To skridt frem og et tilbage

Sommerhus, Asserbo, 1992, en forårsmorgen kl. 6.44. Jeg havde mit eget lille værelse med en Kim Larsen plakat på væggen og en kasse myresoldater og biler under sengen. Jeg var alene på besøg hver sommer. Min farfar byggede sommerhuset sammen med min far i 85’. Sommerhuset skulle indramme det otium, der var blevet sparet op til gennem sammenlagt 75 arbejdsomme år: Farfar arbejdede 45 år som smed og farmor 30 år som smørrebrødsjomfru.

Og slidsomme år har min farfars generation været igennem. Fra bred fattigdom i 30’erne, rationeringsmærker under krigen og en efterkrigstid med genopbygning. Og så efterfulgt af en utrolig materiel fremgang i 50’erne og 60’erne, hvor selv en gammel kommunist havde svært ved at brokke sig over de kæmpe fremskridt, hans klasse tog. Med en årlig vækst på mellem 4 og 10 procent i industrien rykkede den lille arbejderfamilie fra en 1-værelses loftslejlighed på Amar’ til en 3-værelses på 1. sal i samme ejendom. Der kom vaskemaskine og damppresser i kælderen. Køleskabet gjorde sit indtog i de små hjem, og farmor fik så meget tid til overs, at hun ud over at passe de huslige pligter, børn og mand, også kunne tage et job som smørrebrødsjomfru i Kastrup Lufthavn.

Alle de slidsomme år, hvor den brede fattigdom blev bekæmpet og velfærdssamfundet banket på benene, skulle nu ende med en velfortjent alderdom i Asserbo med tid til at stå op kl. 6.30 om morgenen med morgenkaffen og sidevogn. Nyde solopgangen og se ræven snige sig ind på resterne af lørdagskyllingen, som farmor havde lagt ud aftenen før.

Det var netop en sådan forårsmorgen, farfar fik en blodprop, slog hovedet ned i bordet og takkede af efter 45 års tro tjeneste som smed på det danske arbejdsmarked. Farmor fulgte efter seks år senere. Tilsammen havde de knoklet 75 år med hårdt fysisk arbejde.

Farfar endte med et otium på 9 år og 45 års tro tjeneste på det danske arbejdsmarked. Da farmor 9 år senere fulgte efter, overtog jeg lejelejligheden på Amar’. Så nu sidder jeg her som faglært arbejder i København, ligesom den gamle.

Pensionsalderen stiger i dag automatisk, og satsen er ikke blevet reguleret efter lønningerne siden 1990. Når jeg fylder 71 i år 2056, så har jeg været over 50 år på arbejdsmarkedet. Pensionsalderen vil, ifølge velfærdsforliget, til den tid ligge på omkring 71 og hvis den akademiske, politiske elite får sin vilje, så er efterlønnen afskaffet. En 30-årig faglært arbejder kunne i 2005 forvente at blive 77,4. Det gir mig et otium på lidt over 6 år.

Min farfars generation fik tilkæmpet sig bedre levevilkår for arbejderklassen end hans far havde og hans forældre stod sikkert endnu ringere. Efterlønnen var ene og alene det gamle arbejdsmandsforbund SID’s opfindelse. Ufaglærtes gennemsnitslevealder lå også dengang langt under alle andres, så hvis folk med hårdt fysisk arbejde skulle have mulighed for nyde deres alderdom blev man nødt til at sikre muligheden for en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Hvis efterlønnen afskaffes eller udvandes yderligere, så bliver jeg den første arbejdergeneration i 100 år, der står med dårligere fremtidsudsigter end mine forfædre. De forbedringer min oldefar og farfar har skabt er i det nye årtusind røget ud på en deroute. To skridt frem og et tilbage.

Oldefar: Alder 70 år, Arbejdsliv 55 år, otium 5 år

Farfar, Kurt: Alder 69 år, Arbejdsliv 45 år, otium 9 år

Mig, Daniel: Alder 77 år, Arbejdsliv 50 år, otium 6 år

Så når den lange kø af højtuddannede og velfriserede habitter stiller sig op for at belære mig om den samfundsøkonomiske nødvendighed af, at mit arbejdsliv skal forlænges og mit otium forkortes, bliver jeg rasende. Fuck jer! Lars Løkkes nytårsfortsæt er at afskaffe efterlønnen. Mit nytårsfortsæt er, at han skal få kamp til stregen.

Så i morgen går jeg ned i fagforeningen og tilmelder mig efterlønsordningen, og så kan Lars Løkke og slipedrengene bare komme an.