grundlæggende demokratiske rettigheder - og når de kan slippe afsted med det uden så meget som et kritisk spørgsmål fra pressen? Det var demokratiets absolut mest symbolske og hellige grundlag - stemmeretten - som regeringen idag afskaffede for nogen indbyggere i Danmark. Er du helt sikker på, at det ikke er andre rettigheder og andre af landets indbyggere, der står for skud i morgen?

Jeg vil tillade mig at citere mig selv - igen - for den universitetsopgave, jeg engang skrev om, hvordan kampen mod flygtninge kommer til at forandre vore samfund og rammer os selv, kommer desværre gang på gang til at virke mere og mere "profetisk":

Spørgsmålet om, hvorvidt rettigheder kan indskrænkes til ikke kun at gælde indenfor statens juristiktion men også kun for borgere af denne stat, lader heller ikke disse borgere i sikkerhed - især ikke når det kombineres med en inkonsistent bekendelse til liberale principper. Mennesker har altid bosat sig andre steder end de er født, men med den moderne stat afhænger visse muligheder ikke alene af hvilket territorium, man befinder sig indenfor og hvilken social status, man har, men i høj grad af ens statsborgerskab. Kombineret med princippet om formel, juridisk lighed betyder dette, at når man vil gøre bestemte rettigheder kontingente, må det ramme alle, der ikke er indehavere af den pågældende status. Det skaber dels en mere lukket verden, hvor alles bevægelsesmulighed hindres, men undermineringen af flygtninges rettigheder fungerer desuden - bevidst eller utilsigtet - som rambuk for fratagelse af borgernes rettigheder. De seneste tiltag i de europæiske samfund, der eksplicit er rettet mod at forhindre migration, har allerede ført disse samfund på kant med menneskerettighederne ikke blot overfor flygtninge men også i behandlingen af egne statsborgere.

Dertil kommer, at statsborgerskab ikke er så stabil en størrelse, som det ofte antages. Den moderne historie har vist, at det er farligt at forlide sig på denne juridiske status, som kan variere med konstruktioner af nationalitet. Enten må vi anse grundlæggende rettigheder som noget, staten skal respektere for alle mennesker indenfor dens område, eller som værende afhængige af skiftende ideologier og magtforhold, hvormed vor juridiske sikkerhed kan vise sig at være en illusion.”

Jeg mener helt alvorligt, at det er på tide at tage Martin Niemöllers digt alvorligt.

Annonce