Fra Skelbækgade til Bruxelles

Københavns Tekniske Skole, Tømreruddannelsen, 3. Hovedforløb.

Min tidligere lærer på Københavns Tekniske Skole, Peter, underviser i faget Organisation. Han er en belæst herre, der tidligere har undervist på Handelshøjskolen. Men han er også en gammel søulk, der med sine lumre og lystige anekdoter fra de syv have og deres havnebyer, holdt klassen godt underholdt.

”Byggeriet følger konjunkturbølgerne. Op og ned. Sådan er kapitalismen... det er ligesom i Skelbækgade. Et stigende antal ludere til et faldende antal kunder giver billige blowjobs. Udbud og efterspørgsel”, belærte Peter så klassen grinede og forstod pointen.

Han forklarede os også, hvordan vores fremtidsudsigter så ud: ”Det er skandaløst at se så mange kloge unge mennesker sidde her på teknisk skole. I skal være ingeniører og bygningskonstruktører. Det manuelle arbejde høre til i Polen og Kina”, sagde Peter.

Ligesom en lang række politikere med en lang akademisk uddannelse fra højre- til venstrefløj belærte kloge Peter os om, hvorfor vi alle sammen i globaliseringens navn bør ende som akademikere med hoveder så store som vandmeloner. 18 lærlinge på 3. hovedforløb må da forstå, at det frie marked, reguleret af EU og WTO, per automatik vil tage vores fremtidige arbejde og give det til en polak eller kineser. Det er nærmest en naturlov, vi intet kan gøre ved. Vi kan enten vælge at videreuddanne os til bygningskonstruktører eller akademikere eller blive hængende på pladserne og acceptere polske arbejdsforhold, lyder opsangen fra handelsskolelærer Peter og politikerne.

Men hvis du kan holde på en hemmelighed, som de kloge hoveder ellers gør en stor indsats for at fortie: Globaliseringen og det frie marked er ikke ustyrlige naturkræfter ligesom tyngdeloven. EU’s krav om åbne grænser og fri konkurrence er heller ikke en naturlov. Når Danmark afgiver sin nationale selvbestemmelse, så giver vi også afkald på den politisk mulighed for at gribe ind, når danske industribaroner flytter fabrikker og arbejdspladser til Polen og Østasien – blot for at øge udbyttet fra 6% til 9%. Eller muligheden for at forhindre, at danske arbejdsgivere importerer underbetalte østarbejdere for at trykke løn- og arbejdsforhold helt i bund, så vi nærmer os fattigdomsgrænse.

Hvis de danske politikere havde nosser til det, ville de udfordre EU, der hvor EU helt tydeligt smadrer vores velfærd og arbejderrettigheder. Men det gør de ikke. I stedet skal vi høre på de sø-forklaringer, de har lært på universitet og hørt på de syv verdens have.

Men der er ingen liberale, nyklækkede babyface-socialdemokrater, der skal komme og belærer mig om nødvendigheden af et frit marked, ligesom handelsskolelærer Peter har gjort det. De kloge slår ud med armene og siger: "Daniel, sådan er det bare. Det er EU og arbejdskraftens fri bevægelighed. Sådan sikrer vi den fri konkurrence, og dermed får forbrugerne jo også de billigste varer". Fint. Jeg bliver fyret, men kan til gengæld få en billig polsk eller tysk-forarbejdet skinke i Netto, som danske slagteriarbejdere tidligere har stået for at forarbejde.

Og der er sgu heller ingen naive europa-glade SF’ere, der skal komme og sige: "Du kan jo nok forstå, at løsningen netop er, at vi enstemmigt går sammen med de progressive kræfter og sammen med resten af EU vedtager en traktatændring, der ændrer EU’s grundpiller, så sociale rettigheder hæves over det indre marked." Bla bla bla…

De progressive kræfter og resten af EU? Altså den betongrå-eks-DDR-Angela Merkel, den-polske-konservative-homofobiske- efterladte-tvilling samt Romano Prodi? Ja, de skal virkelig nok hjælpe mig og mine kolleger, så vi undgår at ende på tyske og polske lønninger – i Danmark!

Nej. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, at EU er løsningen på de dårlige løn- og arbejdsvilkår. EU er problemet. Konkurrence er for spekulanter og investorer. Jeg er tømrersvend og vil have arbejde, social tryghed, fladskærm og wienerbrød om søndagen. Ikke konkurrence om løn- og arbejdsforhold.
Og det kan da godt være, at nogle af de langsigtede løsninger på verdens problemer skal vedtages i EU. Hvem ved. Men lige nu presses vi bygningsarbejdere af arbejdsløshed og polske lønninger. Jeg kan ikke vente på, at samtlige EU-politikere får snakket sig til enighed om at løse problemer, som de selv er med til at skabe.

Hvor svært kan det være at afværge de værste følger af EU’s åbne grænser? Socialdemokraterne og SF kunne starte med at tage Dansk Folkeparti og Enhedslisten under armen og i samlet flok stemme for noget så simpelt som skiltning af de firmaer, der arbejder på byggepladserne i Danmark. Samtidig kunne de garanterer, at en ny regering vil sørge for, at bygherren og entreprenøren bliver ansvarlig for snyd hos underleverandører samt vedtage ekstra skat for overskudsvirksomheder, der flytter arbejdspladser ud af landet samt kræve arbejdspladser og lærlingepladser i bytte for erhvervsstøtte, så vi ikke – som nu – støtter Mærsks udflytning af arbejdspladser til Asien, som det lille Dagbladet Arbejderen har afsløret.

Men tør en ny regering at afvise EU’s angreb på den danske velfærd og sikre en grundlæggende social reform af EU’s traktater?

Eller er de unge, liberale, nyklækkede babyface-socialdemokrater inderst inde enige med handelsskolelærer Peter i, at det er godt, at "mange ludere giver billige blowjobs", for den fri konkurrence er jo en uforanderlig naturlov, der gælder lige fra Skelbækgade til Bruxelles?

Globaliseringen kommer af sig selv, men det gør vores rettigheder ikke.