Der må organisering til

Hej Modkraft! Jeg hedder Matias, er 26 år, arbejdsløs og modkrafts nye blogger fra moradset til venstre for Enhedslisten. Jeg er organiseret anarkist i føderationen Libertære Socialister, gammel REBEL’er, autonom ungdomshusaktivist; og håber jeg kan bidrage til debat om organisering, politiske prioriteringer og taktik på den radikale venstrefløj, samt alt og ingenting jeg måtte finde interessant.

Min første blog kommer til, med min sædvanlige sans for det storladne, at handle om intet mindre end organisering af arbejderklassen! Vi står her til efterår over for en "genopretningspakke", der reelt set vil forringe velfærden, skade retten til arbejde og fjerne en lang række sociale ordninger, der holder hundredetusindvis af danskere over grænsen for en anstændig, sund og arbejdende tilværelse.

Traditionelt set har fagbevægelsen stået på barrikaderne som folkets kamporganisationer og både værnet om og udvidet de rettigheder, vi unge danskere tog for givne, indtil de blev taget fra os. I dag ser det ikke blot ud som om LO er gået i stilstand, nej, de bidrager sågar villigt til at rulle vores rettigheder tilbage ved at godkende oppositionens valgkampagne Fair Løsning, og ved at anbefale et ja til længere arbejdstider.

De samme arbejdstider, som deres medlemmer har sat liv og lemmer på spil for at gøre kortere! Fy for satan, siger jeg bare. Kan dette på nogen måde være progressivt? For folk med en snert af historisk bevidsthed er svaret enkelt.

I dag står det formentligt klart for mange, at vi ikke længere kan regne med hverken Socialdemokratiet eller SF. Jeg ville selv smide Enhedslisten oven i her — med deres skridt mod at blive en respektabel og ansvarlige samarbejdspartner for en kommende S-SF-R regering. Social retfærdighed kan ikke skaffes af de siddende partier, og jeg tror, at mange som jeg sidder med en bitter smag i munden over, at vi ikke lovligt kan anvende demokratiet til at repræsentere vores synspunkter. Jeg er ingen guru, partileder eller økonomisk vismand, men jeg tror jeg kender vejen ud herfra:

* Fagforeningerne skal have smidt deres ledelser på porten og være kamporganisationer igen, styret af medlemmerne og ingen som helst andre! Vi kan ramme V, K, O, F og A hvor det gør ondt — vi KAN godt kaste en svensknøgle i de hjul, der fylder lommerne på dem og deres allierede i erhvervslivets top!

* Samvittigheden skal råde, når man vælger repræsentanter. LO er i et dødvande, der ikke længere repræsenterer arbejderklassens interesser. Når vores forbund udtaler sig, skal det ske gennem repræsentanter, der ikke lever af det, men som tværtimod står direkte til ansvar over for medlemmerne og kan få deres mandat tilbagekaldt om nødvendigt.

* Vi skal finde solidariske forbund, hvor vi kan diskutere de ting der vedrører os! Beboergrupper, studentergrupper og arbejdspladsgrupper er alle steder, hvor vi kan finde ud af, hvordan vi kan stikke en kæp i regeringens hjul, specielt hvis vi er villige til at sætte handling bag ordene. Jeg siger ikke, at alle skal melde sig ind i Libertære Socialister, men vi MÅ pinedød organisere os, hvis vi vil opnå den styrke, det kræver at slå deres angreb tilbage.

* Vi bør ikke længere se stiltiende til, mens der sker overgreb mod vores medmennesker, uanset om det foregår i en anden arbejdssektor, på homo/bi/trans-diskotekerne eller i Sandholmlejren. Overgreb mod nydanskere, kvinder og seksuelle mindretal skal mødes med selvforsvars- og retsgrupper. Nedskæringer i kontanthjælp og SU må besvares med besættelser af jobcentre og skoler. Forringelser af arbejdstider og -forhold med strejker og angreb på vores ret til forsamling. Kriminalisering af ret til strejke, modstand og forsamling med generalforsamlinger rettet mod politi og politikere, der holder dem ansvarlig for deres afskaffelse af vores frihed og retssikkerhed.

Hvad jeg prøver at sige er, at en anden verden er mulig, men vi får den ikke kun ved at tale om den og rette skingre polemiske angreb mod den kapitalisme og stat, der alligevel er døv overfor dem og som altid vil være det. Vi ses på gaden til efterår, kammerater; jeg ved at vi kan gøre det!