Argumenter om rosenkål

Efter at have bandet og svovlet i mit sidste indlæg, synes jeg det må være på sin plads med et (måske) lidt mere analytisk og "filosofisk" indlæg.

Der er et besynderligt argument, der er blevet populært i dansk politik den seneste tid. Som "fagfilosof" er det blandt andet min opgave at forholde mig til argumenter, deres interne konsistens og betydning. Det argument, jeg tænker på, er egentlig gammel-kendt, og findes i forskellige versioner.

Der er den normative (det der har at gøre med moral og andre ’værdier’) version, der blandt andet ytres af "far-typen": "Hvor vover du at sige, at du ikke kan lide rosenkål? Der findes børn, der ikke får andet at spise end rosenkål. De børn, de har det slemt! Så du skulle skamme dig, skulle du!"

... Som om man selv får det bedre af, at der er andre der har det værre. Som om ens egen smerte bliver mindre, af at andres er større. At pointere, at der er andre, der har det endnu værre, gør mig da bare endnu mere ked af det.

Så er der den semantiske (ords betydning og brug) version, der typisk ytres af den ulidelige smartrøv-type: "Årh hvad, kalder du dét en portion rosenkål? Ha! I Østtyskland havde de bjerge af rosenkål mand - dét kalder jeg rosenkål."

... Som om noget automatisk kommer til at hedde noget andet, hvis det findes i en anden form og mængde et andet sted i verden. Som om man ikke godt kan bruge det samme navn om to forskellige fænomener, der deler væsentlige egenskaber, selvom der også er forskelle.

Og så er der den ontologiske (studiet af ’væren’ eller ’eksistens’) version, der kun ytres af de absolut mest stupide: "I andre lande er der langt mere rosenkål. Derfor findes der ikke rosenkål hér. Det giver ingen mening at tale om ’rosenkål’ i et land, der har så lidt rosenkål."

... Ja, det er som sagt en version af argumentet, der kun kan ytres af de mest stupide, for det giver jo ingen som helst mening. Noget forsvinder jo ikke af, at der kun er lidt af det, eller af at der er mere af det et andet sted. Det skal man være ret debil for at tro.

Ikke desto mindre har argumentet i alle tre former været fremført i den danske debat af danske folketingsmedlemmer indenfor den seneste tid. Selvfølgelig ikke om ’rosenkål’, men om andre ting.

Bliver forholdene i Danmark bedre af at de er værre andre steder?

Først var det Joachim B Olsen (LA), der mente, at folk skulle skamme sig (og at han selv brækkede sig over det), når de hævder, at der findes fattigdom i Danmark. Det gør der nemlig ikke, for selv de økonomisk dårligst stillede i Danmark har det jo bedre end de fattigste folk i et fattigt uland har. Derfor kan man ikke kalde det ikke at have råd til grundlæggende livsfornødenheder i Danmark for "fattigdom" og derfor findes der slet ikke fattigdom i Danmark.

... Som om fattige i Danmark får det bedre af, at der findes endnu fattigere folk andre steder. Som om det ord, vi bruger til at beskrive den situation, man er i, når man må vende og dreje hver mønt og gå bekymret i seng og ikke ved om man har råd til at spise ordentligt i morgen, pludselig skal ændres, bare fordi der folk andre steder, der lider endnu mere under den situation. Og som om - helt stupidt - at den situation forsvinder i Danmark af, at den også findes andre steder (omend værre).

Derefter var det Karsten Nonbo (V), der mente, at folk er nogle "sølle klynkere" (som burde skamme sig), når de klager over politibrutalitet og -kriminalitet i Danmark, og at det slet ikke giver mening at tale om menneskerettighedskrænkelser i Danmark, eftersom der jo findes lande hvor den slags forekommer langt oftere og langt grovere, og derfor så findes der hverken politibrutalitet eller menneskerettighedskrænkelser her.

... Som om folk pludselig bliver glade for at være blevet ulovligt frihedsberøvet og udsat for ydmygende og smertefuld behandling, når de bliver gjort opmærksom på, at der er andre lande, hvor demonstranter bliver skudt eller fængslet for livstid. Og som om man ikke kan bruge ordet "menneskerettighedskrænkelser" om konkrete krænkelser af menneskerettighederne, bare fordi det ord også beskriver forhold, der er endnu værre, andre steder. Og som om - helt debilt - politiets kriminelle adfærd simpelthen forsvinder, af at politiet i andre lande også opfører sig som nogle uniformerede bøller (omend endnu værre).

Moralsk, sprogligt og ontologisk er disse argumenter helt ude i hampen.

Der er ingen - ikke én eneste - af de, der har diskuteret fattigdom eller politibrutalitet og menneskerettighedskrænkelser i Danmark, der har påstået, at disse forhold skulle findes i nøjagtig samme kvantitet eller kvalitet som de gør i for eksempel Somalia. Den fattige studerende eller enlige mor i den danske debat har på intet tidspunkt sammenlignet sig selv med en sultende afrikaner, der har mistet alt. Ingen af de danske klima-demonstranter, der blev uretfærdigt og ulovligt behandlet af politiet, har så meget som antydet, at deres situation svarer til den iranske eller burmesiske dissidenter rissikerer.

At det er værre andre steder er ikke en grund til ikke at engagere sig her

Enten laver Joachim B Olsen og Karsten Nonbo altså det, der kaldes en retorisk "stråmand" - det at tilskrive ens modstander et synspunkt, vedkommende ikke har, for at man derefter kan skyde det ned - eller også er de vitterligt ubegavede. Simpelthen.

At opdage at, at der er andre, der har det værre, gør ikke ens eget liv bedre. Tværtimod fylder det bare det empatiske menneske med overført smerte i form af medlidenhed og sorg over at verden var endnu mere grum, end man først var klar over.

Det er tydeligvis ikke tilfældet for Joachim B Olsen og Karsten Nonbo, for hvem andres smerte åbenbart bør være en kilde til lindring og glæde. Det siger så bare mere om deres moral, end det gør om dem, de brækker sig over.

At være bevidst om, at den situation, jeg befinder mig i, også forekommer i endnu værre former, gør ikke nødvendigvis at jeg vil bruge et andet ord for den, for derved at adskille de to fra hinanden fuldstændigt. For denne bevidsthed kan jo netop betyde, at jeg ser de relevante lighedstegn mellem de to situationer og gør mig endnu mere opsat på at få gjort noget ved mit eget problem, da jeg nu kan se, at det bare er et første skridt i retning af eller en lille instans af noget endnu værre.

Påmindelsen om, at det er værre i "andre lande" kan altså gøre mig endnu mere bevidst om, hvorfor vi skal have gjort noget ved problemet her - så vi ikke kommer dertil, hvor det er helt håbløst. Det kan altså være en grund til ekstra engagement - og bør i hvert fald ikke være en grund til mindre.

Men for folk som Joachim B Olsen og Karsten Nonbo, så skal vi altså åbenbart være kommet "ud over afgrunden" før vi må have lov til at tale om de problemer, der fører os derud. Det siger så bare mere om deres politiske engagement, end det gør om dem, de kalder for ”klynkere”.

Og hvis jeg troede at mit problem simpelthen forsvandt, fordi andre har værre problemer, så ville jeg være lige så ubegavet som en Joachim B Olsen eller Karsten Nonbo. For dét er simpelthen for dumt. Simpelthen.

PS.

Noget helt andet: Hvad sker der for det med at Benedikte Kjær (K) og Søren Espersen (DF) nu kommer med antisemitiske tilkendegivelser? Det synes jeg godt nok er ret langt ude. Men det hører vist til i et andet blogindlæg.