Anarkistiske/ queerfeministiske visioner for kampe imod grænser

Queer er et territorium af spændinger, defineret imod den dominerende hvide-hetero-monogame-patriarkats-fortælling, men også som affinitet med alle, der er marginaliserede, andetgjorte og undertrykte. Queer er det abnormale, det mærkelige, det underlige, det farlige. Queer involverer vores seksualitet og vores køn, men også så meget mere. (…) Queer er en total afvisning af det normales regime. (…) Inden for queerdiskursen, taler vi om et rum for kamp imod denne totalitet – imod normalitet. Med ”queer”, så mener vi ”social krig”. Og når vi taler om queer som en konflikt med al dominans, så mener vi det. (Towards the Queerest Insurrection)  

Hvis vi vil kæmpe imod grænser, så er det nødvendigt at se, at alle grænser, der konstant ekskluderer os, truer os, har eksplicitte voldelige konsekvenser pga. etnicitet, race, køn, sex/ualitet, klasse, abilitet, alder osv. Og grænserne er alle steder: Nationale grænser er ikke bare fysiske mure eller linjer, der er tegnet omkring geografiske områder; de bliver synlige for dem, der ikke anses for at høre til – ikke bare ved de faktiske grænser, men gennem et system, hvor du har brug for papirer for at få lov til at eksistere.

Loven handler ikke kun om juridisk status, men om hvad der er accepteret og forventet – normalitetens dagligdags fængselsmure. Normalitet som i illusionen om kun to biologiske og juridiske køn. Den racistiske normalitets fængselsmure i form af nationalstater og nationale identiteter, der er lavet for eksklusion og dominans, med grænser beskyttet af mobile radarer, termiske kameraer, infrarøde kameraer, mobile CO2-detektorer og hjerterytme-detektorer. For den uden de rigtige papirer, fingeraftryk, nationalitet, DNA, krop, er grænserne der – i sine  voldelige, kontrollerede og dødbringende former.

Queer bashing

Ikke cis-mandlige (1) og queer kroppe er konstant ekskluderet fra steder, overfaldet, reguleret, disciplineret gennem forskellige undertrykkelser i en række kontekster, hver dag. Sexisme, homo- og transfobi skaber grænser mellem kroppe, personer og grupper med meget voldelige konsekvenser. Det sker tit i nationalstatens navn: Den har en pæn historie af politioverfald, af fængselsstraffe, af queers sat i koncentrationslejre eller underlagt tvungen psykisk behandling, men også en reel nutid af fx tvangssterilisering af transpersoner, tvungen ”kønsnormalisering” gennem kirurgiske indgreb på intersex babyer og patologisering af transseksuelle.

Grænser mellem fiktive køn og fiktive nationalstater – ligheder, der ikke kan ignoreres

Vi vil bruge Sverige som et eksempel til at understrege, hvordan staten fortsætter med at udskære blodige grænser mellem fiktive køn og fiktive stater. Transkampe og migrationskampe kæmper hver dag med nationalstatens hårde mure. Statens to-kønssystem steriliserer, regulerer og disciplinerer transkroppe. Forhindringerne i nationalstaternes grænser tilbageholder visse kroppe fra adgang til visse steder/rum. Hvis du gerne vil ændre dit juridiske køn, så skal du ansøge om kønsasyl på Rättsliga Rådet. Med tvang bliver du steriliseret og får din personlighed forandret af undersøgere for at sikre, at du følger og ikke truer tokønssystemets normer og regler.

Hvis du vil flytte, krydse nationale grænser, eksistere i andre rum, så skal du spørge om tilladelse; ansøge om asyl, kalde dig selv en flygtning eller bevise at være nyttig; at have et job eller vælge at støtte det normative familieprojekt – at blive gift eller have en partner. Klædt af, frarøvet, mobbet, udspurgt, set på med mistanke og yderligere traumatiseret af undersøgere. Lad ikke staten bestemme over vores kroppe!

Racisme fortsætter med at kode migrerende personer som cispersoner og heteroseksuelle, mens det queer subjekt ofte bliver forstået som hvidt. Asylsystemet bygger på heteronormative ideer om, hvad familier er og fortsætter med at fucke med queer asylansøgere -  dette er en konsekvens af det at have grænser (2).  De svenske immigrationsmyndigheder er stolte af at fremvise deres ”LBGT (lesbisk, biseksuel, gay [bøsse] og transkønnet) kompetence” gennem deres materiale ’Beyond Borders’ – uden at indse at de konstituerer grænsen. Men vi vil ikke have flotte dokumenter med smukke ord om LBGT, vi vil afskaffe asylsystemet og have fri bevægelse for alle.

Homonationalisme

Vi er vidne til, hvordan vestlige nationalstater bygger på hvide middelklasse heteroseksuelle kernefamiliers idealer, hvor subjekter, som ikke passer ind i de rammer, kun kan eksistere, hvis de bliver assimileret. Hvis du er en af de få, som får papirer, som bliver juridisk accepteret, så forventes du at assimilere dig ind i ”statens kultur og værdier” og blive kontrolleret med sprogtests og tvungne introduktionsprogrammer. Ikke for at du skal lære, men for at af-lære.

Og hvis du ikke har papirer, så er det meget tydeligt, hvordan staten umuliggør, at du bliver set som et subjekt, og på den måde sikrer, at du mangler fundamentale rettigheder, som retten til sundhedspleje, skole, bolig osv. Som en kønslovløs, der ønsker en transition, så skal du passe ind i den psykiatriske diagnose for transseksualitet og assimilere dig ind i de fascistiske biologistiske opfattelser af køn, som kræves af psykiatere og læger. Queer begærsformer kan kun blive acceptable, hvis de kommer i form af monogame homo-parforhold indrammet med middelklassejobs og respektabilitet.

Nationalstaterne bruger endda deres LBGT-”venlige” love til at konstruere deres image som liberale demokratier, så vi kan se på muslimske stater som homofobiske og dermed ikke-demokratiske. Selv Jimmie Åkesson, talspersonen for det racistiske parti Sverigesdemokraterne, påstod at være LBGT-venlig. På samme måde som Pride Paraden er fyldt med firmaer, institutioner og politiske partier, der er optaget med pink washing, og alle vil konkurrere om at være venner med de glade homoer for en dag, at sælge flere produkter eller få flere stemmer. De svenske immigrationsmyndigheder marcherer glad med  i paraden, mens de samtidigt nægter queer flygtninge asyl. Det svenske politi marcherer med i paraden, mens de flager med deres små flag og samtidigt deporterer queer flygtninge.

”Pride” handler for os om at være stolt af noget, som staten ikke har godkendt – og så længe staten fortsætter med at forfølge minoriteter (hvilket pr. definition er en del af det at være en stat), så kan den aldrig være det, som vi kan stole på. Queer kampe må være sikre steder uden for staten og regeringens forsøg på at kontrollere os. Staten vil aldrig give os dét, vi vil have, den vil måske kun anerkende, hvad vi har, når vi har taget det. Husk på de queer oprør som Stonewall Inn, Compton Cafeteria og AB 101 veto oprøret!

Nationalstaten vil kun gå hånd i hånd med  assimilerede glade homoer, resten af os er lukket ude og ekskluderet fra fuldt ud at blive betragtet som medborgere. Men hey, vi vil ikke have dit medborgerskab, vi vil ikke tilpasse os din syge normalitet – vi vil rive din nationalstat og dens krav fra hinanden.

Modstand mod grænser er modtand mod orden

Vi anser, at queer anarkisme er en måde til at organisere modstand og kæmpe tilbage på. Vi anser ikke love, der er dikteret af nationalstaten, som etiske eller retfærdiggjorte på nogen måde. Vi vil fucke med alle former for normalitet. Selv om kontrollen og normaliteten forsøger at fortælle os, at det er umuligt. Vi flytter os stadig – vi bryder stadig grænser. Folk løber, gemmer sig, krydser grænser, ødelægger fingeraftryk. Folk nægter identitetskasserne, som køn eller nationalitet.

Det er tid til at bashe tilbage

Vi kræver selv-definition. Enhver bør være i stand til at definere hvilke kroppe og hvilke rum og steder, de ønsker at være og leve i. Vi vil ikke nøjes med at være kønnede af staten, og vi nægter dét, at være diagnoseret som syge. Vi vil ikke nøjes med asylsystemer (som selv hævder at være ”generøse”). Vi vil ikke nøjes med, at statens sanktionerede vold bliver brugt imod os: gennem lov, ved grænser, i detentionslejre, hos medicinske institutioner, på gaderne.

Grænsepolitiet spørger ikke. Grænsepolitiet skyder. Grænsepolitiet slår folk, som krydser nationale grænser og kønsgrænser, ihjel. Politiet er interesseret i at holde grænserne, ikke mennesker, i live. Kugler og grænser elsker hinanden – vi vil pulverisere begge.

Lad No Borders bevægelsen være her til at ødelægge det, der er blevet anerkendt som normalt. Angrib grænserne – gør dem umulige at finde.  Sommeren 2012, det er tiden for No Border camp i Stockholm. Fyld den med forbrydelser – ødelæg kortet – få politiet til at fare vild og miste deres forstand. Gør det uigenkendeligt: Stockholm, verden, muren, synet foran dine øjne.

Teksten er oversat af QueerKraft fra No Border Camp.

Noter

1. Som cisperson identificerer du dig med det juridiske køn, du blev tildelt ved fødslen og/eller med dit biologiske køn.
2. Dette er klart illustreret i rapporten ’Fleeing Homophobia’ fra 2011:

• Nationale myndigheder bruger stereotypier, når de behandler queer ansøgninger, disse stereotypier kan fx ekskludere bi-/polyseksuelle personer, lesbiske med et femme-udtryk, eller queer personer, som har været gift eller har børn.
• Hvis queer personer har være underlagt forfølgelse af ikke-statslige aktører, så får de at vide, at de kan få intern beskyttelse af de nationale myndigheder – selv om disse er kendt for at være homofobiske eller transfobiske.
• På regelmæssig basis bliver queer asylansøgere sendt tilbage til deres ”hjemland”, fordi de angiveligt kan undgå forfølgelse ved at skjule deres identitet. Asylansøgere bliver regelmæssigt deporteret til lande, hvor de har en velbegrundet frygt for at blive fængslet eller dømt til døden for queer seksuelle praksisser. Et andet eksempel er, at de alvorlige menneskerettighedskrænkelser på transpersoner, som forekommer i store dele af verden, ofte ikke vil føre til asyl.
• Medicinske, psykiatriske eller psykologiske undersøgelser bliver i mange europæiske stater brugt til at bestemme om ansøgeren ”i virkeligheden er” queer – seksualitets og kønsidentitet kan aldrig være et medicinsk, psykiatrisk eller psykologisk anliggende, men er altid et spørgsmål om selv-identifikation.
• Hvis seksualitets- eller kønsidentitet kommer frem sent i asylprocessen, bliver det ofte mødt med mistro og undren mod asylansøgeren fra myndighederne.
• Queer migranter bliver ofte konfronteret med homofobisk og transfobisk adfærd ved modtagelsen, asylmyndigheder og i detentionslejre. Dette strækker sig fra diskrimination til misbrug og vold.