Brok, brok, brok

Efter flere måneders overvejelser frem og tilbage tog jeg i juleferien en beslutning, der kan få store konsekvenser for min kommende lille families liv. Et gammelt tungtvejende argument, som jeg flittigt har kastet omkring mig, endte med at ramme mig i nakken som en boomerang.

Jeg brugte det så sent som for 7 uger siden, da jeg mødte op på en ny plads i Sydhavnen. Fuld af forhåbning og gejst. Nu skulle hammeren svinges og gipsen ha da da. Førstegangsindtrykket var en lettere rodet plads med et rimelig uoverskueligt antal uafsluttede tømreropgaver. Men pladsen var tæt på sin afslutning, så det var vel ikke så mærkeligt med lidt panikstemning.

Jeg startede på gipsen sammen med Bjarne, som er en god, solid tømrer af den gamle skole. Indenfor det første kvarter havde han spurgt til, om jeg nu var medlem af fagforeningen og han havde leveret sin holdning til denne kaotiske plads, som han havde været på i 3 uger:
"Chefen er en flink, nyopstartet tømrermester, der kan snakke fanden et øre af, men ikke kan finde ud af at drive et ordentligt firma og betale løn til tiden."

Der var meget brok den dag, og mit argument blev hevet frem endnu engang:
"Hvis man brokker sig skal man også være parat til at gøre noget ved det."

Alle var enige, og da lønnen var forsinket næste morgen, startede vi med fagligt møde, der resulterede i, at 4 ud af 5 svende havde forladt pladsen, da ugen var omme.

Jeg har gået på andre pladser som lærling, hvor svendene brok aldrig blev fulgt op af handling. For 3 år siden var jeg i gang med en simpel udskiftning af et par vinduer og døre i Valby. Opgaven var sat til at tage 2 mand, 5 dage at udføre. Alt inklusiv. Men så let skulle det ikke gå. Svenden hed Martin og må have været verdensmester i dårlige undskyldninger. Fugemassen duede ikke, døren var forkert målt op af mester, vejret var for koldt, der manglede en skurvogn, karmskruerne var for lange.... Brok, brok, brok. Men at ringe til mester og give ham en opsang og stille nogle krav, var nosserne ikke store nok til. Jeg fik til gengæld sat både tolerance og tålmodighed på noget af en prøve. Det føltes som om, jeg gik på den sag et år med blylodder i skoene og sovepiller i kaffen.

Hvis ikke brok efterfølges af handling, ender brok i en sløv depression. Min videnskabelige adfærdsformel ser sådan her ud:

Brok + brok + brok + brok = Depression

Brok + brok + handling = Løsning

Jeg meldte mig ind i Enhedslisten omkring samme tid, som da jeg gik og sate vinduer og døre i med svenden Martin i Valby. Og jeg har lige siden brokket mig over, at Enhedslisten har alt for få arbejdere - faglærte og ufaglærte - i Folketinget, i ledelsen og på vores kandidatlister. Så i juleferien tog jeg beslutningen om at lade alt mit brok over manglen på arbejdere i partiet efterfølge af handling.

Brok brok brok, nu stiller jeg sgu op til Folketinget.

Her er min opstilling:

Daniel Skovhus

Tømrer, 28 år. Opvokset på Fyn. Bor i dag almennyttigt på Amar’ med min gravide kæreste Mette, der er pædagog.

Med mig som kandidat, kommer klassekampen øverst på dagsordenen.
Jeg har været rundt omkring. Jeg har gået som pædagogmedhjælper, buschauffør og vicevært. Nu er jeg udlært tømrer og går på skiftende arbejdspladser.

Alle steder raser klassekampen!

Som formand for Lærlingeklubben i 3F, Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København, kæmper jeg for, at alle Københavns tømrer- snedker- og murerlærlinge kræver deres ret og er stolte af deres fag.

Jeg vil tage min hverdag med ind i Folketinget – og min folketingsindflydelse med ud på arbejdspladserne. Den danske arbejderbefolkning har ikke brug for et parti, der holder sig til en snæver folketingsdagsorden.

Når der diskuteres politik på arbejdspladser og i klasseværelser, har vi gode kort på hånden. Enhedslistens holdninger til omfordeling, grønne jobs, EU-modstand, afbureaukratisering og investeringer i det offentlige, er noget der vinder opbakning.

Samtidig med, at vi knokler for at få en ny regering, skal vi opbygge et massivt folkeligt pres. S og SF skal holdes fast, så de forventninger befolkningen har opbygget til konkrete forbedringer, kan indfries.

Noget af det værste, jeg ved, er levebrødspolitikere. Derfor har det også taget mig lang tids overvejelse, før jeg valgte at stille op for at blive folkevalgt for Enhedslisten. Men hvis I sender mig til Christiansborg, så lover jeg at give dem kamp til stregen!