Annonce

17. august 2011 - 17:56

Smörgåstårta og svensk kontrol -en svensk fortælling del 1


Jeg går for tiden som murarbejdsmand i Sverige. Og hvordan faen gik det lige til, at jeg fik æren af at skifte fag, møde det svenske arbejdsmarked og smage på fremmede kulturer? Jo, svensk kontrol og høje sikkerhedskrav.

Det danske murerfirma JOP havde vundet en byggesag i Sverige og min kammerat Silas, som er kongelig priviligeret murersvend, blev bedt om at finde en murarbejdsmand med teleskoplæsser certifikat. I både Danmark og i Sverige skal man have bestået et kursus i at betjene sådan en krabat. Forskellen mellem DK og S er bare, at i DK risikerer arbejdsgiveren at få en mindre bøde, hvis Arbejdstilsynet kigger forbi og fanger medarbejderen uden certifikat på fersk gerning. I Sverige får byggeledelsen prompte en dobbelt så stor bøde, hvis ikke de fra dag et har sikret sig en kopi af medarbejdernes certifikat og id-kort på kontoret. Krav som ministeren herhjemme mener, er så skrappe over for de stakkels byggefirmaer, at det i følge ministeren, meget belejligt, slet ikke er tilladt pga. EU-regler.
Sjovt nok er det tilladt i Sverige, selvom broderfolket også er med i EU. Forbudssverige! Kontrolsverige!
I 2009 havde svenskerne lige så mange dødsulykker på arbejdspladserne som i Danmark, selvom de har dobbelt så mange indbyggere. Og hvis vi havde samme sikkerhedsniveau som svenskerne, ville vi have haft 128 færre dødsulykker i 2008. Hvorfor skal sikkerhed og kvalitet vige for klamphuggeri? Spørger Silas. Det er sgu et meget godt spørgsmål.

Jeg nåede lige at tage teleskoplæsserkurset, inden VK-regeringen satte loft over, hvad efteruddannelse for ledige må koste. Siden februar må et kursus for en ledig max koste 3500 kr. om ugen. Der er desuden indført brugerbetaling, og den ydelse, man får under kurset samt eventuelt rejsegodtgørelse, er blevet skåret ned med 20%. Så i stedet for at udnytte folks ledighed til at give dem den fornuftige opkvalificering og videreuddannelse, har VKO i stedet afskåret ledige muligheden for at deltage i langt de fleste meningsfyldte kurser. Hvad er meningen er med den besparelse?

Havde det ikke været for det kursus, jeg lige nåede at tilluske mig, havde jeg sikkert stadig hutlet rundt med småjobs en uge her og en uge der. Men takket være et certifikat, en god kammerat og et effektivt svensk sikkerhedssystem, røg jeg med til Sverige og kan nu bryste mig af at være et kulturel erfaringmøde rigere: "Smörgåstårta" eller smørebrødstærte på dansk.

Fredag før den svenske industriferie bød byggeledelsen på frokost for alle 25-30 arbejdere på pladsen (noget jeg har svært ved at forestille mig en dansk byggeledelse ville gøre). Smørebrødstærten består af roastbeef, skinke, rejer, æg, laks, appelsin, ananas, maderin og vindruer. Hele herligheden rørt godt sammen med massere af mayo og delt i lag af sødt hvidt brød lige som en lagkage. Og mens jeg sad og tyggede mig igennem dette pragteksemplar af svensk folkelig kultur, tænkte jeg over hvor meget man egentlig lærer om sit eget lands kultur, skikke og samfund, når man møder andres.

Ja tak til svensk sikkerhedskontrol, nej tak til smørgåsen.

Flere spændene opdagelser efter mødet med det svenske arbejdsmarked følger, efterhånden som stenene kommer op at stå derovre...

Annonce